Stemmer Fra Ådalens Thomas Dahlslykke var i Aarhus for at overvære kampen mellem AGF og OB. I dette essay kan du læse hans refleksioner fra oplevelserne på og uden for banen. 

Lige nu sidder jeg næsten helt alene i et presserum i den gamle del af Aarhus stadion, for få minutter siden krydsede jeg over resterne af den famøse løbebane, som snart fuldstændig er fortid. Langsomt indfinder der sig nogle journalister, som lige skal klargøre sig til de interviews, som skal nå aviserne i morgen.

Det pres er jeg lykkelig fri for. Jeg har fået mig en bagsædetur til Aarhus, hvor Andreas Jørgensen (tidligere praktikant og pt. frivillig på SFÅ) og Nicolai (OB fra sidelinjen) henholdsvis skal interviewe og tage billeder fra kampen. I stedet for at jagte trænere og spillere vil jeg forsøge at gengive dagens begivenheden set fra mit perspektiv. Dette bliver ikke en analyse, dertil er jeg få tæt på mine følelser – som lige nu mest af alt er præget af irritation over, at OB smed tre point i provinsens største by.

Solens kamp mod skyerne

Lidt over klokken to forlod vi Odense og bevægede os først vest og dernæst nord på af den motorvej, som på Fyn-siden endelig er af en kvalitet, man kan være bekendt. Over os foregik dagens voldsomste kamp mellem solen og skyerne. Nærmest desperat som et Brøndby-hold bagud 0-1 mod Vejle forsøgte solen at bryde igennem de tunge skyer som lå lavt over afkørslerne mod Søndersø, Ejby og Middelfart.

I radioen kunne vi høre, at Randers var på hælene mod et veloplagt Viborg-hold, og da Lyngby pludselig også lignede en vinder i den modsat del af Danmark, blev stemningen tung i bilen. Potentielt kunne OB ende under stregen, hvis resultaterne fortsatte i den retning. Op igennem Jylland kunne jeg ikke længere følge kampen mellem solen og skyerne, men tendensen var, at denne søndag ville skyerne igen vinde, som var det en vinterdag.

Anderledes skiftede kampen i Hvidovre, og både i radioen og på min iPhone bimlede det ind med den vilde sejr, vestegnens lillebror spillede sig til i Kongens Lyngby.

Ene og forladt

Der var stille i Aarhus, da vi ankom til stadion, mennesketomt og rodet. Den gamle hovedtribune står som en tom betonkonstruktion, men græstæppet var forårsgrønt og lokkende. Hybridbaner snyder øjet og er en fryd for spillet. Jeg glæder mig inderligt til, at Odense også får sin hybridbane, så fodbolden kommer i fokus.

Pludselig var det lille depotrum, hvor pressen skulle opholde sig, fyldt med journalister fra nær og fjern, flest netbaserede medier, men Niels Abildtrup og praktikanten fra Fyens Stiftstidende indfandt sig også i rummet, og snart kom Andreas Kraul fra DR, som lige ville vende Richard Møller Nielsen med Abildtrup, som i mere end en menneskealder har dækket sport, og især fodbold, fra et fynsk perspektiv.

I sin ungdom har Abildtrup vist selv været en gedigen fodboldspiller på et højere niveau. Nu er han Leif Rasmussens vikar, og denne søndag vandt han æren af en tur til Aarhus.

Det summede i presserummet, Andreas Jørgensen satte Brøndby-Vejle på den medbragte Macbook, og det lokkede diverse journalister forbi, for at se om det kunne lykkes Brøndby at bryde Vejle ned. Jeg holdt mere øje med om Albentosa fik sig det gule kort, som ville sætte ham i skammekrogen i næste weekend. I min verden så er Vejle meget afhængige af den spanske garderhøje dualist.

Vi nærmede os klokken 17:00, hvor gisningerne om ændringer i OB’s startopstilling ville blive bekræftet eller ej, og ganske rigtigt så startede Gomez, Mickelson og Jensen i stedet for Paulsen, Mouritsen og Kjerrumgaard. Krogh ville noget nyt, og fra starten af kampen var det rigtigt set at bringe Mickelson og Gomez, som holdt AGF’s højreside i skak.

Mørket udenfor

Havde man ikke stået under projektørerne, så havde det været mørkt. Man kunne nærmest mærke mørket omkring til iturevne stadion. Som her klokken 17:20 stadig var mere tomt end fyldt. Her fik Andreas mig til at lave et lille kampoplæg til de sociale medier. Det huer mig faktisk ikke at skulle speake. Det er nemmere, når man bliver spurgt om noget.

For at komme over til nogle af de ringeste pressepladser, man kan forestille sig, skulle man gå forbi AGF’s stemningstribune, som med overbevisende klang rungede hele det halvtomme stadion op, klangen har formentlig også gjaldret mørket udenfor op. Simple sange, simple råb, men det skaber stemning. Ikke min stemning, men stemning. Langt, langt væk fra det hele er udeholdet placeret; man skal ikke tage på udebaneafsnittet. hvis man vil se fodbold.

Interimistisk og tarvelige var pressepladserne, man skal ikke drømme om at dække fodbold i Danmark for luksussens skyld. Hele pressesektionen var presset sammen under c-tribunens runding, men vi var tættere på spillet end OB-tilhængerne modsat. Thomas Helmigs Malaga er for AGF, hvad Kim Larsens Her i Odense er for OB, denne aften var linjen om Michigan den mest passende, derfra hvor jeg stod lignede stadion mere en forladt industribygning end en hovedtribune.

En taktisk affære

Affære er et ord, hvis konnotationer lugter mere af spænding og fare, men når det kobles til ordet taktisk, så bliver det mere et synonym for kedelig. Selvom begge hold havde chancer, og AGF og VAR ledte længe efter en tidlig scoring (i det 10. minut selvfølgelig), så blev 1. halvleg ikke en løssluppen affære, nærmere platonisk. OB begik så mange frispark, er der nærmest var mere pause end flow i spillet.

Pludselig opdagede jeg regnen. Den kom listende, og dens indflydelse var et kaos på tribunen, hvor de aarhusianske tilhængere begyndte at søge op under taget. Spillet på banen blev ikke ændret af vejret, men OB lykkedes stille og roligt med at sætte nogle stik ind imod AGF’s dominans.

Slotsager, som tidligt havde trukket gult mod Anderson, fik en kæmpe chance, men påfuglen i AGF’s mål afværgede, og så fortsatte duelkampen. Hen imod slutning af første halvleg fik også Köhler afprøvet den nordirsk landsholdsmålmand, men endnu engang lykkedes det ham at redde bolden ud bag mållinjen.

Forløsning og fortabelse

Max Fenger har de seneste par uger nærmet sig Kroghs fortrukne og i pausen kom han på banen i stedet for Markus Jensen, som ikke havde det nemt i en fysisk sandwich med Beijmo og Links. Det er ikke ”Jenner”s fejl, at Gomez ikke kunne slå bolden i dybden, for det var nok det, som var tanken med den unge akademiuddannede kantangriber.

OB fik med Fenger et mere fysisk udtryk og jeg glemte helt den mærkværdige lugt af kebab som prægede den tribune hvor pressen var placeret. OB bad fra sig i 2.halvleg og kampen virkede mere lige end i de første 45 minutter. Kulden var også bidende, og de hårdtarbejdende journalister og kommunikationsfolk som sad omkring mig, kørte hænderne mod hinanden for at skabe lidt friktionsvarme. Det lykkedes ikke, som Andreas sagde, så vil kun en fynsk scoring varme lige nu.

Og den fik han, men inden da havde jeg haft en klump i halsen, da Kadrii stødte ind i Peacock-Farrell. Nordireren gik ud, og det var tydeligt, at panikken spredte sig blandt spillerne. Heldigvis kunne han selv gå ud i omklædningen, og Jesper Hansen måtte tage trøjen på og passe det nu fuglefrie bur.

Så skete det fantastiske. Det som er mere end tre timers biltur og en regnkold stadionoplevelse værd; OB scorede efter en 2v2 i højresiden, som blev til en 3v2, fordi Köhler lavede et 8’er-løb i dybden. Owusu spillede ham fri og Køhler slog en perfekt tværpasning, som Mouritsen ret beset missede, men som ramte Kadrii og gik i mål: 0-1 til OB og stille eufori på pressepladserne.

Krogh handlede klogt i periode efter målet. Kjerrumgaard, Paulsen og Grubbe (som brænder chancen for at AGF ikke ville kunne komme tilbage i kampen) kom ind og stabiliserede og gav duelstyrke til at modstå AGF’s forsøg på et tonstungt pres, men med to minutter igen svigtede kommunikationen og fortabelsen indtraf efter et unødvendigt hjørnespark og en dum clearing til forrummet, hvorfra Duelund fik lidt genrejsning efter sidste uges pauvre indsats mod FCM.

Så var kampen slut – OB fik et point, men stemning blandt SFÅ’s udsendte var ikke videre god. Andreas kunne også fortælle, at Søren Krogh var meget trist. Det kunne man faktisk allerede se på storskærmen kort efter udligningen, hvor Frank Hjortebjerg klappe Krogh på låret og Krogh lod sine hænder forlade ansigtet igen.

Turen hjem

De sidste 12-13 linjer er skrevet på forsædet af Andreas’ mors bil, vi har været forbi mågen for at få lidt ekstra mad i maven. Den sandwich som blev serveret for pressefolkene er for længst fordøjet og smagen fra den udmærket cookie er heller ikke længere til stede. Fast food er en paradoksal spise, det laves lige så hurtigt som mæthedsfornemmelsen er om at forsvinde igen.

Her i bilen sidder jeg med tankerne om, hvad der skal analyseres på i Mellemrummet senere på ugen, mens Nicolai redigerer billeder og Andreas zigzagger os sikkert gennem den jyske motorvej i sydgående retning, hvor hastighedsgrænserne varieres mere end AGF’s opspil.

OB er et bedre sted, der er noget bund i det hold, jeg oplevede i dag. Der skulle en ekstraordinær scoring til, for at bringe AGF tilbage i kampen, og den fik de desværre, men det ændrer ikke på, at OB virker mere ovenpå end Randers og Lyngby og det gør, at jeg tryggere kan lukke mine øjne, når jeg lander i Odense igen.

Her mandag morgen hvor jeg lige tjekker artiklen igennem slår det mig, hvor vild en kamp det var. AGF’s to store muligheder i første halvleg, hvor den ene måske, måske ikke var over stregen. Peacock-Farrell sammenstød med Kadrii, som måske, måske ikke skulle have kostet et rødt kort til OB-legenden, som senere scorede til 0-1 og endelig den mulige offside, som ikke engang tjekkes efter AGF’s udlignende mål.