Lars Høgh er død – æret være hans minde

Af Martin Davidsen
9. december 2021

OB’s største spiller gennem tiderne er død. Lars Høgh er onsdag gået bort efter længere tids sygdom. Det oplyser hans familie til Ritzau. Lars Høgh blev 62 år.

Lars Høgh fik i sensommeren 2018 konstateret cancer i bugspytkirtlen, og gennem de seneste tre år har han været åben om sit sygdomsforløb, der både har haft lyspunkter og dybe dale. Lars Høghs optimistiske og viljestærke måde at tackle sygdomsforløbet på gjorde han til en endnu mere elsket personlighed, ikke bare på Fyn og i fodbold-Danmark, men i hele landet.

Lars Høgh vil for altid være forbundet med sin hjerteklub OB, hvor han som spiller nåede 817 kampe fra debuten i 1977 til 2001. I en stor del af kampene var han anfører, og han som målmand havde han en andel i klubbens første mesterskab i 1977. Siden spillede han en stor rolle i DM-triumferne i 1982 og 1989 samt Miraklet i Madrid – OB’s sejr over Real Madrid i UEFA Cuppen 1994. Lars Høgh vandt desuden den danske pokalturnering med OB i 1982, 1991 og 1993. Hertil kommer 8 landskampe og deltagelser ved både EM og VM for Danmark samt titlerne som Årets Målmand i Danmark fem gange.

Alligevel er det hans væsen og personlighed uden for banen, der har gjort næsten lige så stort et indtryk på omverdenen. Lars Høgh var altid imødekommende overfor folk og fans, og hans venlige væsen og ligefremme facon gjorde ham til en populær personlighed i hele Danmark, og hans positive og optimistiske livssyn både før og under hans sygdomsforløb gjorde ham tidligt til en levende legende i dansk fodbold, hvor han blev hyldet som et forbillede og en helt på mange af landets fodboldstadioner.

Dansk fodbold har nu en helt særlig skikkelse, og OB har mistet sin største og vigtigste spiller nogensinde. Og landet er blevet et fantastisk menneske fattigere.

Lars Høgh efterlader sig hustruen Tine og børnene Jonas og Josefine.

Æret være hans minde.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?