Blog: Om forsvarspil

Af Thomas Dahlslykke
26. juli 2022

OB’s forrygende ringe start på sæson har helt naturligt rejst mange kritiske røster rundt omkring i det fynske fanmiljø. Andreas Alm må lægge ryg til kritik, H.C. Bernat får kritik og endelig får Kasper Larsen nærmest skældud eller hånes på alle de sociale medier, hvor man kan diskutere OB.

Fodbold er dog ikke en individuel sport. Spillerne er dybt afhængige af hinanden, både når der skal angribes og når der skal forsvares.

Fx mod Randers har OB en god mulighed, hvor Bashkim Kadrii får spiller Charly Nouck Hornemann fri – her burde den unge tempokonge have spillet bolden videre til Mads Frøkjær, som kom i en retvendt position, hvor den tidligere Næsby- og OKS-angriber var fejlvendt.

Det gjorde han ikke og derfor fik OB ikke gjort chancen stor nok. Sådanne fejl påtales langt mindre end et mistimet hop for at heade bolden væk. Det er forskellen mellem at være angriber og centerback.

Det stærkeste forsvar

Fodbold er et spil med få mål, det skyldes bl.a. at det historisk set har vist sig mest hensigtsmæssig at kunne forsvare sig godt. ”At holde nullet” er en sikker vej til point og efter som forskellen på et og tre point er begrænset kan motivationen for de tre point godt reduceres.

Især hvis man på forhånd ved at modstanderen er bedre end én selv. Fodboldens historie har været fyldt med trænere som har prioriteret det defensive langt mere end det offensive. Ikke nævnt ingen glemt.

De får ofte skyld for at være destruktive, for ikke at ville spille spillet. Reelt set forsøger de dog blot at maksimere deres chancer for at vinde, ved at undgå, at modstanderen scorer på dem. Denne strategi har man ikke valgt i OB under Alm.

OB vil have et offensivt udtryk, hvor man vil presse højt, stå med en høj bagkæde. Man vil dominere både med og uden bold. Det i sig selv er yderst ambitiøst, men inden bloggen også bliver for ambitiøs, så vil jeg lige liste lidt forsvarsteori op først.

Inden for forsvarsspil taler man om tre typer forsvar: mandsopdækning, zoneforsvar og blokforsvar. Hvis man har læst min redaktørs bog om Richard Møller Nielsen vil man have læst om, hvor en fremragende mandsopdækningsspiller den legendarisk træner var i sin aktive karriere.

Det fortæller også noget om i hvilken tidsalder mandsopdækning havde sin storhedstid. I dag oplever vi kun mandsopdækning ved standardsituationer og når en træner vælger ”at tage en spiller ud”, ved at lade ham dække op.

Zoneforsvaret er vel den mest ekstreme udgave af forsvarsspil man kan praktisere. Her ønsker træneren, at spillerne (ofte de otte bageste) hver dækker en zone af banen, ofte med et lavtstående udgangspunkt, hvor man skubber fremad når modstanderen spiller baglæns.

Blokforsvaret ligner langt hen ad vejen zoneforsvar, men med den forskel, at man i blokforsvaret vil være mere kompakt i sin positionering. Blokforsvaret skubber tættere sammen og besværliggøre dermed modstanderens mulighed for at spille bolden mellem spillerne.

Langt de fleste klubber i moderne topfodbold praktiserer blokforsvar med en snert af zoneforsvar – kaldet kombinationsforsvar – her kunne det være kæderne som praktiserer forskellige forsvars typer, som passer den mængde spillere der er i kæden.

I en OB-kontekst ses det ved, at de seks bageste tænker i blokforsvar (dog med nogle indrømmelser), mens de fire forreste dækker zoner. (Indrømmelserne er mellemrummet i side- og halvrum mellem back og kantangriber, her er der ingen kompakthed).

Som forsvarende spiller har du tre ting du skal orientere dig efter: modspiller, medspiller og bolden. Rækkefølgen i orienteringen er vigtig. Er du modspillerorienteret, så laver du reelt set mandsopdækning.

Er du boldorienteret så er du i zoneforsvar, og er medspillerorienteret er du i blokforsvar. Denne sondring er ikke så firkanten igen, fordi zone jo også er meget medspillerorienteret, ligesom blok er boldorienteret.

Det interessante og relevante i OB’s sammenhæng er, hvordan spillerne er uddannet. Fx har Nico Mickelson og Jørgen Skjelvik tendenser til at blive mandsorienteret, selvom holdet forsvarer i blokforsvar. Kasper Larsen har tendenser til at forsvare i zoner, hvilket ofte gør, at han kommer på bagkant i situationer.

Derfor kommer OB’s forsvar sjældent til at se kollektivt ud.

Erobringsspillet fylder meget

At forsvare er teoretisk set ikke det samme som at ville erobre bolden, selvom OB presser højt, så er det ikke altid de går i erobringsspil. Ofte så tvinger de modstanderne til at ”smide bolden”, så OB kan reetablere sin boldbesiddelse.

Dog fylder erobringsspillet meget. Mange af OB’s spillere presser for at erobre. Det gør selvfølgelig modstanderen stresset, men det gør også, at OB ofte bliver fanget ude af position.

Erobringsspil forudsætter dog, at man har dygtige defensive 1v1 spillere. Spillerne som Max Fenger, Issam Jebali og Jeppe Tverskov er dygtige offensive erobringsspillere, Kadrii og Frøkjær er taktisk dygtige til at lægge det rigtige pres, Jakob Breum, Emmanuel Sabbi, Sander Svendsen er i gang med at lære at presse.

OB’s trup er ikke castet til at offensivt erobringsspil. Især i sidste sæson så man, hvordan modstandere igen og igen kunne straffe OB ved at spille bolde i siderum bag kantangriberne. Dette blev bedre over sæsonen, men det er stadig en svaghed for fynboerne.

Svagheden bliver ikke mindre af, at hverken Skjelvik eller Mickelson har deres primære evner i 1v1-spillet defensivt, men hvad værre er, så bliver der ofte alt for langt mellem backen og de støttespillere og sikringsspillere, som der burde hjælpe dem.

(Støttespilleren er ham, der er tætteste på spilleren der presser boldholderen, sikringsspillerne er de, som dækker de nærmeste rum omkring bolden)

Derfor burde de sjældent gå i pres, hvilket de dog alligevel gør. Hvis I betvivler mig, så se de sidste tyve minutter af Randers-kampen.

Når så Kasper Larsen og Bjørn Paulsen blokker meget centralt, så skabes der både mellemrums og halvrums plads til modstanderne. Så snart OB fanges ude af position er de bagvedliggende spillerne ikke gode nok til at træffe de rigtige beslutninger.

Ofte ender Tverskov og Ayo Okosun med at blive støttespillere for backs, hvilket efterlader rum foran halvbuen til modstanderne. Her ville det måske være bedre, at Larsen kom tættere på Mickelson og Paulsen og Skjelvik fulgte med over, velvidende at de ville efterlade et rum frit.

Dette rum er længst fra bolden og bør kunne blive dækket af kantangriberen.

Under alle omstændigheder virker OB ikke til at forsvare som en enhed efter erobringsspillet er mislykkes.

Er man uafklaret?

Det virker som noget helt utænkeligt at skrive, men ikke desto mindre er jeg faktisk i tvivl. Vil OB lukke modstanderen indad i banen eller udad i banen?

Forsvarspillet primære funktion er at stoppe modstanderen i at få chancer til at score. En af de ting man her skal vælge, er, hvor modstanderen må spille bolden hen. Det optimale ville selvfølgelig altid være at modstanderen tvinges til baglæns, men det er mildt sagt umuligt at lykkes med hver gang.

