Hver tirsdag skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, statistik eller noget helt trejde. Alle artikler er gratis for læsere og financieres af Klub SFÅ.

Støt Stemmer Fra Ådalen ved at blive medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Siden Strategi 2026 blev fremlagt, har SFÅ i podcast, blogs og liveshows diskuteret og forhandlet begrebet kultur, og dets relation til OB. Selvom der er gået snart hele tre år, siden OB fremlagde vejen gennem en strategi, der i sit kommercielle lag har været langt mere succesfuld end den sportslige side, så er kulturen stadig til diskussion – senest gennem truppens og Kroghs klistermærke på døren i omklædningsrummet. Krogh har fremhævet en planche/klistermærke med værdisat som det store konkrete resultat af samtaler på træningslejren i Alicante.

I den senmoderne verden er den slags kulturopbyggende tiltag blevet ”the new normal” (for at blive i klichéen), alt fra uddannelsesinstitutioner til lageret på Ikea har et fokus på, hvordan de ansatte skal agere kulturelt.

Denne blog vil, som de nok har gættet, endnu engang angribe kultur-spøgelset.

Forholdet til Ådalen

Man kan forstå kulturbegrebet i en horisontal-lineær-linje, hvor udgangspunktet er relationen til naturen, som jo er den direkte modsætning til kultur. Umiddelbart ville en moderne fodboldklubs relation til natur være mere eller mindre ligegyldig, men i OB’s tilfælde spiller naturen, og især kultiveringen af naturen en afgørende rolle for udviklingen af klubben.

Anlægget i Ådalen er ikke moderne, klubbens udgangspunkt for at træne optimalt er begrænset af en bane 1, som i de bedste år kan bruges fra midt i april og frem til først i oktober. Derudover er der kunstgræsbaner, som både er slidte og uden det vandingsanlæg, som ville gøre dem mere velegnet at træne på.

Det har frustreret trænere gennem årtier, at man i OB halter efter dem, man gerne vil sammenlignes med, når det kommer til træningsforhold. Det er ikke fordrende for kulturen, at man allerede på det første punkt for at skabe en god kultur ikke leverer.

Samliv og magt

Vi kan hurtig tænke, at kultur er noget, som ikke rigtig kan ses. Enten så er det der eller også er det der ikke, men i virkeligheden handler kultur meget om regler, og hvordan vi forholder os til disse regler. Det er kropumuligt at leve sammen med nogen, der ikke lever efter det samme regelsæt som én selv. Eller er villig til at skabe nogle nye fælles regler at leve sammen i.

I en trup, som har kendt hinanden igennem længere tid, opstår der nogle naturlige regler for, hvad god opførsel er. Der kan også opstå regler for, hvordan man håndterer udfordringer, krise og pres, og hvordan man håndterer succes. Så når Bjørn Wesström taler om resultatbærere, som en appendiks til kulturbærere, er det en måde at plante ansvaret hos netop kulturbærerne; at deres adfærd har begrænset muligheder for resultater.

Svenskerens analyse er formodentlig korrekt, men opgøret med den var problematisk, for når kulturen så forsvinder; hvordan skal vi så leve sammen? Det var nok det spørgsmål, som Krogh og staben gerne ville afklare i Alicante – man skulle simpelthen skabe et udgangspunkt for, hvordan truppen skulle leve sammen og skabe nogle grundregler for holdet.

Jeg har været skeptisk overfor denne tilgang til samlivet, fordi det kan opfattes som en afgivelse af den begrænsede magt, som Søren Krogh har, men jeg håber, at jeg har gjort regning uden vært. Umiddelbart virker det til, at Holstebro-drengen Krogh har ramt den rigtige vinkel på truppen og fået skubbet noget fællesskab ind i holdet ved at afgive noget magt.

Magt spiller nemlig også en afgørende rolle, når det kommer til kultur. Magthaverne kan være primusmotor for kulturen, men de kan også ende i opposition til kulturen – i min sektor siger vi af og til, at kultur spiser strategi til morgenmad. Hvilket skal forstås således, at ledelsens ledelsesrum altid er begrænset af arbejdspladsens kultur.

Magt er også det, kulturbærere har, de ligger øverst i hierarkiet og vil på den måde vise retningen for holdet. I fodbold fungerer hierarkier både naturligt, hvor erfaring og evner er styrende, og unaturligt, hvor lønposen faktisk bestemmer over, hvem der har magten.

Lige siden Andreas Alms ansættelse har der været en diskussion om svenskerens forhold til rekruttering af spillere. At han ikke mente, at det var hans bord at bestemme, hvem klubben hentede, men at han blot ville træne dem. Jeg har til dels ment, at denne tænkning hos cheftræneren var befriende, men kulturelt kan der opstå problemer.

For hvilke mennesker, klubben henter, betyder ekstremt meget for det mikrounivers, et fodboldhold er. Så når Tverskov, Frøkjær og Sabbi forsvinder, hvem skal så være balancen over for Martin Hansen og Bjørn Paulsen? Hvem skal være de unges pejlemærke? Og hvem skal stå for at gøre fodboldtræningen lidt sjovere? Kulturelt blev man vingeskudt med de mange sommerafgange.

Denne del er ekstrem vigtig, når Wesström og Thorborg skal træffe afgørende beslutning i den kommende periode. Kulturen i klubben er ekstremt skrøbelig, bl.a. fordi den lige nu mest af alt er et klistermærke på en dør. Hvad der gør den endnu mere sårbar, er, at dens nuværende kulturbærere er spillere som Tom Trybull og Filip Helander, hvis kontrakter udløber til sommer.

Den træner, man vælger, kommer også til at få en afgørende rolle for, hvad der sker med kulturen, og hvordan den gøres mere holdbar end den lim, der lige nu klistres til omklædningsrummets dør.

Men hvorfor er OB endnu engang endt i et kulturelt sammenbrud?

Når Neestrup og Thomasberg så hurtigt kunne løfte hhv. FCK og FCM ud af det dyng, de lå i, da de to trænere overtog klubberne, skyldes det i høj grad, at de på forhånd kendte den viden, de idéer og holdninger, som klubben er skabt på.

Det betyder noget at have styr på sit verdenssyn i klubben, og i OB’s strategi får verdenssynet også lidt spalteplads; OB skal være noget odenseanere og fynboer skal være stolte af.

Om OB lever op til det lige nu er tvivlsomt, og hvordan vi skal blive det, er måske endnu tvivlsomt. Tonny Hermansen turnerede for år tilbage rundt med sætningen om, at man skulle kende en OB-spiller uden trøje på, men også denne sætning er for vag til at give et billede af, hvad det i virkeligheden betyder.

Hvilken viden bygger OB sin fodboldforståelse på? Hvilke idéer om kulturen og spillet er særlige for OB? Og hvilke holdninger har OB til det at være en moderne fodboldklub?

Tre spørgsmål, som de seneste tre år burde have afklaret, men som desværre stadig svæver i vinden. Meget af det handler om, at man i det seneste årti ikke har kunnet integrere, vedligeholde og videreudvikle klubben. De mange rengøringsprocesser har ikke blot fjernet problemerne, men også retningen.

Derfor forstår jeg godt Wesström, som i sommer siger, at kulturen kommer fra Akademiet. Her er viden, idéerne og holdningerne klare og kontinuiteten er stærk. Her er planerne for integration, vedligeholdes og videreudvikling frugtbare. Hvordan de så etableres opad i systemet, må Wesström svare på.

Fællesskabet

Arne Lundemanns OB op i top, Kim Larsens Her i Odense og For Byen, For Klubben, For Altid er en del af de salmer og den indgangsbøn, vi synger og beder, når striberne spiller på Nature Energy Park. Her er fællesskabet enormt. Kulturen blomstrer, når løvehjertet banker i hver i stribet krop og når man taber og vinder med OB, men hvordan er det for spillerne?

Deres rolle i det fællesskab er afgørende, fordi de skal personificere det. Uden dem er der ingenting. Der er en særlig grund til at de mest indignerede fans står på Richard Møller Nielsen tribunen, at spillerne får blomster af gamle OB-helte som Allan Hansen, Torben Sangild og Anders Møller Christensen. OB er, som Folkeklubben synger, mere end en klub. OB er et kæmpe fællesskab.

De tre foregående afsnit ridser OB’s kulturelle problemer op, og man er nødt til at løse disse før, man for alvor kan melde spillerne ind i det fynske fællesskab. Konflikten mellem det OB gerne vil være, og det OB i virkeligheden er, er alt for stor lige nu. Der skal skabes nogle forbindingslinjer, og man skal acceptere, at det kommer til at tage tid.

OB bliver ikke en kulturel succes i morgen, fordi man investerer alle Thorborgs penge i trænere og spillere.

Det vertikale syn

Kultur kan også forstås som noget synligt og noget usynligt, hvilket en vertikal søjle kan illustrere. Det mest synlige er altid symptomerne, eller det oplevelsesbare lag. Det er det kolde vand på stadionets toiletter, det er de ringe træningsfaciliteter i Ådalen, det er fyringen af Steffen Nielsen, manglen på en chefscout og cheftræner.

