Podcast: Fokus på OB Akademi – hvad kendetegner en OB-spiller?
Af Martin Davidsen
Stemmer Fra Ådalen sætter i denne special fokus på OB’s akademi gennem en samtale med teknisk chef Tonny Hermansen, talentchef Mads Holm og U19-træner Kim Engstrøm.
Oliver Christensen, Mads Frøkjær, Max Fenger. Det var bare nogle af de spillere, der gjorde opmærksom på sig selv i løbet af 2020, og også i 2021 har vi allerede set en ny akademispiller få debut på OB’s førstehold. Men hvordan arbejder OB egentlig med talenterne? Og hvordan ser en OB-spiller ud, når han spiller i bar mave? Det er noget af det vi skal tale om i den her udgave af Stemmer Fra Ådalens podcast.
Her sætter vi et dybdegående fokus på OB’s akademi og arbejdet med at skabe fremtidens talenter i den fynske klub. Medvirkende er teknisk chef Tonny Hermansen, talentchef Mads Holm og U19-træner Kim Engstrøm, der alle giver deres perspektiv på talentarbejdet i OB inden for både strategi, spillestil, spillertyper og meget mere. For hvad betyder det egentlig, når Tonny Hermansen siger, at man skal kunne genkende en OB-spiller, selvom han spiller i bar mave? Og hvad ligger bag de seks værdier viljestyrke, ihærdighed, energi, robusthed, optimisme og bevidsthed, der gennemsyrer hverdagen i OB? Få svar på de spørgsmål i denne podcast, hvor Martin Davidsen er vært.
Udsendelsen er bragt i samarbejde med Albani.
Lyt til podcasten i din foretrukne podcast-app eller via nedenstående afspiller.