Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps.

Der er nok at skrive om; træneren, sportsdirektøren, de centrale spillere, truppen generelt, ejerens forhold til de penge, klubben har tjent til ham. Det hele emmer af negative vibrationer. Jeg har siden sejren over Hvidovre ledt efter noget positivt.

For jeg var ikke begejstret for 5-1 sejren på atletikbanen på vestegnen. Der var alt for meget af det, der skulle klikke, som ikke klikkede, selvom man vandt overlegent. Charlys nedtur og den manglende tillid blev grundlagt der. Det samme gjorde den overdrevne tror på, at Selven kunne være en Minteh 2.0; noget som vist kun for alvor findes som et scenarie i Alms forestilling om, at den unge svensker har en førsteberøring.

Denne blog vil ikke beskæftige sig med alt det negative; den vil pege i en anden retning. Jeg vil give et bud på, hvordan jeg ville spille, hvis jeg var træner for OB.

Masser af potentiale

Vel sagtens den mest irriterende kliché pt. i Ådalen er, at truppen er fyldt af potentiale. De fleste OB-fans er bedøvende ligeglad; de drømmer om resultater.

Men fik jeg styrepinden i morgen i Ådalen, ville jeg se optimistisk på tingene. Jeg ville se en trup, som både har fart, men også har tekniske, fysiske og taktiske kvaliteter, bare ikke til det system, man hidtidig har praktiseret, og slet ikke i en Superliga, hvor langt de fleste hold er defensive i deres udgangspunkt. Kun FCK og FCN har et ultimativt offensivt mindset og kapitalen til at få det til at fungere.

Spillere som Ivancevic, Slotsager, Owuzu, Adelgaard, Manneh, Köhler, Al Hajj og Charly er spændende og mulige profiler i Superligaen. Dem vil jeg dyrke, hvis jeg var træner.

Justeringer af spillestilen

Strategien foreskriver, at OB skal spille 4-3-3. Det vil jeg så holde fast i, men jeg vil vende trekanten på midtbanen om og kun spille med en ren 6’er. Det gør jeg, fordi jeg mener, at OB konstant mangler en sikringsspiller på den centrale del af banen. Derudover ser jeg igen og igen, at modstanderen alt for let kan true OB i side- og halvrum. Fx kunne Silkeborg mandag aften slå en upresset diagonal aflevering midt på OB’s banehalvdel fra højre mod venstre, hvor Østrøm (uden at være en kongetekniker) kunne assistere Alexander Lind til 0-1.

Med en mere flad tremandsmidtbane ville man hurtigere kunne lukke de områderne. Når man spiller 4-3-3, vil 8’erne kunne hjælpe kantangriberen og backen bedre i banens bredde, end det er muligt for de to 6’ere. Derudover ville 6’eren være mere afklaret i sin rolle, fordi han kun skal tage sig af banens centrum, og han vil kunne understøtte forrummet foran de to centerbacks.

Færdiggør vi lige noget af det, jeg ville ændre defensivt, så vil jeg arbejde i at kunne skubbe kæderne lidt hurtigere frem; noget som jeg vurderer, er nemmere, hvis positioneringerne er mere afklarede. Lige nu virker de to 6’ere ofte forvirrede over, hvordan de skal skubbe fremad, når OB forsvarer; både i den dybe blok, men også i pressituationer, hvor Viborg, Vejle og Silkeborg har kunnet udnytte rummet mellem bagkæden og midtbanen.

Et eksempel fra Silkeborg-kampen var i 2. halvleg, hvor der er en Silkeborg-spiller, som løber frem mod Paulsen, men så krydser ind i Helanders forrum. Paulsen råber på, at Manneh skal falde, samtidig med at OB prøvede at presse med begge 6’ere. Dette gjorde, at Silkeborg kunne finde den frie mand og Helander måtte slippe Lind, som han indtil da havde markeret for at stoppe den Silkeborg-spiller, som Paulsen og Manneh ikke tog sig af.