Under symptomerne på en skidt kultur kan man se de strukturer, som ikke har fungeret. Her skal man analysere for at kunne gennemskue, hvorfor OB er endt, hvor de er endt. Her kan man tale om en mangelfuld strategi og en skidt rekrutteringsproces omkring Michael Hemmingsens periode som sportschef. Der manglede simpelthen grundlæggende strukturer for, hvordan man arbejdede i OB.

Da Jesper Hansen overtog i 2014, begyndte han fra bunden, da Hemmingsen overtog i 2020, valgte han at begynde fra bunden igen (nok på Thorborgs mandat), og da Wesström kom til, var det ikke andet at gøre end begynde forfra endnu engang. Derfor er de strukturer, som klubben burde stå på ikke til stede.

Det er jo ikke diverse sportsdirektørers, sportschefers og fodbolddirektørers skyld alene, at strukturlaget halter. Reelt set hviler ansvaret på Thorborg, da det er ham, der har skabt spillereglerne for, hvordan OB skal drives. Han er det styrende lag. Han er den gennemgående figur og dermed også den egentlige kulturbærer.

Det ved Thorborg også godt selv, og selvom han kan løse en del af problemerne, så skal man huske på, at OB skylder manden sin eksistens, og at Thorborg mere end nogen anden ønsker, at OB skal lykkes. Kultur er nemmere at analysere end forandre.

Det usynlige handler om værdier og verdensopfattelse. Det er elementer, som aktivt kan bruges, når man arbejder strategisk. Hvad er OB’s værdier og verdensopfattelse? Er man klare på dem, kan man også bedre rekruttere de rette personer i trænerstaben, i spillertruppen og på ledelsesgangene. Det er også noget, som Wesström og Thorborg må kigge på.

Steffen Nielsen, Adrian von Hejne, Andreas Alm, Peter Feher og Michael Hemmingsen har ikke haft det fornødne værdikompas til at passe ind i klubben. Det kan man jo bruge som et udgangspunkt for at blive klogere på, hvilke værdier der er væsentlige for Thorborg og Wesström. Hvad mangler de for at kunne være værdibærere for OB?

Konklusion

Der er ekstremt meget, man skal arbejde med i OB, hvis man vil genvinde klubbens historiske position i dansk fodbold. Denne blog peger direkte og indirekte på en række ting. Blev jeg ansat som kulturmedarbejder i OB i morgen, ville min liste se således ud:

• Hvilke værdier skal klubben være mere end en klub på?
• Hvilken viden bygger OB sin fodboldforståelse på?
• Hvilke idéer om kulturen og spillet er særlige for OB?
• Hvilke holdninger har OB til det at være en moderne fodboldklub?
• Forlæng med eller rekruttér værdibærende og dermed kulturskabende spillere
• Find en træner som spejler klubben værdier og kultur
• Anlæg en hybridbane i Ådalen og på Stadion
• Hvordan sikrer vi integrationen af nye spillere fra verden og akademiet?
• Hvordan vedligeholder vi det, vi er gode til?
• Hvordan udvikler vi os konstant?

Jeg tror og håber, at disse tanker og spørgsmål allerede fylder hos Wesström og det sportslige udvalg, og jeg glæder mig til at høre dem og høre svarene. OB har masser af potentiale.

Problemerne kan dog fylde for meget. Var OB et skib, så ville besætningen kun have fokus på at dække de mange huller i skibets bund, som lige nu tager vand ind. Hvilket jo var Søren Kroghs fodboldmæssige respons på Hvidovre-kampen.

Sådan et entydigt fokus på at udbedre skader kan forsinke de overstående spørgsmål. Det kritiske nu æder mulighederne for udvikling. Den totale panikknap truer konstant, og jeg har selv i en tidligere blog flirtet med tanken om det store skifte, hvor også Wesströms afgang var en mulighed, som Thorborg skulle se på.

OB skal ud af det kritiske nu og ind i opbyggelig proces, hvor man kan genskabe klubbens fundament, hvor man en gang for alle får skroget gjort vandtæt, så de øvre dele af skibet kan få lidt fokus. Om svaret ligger i Akademiets tilgang kunne være en interessant sten at vende.

Lige nu er der masser af ledige stillinger i OB, hvilket ikke er befordrende for opbyggelsen af kulturen, og Krogh klistermærke kan være helt væk, når spillerne møder ind efter juleferien. Lige nu har kontinuiteten trange kår og dårlige prognoser, og det er ærligt talt ikke godt for kulturen.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Tirsdagsanalysen om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen