Blog: Fodboldtanker fra en museumsgæst i Odense

Af Thomas Dahlslykke
6. juni 2024

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Foto: Frederik Hestbjerg.

Tirsdag formiddag var jeg på Brandts Kunstmuseum i kerne af Odense centrum; jeg kommer der cirka en gang om året, man har vel læst litteraturvidenskab i tidernes morgen og er gift med en udøvende kunstner. Attraktionen skulle være en fotoudstilling som hedder Love, Lust og Freedom, i virkeligheden burde titlen være #instagramerminven – den havde i hvert fald ingen nerve, som rørte andre end dem der var portrætteret på billederne.

Samme mangel på nerve, som visse spillere i striber har udvist i den nu forgangne sæson…

Jeg gennemgik udstilling for udstilling med et mål for øje; jeg skulle op til den faste udstilling, som rummer de værker, det tidligere kunstmuseum på Jernbanegade havde. Her er min klare favorit Udslidt af H.A. Brendekilde. Et værk hvis gensyn fik mine tanker til at svæve omkring noget Björn Wesström sagde, mens kernen af OB rejste bort og nye lejesvende kom til: ”Vi måste vara mindre sentimentala mot våra spelare!”

Museet OB

Når jeg kigger på Udslidt bliver jeg ikke sentimental, jeg bliver ikke nostalgisk, jeg bliver mindet om et Danmark, som var engang, men som (heldigvis) ikke findes mere. Et samfund hvor bonden, arbejderen og daglejeren måtte knokle sig ihjel for at få brød på bordet. Jeg mindes ikke noget eller nogen, når jeg ser på maleriet, som blev malet i den periode, vi i dansk litteraturhistorie kalder det moderne gennembrud. En periode hvor folkets sande tilværelse var essensen af kunsten og problemer blev sat til debat.

I OB har vi også et museum. Når jeg går forbi klistermærker med 1887 – eller når jeg ser nogle har tagget det på vægge og murer – så tænker jeg ofte på, om afsenderen måske i virkeligheden ved, at det var en cricketklub tilbage i slut 1880’erne og på ingen måde den fodboldklub de hylder ved disse nostalgiske tal.

Brendekilde var færdig med Udslidt i 1889, to år efter OB blev til, og selvfølgelig skylder vi de privilegerede mennesker, som skabte klubben, meget, men vi skal ikke mindes dem med nogen snert af sentimentalitet, men som foregangsmænd for et foreningsliv, som i dag stadigvæk er cremen af det danske samfunds sammenhængskraft.

Musseet OB har dog mange andre smukke værker end blot alderen. Der er Richard Møller Nielsen og mesterskaberne, skabt på flid og hårdt arbejde; der er Roald Poulsens mesterskab, skabt på elegance og talentudvikling; der er Miraklet i Madrid, hvor fliden og det hårde arbejde igen var i scene. Der er personligheder som Møller Nielsen, Moseby, Allan Hansen, Hemmingsen-brødrene og mange flere, men over dem alle Lars Høgh. OB er et voksmuseum af kæmpe personligheder, mennesker vi mindes, fordi de gjorde os glade engang.

Men vi ærer dem ikke ved at pege på, at alt var bedre dengang. De ville ikke bifalde sådan et bagud stræbende blik på OB. Det er heller ikke sådan man skal gå rundt og have det i et museum. Der findes (forhåbentlig) ikke nogen museer, hvis ambition er at få folk til at mindes bedre tider.

Vi skal ikke være sentimentale, når vi taler om OB; vi skal være ambitiøse.

Wesströms ord

Da svenskeren ankom til OB, må han have indset, at her var en klub, hvis sjæl var sunket sammen i en hul glorificering af fortidens stunder og et akademi, som jo ikke udpræget uddannede de individualister, som passede til den stil, de ukyndige havde valgt OB skulle bruge.

At ordene endte i et nederlag for Wesström og en nedrykning for OB har kvalt ordenes potentiale. For synet på OB er ikke konstruktivt, hverken fra sidelinjen eller helt inde på direktionsgangene. Selvbilledet drukner i nostalgien over koryfæerne, over de store kampe, hvor OB var meget mere end de er i dag. Wesström ramte en nerve, men han forstod ikke, hvordan den skulle formidles.

OB har ironisk nok ikke vundet meget på at gøre sig bedre, men vundet alt gennem ydmyghed og hårdt arbejde. Ironien kommer frem, når jeg ser på, hvordan man tænker fodbold. Når man siger, at OB jo bruger pengene nok til at komme i topseks, så tror man naivt at penge er lig med succes. Den slutning holder bare ikke, og andre klubbers deroute; Esbjerg, AGF og AaB som nærliggende eksempler viser tydeligt, hvor farligt naivitet kan være i fodboldens verden.

Men det er ikke kun direktionen som fejler, os udenfor er også håbløse, når vi tror, det bare handler om, at de skal i bedre form, fordi Møller Nielsens hold jo vandt gennem bedre fysik. Sådan fungerer museet ikke. Du kan ikke gå hen til en udstilling og pege på en løsning. Der er jo en grund til at værket er endt på museet. Det er ikke længere holdbart i virkeligheden.

Museet og sentimentalitet er ikke forenelige størrelse. Du kan mindes din ungdomsstyrke og gå til grunde i at den aldrig kommer tilbage, men du kan også placere denne ungdom på dit livs museum og besøge den, huske den og bruge den konstruktivt, når du definerer din fremtid.

Akademiet

Jeg har været forundret siden 2020 over, at Anders Klynge ikke var god nok til OB. Selvom Morten Ohm mere end en gang har forklaret mig, hvorfor Klynge nødvendigvis ikke var blevet en succes i OB, så vil jeg ikke forstå det.

Lyder jeg sentimental? Ja, men lad mig vende min sentimentalitet om, for mig handler det ikke om, at Klynge skulle blive i OB, det handler meget mere om, hvorfor OB skulle spille en form for fodbold, der ikke passede til Klynge. Jeg mener, at man har bygget en strategi, som ikke lignede den talentudvikling, man begår på akademiet.

Jeg besøger intet museum, jeg svimler ikke i sentimentalitet, jeg er forundret over, at man med ord taler akademiet op, mens man vælger en spillestil, som ikke rammer essensen af, hvad akademiet laver. Tallene taler desværre for sig selv. Man har ikke kunne bruge akademi-spillerne, dem som Wesström mente skulle være kulturen.

Museet og kulturen

De danske museer er primært drevet af den danske stats velvilje med sæde i Kulturministeriet, derfor bør der vel være en naturlig forbindelse mellem museet og kulturen. Når jeg går på Thorvaldsens museum, når jeg ser den faste udstilling på Brandts, når jeg går på Frihedsmuseet, så oplever det Danmark, der var engang, jeg kan se sporerne til fortiden og forstår deres betydning for nutiden.

Det museum skal OB bygge op. Når Kadrii griber fat i Thorning Madsens kørestol og triller ham rundt i Ådalen, så skabes billederne der forbinder, men spørgsmålet er, om forbindelsen findes når bolden trilles rundt på græsset.

Selve Ådalen er nærmest også blevet en slags klenodie, som man ikke kan slippe, men der er man jo ikke tro overfor OB’s historie. Tilbage i tresserne indså man, at banen i Munke Mose ikke var nok, hvis OB skulle blive en større faktor i dansk fodbold; derfor fik man anlægget i Ådalen. Spørgsmålet er om man ikke bør opgive dette sted og komme videre, hvis OB skal kunne komme videre.

Du kan ikke hænge dig i fortidens goder, du skal finde fremtidens. Ådalen er smuk og jeg elsker at komme der, men mens jeg sidder og skriver dette, indser jeg, at det jo blot er et nostalgibesøg. Det er ikke opbyggeligt at vælge noget, bare fordi man synes det er hyggeligt.

Kultur er en levende størrelse, hvor museet spiller en rolle, men aldrig hovedrollen. Ådalen er nok blevet en del af museet OB, og er ikke længere fremtidens OB, den erkendelse må snarest mulig indfinde sig, så man kan tage afsked og komme videre.

Men hvordan kan museet bruges til at bygge kulturen op?

Man skal tage spillerne igennem museet, fortælle dem at publikum på tribunerne ofte besøger dette museum, men at de mere end noget andet ønsker nye værker som kan komme med i den faste udstilling, som ikke rummer armod og brændte straffespark. Og så skal man komme videre. Spillerne skal ikke spille i et museum af andres succes; de skal skabe deres egen, den skal være i øjenhøjde med dem på lægterne, og den skal være ydmyg, hårdtarbejdende og fyldt af vilje.

Udslidt

OB er blevet en udslidt klub, hvis vi ser bort fra det Akademi, som igen har præsteret langt over, hvad man burde forvente, når man ser på kapitalen. Noget som Silkeborg også viser man kan i Superligaen. Jeg nød billedet af Brendekilde, nød at han fik malet virkeligheden så hårdt, det er godt, at vi ikke længere skal opleve den form for fattigdom.

De udslidte i dag får hjælp, dem hylder man i samfundet med Arne-pensioner, men sådan forholder det sig ikke i fodboldens verden. Her har de andre ikke ondt af OB, bare fordi man ikke længere er den storhed, man engang var. Tiden er ikke gunstig for de udslidte, men OB kan rejse sig igen. OB kan blive veludhvilet og friske, hvis man holder op med at tro, at det kommer af sig selv.

Intet kommer af sig selv. Niels Abildtrup siger i dokumentaren Verdens bedste træner, at Richard Møller Nielsen nok bevidst førte krig mod alt og alle, for at finde den gejst og gnist, som skulle give de ekstra kræfter til at vinde EM. Det nytter ikke at pudse-nusse nogen eller mindes noget. Man skal være klogere end de andre, ville det mere end de andre og turde gøre sig upopulær.

Borgerskabet syntes formentlig ikke om Brendekildes kunst, fordi den hudflettede de sociale uretfærdigheder som eksisterede på malerens tid, men det tog Brendekilde ikke notits af, han kæmpede for de udslidte. Nu skal OB kæmpe for igen at få en berettelse i dansk fodbold. Jeg mener den kamp begynder ved at binde klubben sammen, så akademi og 1. hold går i samme retning.

Men hvad ved jeg, jeg er jo blot endnu en museumsgæst…

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?