I den situation ville en 6’er have kunnet stoppe det udspil fra modstanderen og sikret en rystet bagkæde. Generelt vil det være – i min optik – nemmere at skabe det offensive presspil, som jeg gerne ser at OB fortsætter. De tre forreste plus de to 8’ere kan deltage aktiv i dette pres, mens 6’eren kan fungere som balancespilleren, hvilket også kan gøre det muligt for backen at træde frem i pres, uden at man kommer i undertal centralt.

Offensivt ville jeg også justere. Jeg ville lade kanterne står bredt i udgangspunktet – kaldet 1. fase – og først i 3. fase ville de kunne søge indad , og backer ville komme med frem. Jeg vil lade 8’erne være klassiske halvrumsspillere, som kan lave det dybe løb og dermed true modstanderen i alle rum helt fremme.

Men jeg ville også holde fast i at bruge 10’er-positionen, enten ved at lade en 8’er, en kant eller 9’eren søge det rum. For at tvinge modstanderen til at skulle håndtere forskellige opspilssituationer. Også i den opbyggende del vil jeg være mere pragmatisk; jeg ville variere mellem at bygge op med to og tre mand i bageste linje, for at være mere dynamisk.

Hvem skal spille?

I mit lille drømmeunivers som træner skal jeg jo også vælge 11 spillere til at udføre opgaven. Her er jeg meget påvirket af, at nogle spillere har underpræsteret i min optik. Derfor ville jeg give H.C. Bernat chancen frem til december, i forsvaret vil Leeroy, Slotsager, Ivancevic og Adelgaard være mine foretrukne. På midtbanen vil jeg bruge Köhler som 6’er med Manneh og Al Hajj som 8’ere, her er jeg lidt i bekneb. Al Hajj vil nok blive skubbet ud på en kant mod topseks-modstandere, og så vil Ejdum kunne komme i spil som 8’er.

De tre forreste vil være Charly Nouck på sin venstre kant, Kadrii som 9’er og så enten Al Hajj eller Deedson som højre kant. Mod de bedste hold vil jeg variere mellem en 4-1-2-1-2 og en 4-3-3, hvor Al Hajj ville få den dynamiske rolle mellem 10’er-positionen og kanten.

Kadrii vil blive anfører for dette hold, og med i anførergruppen vil Köhler og Slotsager være.

Nu er Köhler ude med skade, og derfor vil Manneh vikariere på 6’eren og Ejdum vil få chancen igen og igen på 8’eren. En trænerværdi for mig er tillid til unge spillere og krav til de voksne.

Analyse eller leg

Jeg mener, at OB trænger til en gentænkning af, hvordan man vil spille. OB har brug for at få stabiliseret sig centralt på banen, både i længde- og bredderetningen og det gøres bedst, mener jeg, hvis man numerisk tænker anderledes. Allerede efter en halv sæson med Alm som træner var jeg tvivlende overfor holdbarheden og udviklingen af 4-2-3-1, hvilket jeg fik sagt til et arrangement med Stemmer fra Ådalen på Anarkist. Det er problematisk, at det nu mere end halvanden sæson senere stadig er et relevant diskussionsemne.

Når jeg gennem denne blog peger på, hvad jeg ville gøre anderledes, så er det også et forsøg på at udpege de mangler, jeg ser i Alms spillestil, som ved en numerisk ændring kan ændres. Selvfølgelig ville det for Alm være optimalt, hvis firkanten med de to centerbacks og de to 6’ere havde kvalitet nok til at løse deres opgave, men sådan forholder det sig ikke.

Problemet for Alm bliver, fra min position, at han er dogmatisk – både med spillestilen og systemet (og visse spillere). Jeg tror, at en pragmatisme overfor systemet kunne forløse spillestilen, hvis kerneværdier er dynamisk og fremadrettethed. Lige nu virker OB statisk og uforløst.

Og jeg ved det godt: Det bliver ikke mig, der erstatter Alm, hvis han erstattes, men noget skal der ske og det kan kun gå for langsomt.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Tirsdagsanalysen om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen.