Hver måned i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.

Denne måneds udgave af mellemrummet er kun tilgængelig på skrift.

Vi havde egentlig talt om, at jeg skulle prøve at lave et reportageagtigt Mellemrum for september med udgangspunkt i turen på Brøndby Stadion. Derfor begyndte jeg også mine noter med sanseindtryk og oplevelser på Danmarks næststørste stadion, men nu virker jokes om reklamer for Silverboom og Fætters VVS rimelig ligegyldige.

For selvom Brøndby på mange måder slår Odense i provinsiel prolleri i sponsorater og kitschede Alex Nyborg Madsen sange, så slår Brøndbys nuværende fodboldfilosofi OB til plukfisk. Derfor vil jeg ikke skrive om betonstadens senmoderne kirke (Brøndby Stadion), men om OB’s bemærkelsesværdige deroute i afviklingen af en fodboldkamp.

Zornigers sammenbrud

Da Fyens Stiftstidendes Leif Rasmussen og Stemmer fra Ådalens Martin Davidsen efter kampen fik mulighed for at interviewe Zorniger, var den tyske træner noget mere afdæmpet end minutterne før, hvor han havde en mindre disputs med Viasats udsendte tv-vært.

Titlen refererer til en iagttagelse jeg gjorde fra pressepladserne efter Brøndbys mål til 5-1, her stod Zorniger med let spredte ben, fremadskubbet hofter, armene over kors og hovedet hældt let tilbage. Denne positur holdt han gennem det meste af anden halvleg, kun afbrudt af hidsige inputs til spillerne på banen. Zorniger prøvede, og da Vitus Friis skulle sættes ind brugte Zorniger et minut på at give den unge spiller ekstra instruktioner.

Men Zorniger stod alene i det tekniske felt, assistenterne blev på bænken og Zorniger opsøgte dem kun sjældent. Sammenlignet med Steve Cooper på den modsatte bænk var dette påfaldende. Waliseren vandrede frem og tilbage mellem sine assistenter og kampen. Zorniger virkede nærmest assistentløs…

Sammenholdt med de tre udskiftninger i pausen, som ikke gjorde andet end at udstille, at bredden heller ikke kan gamechange, så virkede Zornigers gensyn med Brøndby Stadion mest af alt om en træner, som tiden er løbet fra… sammenbruddet skete endnu engang og stilens, systemets og Zornigers svagheder blev udstillet som H.A. Brendekildes Udslidt på Brandts.

Brede og bagtunge

Zorniger siger selv, at man ikke kan stille med flere forsvarsspillere end OB allerede gør og på den måde rammer han selv hovedet på sømmet. For fembackkæde er en polstring af defensiven, som traditionelt har været forbundet med metaforen; at parkere bussen. I OB’s tilfælde har evnen til at parkere bussen dog mest mindet om en parkeret trabant.

Der er masser af hold, som har både offensiv og defensiv succes med en trebackkæde, men i OB fungerer balancen ikke. Ironisk nok virker man ofte spillet tynd alle steder på banen. Jeg kan altså godt se de gode intentioner i at spille 3-4-1-2, fordi man både får bredde og dynamiske positioner, men Zorniger er mere landet i, at man spiller 3-5-2, fordi man vil lukke alle rummene i banens bredde. Når man bliver brede, så bliver man sårbare i længderetningen. Tre af målene Brøndby scorede mod OB kom efter gennembrud i længderetningen – vestegnens helte lykkedes med at spille uden om de blokeringer, som OB forsøgte at sætte op.

Alt for mange gange bliver OB overspillet i førstepresset og mod Brøndby ender man med at gå mand-mand i presset, dog uden at blive ultimative. Derfor lykkes Brøndby konstant med at spille rundt om OBs høje preslinje.

Det værste er næsten at følge, hvordan centerbackerne krakelerer, hver gang de ender i 1v1-situationen, og selv i 2v1 virker OB til at være uafstemte, som da 17-årige Ambæk legede kispus med Bürgy og Askou. Desuden kostede markeringer (eller mangel på samme) på bageste stolpe tre mål, og billedet er jo langt fra nyt.

Sagt karikeret har centerbackerne for mange opgaver; 1. de skal sideforskyde bag wingbackernes forsøg på at bidrage til det høje pres, 2. de skal træde frem i banen for at understøtte det undertal, systemet unægtelig skaber på den centrale del af banen og 3. de skal dække et bagrum med en superligaværdig hurtighed. 27 indkasserede mål senere må jeg ærligt tilstå, at tiltroen til at det kan lykkes er væk.

Klichéen om for mange kokke fordærver maden er oplagt. Lige nu virker det til, at OB har for mange forsvarsspillere til at kunne forsvare. Fordi de nærmest går i vejen for hinanden, hvilket Bürgy og Askou faktisk fremviste inden udskiftningen af schweizeren, hvor de begge går frem mod en bold og duel og så glider bolden forbi dem og kun en opmærksom Bojang kunne stoppe endnu et Brøndby-mål.

Selvsamme Bürgy udtalte faktisk efter kampen, at kaosspillet gjorde det svært for forsvarerne at forsvare. Den lader jeg bare stå her.

Smalt og fremadstormende

Mange trænere ironiserer over journalisters behov for at tale systemer og så begynder en længere udredning for, hvordan holdet står forskelligt alt efter om man presser højt, har gennembrudspil i tredje fase eller forsvarer i lav blok. Selvfølgelig er fodbold mere komplekst end systemer, men netop systemer og positioner er et udgangspunkt for at kunne analysere spillet.

Dette afsnit vil både lave en systemisk og positionel argumentation for et systemskifte.

Det kommer næppe som en overraskelse, at jeg hellere så OB praktisere en 4-1-2-1-2. Hvad der dog gør den endnu mere oplagt er, at Zorniger i en årrække også havde systemet som sit foretrukne. Det, der gør 4-diamant-2 til et velvalgt system for Zornigers stil, er, at man har masser af fleksibilitet hen over den vertikale del af banen.

Både med og uden bold vil banen være dækket i boldens lige bane mod hhv. modstanderens og OB’s mål. Man får skabt mange flere lokale overtal, fordi systemet er så dynamisk. Konkret kunne man forestille sig en pressituation, hvor de to 9’ere lukker ned for muligheden for at spille backerne efter målspark, mens 10’eren lukker centrum og 8’erne lukker halvrum. På den måde får man lavet en høj blok af modstanderens udspil fra eget mål. Netop fordi 9’eren lukker vinkler, så kan de samtidig gå med i presset og vinde bolden højt på modstanderens banehalvdel.

Man forsvarer bedre højere på banen, fordi man flytter holdets balance længere frem. Selvfølgelig vil nogle hold kunne kombinere sig rundt om dette pres, men fordi OB vil have flere spillere med i presset, vil man øge sandsynligheden for at lykkes og det vil tvinge modstanderen til at tage færre chancen.

Defensivt vil man også kunne være mere afklaret. Fx. behøver man ikke længere at have backerne som høje opspilspunkter (noget som Owusu og Sørensen slet ikke kunne bære at være mod Brøndby), til gengæld kan de komme mere overraskende frem i tredjefasespillet. En anden defensiv afklaring opstår i den naturlige trekant, de to centerbacks har med 6’eren: 1. bliver en centerback tvunget bredt falder 6’eren ned som ekstra stopper, 2. har modstanderen en 10’eren vil 6’eren kunne supplere centerbackernes håndtering af denne og 3. 6’eren bliver mellemrumsspiller, noget som i det nuværende system er delt mellem 6’eren og de tre stoppere.

Denne centrale akse med afklarede roller vil klæde et OB-hold, som ikke helt har fundet sine stivere endnu.

Med bolden vil de mange mellemrumspositioner også gøre Zornigers spil mere direkte. Lige nu vandrer bolden rundt i den defensive femkant (nogle gange syvkant, når wingbackerne også deltager), som de tre centerbacks og de to defensive midtbanespillere udgør. Ved at fjerne en centerback kan man i første fase både spille bolden rundt i skålen (firbackkæden, hvor backerne står lidt højere i banen end centerbackerne) eller ved at enten 6’eren glider ned i backkæde eller målmanden går frem.

Sigtet skal være at have flere frie spilmuligheder fremme i banen og flere tomme rum, for lige nu bliver spillerne meget statiske i deres positioner.

Jeg ser dog helst, at man undlader denne tremandsopbygning, fordi den kan gå for langsomt og mangle fødder længere frem ad banen, især når 6’eren glider ned mellem centerbacks. Ved at have 6’eren i mellemrummet og 8’erne længere fremme skaber man naturlige trekanter, hvor man kan lave spil på tredjemand, som skaber fremadrettede aktioner. Lige nu er de eneste spil på tredjemand, der fungerer, når Grot kan lægge bolden af til hhv. Arp og Falk, som kan sende den dybt mod Ganaus.

Ved at have fem spillere som kan operere i alle rum fremme på banen, får man også bedre vilkår for genpresspillet, hvor man nu reelt set kun kan genpresse i siderum, hvor wingbackerne kan deltage. Modstanderen har pt. for let spil op igennem den centrale del af banen, hvilket gør OB ekstremt sårbare.

Der er mange variationer, som jeg ikke kommer ind på her – bl.a. hvordan højrebacken fx også kan blive en halv-siderums opspilsstation, der kan skubbe en 8’er i et dybdeløb. Lige nu er OB’s 8’ere alt for ofte for langt væk fra den sidste tredjedel til at være den trussel, som Arp og Falk burde være for modstanderne.

Med et systemskifte ville OB blive smallere og mere fremadstormende, det har også sine udfordringer, men det kan også have sine mulige gevinster, fordi man bedre vil kunne nyde gavn af de bedste spilleres spidskompetencer.

Sådan ville jeg gøre mod Sønderjyske

Jeg ville bruge de to træningspas, OB har til rådighed inden fredag, til at forberede holdet både på de taktiske forandringer, men også på at kaostræne. Intensitet ind i træningen, hvor pres og genpres er essensen. Jeg ville droppe sværmeriet for sværmløbene og i stedet skabe øvelser, som kun ville kunne lykkes hvis sværmen lykkes.

Så ville jeg stille følgende hold: Myhra på mål, de fire bageste ville blive Owusu, Bürgy, Gomez og Sørensen, hvor især Owusu skal afvente sine dybe offensive løb, men Sørensen skal heller ikke i samme grad ud over stepperne.

Som 6’er ville jeg bruge Ouedraogo, de to 8’ere vil være Falk og Arp, mens Niemiec vil få rollen som 10’er, helt fremme ville jeg bringe Grot og Ganaus. Når Ejdum er tilbage ville jeg nok bringe ham som 8’er og skubbe Arp frem på 10’eren og så må Niemiec udfordre de to 9’ere.

Men sker det?

Zorniger nævner til viasat, at alt er i spil, når analyserne skal foretages mandag og tirsdag efter kampen. Jeg tvivler dog på, at systemet er i spil endnu. Zorniger frygter, at holdet ikke kan præstere i 4-d-2, hvilket jo er en legitim frygt. Problemet er bare, at lige nu fungerer 3-4-1-2 heller ikke – måske fordi Arp sjældent er på 10’er-positionen. Tre sejre og to uafgjort bekræfter mere niveauet i superligaen end at systemet kan fungere.

I alt for lange perioder kan OB ikke stå sammen som hold, derfor må man reagere på disse perioder og en reaktion kunne være et systemskifte. Stilen er ikke til diskussion, men system, positionering og spillervalg er til diskussion og Zorniger bør virkelig overveje sine valg.

Måske skal Troels Bech træde til og tilbyde Zorniger hjælp udefra. Det må være muligt at finde en assistenttræner, som kan løfte det faglige niveau på bænken, for det er der brug for. Lige nu ligner det, at Zorniger uddanner sine assistenter samtidig med, at han skal have et hold til at præstere. Derfor bør der komme en uddannet assistent ind på holdet for at skabe lidt ekstra kvalitet. Påfaldende er det, at Cooper her tre assistenter, mens Zorniger har 1,5…

Mens vi kørte hjem mod Odense, fik vi hørt interviewet på viasat, diskuteret de korte og længere perspektiver, stemningen var ikke dårlig, men den var heller ikke naiv. Der skal ske noget nu, noget som vender de problematiske tendenser. Zorniger skal skabe et mindre fejlfuldt udtryk de næste syv kampe inden vinterferien kommer. Hvis det ikke sker, bliver stemningen dårlig i Ådalen…

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver måned skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Peter Brix