Blog: Et andet perspektiv på situationen i OB

Af Thomas Dahlslykke
15. marts 2021

I dette indlæg ser Stemmer Fra Ådalens skribent Thomas Dahlslykke på situationen i OB efter mandagens nyhed om trænerskiftet i klubben.

Efter at have fulgt formiddagens og middagens reaktioner på fyringen af Jakob Michelsen, så kan jeg roligt slå fast, at jeg står noget alene med min holdning. Derfor vil jeg gerne prøve at trække jer med over på min side af denne ærgerlige udvikling i Ådalen. Der er intet (i den situation), jeg havde ønsket mere (fordi jeg selv skrev det i en tidligere klumme), end at se dette forår blive forløst af Michelsen, men det tog er kørt, og derfor giver det også fint mening, at Michelsen bliver i Aarhus indtil det næste job kalder. Han kan ikke få mere ud af den trup, han havde til rådighed i OB; det må både være den økonomiske og sportslige vurdering.

De lange briller:  

For lidt over et år siden tiltrådte Michael Hemmingsen som sportschef i OB. Han afløste til dels den tidligere sportsdirektør Jesper Hansen, men ikke helt, for hans fokus var et andet end forgængerens. Dette skifte er interessant, for hvor Jesper Hansen var den kløgtige jyske købmand, som kunne skabe forretning og finansiering, så var Hemmingsen en helt anden type. Hvor Jesper Hansen tidligt i sin fodboldkarriere droppede trænergerningen og valgte direktionsgangene i Horsens, så har Hemmingsens siden karrierestoppet primært været ansat som assistent- eller cheftræner. Derudover har han UEFA-Pro-Licens og må derfor også træne hold på det øverste plan. Hvorfor ansætter OB Hemmingsen? Ikke for at lave penge, ikke for at rydde op i økonomien – for der er ikke en sportschefs rolle – men for at flytte klubben fodboldfagligt. Det er det, han er i gang med de valg, han har truffet omkring strategi, akademi og trænerskifte.

At Hemmingsen og Michelsen ikke har været i øjenhøjde rent fodboldfagligt, skal man næppe være connaisseur for at gennemskue, men alligevel har begge parter overvejende arbejdet professionelt sammen, og jeg tror på, at Hemmingsen mente, at Michelsen var den bedste til at føre OB gennem foråret. Men det viste sig ikke at være muligt.

Selvom det, der lignede et direktionsmøde på billederne under kampen i går, formentlig blev arnestedet for Michelsens fyring, så har Hemmingsen været mere med inden over end man tror. Hemmingsen er ansat til at flytte klubben, og man fyrer ikke træneren bag hans ryg. Jeg har læst mange linjer om, hvor håbløs elendig OB’s ledelse er, men hvad gjorde de forkert?

  • Ansætter først en sportsdirektør som skal rydde op efter Kim Brinks og især Poul Hansens rod – det lykkes, og man får tilmed opkvalificeret baner og andre faciliteter
  • Ansætter derefter en sportschef, som får tid til at sætte sig ind i tingene, og et år efter kan han lancere en strategi og et trænerskifte, som skal trække klubben ind i fremtiden

Det er vel sådan, man driver en moderne fodboldklub. Samtidig tager man et realistisk økonomisk blik på konkurrencen i Superligaen, og ud fra den har man en foreløbig målsætning som fuldstændig spejles. De penge, OB bruger på spillerne, burde gøre OB til nr. seks i Superligaen. Er det naivt? I Dan Hammers og Mads Davidsens bog udgør pengene 70% af resultaterne, og følger man den logik, så er det eneste andet, man kan gøre noget ved, de 20%, som handler om kompetence, og her har Michelsen desværre ikke kunnet levere.

Der er mange veje til Rom

Det er jo ikke Michelsens skyld alene, at OB ikke ender i top seks. Der er andre parametre, som ikke er tilstrækkelige i OB, men hvis man lytter til Hemmingsen, til det der foregår på akademiet, så lyder det meget som om, at man er bevidste om, hvad man mangler, og hvordan det skal implementeres.

