Blog: Spændende transferslutspurt i OB i vente
Af Martin Davidsen
Med mindre end en uge til transfervinduets lukning, er det spændende at følge udviklingen i OB, hvor flere ting kan falde på plads frem mod transferdeadline 31.august ved midnatstid. Der kan således både komme til- og afgange inden lukketid.
Mest aktuel er den gambiske midtbanespiller Alasana Manneh, der Stemmer Fra Ådalens oplysninger forventes at lande i Danmark i dag fredag. Dermed er det ikke usandsynligt, at han præsenteres som ny OB-spiller inden søndagens kamp mellem OB og Silkeborg. BT var først til at melde om Manneh, men Stemmer Fra Ådalen hører også, at en aftale er tæt på.
Alasana Manneh kommer til Odense efter tre sæsoner i den polske klub Gornik Zabrze og har en fortid på FC Barcelonas akademi, og han beskrives af kendere som en central midtbanespiller, der både kan bruges som 6’er og 8’er – dog primært som central midtbanespillere, der kan arbejde både offensivt og defensivt.
Manneh bliver dog næppe den sidste OB-handel i dette transfervindue, der tegner til at blive det mest aktive i OB’s historie. Indtil videre har OB sagt farvel til 13 spillere og hentet 10 spillere ind, hvilket aldrig er set lignende.
Men OB er altså næppe færdige, for OB arbejder ifølge Stemmer Fra Ådalens oplysninger på flere andre muligheder, både defensivt og offensivt, ligesom der kan ske afgange fra OB-truppen inden transfer-deadline-dagen. Endnu er det for tidligt at sætte konkrete navne på de rygter, der florerer, men det er ikke utænkeligt, at OB vil forsøge at finde en gardering til det centrale forsvar og måske også et ekstra kort til den offensive kabale.
Stemmer Fra Ådalen følger transferaktiviteterne tæt og sender livepodcast og transfer-tv på onsdag den 31.august om aftenen. Mere info følger.
Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen