Blog: Her er Bjørn Wesströms to-do-liste i OB

Af Thomas Dahlslykke
4. november 2021

”Vi har ikke tænkt på det. Vi er ikke så langt i at planlægge fremad endnu” således udtaler Ajax-træner Ten Hag sig til RTL, da han blev spurgt om Christian Eriksen er på vej til den hollandske storklub. Dette svar er forhåbentlig løgn fra enden til anden.

I en klub som Ajax er transfervinduet i januar formentlig allerede planlagt i detaljen og som Ten Hag også udtaler efterfølgende: ”Vi har et meget godt udvalg – stærk og bred – så for tiden, har vi ikke rigtig brug for nogen.” så er Ajax i fuld gang med at planlægge et roligt vindue. Og med en førsteplads både i Eredivisie og Champions League puljen, så giver det god mening at ville holde på truppen.

Idéen om at fodboldklubben går på juleferie og vågner brat op 1. januar, hvor glubske agenter banker febrilsk på dørene, er en idé uden hold i virkeligheden.

Driver man en klub sådan, så henter man spillere i øst og vest, og vil få svært ved at skabe resultater. Gode klubber arbejder med transfers hele året rundt og bruger januar og sommeren, som vi andre bruger udsalgstilbuddene – det er her der handles.

Derfor glæder jeg mig heller ikke til den kommende journalistisk vinkling på Björn Wesströms ankomst til Ådalen, som falder sammen med, at vinduet åbner. Wesström har uden tvivl en masse kompetencer i at købe og sælge spillere fra årene i AIK Stockholm, men den plan, OB forhåbentlig handler efter til januar, er skabt af Michael Hemmingsen og Ole Nielsen, chefscout i OB, i dette efterår.

Wesström er ingen Messias

Selvom der kun er 58 dage til, at svenskeren med det formfuldendte fuldskæg sætter sig i direktørstolen i det stadig nye superligahus, så skal vi ikke forvente, at der kun er 58 dage til, at OB tager det næste skridt mod toppen af dansk fodbold.

Wesström er hentet til OB, lige som Andreas Alm og Peter Feher, for at udvide mængden af kompetencer i huset. Den tidligere CEO for AIK skal skabe en lignende position for det fynske fodboldflagskib – for OB har ikke haft sådan den type direktør tidligere (Det tætteste vi kommer er Kim Brink i nullerne, men i den nuværende konstellation i OSE har man ikke haft sådan en stillingstype før).

Han kommer med kompetencer som træner, scout, sportsdirektør og så som øverste direktør for en fodboldklub. Han har desuden den højeste træneruddannelse – en UEFA P-Licens.

Alle disse kompetencer og erfaringer skal sættes i spil i Ådalen, men i januar bliver det nok mest Hemmingsens planer og visioner der fylder.

OB får med Wesström en som kan sit håndværk, og som over tid vil kunne løfte OB højere op i tabellen og forankre klubbens position og kendetegn.

Hvad er så Wesströms to-do-liste?

I virkeligheden er listen lavet af dem, der skabte strategien:

Overordnede mål for OB:

  • Vi skal være en fast del af Mesterskabsspillet
  • Vi skal spille europæisk fodbold inden for de kommende fem år
  • Vi skal kvalificere os til pokalfinalen inden for de kommende fem år

Det er det, som en fodbolddirektør bliver bedømt på. Det bliver dog vejen derhen, som bliver Wesströms sande to-do-liste.

Som jeg skriver indledningsvis, kommer Wesström næppe til at få den store indflydelse på transfervinduet – som jeg vil adressere nærmere i en blog senere på året. Til gengæld vil de kommende vinduer i langt højere grad til at være med Wesström som central aktør.

Han skal omsætte Hemmingsens og Ole Nielsens lister. Hemmingsen finder manglerne i truppen eller hvem der er til overs. Nielsen peger på mulige rekrutteringer og Wesström træffer de endelige beslutning i tæt samarbejde med de to andre.

Det som svenskeren bringer ind her skulle gerne være den kølighed, som OB nogle gange har savnet på transfermarkedet. OB har haft en tendens til ikke at få nok ud af de spillere man har hentet til klubben, fordi de måske er blevet scoutet forkert eller fordi trænerens intention med spillere ikke har kunnet lade sig gøre.

Nu er det ikke længere træneren, som har det afgørende ord. Det bliver i stedet trekløveret, hvis vigtigste opgave er, at OB bliver en sustainable club.

Vejen til en bedre trup begynder allerede sommeren 22, hvor flere fra OB’s nuværende trup har udløb. Derfor kommer dette vindue højt på svenskerens to-do-liste.

En bedre trup er en vej til at opfylde målene om mesterskabsspil, europæisk fodbold og pokalfinaler, men som Hemmingsen udtrykte det for Martin Davidsen i et interview helt tilbage i januar 2021, så vil OB også rykke sig på kompetencer i trænerteamet.

Her får Wesström også en central rolle. For hvor Hemmingsens profil handler om spillet på banen og hvordan man kommer derhen via træningen, så skal Wesström sikre, at der arbejdes mest muligt effektivt i Ådalen.

Hvor Hemmingsen indgår som sparringspartner for trænerteamet plus andre centrale aktører omkring holdet, så skal Fodbolddirektøren supervisere og vurdere om det arbejde fungerer. Han skal sikre, at hver aktør har det samme sigte, nemlig at få OB op i top.

Derfor bliver Wesströms næste punkt på to-do-listen at få analyseret, hvordan der arbejdes i Ådalen og om man får nok ud af det, man fokuserer på nu. Han skal klemme citronen og sikre, at den hver uge yder mest mulig saft til de spillere som søndag efter søndag forsvarer striwerne rundt om i landet.

Der er mange andre ting, som manden, med over 15 år i AIK, skal tage sig af i OB. Den sidste ting jeg vil lægge vægt på, er akademiet. Selvom OB i de seneste par år har haft stor succes med akademiet, både når det kommer til resultater og når det kommer til skabelsen af superliga-talenter, så skal også den citron presses yderligere.

Her kommer Wesströms uden tvivl vigtigste ting på listen. Hvor andre i klubben skal have fokus på deres individuelle specifikke område, så skal svenskeren være generalisten. Ham der evner at overskue det større billede. Ham der udfordrer bl.a. Tonny Hermansen og Hemmingsen, så de bliver bedre.

Han skal være manden som sikrer forbindelserne, som løfter niveauet for, hvordan tingene bliver gjort i OB. Samtidig med at han også udadtil bliver ham der tegner klubben, som udtaler sig i medierne, som står på mål, når det går dårligt og giver plads til de andre, når det går godt.

Endelig skal Wesström være garant for den sunde økonomi, som gør, at OB også er en dansk topklub om ti, femten og tyve år.

Kan starte fra scratch

Når Ten Hag alligevel udtaler sig diplomatisk om Christian Eriksen, så skyldes det, at et transfervindue godt kan overraske. Man kan få tilbudt gaver, som man ikke vidste man ønskede sig. Sådan kan Wesström også komme med gaver til Ådalen, som Hemmingsen og co ikke havde planlagt.

Det er dog ikke noget, vi skal forvente.

I realiteten kan Wesström først bedømmes i 2026, først der ved vi om han har forløst strategien. Selvom han ikke har haft indflydelse på det første halve år, så kommer han til en klub i bedring, en ærligere og mere fokuseret klub.

Men også en klub, som måske ikke kan nå top-seks, som er røget ud af pokalen og som kun kan komme i Europa gennem den semikomiske play-off-kamp, som 7.pladsen udløser.

Wesström kan ende med at skulle begynde fra scratch, når han træder ind ad døren i januar. Til gengæld vil han kunne notere sig, at det går godt med transitionen af akademi-spillere ind på superliga-holdet.

Når transfervinduet sommeren 20022 lukker, kan vi første gang, i min optik, vurdere Wesström. To-do-listens punkter har han haft indflydelse på, og udvikling bag de lukkede døre i Ådalen vil måske vise sprækker af lys, i bedste fald.

Der er ingen tvivl om, at OB har hentet en kompetent fodbolddirektør, men også han skal have tid til at vise hvorfor OB hentede lige præcis ham til at forløse strategien.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: