SFÅ erfarer: OB i dialog med australsk back

Af Martin Davidsen
27. januar 2022

OB har endnu ikke forstærket sig på vinterens transfermarkedet, men meget tyder på, at fynboerne arbejder hårdt på at tilknyttet nye folk til truppen, inden januar-transfervinduet lukker i.  Stemmer Fra Ådalen erfarer således, at man kan forvente aktivitet i OB inden transfervinduets lukning 31.januar.

Et af de navne, der lige nu florerer på rygtebørsen er den australske back Joel King. Den 21-årige australier er på rygteplan blevet kædet sammen med OB, fordi spilleren følger den fynske klub på det sociale medie Instagram. Og Stemmer Fra Ådalen kan nu fortælle, at der ganske rigtigt er gensidig interesse mellem Joel King og OB. Parterne er således i dialog, og den australske back kan altså være en af de spillere, som OB arbejder på at hente til klubben.

21-årige Joel King er aktuelt tilknyttet Sydney FC, hvor han spiller venstre back. Hans kontrakt udløber i sommeren 2022, og det vil formentlig koste OB en transfersum, hvis fynboerne skal australieren til klubben nu. Hvis han kommer til OB, kommer han primært til at konkurrere med Jørgen Skjelvik, mens unge Mathias Brems også vil blive udfordret – hvis altså ikke han bliver lejet ud til en anden klub.

Joel King er af kendere blevet beskrevet som en offensiv back, der allerede har samlet pænt med erfaring i australsk fodbold. Han har spillet over 70 seniorkampe for sin klub, ligesom han har været med omkring flere australske unglandshold. Han debuterede på det australske A-landshold i denne uge og var en del af Australiens OL-hold ved sommerens olympiske lege i Tokyo.

Stemmer Fra Ådalen følger sagen og kommer under alle omstændigheder til at tale om transfers, når der optages og sendes transfer-podcast på Transfer Deadline Day mandag den 31.januar  fra kl. 20.30.

 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: