Interview: “Joel King var outstanding i sidste sæson”

Af Martin Davidsen
30. januar 2022

OB har hentet den australske venstreback Joel King til klubben på en kontrakt frem til sommeren 2025, men hvem er den unge australier egentlig? Hvad kan han bidrage med som fodboldspiller? Og hvad kan vi forvente os af ham i Odense? Stemmer Fra Ådalen har undersøgt sagen ved at kontakte Joel Kings hjemland.

Stemmer Fra Ådalen har således kontaktet Tom Williams, der er taktisk analytiker og freelancejournalist for de australske medier Kick360 og Scouted Football. I det følgende giver han et indblik i OB’s nyeste signing.

Hvordan er Joel Kings omdømme I Australien?

”Det er et interessant spørgsmål. Jeg vil næsten sige, at han ikke har et omdømme i Australien. Unge spillere har en tendens til at få masser af kærlighed fra langt størstedelen af australske fodboldinteresserede, men Joel King er nærmest undtagelsen til den regel – hans præstationer går ofte under radaren. Det bedste eksempel er, at da han for nylig blev udtaget til det australske landshold blev mødt med utilfredshed, og de fleste havde foretrukket Craig Goodwin (en venstrefodet offensivspiller) som venstre back frem for den mere uerfarne King. Når det er sagt, vil jeg fremhæve, at han modtog mange roser efter sin præstation mod Vietnam, og der er mange, der mener, at han skal beholde pladsen i startelleveren mod Oman, selvom førstevalget på venstre back Aziz Behich er klar igen efter dårligt vejr stoppede ham fra at tage til Australien i første omgang.”

Hvordan vil du beskrive ham som spiller? Hvad er hans styrker og svagheder?

“King er måske ikke indbegrebet af en morderne offensiv back; han er mere afbalanceret og ser ud til at kunne lide det defensive lige så meget som det offensive. Han er meget afhængig af sin venstre fod i de offensive sekvenser, men han kan producere nogle virkelig gode afleveringer i den sidste tredjedel, når han får tid og plads til det. Jeg vil sige, at hans evner i 1-mod-1-situationer rent defensive kan give ham problemer, når han spiller mod bevægelige og hurtige kantspillere. Han har måske ikke en fantastisk acceleration, men hans udholdenhed er fænomenal, og han er garant for at kunne løbe i dagevis op og ned af venstrekanten.”

Joel King blev kåret som Årets Unge Spiller I A-League i Australien. Kan du sætte nogle ord på hans præstationer i sidste sæson?

”King var outstanding i sidste sæson, og han var virkelig solid gennem hele sæsonen for FC Sydney i deres kamp for titlen. Han startede inde i hver eneste ligakamp, hvilket er meget sjældent for så unge spillere som ham i A-League, og han fik meget ros for sine præstationer. Hans stabilitet gennem hele sæsonen sikrede ham en plads på Australiens OL-landshold, hvor han startede inde i alle kampe og blandt andet leverede en fremragende assist til Lachie Wales i Australiens historiske sejr over Argentina. Der var ingen, der anfægtede valget af ham som Årets Unge Spiller, for han fortjente virkelig prisen!”

Hvordan præsterede han i sin landsholdsdebut tidligere på ugen?

”Han var fremragende i sin landsholdsdebut! Landstræneren Graham Arnold har beskrevet det som ’en af de bedste debutkampe, han har set’, hvilket gerne skulle give en ide om, hvor komfortabel, Joel King så ud på banen. Vietnam er et noget ringere hold end Australien, men King fik opgaven med at spille overfor deres teknisk stærkeste angriber Nguyễn Quang Hải, hvis signatur er eftertragter af mange store klubber i Asien. Der var ingen tidspunkter i kampen, hvor King så ud til at være presset af modstanderen, og man skulle ikke tro, at det var hans debut, for han virkede så rolig på bolden. Han erobrede bolde med power og aggresivitet højt oppe på banen og var en vigtig figur i Australiens boldbesiddelse og pres. King så ud til at have en god fælles forståelse med Mathew Leckie og Tom Rogic, idet han ofte så ud til at gøre banen bred med sine overlap. Som jeg nævnte tidligere, var hans debut så imponerende, at jeg ikke vil blive overrasket, hvis han starter inde igen i næste uges store VM-kvalifikationskamp mod Oman.”

Australske spillere har oplevet blandet succes i Danmark. Hvad kan vi forvente af Joel King?

”Det er et godt spørgsmål, som ikke er let at svare på. Som du selv siger, har succesen været blandet. Arzani var ikke så god, Mabil har generelt været god. Men det ser ud til, at en del australiere tager til Danmark som en mulighed for at spille i en meget kompetent liga i Europa, som de kan bruge som springbræt til en Top 5-liga i fremtiden. Ofte kan det være meget vanskeligt for unge australiere at tilpasse sig professionalismen og den hårde træningsmentalitet i Europa, men jeg tvivler på, at King vil få nogle problemer, når man tænker på, hvordan han har tilpasset sig landsholdet i en ret ung alder.”

”I sidste ende tror jeg, at man kan forvente en spiller, som vil give sig 100 procent for trøjen hver eneste gang, han går på banen, og man kan forvente en spiller, der er i stand til at levere med stærk kvalitet både med og uden bold, når han får chancen. Det store spørgsmål er, om han kan overbevise trænerne nok til at få kontinuerlig spilletid – hvis han lykkes med det, er jeg sikker på, at han vil cementere sig selv som en solid startende spiller i den danske liga, og måske endda udvikle sig til at blive en vigtig profil for sit hold.”

Stemmer Fra Ådalen sætter yderligere fokus på Joel King, når vi optager det store Transfer Deadline Show på både podcast og video mandag aften. Hold øje med YouTube-kanal og vores øvrige sociale medier.

https://www.youtube.com/channel/UCihDsCbsonKa6TLBMmViWGw

 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: