Ugens overblik over Akademiet og OBQ: To forfremmelser og første point til OB Q
Af Martin Davidsen
Tekst: Jonas Brandt
Som sædvanlig gik lørdagen med en akademidyst, da U-holdene tog imod Vejle hjemme på banerne i Ådalen. Både U19 og U17 tog store sejre på henholdsvis 5-1 og 4-0, mens U15 led et knebent 0-1-nederlag. I den forgangne uge blev Mads Abrahamsen og Vitus Friis tilmed rykket op i førsteholdstruppen.
OB Q fik deres første point i sæsonen, da de tirsdag aften spillede 0-0 hjemme mod AGF. Kvinderne spiller allerede igen denne weekend, når de på søndag gæster topholdet Fortuna Hjørring.
Læs med på kommentarer fra både U19-cheftræner Ivan Poulsen og OB Q’s Sport Manager Peer Lisdorf om ugen, der er gået, og ugen, der kommer.
To sikre sejre og et knebent nederlag
U19 vandt sikkert over Vejle U19 med en 5-1-sejr. Både Lasse Andersen og Mads Abrahamsen scorede to mål, mens også Christian Brund fik sig noteret for et enkelt mål. U19-cheftræner Ivan Poulsen er ikke så overraskende glad over kampens forløb.
– Vi er succesfulde i mange af vores offensive gennembrud, hvilket resulterer i, at vi scorer fem mål. Vi kunne også have scoret flere. Så offensivt var det en velspillet kamp fra vores side. De takter var vi rigtig glade for, og dem håber vi at kunne tage med videre i næste runde, fortæller Poulsen.
Netop de offensive takter vil der blive brug for mod Esbjerg fB, når akademiet på lørdag gæster det vestjyske. Selvom Esbjerg U19 ligger lavt i tabellen, må man ikke tage fejl af, at de er et godt hold, forklarer Poulsen.
– Esbjerg U19 har spillet nogle tætte kampe. De har vundet 2-1 en enkelt gang og har ellers tabt de resterende kampe med samme stilling. De er spillemæssigt bedre end de har været resultatmæssigt. Så vi skal være oppe på tæerne, hvis vi skal have en sejr, uddyber Poulsen.
U17 havde fire forskellige målscorere i deres 4-0-sejr over Vejle U17. Målene blev sat ind af Matti Buchholt, Sigurd Willadsen, Oskar Stasiak og Oskar Bach-Rasmussen, hvoraf de to sidstnævnte scorede i overtiden. OB U17 er dermed fortsat ubesejrede i sæsonen og topper rækken, hvor de endda har en kamp til gode sammenlignet med flere af deres direkte modstandere.
U15 måtte se sig slået, da kom bagud sent i 1. halvleg, og ikke formåede at score i den resterende tid af kampen. Derfor blev det til et knebent nederlag for U15, der dog ikke er langt fra toppen i tabellen.
Denne weekends modstander for akademiet bliver Vejle, når der på lørdag spilles tre kampe hjemme på banerne i Ådalen.
– Vejle er kommet ganske fint fra start i årets U19-liga. Vi forventer en tæt og forhåbentligt god kamp, men også at vi har kvaliteterne til at gå efter sejren, afslutter Ivan Poulsen.
To permanente forfremmelser
I ugens løb er både Mads Abrahamsen og Vitus Friis rykket permanent op i førsteholdstruppen. Abrahamsen har egentlig trænet fast med siden opstarten, hvilket også var tilfældet for Vitus Friis indtil U19-sæsonen begyndte, hvorefter han primært har været at finde hos U19.
Allerede tirsdag aften gjorde Vitus Friis sin debut i pokalen mod Sundby, ligesom Mads Abrahamsen også har gjort dette i samme turnering. Man skal dog ikke lade sig rive med af de hurtige debuter.’
– Den her slags indhop i pokalkampe og en masse træning er først og fremmest det, vi skal forvente. Jeg håber, at de kan rykke sig tættere på nogle spilleminutter i Superligaen. Men nu, når de er unge, så handler det først og fremmest om at vænne sig til tempoet og lære at leve som professionelle. Så må de få de indhop, det bliver til, nuancerer Poulsen.
– Det vil også være sådan, at når de ikke spiller kampe for førsteholdet, så vil de være at finde på U19-holdet, hvor vi kan give dem nogle spilleminutter, afslutter Poulsen.
OB Q endelig på pointtavlen
OB Q spillede også tirsdag aften, da de tog imod AGF hjemme på Nature Energy Park i en ligakamp. Det var en chancerig men målfattig kamp, hvor stillingen forblev 0-0 fra start til slut. OB Q skal dog være tilfredse med det ene point og især takke Laura Worsøe for hendes mange redninger, da AGF ellers havde flere gode chancer i begge halvlege. Sport Manager Peer Lisdorf er glad for pointet, men ser også klare muligheder for forbedringer i spillet.
– Efter en god start har vi lidt svært ved at holde presset på dem, og de er sindssygt gode til at kombinere forbi os i deres spil. Jeg ændrer formation, og det lykkes til dels at få lukket bedre af, men de fik stadig mange muligheder. Vi må også erkende, at vi var heldige med at gå til pause uden mål. I 2. halvleg, især mod slutningen, har vi momentvis stadig noget energi og er lige ved at stjæle de tre point, fortæller Lisdorf om kampen.
– Det var fedt at komme på tavlen pointmæssigt, selvom det ikke var godt rent teknisk i forhold til at holde fast i bolden. Det synes jeg virkelig, vi skal arbejde med. For jeg ved, at kvinderne er bedre end det, vi viser i vores kombinationsspil. Men det var vigtigt at få vist, at vi godt kan få point. Så er det bare at arbejde videre benhårdt. Der er stadig 24 point tilbage at spille om, afrunder Lisdorf.
Stillingen i A-Ligaen (grundspil).
I denne weekend er det topholdet fra Fortuna Hjørring, der venter. Fortuna Hjørring ligger aktuelt på andenpladsen og er eneste hold i ligaen, der fortsat er ubesejrede. Der venter derfor en svær opgave for OB Q.
– Der er kun gået ét mål ind på dem, så de må siges at være gode. Vores udgangspunkt vil helt klar være, at vi skal gå op og stresse dem og ligge højt, så vi ikke skal stå alt for meget nede i eget mål og forsvare, indleder Lisdorf.
Men det er heller ikke fordi, at de laver mange mål. De laver i snit kun et per kamp. Så hvis man kan holde deres chancer nede på et minimum og Worsøe kan tage et par gode bolde, så skal vi se, om vi kan overraske og stjæle et point, afslutter Lisdorf.
Kampen mod Fortuna Hjørring spilles søndag kl. 12:00 på Nord Energi Arena i Hjørring.


