Stemmer Fra Ådalen indgår samarbejde med mmoks

Af Martin Davidsen
6. september 2017

Et halvt år efter første udsendelse er ’Stemmer Fra Ådalen’ nået en ny milepæl.

I dag har det uafhængige og rendyrkede OB-medie indgået en aftale med den odenseanske restaurant mmoks, som vil støtte podcasten økonomisk i resten af 2017.

”Det er en tidskrævende affære at lave podcast om OB, og for at sikre programmets fortsatte eksistens, har vi brug for økonomisk støtte. Derfor er vi glade for dette samarbejde med mmoks, som har en klar fynsk identiet og dermed passer godt ind i Stemmer Fra Ådalens familie. Folkene bag er lyttere af programmet og glødende OB-fans, og vi ser frem til at godt samarbejde,” siger redaktør Martin Davidsen.

Det er to et halvt år siden, at mmoks slog dørene op til restauranten i Kongensgade i Odense. Køkkenchef og medeejer af mmoks, Mads Friis Nielsen, ser frem til samarbejdet med Stemmer Fra Ådalen.

”Vi ser det som et rigtig godt match, i og med projektet flugter med vores ideal om at være fynsk forankrede såvel som med vores kærlighed til Striwerne. Vi har aldrig været bange for at prøve nye ting af og bruge os selv og vores personlige præferencer og interesser i vores markedsføring, og vi vil rigtig gerne være med til at sikre en seriøs, dybdegående og kritisk dækning af OB,” siger Mads Friis Nielsen.

Samarbejdet betyder, at mmoks bliver partner på podcasten og derfor får omtale i de fremtidige programmer. Der bliver ikke tale om reklameindslag, men derimod afdæmpet omtale i begyndelsen og slutningen af hvert program.

Desuden kommer samarbejdet følgere af Stemmer Fra Ådalen til gavn, idet efteråret både vil byde på konkurrencer med fornemme præmier samt rabatfordele til lyttere af programmet undervejs i efteråret.

Først og fremmest er aftalen mellem mmoks og Stemmer Fra Ådalen et vigtigt skridt for podcastens videre eksistens.

“Aftalen med mmoks betyder, at vi har dækket cirka halvdelen af vores økonomiske mål for efteråret. Vi vil gerne blive ved med at udvikle Stemmer Fra Ådalen og bruge mere tid på projektet, og derfor er vi heller ikke færdige med at søge samarbejdspartnere. Vi tager også stadig imod donationer fra lytterne, men det her er et godt skridt på vejen og en blåstempling af vores projekt, så det er en stor dag for Stemmer Fra Ådalen,” siger Martin Davidsen.

Aftalen mellem mmoks og Stemmer Fra Ådalen løber frem til udgangen af 2017, og allerede i denne uges udsendelse, der optages torsdag, vil den første præmie fra restauranten blive sat på højkant.


Støt på 10er

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?