Blog: Fanget i tomrummet

Af Thomas Dahlslykke
25. august 2026

OB er igen landet på smertens bjerg, hvor vinden blæser så kraftigt, at alle grene knækker. Der er ikke meget bund i det fynske fodboldflagskib i disse uger, hvor først et trænerskifte blev til en spillestilsjustering midt i et skadeskaos, hvor holdets rygrad enten har været fraværende eller lige er kommet tilbage fra lazarettet.

Stemningen omkring OB er det dårligste sted siden nedrykning, lytter man til snakken på stadion, skimmer man Facebooks uendelighed af kommentarer eller går man ind på det legendariske forum (som minder én om at internettet også engang var ungt) så dyrkes de mørke tanker, som var det satanistisk foreningsårsmøde.

Foto: Peter Brix

Jeg har snart jubilæum som kolumnist for SFÅ, snart seks år på pinden. Jeg har et hav af gange forsøgt at nå frem til en nøgle, som kunne åbne skabet for OB. Åbne døren til topseks. Skrevet klummer om Gudesystemet (4-diamant-2), om at skabe en stamme, om at ryste posen og bringe bredden i spil. Jeg har forsøgt gennem sproget at skabe lys i det kontinuerlige mørke der omgiver Odense Boldklub.

Seneste skud fra min hånd ramte måske også forbi, fordi jeg troede på Thomasberg. Troede at pragmatismen i hans stil kunne få OB til at generere de point, som ville skabe den fornødne ro på bagsmækken. Folk lever med kedelige kampe, hvis resultaterne er positive.

Denne klumme vil søge at bringe tusinde (overdrivelse fremmer forståelsen) perspektiver til overfladen.

En kæphest, der tåler en tur mere i manegen 

OB havde det værste åbningsprogram af alle. Tænk sig at møde alle de hold, som alle forventer, de skal slå i de første fire runder. Havde OB mødt FCM, FCK, Brøndby og FCN i de første fire kampe, havde de fleste fynske fans nok været tilfredse med tre point. Kriseskilte og panikknapper var placeret i behørig afstand.

I Jakob Michelsens debutsæson for OB fik klubben kun to point i de første seks runder, man tabte til Vendsyssel, Randers, FCK og Hobro, mens man spillede uafgjort mod Sønderjyske og FCM. Dengang var alle klar til at kaste sig ud fra den stadig næsten nyopførte Byens Bro i ren afmagt over elendighederne i OB. Skulle man bruge Table of Skov, så var OB efter seks runder i 18/19 i minus seks point.

Troels Bech har et genialt citat, hvor han svarer på om man kan stikke en finger i jorden: ”du kan stikke alle mulige andre steder hen, men der tror jeg ikke nogen af os har brug for den”.

Hvad kan man bruge en god eller dårlig sæsonstart til?

Sidste år havde Viborg seks point efter fire runder, Sønderjyske havde fire point efter fire runder. AGF’s mesterhold havde fem point efter fire runder. FCN havde kun tre point efter runde fire. To af de fire hold havde skiftet træner i sommerpausen og alle fire hold endte i topseks.

Min pointe; du kan ikke bruge de her fire kampe til noget som helst, hvis du vil være dommedagsprofet for OB’s sæson. Det ser skidt ud nu og programmet i turneringen er svært, men intet er afgjort. Det afgørende er, hvordan man håndterer situationen i hverdagen.

Hvor er OB?

Det hurtige svar er: et svært sted. Klubben har igennem mange sæsoner formøblet meget potentiale og mange muligheder for at opnå succes. Man har simpelthen ikke haft den fornødne x-factor til at bryde glasloftet, men hvis vi breder blikket ud, så finder vi en del andre klubber som har skåret sig gevaldigt på det loft de sprængte. Lyngby er et legendarisk elevatorhold, som opnår bronze med David Nielsen ved roret i 16/17 for at rykke ud i 17/18. Misundelig? Silkeborg, Viborg og Sønderjyske har også sejlet rundt op igennem 2010’erne, mens OB satte en stime af 8. pladser sammen. Misundelig? Hobro og Horsens har lige så mange topseksplaceringer som OB siden grundspillets indførelse. Misundelig? AaB og Esbjerg. Misundelig?

OB er den bløde mellemvare, dem der ikke kom med på sporet, da FCN og FCM forankrede sig i toppen af dansk fodbold. Dem som kunne se AGF gå fra kaosklub til mesterskabsklub, det tog AGF tolv år fra seneste nedrykning til at nå det punkt. OB har ikke fået nok ud af mulighederne, men de har heller ikke tabt så meget, som andre hold har.

Der er noget med selvbilledet, idéen om at OB er et storhold i dansk fodbold. Der mangler noget fynsk ydmyghed, noget realitetssans. OB er nul og niks, fordi man i 15 sæsoner har præsteret nul og niks. Retorisk har OB dog valgt en anden strategi, man vil være noget for nogen.

Man har også været uheldig, måske fordi man ikke har været dygtig nok, men det er påfaldende, at klubber som Silkeborg, Randers og Viborg har været mere stabile topkonkurrenter de seneste seks sæsoner end OB. Silkeborgs (fort-plastic), Randers’ og Viborgs kontinuitet i spillestil og rekruttering. OB har på seks sæsoner haft Jakob Michelsen, Michael Hemmingsen, Andreas Alm, Søren Krogh, Alexander Zorniger og nu Thomas Thomasberg. Silkeborg har haft Kent Nielsen, Randers Thomasberg og Rasmus Berthelsen og Viborg har skiftet meget, men aldrig spillestil, de spiller stadig 4-3-3 med brede kanter, som de har gjort siden Jacob Neestrup trænede dem i 1. division.