Jeg køber ikke præmissen om, at OB’s ledelse er naive, at de er dumme, og at de ikke skulle vide, hvordan man driver en klub. Jeg køber ikke præmissen om, at Michelsen har leveret, hvad man kunne forvente. For han har kunnet få mere ud af discount SønderjyskE end OB, så i virkeligheden er problemet nok nærmere matchet. Noget, der i hvert fald ikke har matchet, er den retorik Michelsen har brugt i denne sæson – først omkring gaven i, at han havde udløb, og senest forklaringen på, hvorfor OB ikke skulle gå efter en sejr i Herning i DBU Pokalen (mig bekendt vandt SønderjyskE 2-1 i Herning i februar i år). Det er ikke farbart at tale sine muligheder ned, slet ikke i OB. Nok skal vi være realistiske, men pessimisme er ikke en dyd for en klub, som gerne vil etablere sig i toppen af dansk fodbold. Det kan godt være, at Michelsen ikke har kunnet se potentialet i truppen, og derfor er der endnu mere grund til, at han ikke skal træne dem.

De korte briller:

Mange havde ventet, at Michelsen blev fyret i januar – formentlig ham selv inklusiv. Det skete ikke, fordi Hemmingsen og OB havde tillid til ham, på trods af svingende resultater. Den tillid blev forvalter således: OB har spillet uafgjort mod Horsens og SønderjyskE, tabt til Lyngby og Vejle og kun vundet over Randers og FCN, hvis vi kigger på klubberne i midten og bunden af tabellen. Det er otte point i seks kampe med nærmeste konkurrenter og nedrykningsfavoritter – hvis det er en modsætning? Det er alt andet end godkendt. Nu er det de hold, OB skal møde i de sidste ti kampe. Jeg kan godt forstå, at Hemmingsen og direktionen fyrer Michelsen. Ingen frygter OB, har jeg læst Tipsbladets chefredaktør Troels Bager skrive. Og dermed har han jo (måske ufrivilligt) argumenteret for, hvorfor Michelsen ikke længere er træner i Ådalen. En træners opgave er at gøre sit hold farligt, men med en målscorer på 5-8 i foråret er OB resignerende ufarlige. Har man set FCM og FCK på det seneste, så bør man heller ikke ryste i bukserne over at skulle møde deres uskarpe offensiv. Forløsningen af et fodboldhold handler om, at træneren evner at forløse spillerne. Det er ikke sket i OB.

Der er meget på spil for spillerne

Alt for mange af OB’s spillere har ikke leveret her i foråret. Om det er banernes skyld, om det er trænerens skyld, eller om det er fordi de ikke er gode nok; det bliver vi kun klogere på de kommende uger. For i takt med at banerne bliver bedre, at træneren er væk, så er der kun et målbart kriterie tilbage, og det er deres individuelle kvalitet. Jeg ved ikke, om truppen var lullet i søvn efter Randers-kampen, men det ville være oplagt at tro. Den søvn får nu en brat opvågning, for når holdet skal stilles på søndag, så er hierarkiet måske vendt på hovedet, og leverer du ikke der, så er det ikke sikkert, at chancen kommer igen – især ikke hvis du hedder Jebali eller Lieder, som af forskellige grunde næppe er i OB efter sommerferien. Hemmingsen har før vist, at han kan overtage et hold og skabe resultater. Henrik Hansen kender spillerne indgående, og Tonny Hermansen bliver et friskt pust, som nok hælder til at lade ungdommen blomstre. Det bliver en kort og intens tid, som næppe vil kunne læses ind i den proces, den kommende træner skal have rum og tid til at forløse.

Michelsen fortjener ros

Og den fik han i Discoverys interview af Hemmingsen i går. Hemmingsen gentog, hvad han allerede har sagt mange gange: At OB de seneste tre år har flyttet sig meget, og det er især Michelsen, som har gjort dette. Michelsen er en dygtig træner, og han er åben og humoristisk når man møder ham i Ådalen, men hans tid i OB blev ikke som nogen af parterne ønskede. Det er ærgerligt, for OB og ærgerligt for ham, at det skulle ende sådan. Det er hverken hans eller OB’s skyld.

Nu skal klubben og Michelsen videre, og jeg håber, at dækningen af OB får lidt flere nuancer, end jeg har oplevet i de etablerede medier i den seneste periode. Hverdagen i en fodboldklub er mere kompleks end et indslag på syv minutter eller 500 ord i en klumme.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: