Optakt SønderjyskE – OB: En sæsondefinerende kamp

Af Emil Plovgaard
3. marts 2021

Kampfakta:

Kamp: SønderjyskE – OB
Kick-off: Torsdag 4. marts 18.00
Runde: 19
Dommer: Mikkel Redder

Status:

Hvor denne skribent i seneste optakt tillod sig at kalde opgøret mellem OB og Randers FC for en sekspointskamp, findes der ikke næsten ikke ord i det danske vokabularium, der helt formår at indramme, hvor vigtig en opgave, der venter for Striwerne torsdag aften.

2-1-sejren over Randers FC søndag tildeler OB en realistisk chance for at snige sig med i mesterskabsslutspillet, inden rækken deles i to.

Emmanuel Sabbi stod for OB’s mål til 1-1, efter at Alhaji Kamara forinden havde udnyttet en fejlslagen dribling fra Oliver Christensen.

Siden 0-1-nederlaget til Lyngby i forårspremieren, er fynboerne ubesejrede. Hvis man udelukkende kigger på de seneste fem superligakampe, har Oliver Christensen blot lukket to mål ind.

Glædeligt var det især, at Mart Lieder kom på måltavlen for første gang i sin OB-karriere, mere end et år efter, at han skiftede fra torsdagens modstander, SønderjyskE.

Bashkim Kadrii fik igen lov at snuse til det fynske græstæppe efter en kortvarig eksotisk afstikker til Al-Fateh FC i Saudi-Arabien. Det var dog mestendels symbolsk, for kreatøren havde færre end en håndfuld boldberøringer. Det var Kadriis første kamp på Nature Energy Park siden 9. december 2019, hvor han spillede alle 90 minutter i nulløsningen mod AaB.

OB’s forsvar bærer dog stadig præg af et par mangler. Jørgen Skjelvik er stadig ude, mens Kasper Larsen fortsat genoptræner.

Et kig på SønderjyskE

For modstanderne fra SønderjyskE startede 2021 forrygende. En 2-1-sejr mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland blev kriget i land, og så var det gode momentum fra efteråret flyttet med ind i det nye år. Men siden da er klubben fra Haderslev faldet af på den.

SønderjyskEs overraskende 1-4-nederlag til Lyngby mandag aften betyder, at Riddersholms tropper nu er inde i en forfærdelig stime. Således har torsdagens modstander tabt seks ud af de seneste syv superligakampe.

Dermed er OB nu at finde i den så eftertragtede top 6, der betyder flere TV-penge og øget eksponering mod topholdene, og som jo samtidig er ledelsens målsætning.

Sønderjydernes tvivlsomme forfatning og resultatmæssige krise skyldes især, at Haji Wright, der bombede mål ind på stribe i løbet af efteråret, er faldet noget af på den.

Den fysisk velfunderede angriber har ikke scoret et superligamål, siden han 6. december gjorde det til 2-0 mod FC Nordsjælland. I løbet af efteråret scorede Wright syv mål, så det er noget af en bet, at den amerikanske angriber endnu ikke er kommet i omdrejninger.

Kigger man på de seneste indbyrdes kampe, er fire ud af de seneste fem endt med et point til hver. Det kan ingen af holdene for alvor bruge til noget, når klokken bliver ti minutter i otte torsdag aften.

Glen Ridderholm og co. er nok derfor også mere end opsatte på at få vendt skuden torsdag aften. Ellers ser det nemlig mere end sort ud for sønderjyderne, der også jagtes af blandt andre Vejle og AaB.

Bud på startopstillingen:

Christensen – O. Lund, Tverskov, Juel-Andersen, Østrøm – Kløve, Okosun, Drachmann – Jebali, Lieder, Sabbi

Skader og karantæner:

OB: Jørgen Skjelvik, Max Fenger, Sayouba Mandé og Mads Frøkjær-Jensen er fortsat ude med skader. Kasper Larsen er i genoptræning efter en. Derudover er Ryan Johnson Laursen ude med karantæne.

SønderjyskE: Der er hverken spillere på lazarettet eller afsoning af karantæner hos Haderslev-mandskabet.

Seneste indbyrdes kampe:

22. november 2020: OB 1 – 1 SønderjyskE
4. juli 2020: SønderjyskE 1 – 1 OB
18. juni 2020: OB 2 – 0 SønderjyskE
8. marts 2020: SønderjyskE 1 – 1 OB
30. august 2019: OB 0 – 0 SønderjyskE

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: