Tirsdagsanalysen: Krogh eller ej?

Af Thomas Dahlslykke
5. december 2023

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Foto: Frederik Hestbjerg.

Hver tirsdag skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, statistik eller noget helt trejde. Alle artikler er gratis for læsere og financieres af Klub SFÅ.

Støt Stemmer Fra Ådalen ved at blive medlem af Klub SFÅ via dette link. 

”Vores holdning er soleklar. Vi mener, at fodbold er verdens mest misforståede og underudviklet spil. Det skyldes en række faktorer såsom, at fodbold er en del af underholdningsindustrien, hvor de lette og hurtige overskrifter besejrer de tunge og grundige analyser.”

Citat: Dan Hammer og Mads Davidsen, Hvor svært kan det være s. 191-192.

Tirsdagsanalysen udkommer for sidste gang i 2023. Sæsonen er sat på pause og tilbage er kun at vente på udmeldinger om chefscout (eller Head of Recruitment), cheftræner og hvilke spillere der skal ind i transferhjulet og spindes rundt. Hammer og Davidsen beder indirekte om dybere analyser af spillet på banen og spillet på direktionsgangen i det indledende citat, og det håber jeg mine tirsdagsanalyser har givet.

Dagens analyse handler om Søren Krogh som mulig cheftræner for OB. Den kigger på for og imod, men den begynder med en justering.

Systemer og spillestil eller resultater

Der skal ikke herske tvivl om, at min fodboldbibel er fodboldbogen Hvor svært kan det være af Hammer og Davidsen, og derfor var jeg også noget kritisk overfor Søren Kroghs dispositioner både før og efter Hvidovre-kampen. Jeg undrede mig først over, at Krogh angreb Hvidovre-kampen så naivt an. Dernæst synes jeg, at Kroghs reaktion på kampen, når det kom til spillestil og systemet var en overreaktion.

Krogh modbeviste mine bange anelser. Med en meget defensiv tilgang lykkedes han med at få fire point i efterårets to sidste kampe. Ingen af kampene har perspektiver i sig ud over de fire point. OB lykkedes gennem hårdt arbejde, noget opportunisme og en del spillemæssig kvalitet.

Ivancevic’s comeback til startelleveren viste sig at være en defensiv gave for holdet, men også som en offensiv punktering. Trybull og Köhler kunne lukke midten og endelig havde Al Hajj, Kadrii og Deedson nok individuel kvalitet til at skabe de chancer, der skal til for at score.

Stabilitet var vigtigere end udvikling, akademi og visioner. Resultater vigtigere end spillestil. Selvom Krogh nok mener, at man har holdt fast i nogle mønstre, så har OB’s offensiv primært handlet om at bringe Al Hajj i de rigtige positioner, og reelt set så er begge mål, OB har scoret siden Hvidovre-kampen, kommet efter pres eller genpres-situationer på modstanderens banehalvdel.

Sådanne mål er altid velkomne, men det etablerede spil med bolden har ikke været ret godt. Det har trænerne været bevidst om. De har gået på kompromis med egne tanker om spillet for at få resultater.

Grunde til Søren Krogh ikke skal forlænges

Det måske mest centrale argument, for at Søren Krogh ikke skal forlænges, er, at han formentlig vil have en kortere snor end en træner udefra vil have.

Hvis OB ved grundspillets afslutning ligger under stregen, så vil Krogh være mere udsat end en evt. erstatning. Sådan er logikken i fodbold. Den nye mand får altid en længere snor end den gamle. Om det er retfærdigt eller ej, skal jeg ikke gøre mig til herre over, men frygten er reel.

OB mangler at møde Viborg, Vejle og AGF på udebane og Brøndby og FCK på eget græs. Kogepladekampene mod Viborg og Vejle må ikke give under fire point. Hvis det gør, så er forspringet til Vejle formøblet. Derfor kan OB bringe sig i en situation, hvor man endnu engang må ty til en trænerfyring.

Vil OB og Søren Krogh det samme? Ved OB overhovedet, hvad de vil? Hvilken rolle får den kommende Head of Reccruitment, Jimmi Nagel Jacobsen, når det kommer til at definere, hvad OB vil? Han skal bl.a. stå for rekrutteringen af spillere, og hvem er det, OB gerne vil rekruttere? Disse spørgsmål skal der findes svar på, inden man hælder blæk i pennen.

Grunde til at man skal forlænge med Søren Krogh (I)

I sin korte tid som cheftræner har Krogh allerede formået at håndtere en krise og vende den til noget bedre. Det er nok det vigtigste argument for at holde fast i Krogh. Han har vist, at han tør være pragmatisk, når pragmatismen kalder. Han har også på kort tid formået at samle holdet på en måde, som Alm ikke gjorde i sin tid som cheftræner.

Han er lykkedes, selvom jeg var skeptisk, med at involvere spillerne i centrale beslutninger, og på den måde få dem engageret i projektet. Så når det kommer til mandskabsbehandling, når det kommer til motivation, så har Krogh bevist sig i de seneste to kampe.

Fodboldfagligt er der ingen tvivl om, at Krogh og jeg nok deler en del spillestilsværdier og perspektiver for spillet. Kroghs udfordring bliver at få dem forløst. Udfordringen bliver også at være tålmodig og langsigtet i implementeringen. Hvidovre-kampen var en huskekage af rang for Søren Krogh. Der går lang tid, før OB er i stand til at spille dynamisk med bolden.

Det bliver også et argument for at holde på Krogh; han kender truppen, kender potentialet, men så sandelig også begrænsningerne, og han tør at bruge begrænsningerne som et udgangspunkt. Jeg bliver aldrig fan af den 3-4-3, som Krogh har praktiseret, men det har fungeret nogenlunde for ham og holdet, og det må man tage med.

Grunde til at man skal forlænge med Søren Krogh (II)

Det er ikke kun truppen, som har sine begrænsninger i OB. Det er også klubbens ry og renommé, som har sine begrænsninger. Selvfølgelig er OB attraktiv for potentielle cheftrænere, fordi klubben er placeret i den højeste række i Danmark og derudover har en historik og en rigmand i ryggen til at kunne løfte klubben tilbage til toppen.

Cheftrænerrekruttering handler om timing; det er ikke altid timingen er lige god for både klubben og træneren. OB har pt. ikke nemt ved at skulle rekruttere en træner udefra, fordi klubben faktisk ikke helt ved, hvem det er man leder efter. Det grelle historiske eksempel på trænerrekruttering fra helvede var, da man valgte Viggo Jensen fra og Roald Poulsen til.

De to delte ikke mange visioner for spillet, mandskabspleje og motivation. Det er det, vi skal være opmærksomme på, når vi taler David Nielsen, Bo Henriksen eller Glen Riddersholm, for passer de overhovedet ind i det, som OB er lige nu? De fleste af de tanker man kan gøre sig omkring dem, handler primært om fornemmelser fra deres tidligere klubber.

Den træner OB vælger, skal ville det samme som klubben. Det er nok den største nød at knække, hvis man skal hente en træner ind. Derfor giver det god mening at holde på Krogh. Han var en del af Alms projekt, hvor der trods alt var noget træningsmetodik, noget grundlæggende spillestil og visioner i spillet.

Dette kan Krogh bygge ovenpå, gennem sin tilgang, samtidig med at han håndterer den nuværende situations alvor.

Godt det ikke er mig

Det er sjovere at træffe beslutninger i medgangstider end i modgangstider. Paradokset i min analyse af, hvorfor Krogh ville være et dårligt valg og hvorfor han ville være et godt valg, er, at det er noget nemmere og (måske) mere hensigtsmæssigt at skifte træner i pre-season end midt i sæsonen.

Det vil sige, at man skal være bevidst om, at man kan ende i en situation i slutningen af marts, hvor tilliden til Krogh er væk, og derfor vil man retrospektivt være ærgerlig over, at man ikke fik skiftet tidligere.

Wesström vil formentlig affeje sådanne spekulationer, men i realiteten er det ikke spekulationer. Det er vurderinger af mulige scenarier, som man skal kunne foretage, hvis man vil lede en fodboldklub. Wesström skal kunne tænke i negative scenarier, for at være forberedt på konsekvenser. Helander og Trybull var begge konsekvensrekrutteringer. Spillere som Wesström vidste han kunne gribe ud efter, hvis det blev nødvendigt.

Det kaldes et skyggehold, altså et hold med spillere, man følger, for at kunne rekruttere dem, hvis det bliver nødvendigt. Wesström har formentlig også en eller flere skyggetrænere, som han kan kaste snøren efter, hvis det bliver aktuelt.

Derfor skal Wesström også give det mest optimale mandat til Krogh, hvis d’herrer bliver enige om en forlængelse. Det dur umiddelbart ikke med en kort kontrakt (det lugter af mangel på tillid), og teamet omkring Krogh skal være Kroghs team. Det betyder ikke at Hjortebjerg og Helveg skal ud, men måske skal der noget ind, som Krogh mener vil forstærke OB.

Det samme handler om rekrutteringer. Krogh skal indover for at vurdere hvem og hvad der kan forstærke OB, og hvem der måske skal videre til noget nyt for at skabe harmoni i truppen. SFÅ skal nok komme med masser af transferrelateret snak senere på december og i særdeleshed i januar.

Skulle jeg vælge…

Jeg er uenig med mig selv. Jeg er både tilhænger af en forlængelse med Krogh og af at man henter en ude fra. For selvom Krogh og jeg måske deler spillestilsværdier, så er jeg ikke sikker på, at de værdier får OB tilbage til toppen.

Jeg tror faktisk, at OB vil kunne flytte sig hurtigere og samtidig forankre båndet til lægterne bedre, hvis man valgte en mere fysisk spillestil, hvor pres og genpres er i højsædet, og spillerne minder mere køleskabe end porcelænsfigurer! Er Krogh den rigtige træner til den spillestil?

OB’s problem blev illustreret meget fint i FCN’s scoring i søndags: Deedson kunne ikke stå imod den holdeforseelse, som førte til den omstilling, som FCN scorede efter. Frispark eller ej, så ville det være prisværdigt, hvis OB’s spillere aldrig var dem, der tabte de dueller.

I sidste ende handler det om tillid. For mig er fire kampe for lidt til at kunne give et kvalificeret bud på, hvad der ville være optimalt. Wesström kender Krogh bedre, og det er hans tillid til ham, som bliver afgørende her. Kan Krogh først redde OB og dernæst definere, hvad OB skal være, så er Krogh det rigtige valg for Wesström.

Men har han ikke den tillid, så ville OB gøre klogt i at finde en anden cheftræner. Det skal være de tunge og grundige analyser, som skal ligge til grund for, hvad OB beslutter og ikke de lette og simple…

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Tirsdagsanalysen om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?