OB 136 år: En klub for smukke mennesker
Af Martin Davidsen
Den 12. juli er en særlig dato, for det var på denne dag i 1887, at klubben blev stiftet. I anledning af Odense Boldklubs 136-års fødselsdag bringer vi her en tekst af Morten Skov, der ser tilbage på fortidens OB med referencer til klublivet før Anden Verdenskrig
Af Morten Skov
Som alle ved, holder OB til i Ådalen. Omgivet af træer, vand og ænder. Sådan har det været siden 1. september 1968, hvor klubben kunne indvie et moderne klubhus med omklædningsrum, brusere og lignende luksus. Siden dengang er kravene til moderne klubhuse unægtelig blevet noget større, men her er klubben endelig kommet på omgangshøjde med konkurrenterne.
Imidlertid skal det ikke handle om klubhuset i Ådalen. Hverken det nye eller det gamle. Derimod skal vi en tur tilbage til OB’s oprindelige hjemsted i Munke Mose, hvor der blev spillet både tennis og fodbold.
Det har forfatteren Jens Kruuse beskrevet meget levende i sine erindringer ”Min lykkelige barndom”, som udkom i 1966. Han blev født i Odense den 6. april 1908, og han kunne skrive en hel del på CV’et. Blandt andet historiker, redaktør, modstandsmand og altså forfatter, før han døde i 1978.
Men i denne sammenhæng er det nok mere relevant, at Jens Kruuse også brugte en del af ungdomsårene i Odense Boldklub, hvor han mødte mennesker, som gjorde et stort indtryk på ham. Det gjaldt ikke mindst en tennisspiller ved navn Linde, som blev selve billedet på et af OB for den unge Jens Kruuse.
”Der var noget, der hed „at begynde på OB“. Man skulle være så stor, at man kunne bevæge en fodbold eller løfte en ketcher. Så åbnedes en ny verden af herlighed. Jeg må formode, at det var omtrent samtidig med, at jeg begyndte at gå i skole, men måske var det først året efter, at jeg begyndte på OB.
Odense Boldklubs anlæg lå i eller ved Munke Mose, en dejlig park, for mig står det som om man altid kom cyklende ned ad en lille, mørk allé for at suse til venstre ind mellem de to fineste baner, opvisningsbanerne.
Den til venstre rummer to sære erindringer. Der var i mine barneår en spiller, som optog os enormt. Han var en af de førende og en venlig mand. Det lykkelige ved ham – han hed ingeniør Linde – var, at han havde skæg. Et stort, smukt mørkt fuldskæg. På en tennisbane. Ja, nu forbavser det vel ingen. Det var dengang af en helt betagende virkning.
Jeg kunne hænge hypnotiseret omkring den bane, når hr. Linde spillede. OB var en klub for smukke folk. Mennesker i pressede, hvide flonelsbenklæder, mennesker i lysende hvide skjorter, mennesker med støvende hvidkridtede sko. Linde var den smukkeste af alle. Thi som en skøn trods stod hans firkantede unge sorte skæg i hvidheden. Jeg husker ham bedst, når jeg ser Kristus af El Greco.”
Det er godt at vide, at i en foranderlig verden ændrer visse ting sig aldrig. OB er stadig en klub for smukke og venlige folk. Det er desværre ikke lykkedes at finde billeder af ingeniør Linde, så vi må nok nøjes med at anbefale en google-søgning på El Greco og ”Christ”, men det kan også noget.
Sportsvand og abrikoskage
Der findes til gengæld en del billeder af OB’s anlæg i Munke Mose, men måske er det bedre at læse Jens Kruuses fremragende erindringer og fornemme stemningen fra de gamle bygninger på den måde?
”Der var to træpavilloner. Den ældste var til omklædning. Den ramme luft forlader aldrig mine næsebor. Den kender alle, der er kommet ind med 21 andre drenge fra en fodboldbane, sved og snavs og rygende skoldende styrtebads-stråler, alt for små håndklæder, der havde været vredet om cykelstyret – ikke en lugt, en luft.
