Stemmer Fra Ådalen giver her pladsen til et usædvanligt blogindlæg. Det er skrevet af FCK-fan Stefan Nellemoes, der fortæller, at han er klar til at skifte klub. Han vil i fremtiden støtte Odense Boldklub på stadion og fra sit hjem i Bogense.

Af Stefan Nellemoes

Mine to største kampe på Odense Stadion, husker jeg – den ene noget bedre end den anden. Det bedste minde husker jeg også tydeligt. Fælles for kampene er, at Odense Boldklub ikke var dem, jeg holdte med på banen. I 1989 var jeg én ud af 821 personer, der så B1909 spille mod B1903. En kamp, som de røde tabte 2-4. Jeg husker ikke meget, andet end tilråb mod Palle Plankeværk, samt de lange lakridser med en racerbil på. Som 9’er, var det forbudt at holde med OB. Så jeg havde i en alder af seks år ikke det store valg. Jeg var 9’er – og sådan var det – desværre, skulle det vise sig, 35 år samt en dugfrisk nedrykning til OB senere.

Den anden kamp, som både var en af de største kampe for mig, samt det bedste minde, fandt sted i 2006. Denne gang var jeg én ud af 15.305 tilskuere, der så Jose Junior afgøre kampen efter blot tre minutters spilletid. Men jeg jublede ikke. Og dét er og var mit problem. Jeg stod iblandt velsagtens 2.000 københavnske tilskuere, selvom jeg er født på Fyn. F.C. København var dér, min kærlighed var landet. Godt inspireret af min far, der var fra København, samt min storebror, der var fan af B1903 og senere F.C. København. Grundet de to vigtige personer i mit liv, blev jeg fan af en klub langt væk hjemmefra, i stedet for at blive iklædt de blå-hvide striber.

Knap to timer efter, at Junior bragte OB foran, jublede jeg dog hele vejen hjem den dag i 2006. Nok tabte F.C. København, men på samme tid blev Brøndby I.F. ydmyget i Horsens, hvor A.C. Horsens sendte de blå-gule hjem med et nederlag på 1-4. Med det var F.C. København danske mestre, som de så ofte blev det op gennem nullerne. Det var fedt. Vi havde en fest. Men den indre glæde. Den indre lykke? Den var der ikke.

Jeg var på dette tidspunkt bosat i København, som jeg havde været det før, og senere blev det igen. Så jeg følte på den måde ikke skam, over at være fynbo og holde med F.C. København. Livet var nu meget fedt. Jeg boede tæt på Parken. Jeg havde sæsonkort. Jeg havde nogle medfans, som jeg kunne få en øl med, før og efter kampen. Men set i bakspejlet, manglede jeg noget. Dét, som jeg mangler den dag i dag.

For personer, der ikke dyrker fodbold – som aktiv eller fan – kan det være svært, hvis ikke umuligt, at forstå de følelser, som sporten vækker i os. Glæden. Frustrationen. Håbet. Sorgen. Vildskaben. Sammenholdet. Det sidste, er netop det, som jeg mangler. For jo, det var da fantastisk at bo i København som en single ung mand i starten af 20’erne. Der var gang i den, og jeg levede det liv, som jeg troede at jeg drømte om. Jeg drømte mig til opnå store ting. Jeg drømte mig til at leve et liv som storbymenneske. Jeg drømte mig til noget, jeg ikke var.

Jeg vendte derfor tilbage til Odense. Få år senere savnede jeg dog igen at stå på stadion og følge mit hold, og flyttede derfor tilbage til København, udelukkende for at være tættere på Parken. Set i bakspejlet var det uholdbart, men vi fodboldfans har det jo med at kende til logik og vælge det modsatte. Fodbolden vækker noget i os, der kan beskrives med en masse ord. Men det vækker også noget i os, som ikke kan forklares med ord, logik eller rationale. At flytte væk fra sin familie, udelukkende for at kunne komme ind og se en fodboldkamp hver anden weekend, må siges at høre til det sidstnævnte.

Alverdens uheldige sammentræf betød dog, at jeg i 2014 endegyldigt måtte flytte tilbage til Odense. Jeg var på daværende tidspunkt ked af det. Frustreret. Nu var det tredje gang, at jeg måtte smide et sæsonkort i skraldespanden. Det var dog også omkring dette tidspunkt, at jeg for alvor mærkede en nagende følelse i kroppen. Var F.C. København nu også det rigtige for mig? Var jeg i virkeligheden en af ”striwerne” – eller endnu vigtigere, kunne jeg mon blive det?

Før Facebook så dagens lys, og tog al vores tid, var den eneste mulighed for at debattere med andre fans, ved at oprette en bruger på et debatforum. Som den fodboldnørd jeg er, var det naturligvis hvad jeg gjorde. Jeg havde en profil på alverdens fora – ikke mindst hos mine stribede venner i Odense, under navnet ”Nedre C”. Ikke så opfindsomt, men så havde jeg trods alt bekendt kulør.

Inde på deres forum, var jeg ikke bare en flittig gæst – jeg var også en flittig bruger. Jeg deltog i stort set alle debatter, da jeg ikke kan lade være – men altid i en god tone. Da jeg boede i Odense, som jeg trods alt gjorde det meste af tiden, mødte jeg andre fra OBs forum i forbindelse med noget indendørs fodbold i Ådalen. Jeg kørte med deres fanbus til Parken, når OB skulle på besøg – iklædt min FCK trøje. Jeg blev ofte forsøgt omvendt. Alt sammen, noget der fascinerede mig. Det hele bar præg af den fynske lune. Charmen. Det gode humør. Sammenholdet. Dét, som jeg inderst inde sukkede efter.

I dag skriver vi 2024. Jeg er ikke længere aktiv debattør. Hverken på et forum, Facebook eller Twitter. Men jeg savner at snakke om fodbold med andre. For pokker, hvor jeg savner det. Jeg savner at stå på et stadion, med en fodboldtrøje på, og opleve hvad end der kommer. Glæde. Smerte. Spontan krammer til en fremmed sidemand. Opgivenhed. Jeg er blevet 41 år gammel, og bor på Nordfyn. Aldrig har jeg været længere væk fra Parken. Aldrig har jeg følt mig mere distanceret til F.C. København. Aldrig har jeg følt mig så alene i det ellers så fantastiske land Fodbolddanmark.

Jeg har været fan af F.C. København, siden min storebror fik mig overtalt i 1998. Om fire år, kan jeg fejre 30 års jubilæum. Jeg burde føle en stolthed, over at have holdt med en klub så længe. Jeg burde føle glæde, for jeg har haft en masse store oplevelser med den klub. Men jeg kan ikke lade være med at have en følelse af, at være i et usundt forhold. Og det er ikke min partner, den er gal med. Det er mig. Jeg har en følelse af, at jeg slet og ret valgte forkert.

Jeg har længe prøvet, at lægge lidt afstand til F.C. København. Mine to yngste børn får OB tøj på, når det er sommer. Den ældste, på 12 år, blev dog smittet af farmands kærlighed til F.C. København, på trods af at han bor i Jylland hos sin mor. Jeg er bange for, at han står i samme dilemma, når han om nogle år bliver et selvstændigt individ.

Jeg ser fortsat nogle kampe, når jeg føler for det – men det føles efterhånden som en pligt. Smerten over at have misset mesterskabet i år, er klart overstrålet af glæden over, at det trods alt ikke blev Brøndby. Det, der har gjort mest ondt i de seneste par dage, har overraskende nok været at OB rykkede ned. Det har vækket nogle følelser i mig, der giver stof til eftertanke.

Jeg var i slutningen af 90’erne fan af, at F.C. København turde drømme stort. Det gjorde jeg jo selv for pokker. De turde dog, modsat mig, at sige det højt. Det var nyt. Det var spændende. Det er bare ikke mig, tre årtier senere. Mennesker udvikler sig, og heldigvis for det. Jeg er i sagens natur ikke lige så aktiv på fan-scenen, som jeg var det, da jeg var 21 og hverken havde kone eller børn. Jeg har heller ikke de store armbevægelser mere – hverken personligt, eller som fan af F.C. København. Jeg er blevet gammel. Jeg er blevet kedelig. Jeg vil egentlig bare gerne have det hyggeligt.

Danmarks hovedstad. De stolte. De arrogante. F.C. København er mange ting, og det hverken kan eller vil jeg tage fra dem. Men jeg er kommet til erkendelsen af, at jeg nok bare mere er til provinsen end hovedstaden. Jeg vil bare gerne køre ind til Odense med mine børn, få en alt for brændt pølse, og have en hyggelig dag på stadion. Tage på stadion, hvor det sociale fylder mindst lige så meget som resultatet, hvis ikke mere. Hvor håbet fylder mere end kravet.

Som gammel 9’er, har det været svært. Som fan af F.C. København i 26 år, har det været endnu mere svært. Men jeg håber og tror, at jeg snart er moden nok til at lægge logoet med løven fra mig. Ikke på grund af resultater. Ikke på grund af holdninger. Ikke på grund af had. Jeg vil bare gerne opleve det, som jeg har søgt hele tiden: Sammenholdet. Lokalt. Uden følelsen af, at føle sig som en fremmed, når man går rundt i Bogense iført en FCK trøje.

Tænk sig, hvis jeg kunne. Hvis jeg kunne gå rundt, med en OB trøje, og mærke, at det ikke føltes forkert. Jeg vil så gerne. Men jeg har altid sagt, at man ikke kan skifte hold. Det står jeg for så vidt stadig ved. Hvis skiftet altså handler om, at holdet ikke længere vinder, eller de andre bare er blevet ”federe”. Er det fordi, at man bare er et andet sted i livet, tænker jeg, at det er okay. Spørgsmålet er så, om nu man kan tage skridtet. Om nu jeg kan. Jeg tror det. Jeg håber det. Jeg kommer aldrig til at bo i København igen. Jeg flytter aldrig fra Fyn igen. Jeg er her for evigt. Men jeg troede jo også på, at jeg var FCK’er for evigt.

F.C. København har givet mig en masse. Og jeg har været taknemmelig for alt. Men modsat livet, kan F.C. København ikke skænke mig kone og børn. Give mig eller min familie sygdom. Ting, som har låst mig fast til Odense og Nordfyn. Ting, der er større end fodbold. Større end mig og mine behov. Jeg har taget tilløb i over 10 år, men jeg tror at jeg er klar til at give slip. Klippe snoren til København endeligt over. Jeg skal ikke længere opgive en drøm, som det ellers var. Det ændrede sig, i takt med at der kom kone og børn. Jeg elsker dem, og trods alt også højere end jeg elskede F.C. København, omend det var en anden form for kærlighed.

Jeg tror, at jeg er klar til at elske igen. Klar til at tage på stadion igen. Om jeg nogensinde vil få samme følelse, som i Parken, ved jeg ikke. Men jeg håber og drømmer. Om charmen. Om det gode humør. Om sammenholdet. Jeg drømmer om at blive stribet.

Stefan Nellemoes er født på Fyn, men har i en længere periode været bosat i København. Siden 1998 har han været fan af FC København, men har altså tænkt sig at støtte OB fremadrettet.