Samtidig har OB sejlet rundt og hvert trænerskifte har revet i rattet, som var det en desperat kørelærers første lektion i trafikken med en 16-årige udødelig knægt.

Jeg havde troet, at Thomasberg ville være et mindre riv i rattet, men de to seneste kampe har ikke givet det udtryk. Det har set gudsjammerligt ud. Spillerne har virket frustrerede og forvirrede det meste af kampene. Så OB er hvor de plejer at være; i gang med endnu en transformering.

Vejen er brolagt med lort

Trænerskifte et traditionelt set svært. Det tager – logisk nok – tid at lande i en ny klub. Thomasberg skal forholde sig til mange ting, som han formentlig aldrig har forholdt sig til før. Noget af det toneangivende er den kulturædende skepsis, der fungerer som en pest, og selvom Troels Bech måske mener, den primært har sin smittefare uden for klubhuset i Ådalen, så synes jeg efterhånden at kunne se den inden i epicentret. Problemet er ikke bare træneren, det er en hel kultur i Ådalen, der lækker talent og stabilitet.

Hvorfor skulle Ejdums sælges til Brøndby? Hvorfor kan man ikke forlænge med sine akademister (to forlængelser på tre sæsoner med Ejdum og McCoy)? Hvad er det, der gør OB til en ikke-attraktiv klub?

Der er noget grundlæggende galt i Ådalen, som er ekstremt svært at sætte sin finger på. Det er som om, at tingene bare skal være lidt sværere her end andre steder. Overvinderkulturen virker undervældende.

At omverdenen er trætte af Troels Bech, er forståeligt nok. Det har ikke været et kønt forløb med tre trænere på tre år og masser af problematiske udmeldinger og værst af alt en dårlig sæsonstart. Det løser bare intet at fjerne Bech og så tro at alt bliver bedre. Lige nu har man kontinuitet på gangene med Bech, Jimmi Nagel, Thomas Helveg og Troels Banggaard. Er det stærkeste opstilling i superligaen? Nej, men den svækkes mere end den styrkes hvis man skifter om man så hentede Peter ’PC’ Christiansen. For noget af det som har kostet mest, har været en fodbolddirektion uden retning.

Klichéerne står i kø, hos OB går de lige ind, så nu handler det om at få tætnet båden, får ro på bagsmækken og stoppet blødningen, og det sker ikke ved at skære en gren af. Alle os, der sidder på de billige tribuner må acceptere, at man ikke bare kan flytte OB ret langt ad gangen og indtil videre har OB taget to løft under Bech. Der er langt til toppen, og selvom han selv hele tiden taler om accelerationer og at flytte glasloftet, så tager det mange år, før det kan lade sig gøre.

Og desværre har OB haft en tradition for at være for utålmodige. Jeg ved godt, at Thorborg mener, at han betaler for et topseks-hold, men klubben ejer lige nu ikke kontinuiteten til at blive mere end nr. 8 fire ud af fem sæsoner. Sammenligner man med AGF, så havde PC været ansat i fire sæsoner før klubben formåede at tage steppet op fra bunden af dansk topfodbold. I den periode havde AGF også tre trænere, hverken Morten Wieghorst eller Glen Riddersholm lykkedes med deres projekt og det tog også David Nielsen et par sæsoner at komme i mål med sit.

Den følelse som mange forlod stadion med søndag eftermiddag, vil vende tilbage igen og igen, for OB katapulterer sig ikke bare ud af møddingens klamme, klistrede og lugtende sfære. Odysseus katapulterede sig heller ikke bare hjem til Ithaka, det tog ham ti år fra han forlod Troja. Det vil også tage OB ti år med fokus i blikket at nå toppen af dansk fodbold igen. Det fokus har der ikke været i 15 år, derfor må vi væbne os med tålmodighed.

Tomrummet – mens vi venter

Det er ikke så rart at vente. Vi kender det alle, køen i supermarkedet eller værre endnu i et eller andet sommerland til rutsjebanen. Vi venter og vi venter og vi aner faktisk aldrig helt, hvad vi venter på, slet ikke når vi holder med OB. Mens denne klumme blev skrevet, ventede jeg på, at OB ville offentliggøre en ny spiller, for det havde rygtet sagt de ville.

Vi står i tomrummet, hvor apatien vokser og utålmodigheden blomstrer. Der har vi stået i 15 år, men det er som om enhver sommer gør vi glemmer denne tristesse. At vi lige pludselig længes mod noget, som så hurtigt viser sig som en træls længsel. En ærgrelse frem for en længsel. Tomrummet er et ubehageligt sted. I modsætning til afgrunden, hvis tilstedeværelse medfører katastrofer og pludselig død, så er tomrummet netop følelsesfrit på den underlige måde, at man ikke kan finde en grimasse der passer til situationen.

Vi ved ikke hvad der sker. Vi vælger ofte at gå til afgrundsmetaforen for at få en følelse ind i tomheden, men vi ved faktisk ikke om afgrunden passer til situationen. Vores længsel efter alarmklokker og undergangstematikker er så stærk, når vi skal forklare, hvad der foregår i OB. Men jeg håber inderligt, at de er for professionelle, for kloge til at gå den vej i klubhuset.

Det bliver næppe omgivelserne som løfter OB ud af tomrummet, det skal OB selv evne at gøre og det forpligter Thorborg, Bech og Thomasberg at bære ansvaret nu.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?