I den anden spiste vi lagkage. Der var en lille smule udskænkning. Røde og gule sodavander. Senere det meget moderne sportsvand. Dertil spiste man fru Christoffersens abrikoslagkage. En hel lagkage kostede to kroner. På væggen hang et diplom, hvorpå der stod, at OB var blevet provinsmester i fodbold et år”
Sportsbollen var ikke kommet til Odense på dette tidspunkt, som vi kan fastsættes med en vis præcision, da Jens Kruuse bemærker et diplom på væggen.
OB blev nemlig provinsmester i 1916 efter en finalesejr på 2-0 over B1901. Kampen blev spillet i Odense foran hele 1.500 mennesker, men det lyder ikke til, at unge Kruuse har været blandt tilskuerne, for så havde han nok erindret det. Til gengæld ved vi, at abrikoslagkagen og den moderne sportsvand blev indtaget efter den første store sportslige triumf for klubben.
Ramt af en kanonkugle
Fodbold var allerede blevet en stor sport i Danmark, og derfor blev der naturligvis også refereret fra kampene i de lokale aviser. Dem var der mange af dengang, og et af dem hed Fyns Venstreblad.
I denne avis skrev OB’s højre wing kampreferaterne, og dengang kunne man i hvert fald tale om ”pressens gentlemen”, for han undlod ikke at kritisere sig selv i spalterne.
”I denne pavillon kunne det ske, at vi meget nær på så vor barndoms helte. Jeg kendte en af førsteholdsspillerne rigtigt. Han spiste i nogle år middag hos os hver dag. (Det var en måde, hvorpå værdigt trængende enkers unge børn kunne hjælpes dengang). Han hed Aage Andersen og var bankassistent og især højre wing på OB’s førstehold. Med lorgnetter.” (En lorgnet er en brille, som sidder fast med næseklemme i stedet for stænger. Morten)
Han refererede kampene i Fyns Venstreblad og udøvede sommetider skarp kritik af sig selv.
Det er en af min barndoms uudgrundelige stunder, da jeg – vel i 10-års-alderen og selv højre wing på et af OB’s drengehold – oprørt havde læst i Fyns Venstreblad en mandag morgen, at Aage Andersen vist trænger til en længere pause borte fra førsteholdet, og derpå ved middagsbordet udtrykte min oprørte forargelse over denne grove form for journalistik, jeg ville så gerne trøste Aage, og fik dette svar over suppen:
– Nå. Det har jeg selv skrevet.”
En beundringsværdig selvindsigt fra Aage Andersen, som var et af idolerne for Jens Kruuse. Men der var flere, og Jens Kruuse slutter sine erindringer fra OB med et smukt minde om en anden stor personlighed.
“En anden helt var holdets højre back. Han kaldtes Bos. Jeg gik lange perioder bagefter ham op ad Hunderupvej. Ti skridt bagved. Han skød med kolossal kraft. Vi vovede endog i OB at påstå, at han var lige så stærk som en københavner, men det var dog vist kun mellem os afsindige smådrenge.
En træningsaften bibragte han mig en stor oplevelse, jeg tør nu kalde det for et ridderslag i fodbold. Vi drenge var smidt af banen, men vi opholdt os rundt om den, medens heltene varmede lidt op med skud på mål og sligt. Det var en våd aften, bolden var svær, læderet tynget af fugt, men Bos kunne skyde, så det bragede. Måbende stod jeg bag målet, som var uden net – det kom kun frem til søndagens kampe.
Så drønede kongen over alle højre backer. Hans kanonkugle fo’r forbi målmanden. Den kom som en af Tordenskjolds eller Niels Juels eller de slemme svenskeres farende gennem luften.
Jeg fik den i maven.
Jeg kom hjem i min seng.
Lykkelig.”
De fleste kan vel forstå Jens Kruuse. Det kan måske bedst sammenlignes med at blive grebet ud af Lars Høgh – og hvem vil ikke gerne det?
Foto: Nicolai Berthelsen
