OB 135 år: Her er redaktør Davidsens fødselsdagstale

Af Martin Davidsen
12. juli 2022

Tirsdag den 12.juli 2022 fejrede OB sin 135-års fødselsdag med et arrangement på stadion i Odense. I forbindelse med fødselsdagen var Stemmer Fra Ådalens redaktør Martin Davidsen blevet inviteret til at holde en fødselsdagstale for klubben for øjnene af de små 300 fremmødte tilskuere. Stemmer Fra Ådalen bringer her hele Martin Davidsens tale. 

Kære OB. Kære Odense Boldklub. Kære alle sammen.

Tillykke med de 135 år. Det er en flot alder, der fortæller om en klub med en rig historie og en stor fortid. OB er en unik klub i dansk fodbold; det er en af de ældste, og det er en af de mest succesfulde med store resultater i DM-turneringen, i pokalturneringen og i Europa.

135 år fortæller også en historie om en klub, der har været her i al den tid, der har været fodbold i Danmark. Mange generationer har haft et forhold til klubben, og når jeg tænker på min egen familie, er det sjovt at tænke på, at min far begyndte at komme på stadion i 1960’erne, jeg selv blev taget med i 1990’erne, og nu er min søn på syv år også blevet introduceret til det stribede fællesskab. Han ved ikke, hvad han går ind til… men han ved til gengæld, at han altid kan svare andre fans igen med bemærkningen om, at ingen andre danske klubber har vundet over Real Madrid…

Som sagt startede det for mig med at min far tog mig med på stadion, da jeg var dreng. Jeg kan huske, at man kunne løbe ind på banen efter kampene og få autografer dengang, og det var stort at komme tæt på sine helte. Den følelse voksede kun, da jeg flyttede til Odense med min familie som 10-årig, og jeg med klassekammerater cyklede ned og så OB’s eftermiddagstræning hver dag efter skole. Siden blev jeg både ungdomsspiller og træner i klubben. Jeg blev endda ansat i en kortere periode, og så har jeg dækket klubben som uafhængig journalist de seneste 12 år. Der er mange, der siger, at jeg er fan af OB, men det er jeg faktisk ikke – her må jeg referere til Troels Bech, der har sagt: Man er jo ikke fan af sin kæreste. OB er en del af mig, ligesom den er en del af mange af jer, der er her til denne fødselsdagsfejring. Der har været mange store oplevelser – Miraklet i Madrid, pokalfinaler og kampe med meget på spil. Der har også været tunge oplevelser med nedrykning, nederlag og kedelige placeringer. Sådan er det med kærlighed. Det går op og ned.

135 år. Det er unikt i sig selv. Og OB er en unik klub.

OB har fostret nogle af dansk fodbolds største ikoner. Jørgen Leschly Sørensen – førsteholdsspiller i 1940’erne – var en af foregangsmændene til indførelsen af dansk fodbold i 1978. Richard Møller Nielsen må betegnes som en godfather for en generation af trænere og selvfølgelig manden bag dansk fodbolds største triumf og to OB-mesterskaber. Og så selvfølgelig Lars Høgh, der stod for nogle af fodboldens stærkeste værdier: Kammeratskab, inspiration og glæde. Og jeg kunne nævne mange flere af de personer, der har været med til at bygge den her klub og skabe store oplevelser og uforglemmelige minder for mange for alle de mennesker, der er samlet her i dag.

Det skal OB værne om, passe på og udvikle. Og når jeg her taler om OB’s stolte historie, må jeg minde om, at de store minder, store oplevelser og det stærke fællesskab er skabt gennem resultater. Det er mesterskaberne i 1970’erne og 1980’erne. Det er pokaltitlerne i 1990’erne og nullerne. Det er de store europæiske aftener mod Kaiserlautern, Real Madrid, Hertha Berlin og Villarreal.

Fra 1977 til 2007 vandt OB fem pokaltitler og tre mesterskaber. Det er otte titler på 30 år. Det er næsten en titel hvert tredje år. De sidste 15 år har OB vundet 0 titler. De sidste 11 år nul medaljer. Og nul europæiske kampe. Det er ikke rart at sige højt. Men det er sandheden. Så her på OB’s fødselsdag, vil jeg også minde om, at man som klub ikke må glemme sin fortid. Og man skal ikke glemme sine ambitioner. Tilbage i 1990’erne sagde træner Kim Brink, at OB skulle være en international topklub. I 2009 sagde anfører Esben Hansen, at hvis de kunne spille Champions League på Cypern, så kan man også i Odense… Her kunne man tilføje, at hvis man kan i Herning, kan man også i Odense.

I dag er OB’s målsætning at være nummer seks i Danmark – eller at være i top seks. Man er nødt til at spørge sig selv, om det er ambitiøst nok? Eller om klubben som helhed fortjener noget større? Om de historiske resultater ikke fortjener at blive ført videre? Og om det store fællesskab her ikke fortjener at få nogle større oplevelser?

Da Lars Høgh fik sin mur her på stadion i 2019, sagde han, at OB har noget unikt som klub, og at man skal finde ud af, hvad det er. Jeg oplever, at fællesskabet omkring OB er unikt, og det er enormt slidstærkt. Prøv at tænke på al den modvind, der har været på cykelstien gennem de sidste 11 år, og alligevel står mange fans her stadig i dag. Tænk at vi kan gå en tur i Ådalen en dag og så møde Thorning Madsen, der spillede på førsteholdet i fyrrerne. Tænk at der kan komme 12.000 tilskuere til en torsdagskamp mod SønderjyskE i maj måned. Tænk at vi i løbet af de sidste fem år har kunne have op mod 5.000 lyttere til hver udsendelse i vores podcast om en klub, der for det meste er blevet nummer otte. Hvor finder man noget lignende i Danmark?

For det er i virkeligheden Odense Boldklubs største succes. OB er et samlingspunkt og et vartegn for Odense og for Fyn på linje med HC Andersen og brunsvigeren. OB er et fynsk fyrtårn og et stærkt fællesskab, der kan samle høj og lav, tyk og tynd, ung og gammel herude på stadion eller på diverse udebaneture. Det blev senest manifesteret i forbindelse med pokalfinalen, hvor 15.000 fynboer var samlet på Brøndby Stadion – det var en understregning af potentialet i den her klub og i den her by.

Der er et kæmpe potentiale i den her klub, og det venter bare på at blive forløst. Det kan man ikke spare sig til, for de andre klubber løber også stærkt og de andre udvikler sig også. De andre klubber har også planer om at udvide stadion, og de gør noget ved det. Richard Møller Nielsen, Lars Høgh og nogle af de andre OB-ikoner blev ikke legender, fordi de var flinke eller så godt ud. De blev legender, fordi de leverede resultater. Som Richard sagde: Holdbilleder er pænest, når der er noget sølvtøj nede foran.

Så kære OB; læn dig ikke tilbage som 135-årig. Vær ikke tilfreds med at være med. Sigt højt, drøm stort og gå efter det ypperste; så vil jeg garantere, at der er en hel by, der vil bade dig i kærlighed.

Når du tager hul på sæsonen på søndag, så tænk over, hvor mange mennesker, der håber, at det går dig godt. Hvor mange der holder med dig og holder af dig. Det er et privilegium. Også selvom de brokker sig nogle gange. Det gør de kun, fordi fodbold de holder af dig. Det er som Lars Høgh har sagt: ”Det er med OB som med min kone: Det har ikke altid været lige let, men det banker jo stadig væk for striwerne.”

Tillykke med de 135 år og god sæson.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: