Trybull forhandler om ny OB-kontrakt: Jeg er glad for at være i byen
Af Andreas B. Jørgensen
I et interview til Stemmer Fra Ådalen fortælller OB’s tyske midtbanespiller Tom Trybull, at klubben har tilbudt ham en ny kontrakt.
Tekst og interview: Andreas Jørgensen
Onsdag eftermiddag trænede OB’s førsteholdtrup i Ådalen forud for det udsolgte søndagsbrag mod Brøndby IF på Nature Energy Park. Stemmer Fra Ådalen fangede efter træningen midtbanespilleren Tom Trybull.
Han fortæller, at OB har tilbudt ham en ny kontrakt.
“Klubben vil gerne forlænge med mig. Jeg glad for at være her, og jeg har slået mig ned i byen med min familie. Så vi må se, hvad der sker i de kommende måneder.”
OB’s tyske midtbanekriger lægger dog ikke skjul på, at der skal forhandles, før han eventuelt sætter sin underskrift på en ny kontrakt.
“Jeg har givet OB besked om, hvad der skal afklares i kontrakttilbuddet, men det holder vi for os selv,” siger Trybull, hvis kontrakt udløber til sommer.
En ny anførergruppe
Tom Trybulls betydning på banen er ikke til at tage fejl af. I efteråret tabte fynboerne kun to ud af otte kampe med tyskeren fra start.
Den nyudnævnte cheftræner Søren Krogh har også lavet en ny anførergruppe, der består af Tom Trybull, Martin Hansen, Filip Helander og Bashkim Kadrii.
“Jeg er stolt over at være en del af anførergruppen. Jeg vil forsøge at bringe min erfaring i spil for at hjælpe holdet. Men det ville jeg også gøre, hvis jeg ikke var en del af anførergruppen.”
Samarbejdet med Al-Hajj
I forårspræmieren mod Viborg havde Søren Krogh rykket Rami Al-Hajj ned ved siden af Tom Trybull på den centrale midtbane. Trybull nød godt af samarbejdet med Al-Hajj, der lagde op til begge OB’s mål i 2-1-sejren.
“Vores roller var klart definerede fra start af, og det gik rigtig godt. Al-Hajj fokuserede mere på de offensive dele af spillet, mens jeg tog mig af det defensive.”
Tyskeren roser også sin holdkammerart, der er blevet en vigtig del af OB’s offensive udtryk:
“Al-Hajj har store kvaliteter på bolden. Han er meget kreativ i sin tankegang, og det betyder meget for den måde, vi spiller på. Nu skal vi bevise på søndag, at vores gode samarbejde kan fortsætte.”
Rollen som U17-assistent
Det er ikke kun inden for kridtstregerne, at Tom Trybull har vist lederskab. Tyskeren er nemlig også i fuld gang med at uddanne sig som træner og er blevet fast tilknyttet OB’s U17-hold:
“Jeg vil gerne være træner. Derfor er jeg meget glad for, at OB lader mig prøve mine trænerkompetencer af på U17-holdet. Jeg har et godt samarbejde med trænerne på akademiet, og det er imponerende at se, hvor høj faglighed de har.”
Han tilføjer:
“Det høje niveau afspejler også den succes, som mange af akademiholdene i OB har for tiden. Det er en kæmpe ære for mig at lære og blive klogere på trænerdelen.”
Klar til Brøndby-brag
På søndag venter der en vigtig kamp på hjemmebane, når Brøndby kommer på besøg. Trybull glæder sig til at spille foran et udsolgt Nature Energy Park.
“Som fodboldspiller drømmer man om at spille for fulde huse. Selvom resultaterne ikke har været med os på hjemmebane i denne sæson, viser den udsolgte kamp på søndag, at vores fans er med os i medgang og modgang. Det er jeg meget taknemmelig for, og det giver os motivation.”
Midtbanekrigeren tilføjer:
“Vi viste en god gejst mod Viborg, og jeg er sikker på, at alle spillere og trænere går ind til Brøndby-kampen med selvtillid og oprejst pande.”
OB-Brøndby fløjtes i gang kl.16 søndag eftermiddag på Nature Energy Park. Du kan høre SFÅ Optakt til kampen her.
Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen
One Comment
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
En forlængelse af Trybull vil være rigtig fint. Mener dog også man bør gå langt for at få Kadrii til at blive. Han giver så meget energi og vilje ind i holdet og klubben. Han bør få min 2 år mere til at bidrage i jagten på et nyt og stærkere OB.