Fokus på AGF: Den europæiske plet skal vaskes væk i Aarhus

Af Martin Davidsen
28. juli 2020

Stemmer Fra Ådalen sætter ekstra fokus på OB’s modstander AGF i onsdagens EL-playoff-kamp. Derfor har vi stillet fem spørgsmål til Mediano-vært og AGF-ekspert Sture Sandø om AGF.

Af Martin Davidsen

Hvordan er stemningen omkring AGF forud for onsdagens kamp mod OB?

“Stemningen omkring AGF er overordnet rigtig, rigtig god. Det har været den bedste sæson rigtig mange fans overhovedet kan huske, og så er det tilmed endt med metal. Alligevel gør det lidt ondt, at man ikke formåede at gøre det færdigt og få sølvet, efter den flotte sejr over FCK. Men det handler også lidt om perspektivet, for ingen i eller omkring AGF havde sagt ‘nej tak’ til bronzemedaljer før sæsonen.”

Hvordan vil du vurdere AGF’s aktuelle forfatning?

“Den har jeg faktisk lidt svært ved at blive klog på. Jeg tror, at kampen imod OB kommer til at foregå rigtig meget oppe i hovedet på AGF’erne. Truppen har en fin bredde, og dem der ikke spillede så meget i starten af sæsonen er kommet ind og har gjort det godt. Så det er ikke landets mest slidte trup. Til gengæld tillægger jeg som sagt det mentale stor betydning. Der har været flere “finaler” i løbet af sæson, og de er gået begge veje. Det gjorde rigtig ondt at misse pokalfinalen efter nederlaget til AaB i semifinalen, og blandt fansene er det også et irritationsmoment, at det ikke er lykkedes at slå Silkeborg, Hobro, Lyngby og Randers. Omvendt har der været flere flotte sejre over FC Midtjylland, FC København og Brøndby. Men det er altså mere den mentale forfatning end den fysiske, jeg har bange anelser om.

Hvor stor betydning har onsdagens kamp for AGF?

“Kampen onsdag har stor betydning. Der er ikke blevet spillet europæiske kampe i Århus siden 2012, hvor Dila Gori blev bødlen, der sendte AGF ud af Europa, og den plet vil man rigtig gerne have vasket væk. Samtidig ved alle i Århus godt, at hele Fodbolddanmark står klar i kulissen med grin, hån og latterliggørelse, hvis AGF som det første hold fra Top 6 ikke formår at sikre sig den europæiske billet imod 7. pladsen. Og jeg tror faktisk mest, det er den dimension der har betydning for AGF, for der er ingen der regner med, at de er at finde i gruppespillet, når Europa League går i gang. Men erfaringen fra en europæisk kval-runde eller to ville da heller ikke være at kimse ad.”

Hvordan ser man i AGF-kredse på OB som modstander i onsdagens Europa League-playoff?

“Det er jo et hold, som AGF har haft det fint med på det sidste, så jeg tror egentlig, at man har det rigtig fint med, at det er dem, man står over for. Der er andre hold, som jeg har været inde på, som AGF har haft langt større problemer imod – også længere tilbage end den her sæson. Men nemt bliver det ikke, og århusianerne har jo selv set, hvad det betyder, når deres hold har momentum, og det må man sige at OB har for tiden.”

Hvad er dit bud på kampens resultat, og hvad bliver afgørende?

“Det er lidt en dødssynd som indfødt århusianer at sige det, men jeg tror faktisk, at OB vinder 2-1. Indsatserne imod FC Nordsjælland og Brøndby var to små finaler, man ikke formåede at vende til egen fordel, og flere af sejrene imod OB har ikke været så retvisende. Jeg husker tydeligt Aminis langskudsmål i Odense og 1-0-kampen i Århus senest kunne også sagtens være tippet den anden vej. Så jeg er bange for, at det er Striwernes tur den her gang, og at de tager sejren.”

Lyt til seneste episode af Stemmer Fra Ådalens podcast via nedenstående afspiller:

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?