Derfor skal man foretage valget; presser vi indad eller udad? Når jeg ser Mickelson spille bliver jeg altid overrasket over hvor meget plads han give på sin venstreside, altså indad i banen. For omvendt synes jeg oftest, at Skjelvik lade sin modstander løbe bredt, altså udad i banen.

Flytter vi blikket op til første 1. af forsvarsspillet længere fremme på banen, er billedet mere entydigt. Her fylder man ofte op centralt for at tvinge modstanderne til at spille bredt, hvor kantangriber så kan gå i pres.

Så langt så godt, men igen bliver jeg nogle gange i tvivl, for vil OB have dem indad eller udad, når modstanderens back har bolden? Det virker ofte tilfældigt hvordan kantangriberen presser, det kan føre til flere fejl ned gennem kæderne, hvis presset ikke er korrekt.

Så I nok kan fornemme, så virker OB ikke til at være så afklaret som man burde være, når modstanderen har bolden. Også alligevel, både mod FCN og Randers var OB bedre tilpas med Frøkjær og Kadrii som førsteforsvarer end efter de blev skiftet ud.

Det fortæller noget om Alms største problem, nemlig bredden med kvalitet. Den er der pt. ikke, derfor kommer man også i disse uafklarede situationer konstant.

Den defensive akse

Træneren kan dog ikke slippe uden om ansvaret. Når man ikke kan positionere sig rigtigt som førsteforsvarer, så burde man som træner måske stille sit hold i et rent blokforsvar. Hvis kompakthed gør det sværere for modstanderen at skabe chancer.

Havde Alm mod Randers fx valgt at skifte Aron Trándarson ind som venstremidt og skubbe Breum tilbage som højremidt, så kunne OB have dækket mere skarpt i 4-4-2. Hvilket havde gjort det svære for Randers at lave gennembrud over siderne – fordi man ville være i numerisk balance.

OB kunnet have lukket banen centralt og ville have haft både støtte- og sikringsspillere nok defensivt. Nu endte OB med konstant at være i undertal på siderne og derfor fik Randers let spil.

Derudover så virker Paulsen og Larsen ikke trygge ved hinanden, når bolden spilles i bagrum. De stoler heller ikke på deres backs, hvilket gør, at forsvaret ofte sejler. Man kan sagtens tale om manglende individuel kvalitet ved OB’s forsvarsspillere, men hvad der er langt mere bekymrende er, at de sælges i et for ambitiøst presspil.

Reelt set vil man med otte mand kunne dække egen banehalvdel, eller i hvert fald den sidste tredjedel, men det evner OB rent taktisk ikke. Det er en nødvendig i min optik for Alm at få indprentet i holdet. Niels Thorborg kunne sagtens sprænge banken og købe en stjerne til forsvaret, men hvis man ikke er enige om hvordan der skal forsvares, så er det mere end spild af penge.

Ikke i panik

Der er ingen tvivl om, at sædet under Alm er varmt, nok mest på de sociale medier, men ikke hos mig. Jeg kan sagtens være uenig med tilgangen, uenig med retningen, det ændrer bare ikke på, at det er tiden på træningsbanen der skal løse dette.

Tag AaB, som nu er i gang med at indlære endnu et system, endnu en spillestil. For tre år siden hed træneren Jakob Friis, så blev det Peter Feher, så Martí Cifuentes og nu Lars Friis. Fire forskellige spillestile på tre år. Det forvirrer mere end det forløser.

Alm, Krogh og Hjortebjerg skal have tid til at få spillestilen forløst, tid til at få forsvaret på plads. Den tid har de endnu ikke haft, selvom Alm har siddet i sædet et år, så hed hans team dengang Michael Hemmingsen, Henrik Hansen og Peter Feher. Så måske skal vi trække vejret dybt og håbe Bernat holder sin redningsprocent…

 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: