Med jævne mellemrum bringer Stemmer Fra Ådalen blogindlæg og læserbreve fra lyttere og medlemmer af Klub SFÅ. Her er et indlæg fra Anders Vedel Jakobsen, der sætter fokus på stemningen på stadion i Odense.

Tekst: Anders Vedel Jakobsen, medlem af Klub SFÅ

Der er noget, jeg har tænkt over et stykke tid og talt med en af mine OB-makkere om. Og som det nylige og i øvrigt fremragende interview med Fiete Arp har sat ekstra gang i.

Det handler om os – fansene – og om den energi, vi bringer ind på stadion, og hvordan den påvirker det, der sker på banen.

Nye øjne på gamle mønstre

Da jeg hørte Fiete Arp beskrive sin oplevelse af OB-fansene, blev jeg faktisk ramt af, hvor præcist han satte ord på noget, mange af os nok mærker, men ikke så ofte taler om.

Han sagde, at der er en kerne, der altid står der og bliver ved med at synge, uanset hvordan det går på banen. Men at en stor del af fanskaren har et mere sårbart forhold til OB. Og det forstår han godt efter mange års skuffelser.

Alligevel ser han et enormt potentiale i energien omkring klubben.

Det ramte mig. For Fiete kommer udefra. Han ser os med friske øjne og uden at være farvet af alt det, vi har båret med os som fans gennem årtier. Det kan faktisk være ret sundt at blive spejlet på den måde.

Når energien går begge veje

Noget af det mest interessante, Fiete sagde, handlede om sammenhængen mellem fans og spillere. Han beskrev, hvordan energien fra tribunerne påvirker banen – og omvendt.

Han var forsigtig med at drage en konklusion, men jeg hørte ham egentlig sige: du kan ikke adskille de to ting.

Der er en form for dialog, et energifelt, et afhængighedsforhold mellem de to. Det er jo ikke noget nyt – vi kender det fra steder som Anfield, hvor stemningen kan løfte et hold til mirakler.

Men vi ved også, hvordan det føles at være i et rum, hvor stemningen er trykket. Vi kender fornemmelsen af nervøsitet, af negative forventninger, af små suk og mishagsytringer.

Forestil dig så, hvordan det må føles for 11 spillere, når 12.500 mennesker står samlet inden for 100 meter og mange af magnetnålene peger i modsat retning, som Troels Bech så rammende har sat billede på det.

Det er et voldsomt energifelt at bevæge sig i.

Iltmasker, traumer og troen på projektet

I SFÅ har der for nylig været joket med, at der burde falde iltmasker ned fra taget, når vi er ved at smide en føring. Det er et sjovt billede for vi kender alle følelsen af, når frygten for at historien gentager sig, sniger sig ind. “De brændte børn”-syndromet fra mange års skuffelser bliver også i stigende grad fremført i SFÅ.

MEN måske er det på tide at slippe den fortælling.

Hvis vi bliver ved med at bære fortidens galde og ængstelighed ind i nutiden, bliver den et filter, som forhindrer os i at se og mærke det, der faktisk sker lige nu.

Det er lidt det samme, Zorniger prøver at ramme, når han taler om, at vi skal være mere “i midten” – hverken flyvende efter én sejr eller nede i kulkælderen efter ét nederlag.

Vi har også tidligere set, hvor skævt det kan blive, da Thorborg løb på banen og krammede Zorniger efter sejren mod Randers. Det var måske velment, men også et udtryk for, at vi alle – fra tribune til direktionsgang – stadig reagerer alt for meget på de enkelte øjeblikke, i stedet for at tro på projektet på den lange bane.

IdentitetOB – troen på sagen som fælles fundament

Netop den lange bane er også kernen i projekt IdentitetOB, som klubben jo satte i gang sammen fans mv. for at definere, hvad OB skal stå for – både på og uden for banen.

Det handler ikke kun om spillestil, men om værdierne bag: tro på sagen, ærgerrighed, armen om hinanden i modgang, power, passion og hårdt arbejde.

Det er alt sammen ting, som klubben – og vi som fans – kan spejle os i. For projektet er et spejl af det, vi OB fans og folk omkring klubben mener, OB bygger på, og det vi ønsker at se fra spillerne, når de trækker trøjen over hovedet.

Men det forpligter også os på tribunen. Hvis klubben arbejder på at leve sin identitet ud, skal vi som fans gøre det samme. Vi skal tage værdierne til os og lade dem præge den energi, vi sender ud.

På den måde kan der opstå en reel synergi mellem banen og tribunen, hvor vi løfter hinanden og sammen bygger det OB, vi gerne vil være kendt for.

Vores fælles ansvar

Hvis vi accepterer tanken om, at der er et gensidigt forhold mellem fans og spillere, så følger der også et ansvar med.

Når vi sidder og siger “nu scorer de nok om lidt”, eller sukker tungt efter et boldtab, så er det ikke bare en konstatering. Det er en energi, vi sender ud.

Jeg siger ikke, at fansene bærer ansvaret for OB’s resultater. Selvfølgelig ikke. Men vi har indflydelse.

Og jeg tror, vi gør både os selv og klubben en tjeneste ved at tage det alvorligt.

Output 1 fra fansene er i top – vi møder op. Det er imponerende og viser, at vi vil OB.

Men måske skal vi til at se på impacten af den energi, vi bringer, når vi først er mødt op.

Det er let nok at være positiv, når man vinder. Det kræver karakter at bevare troen, når det hele sejler.

Og det er netop dér, vi som fans kan gøre en forskel.

Et åbent spørgsmål til os alle

Jeg skriver ikke det her som en formanende pegefinger. Jeg skriver det, fordi jeg selv kender følelsen af at blive utålmodig, skeptisk eller kynisk. Jeg har også bidraget til den energi, jeg her sætter spørgsmålstegn ved.

Men måske kunne vi som fans, bare lidt oftere, spørge os selv:

Hvor meget af det, vi ser på banen, kunne i virkeligheden hænge sammen med den energi, vi bringer ind i rummet?

Det er i hvert fald værd at tænke over.

Indlægget er skrevet af Anders Vedel Jakobsen, der er OB-fan gennem mange år og medlem af Klub SFÅ. 

Du kan også blive medlem af Klub SFÅ – klik her

Foto: Peter Brix