SFÅ om SFÅ: Nye formater, god feedback og en justering

Af Martin Davidsen
4. april 2025

SFÅ-redaktør Martin Davidsen. Foto: Nicolai Berthelsen.

Forårssæsonen er i fuld gang, og her i april bliver der igen masser at tale om i Stemmer Fra Ådalen. OB skal spille fem kampe på 22 dage, og derfor kommer der også til at være fart på i podcast-kanalen. Derfor kan dette indlæg også ses som et slags varsel og en prognose for det, der er i vente den kommende måneds tid.

Først og fremmest vil jeg dog fortælle, at vi er blæst bagover af den postive feedback, der er kommet på et par af de nye tiltag, vi har gjort på det seneste. Tidligere på ugen udkom vi med første udgave af SFÅ Helte, hvor Peter Brix besøger tidligere OB-spillere. Per Pedersen var første mand ved mikrofonen, og det blev en meget god udsendelse, som der heldigvis er kommet god feedback på. Tak for det, vi glæder os til at udgive næste episode, hvor Lars Jacobsen er gæst. Vi mangler stadig en partner eller to til formatet, så skriv gerne til mig på martin@obstemmer.dk, hvis du eller din virksomhed har interesse i dette.

Vi har også i den forgangne uge sendt vores nye nyhedsbrev-satsning af sted til medlemmer af Klub SFÅ. Med jævne mellemrum – helst en gang om ugen – vil medlemmer af Klub SFÅ således modtage en mail med det seneste nyt fra OB’s akademi og kvindehold. Så behøver du ikke surfe rundt på diverse websites og tekst-tv for at finde stillinger, kampe og resultater. Du får det direkte i indbakken – hvis du er medlem af Klub SFÅ. Du kan melde dig ind i Klub SFÅ via dette link.

Også tak for god feedback på vores relancering af SFÅ Klubshuset, hvor vi i marts måned havde en telefon igennem til Hans Christian Bernat og OBQ-manager Peer Lisdorf foruden en grundig akademisnak med Benjamin Jakobsen.

Justeringer i SFÅ Debatten

I årets første måneder har vi også testet en ny måde at lave podcast på. Efter hver OB-kamp har vi optaget to udgaver af paneldebatten – en om kampen og en om et større tema. Der har været gode ting ved det, men der har også været noget, som hverken jeg eller vores lyttere har været tilfredse med. Ugens Høgh&Hemmingsen hører afgjort til i kampsnakken, så den flytter vi tilbage i SFÅ Debatten, der optages hver uge, når OB har spillet.

Derfor vil SFÅ Debatten fremadrettet samle ugens vigtigste OB-snak – selvfølgelig med primært fokus på seneste kamp, men hvor vi også giver plads til at vi kan tale om emner uden for banen. Hvis kampen ikke har været det store sus, taler vi måske mere om større perspektiver, mens der i andre tilfælde vil være så meget at tale om i kampen, at den får al fokus. Og så krydrer vi altså igen SFÅ Debatten med ugens Høgh&Hemmingsen fra vores panelister.

Det efterlader SFÅ Tema et lidt smalt sted, og derfor lægger vi dette format på hylden for en stund. SFÅ Tema er en god ide, men vi taler ofte om store og komplekse emner, der kræver mere tid og mere research. Det fortjener derfor større fokus end vi lige kan give det, når vi optager i kølvandet på en kampsnak. Derfor lukker vi ned for SFÅ Tema og vil i stedet behandle de dybere emner i særlige podcasts, hvor vi kan involvere eksperter, OB selv og andre og flere stemmer.

Mange timers OB-snak forude!

Vi går en spændende tid i møde, hvor OB jagter Superliga-billetten, og hvor OB’s akademihold er en del af toppen i både U19 og U17. Hertil kommer der identitetsprojektet, der nærmer sig et klimaks, ligesom vi hører rygter om, at der snart kan komme hul på stadionsnakken i Odense sådan for alvor. Endelig er der premiere på Miraklet i Madrid-teaterforestillingen lige om lidt, så vi har som nævnt masser at tale om fremadrettet.

Vi glæder os, og jeg har herunder samlet et overblik over de formater, der kommer til at kendetegne Stemmer Fra Ådalen hver måned frem mod sommerferien:

SFÅ Debatten
Det faste debatprogram med det vigtigste om OB med udgangspunkt i seneste kamp med Martin Davidsen som vært.

SFÅ Optakt
Optakt til den kommende OB-kamp med Jonas Knudsen som vært.

Brix & Davidsen
Samtalen mellem Peter Brix og Martin Davidsen om de store linjer i OB.

SFÅ Magasinet
Nostalgi og bløde emner med Simon Voetmann og Martin Davidsen.

SFÅ Helte
Interviews med tidligere OB-spillere med Peter Brix som vært.

SFÅxIdentitetOB
Tema-udsendelser om OB’s identitet med Jonas Knudsen vært.

SFÅ Special
Særlige udgaver af Stemmer Fra Ådalen med fokus på bestemte temaer. Vært: Martin Davidsen

SFÅ Klubhuset
Månedsmagasinet, der sætter fokus OB’s akademi, kvindehold og OB’ere i udlandet.

 

 

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?