Blog: Stadiontabellen siger alt om OB’s problemer

Af Martin Davidsen
4. maj 2023

I denne uge har vi sat fokus på udviklingen af Odense Stadion som stadig ser ud til at stå stille. Det er ikke lykkedes at få hverken Odense Sport & Event eller Odense Kommune i tale i denne omgang, og dermed må fynboer, fans og fodboldfolk endnu vente på store nyheder eller opdateringer på stadionområdet.

Dermed går OB også ind i næste sæson med en af dårligste hjemmebaner i Superligaen. Bevares, stadion har sin charme, har en fin størrelse og er på mange måder hyggeligt, men med åbne hjørner, for kort tag og mangel på basale publikumsfaciliteter er der mange problemer. Til sommer kommer der nye omklædningsrum til spillere, dommere og så videre, men det må stadig være i kategorien for småting.

Der er blevet talt om at lukke hjørnerne på stadion i årtier, men endnu er intet sket, selvom særligt OB-fans har udtrykt ønske om dette, og selvom både OB’s ledelse og topfigurer i Odense Kommune har erkendt, at der er problemer med stadion.

BLIV MEDLEM AF KLUB SFÅ – KLIK HER

Og hvis man laver en såkaldt ’Table of Stadium’ med oversigt over, hvornår de forskellige klubbers hjemmebaner sidst er blevet udvidet, renoveret, moderniseret eller bygget, viser det med al tydelighed, at OB er langt bagefter konkurrenterne.

Her er ”stadiontabellen” baseret på seneste opgradering af Superliga-klubbernes hjemmebaner:

  1. SønderjyskE. Sydbank Park – udvidet og moderniseret i 2020
  2. Silkeborg IF: Jysk Park – nybygget 2017
  3. Lyngby Boldklub: Lyngby Stadion – udvidet i 2016 (byggeri af nyt stadion påbegyndes i 2023)
  4. Randers FC: Cepheus Park – udvidet og moderniseret færdigt i 2013
  5. AC Horsens: Nordstern Arena Horsens – nybygget i 2009
  6. EfB: Blue Water Arena – nybygget i 2009
  7. Vejle Boldklub: Vejle Stadion – nybygget i 2008
  8. Viborg FF: Energi Viborg Arena – nybygget i 2007, ny hybridbane 2021
  9. Brøndby IF Brøndby Stadion – nybygget 2001, moderniseret i 2007
  10. FC København: Parken – moderniseret i 2007
  11. FC Midtjylland: MCH Arena – nybygget 2004 (modernisering/udvidelse står klar i 2023)
  12. AaB: Aalborg Portland Park – færdigombygget i 2002, ny hybridbane i 2020
  13. AGF: Ceres Park – moderniseret i 2001 (nyt stadion klar i 2026)
  14. FC Nordsjælland: Farum Park – nybygget 1999, ny kunstgræsbane i 2012
  15. OB: Nature Energi Park – moderniseret i 1997 (ny VIP-bygning i 2004)

Der er altså 14 topklubber i Danmark, der har nyere stadioner end OB at spille på. Måske er det ikke alle 14 der så har et bedre stadion end OB, men det er tæt på. Og klubber som FC Midtjylland, AGF og Lyngby Boldklub er langt i processen omkring udvidelse eller nybyggeri af moderne stadioner. I Odense venter vi stadig.

Og stadion ER et vigtigt sportsligt konkurrenceparameter, for klubbens hjemmebane skal jo gerne være et fort. Det bliver det kun, hvis man kan skabe en intens stemning og et tryk på modstanderholdet.

FIND SFÅ-PODCASTEN OM STADION HER

Fra 2028 bliver det tilmed et krav om fuldt overdækkede tribuner, og selvom det er et temmelig voldsomt krav, så skal OB og Odense kunne leve op til det. Derfor skal man snart i gang med byggeriet.

OB og Odense Sport & Event er lejere af Odense Stadion og henviser derfor til Odense Kommune, der aktuelt er i gang med at undersøge mulighederne for en helhedsplan for hele området omkring Odense Idrætspark. Det lyder som en lang proces, og endelig er der spørgsmålet om økonomien. Det berører vi ikke så meget i den seneste udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast, men vi forsøger at belyse et problem, der siger meget om OB’s plads i dansk fodbold i disse år.

Konkurrenterne ligger foran OB på en række områder – og især på stadion, hvor det endnu ikke er klart, om der kommer en ny hybridbane i Odense til sommer eller senere.

OB har en ambition om at være fast del af Top 6, men spiller på et stadion, der ikke engang er i Top 12 i Danmark. Så skal man altså være helt i top på andre parametre for at udligne forskellen. Fodboldresultater afgøres af så mange forskellige komponenter, og derfor gælder det om at jagte det optimale i alle kategorier. Også stadion. Det er selve billedet på, at OB i disse år kæmper forgæves for at komme i Top 6. Der er simpelt hen for få områder, hvor OB er en Top 6-klub.

Og hvad nytter det så at have et sportsligt budget, som måske er det sjettestørste i landet, hvis man halter bagefter på mange andre områder?

Martin Davidsen er redaktør på Stemmer Fra Ådalen. Han har arbejdet som fodboldjournalist og forfatter gennem mere end 15 år og dækket OB og Superligaen for medier som Tipsbladet, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han har desuden skrevet fire bøger om fodbold – heriblandt Miraklet i Madrid om OB’s sejr over Real Madrid samt Mirakelmageren om Richard Møller Nielsen.

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?