Torsdag aften på Tinderbox sang Niels Brandt med sin nasale tilbagetrukket stemme Alle skuffer over tid, tirsdag eftermiddag stod jeg på Nyborg Stadion, hvis potentiale er til meget mere end den kommende sæsons ophold i serie 1 efter et frygteligt forår i oprykningsspillet til GF Fyn (Fynsserien). Nyborg G & IF skuffer, men det gør mit første indtryk af Zornigers indtog i OB også.

Mellemrummet er tilbage med et blik på, hvor OB er lige nu og hvorfor vi måske skal screw down the expectations, men vi slutter med at sætte K før ærlighed.

Fit but you know it

Da Zorniger tilbage på majs sidste dag blev præsenteret på Nature Energy Park, sagde han kækt til journalisten, der forsmåede sig til at spørge til spillestil, at han ikke behøvede at præsentere sin spillestil (fordi den jo var ekstrem tydelig). Ikke desto mindre stod jeg på Nyborg Stadion og tænkte; hvad er det egentlig OB gerne vil?

På mange måder spillede OB som man gjorde i firserne og halvfemserne – ja det var nærmest Richard Møller Nielsen fodbold. Systemet var 3-5-2, der blev slået lange bolde en tyve-femogtyve gange i første halvleg. Det virkede mere som et gammelt OB-hold end et nyt OB-hold.

Det er der vel ikke noget galt med, kunne nostalgier konkludere, men nu er fodbold ikke et nostalgisk spil. Det er i langt højere grad et udviklingsspil, hvor konkurrencefordele opnås gennem 1) kvalitetsspillere, 2) taktisk kløgt og 3) tilpas meget held. Og OB opnår ikke taktiske fordele ved at spille som man gjorde engang.

Som The Streets sang lørdag aften i Tusindårsskoven, så er det et problem, hvis man er fit but know’s it. Zornigers OB skal bevise spillestilen og ud af de nu 270 minutter spillede fodbold har der simpelthen været for få Zorniger-sekvenser. Zornigers OB er ikke så fit, som Zorniger gerne ville have dem og Zorniger knows it.

Noget af det som jeg savner, når jeg ser OB-B.93, er kompakthed mellem kæderne, spillere der bryder kæder (det var kun William Martin, der gjorde det i kampen) og noget fanden-i voldskhed. Alt for ofte var OB numerisk i overtal med mere end to i den bageste del af holdet. Systemet blev derfor oftere en 5-2-1-2 end den 3-4-1-2 som nok egentlig er planen. Det kan ikke være meningen, at OB både skal presse højt og være så bagtunge.

B.93 lykkedes i hvert fald med at spille bolden ind i mellemrummet mellem OB’s kæder. Det blev godt nok aldrig rigtig farligt, men bekymrende er det, fordi OB kun skal møde bedre modstandere fremadrettet og mon ikke de vil profitere af et OB-hold, som ikke lukker hullerne.

Faren ved at spille med wingbacks, når du vil presse højt, er, at de nemt kan fanges enten for langt tilbage eller for langt fremme. Fanges de tilbage, så ender midtbanen eller angriberen med at skulle være presspiller i siderum, hvilket skævvrider holdet. Fanges de for langt fremme så vil der være plads i siderummet bag dem, hvor modstanderen kan bryde igennem.

Faren ved at spille med en tomandsmidtbane er, at de skal dække et kæmpe område, hvilket kræver sin spiller. Pt. har OB kun midtbanespillere som har præsteret i tremandsmidtbanesystemer. Når OB i begge halvlege tabte momentum, så skete det fordi den centrale midtbane tabte slaget.

Zornigers sværm fungerer ikke endnu, spillerne er for langt fra hinanden. Idéen med sværmen er at opnå fordele ved kompakthed.

Omvendt kan man sige, at fordelen ved en trebackkæde er, at man har flere spillere, som er fokuseret på defensive opgaver, hvis man bliver overspillet. Det er bare en balancegang i Zornigers idé om gegenpres, fordi der nogle gange kommer til at mangle et offensivt kort i genpresset. Fx mod B.93 hvor Hansborg, Kjerrumgaard, Grot, Ejdum og Martin var omkring venstre siderum og i feltet, mens Trybull, Friis, Bürgy, Askou og McCoy stod længere tilbage som et gigantisk restforsvar. Situationen ender med et cutback i feltet, som ingen OB’ere er i nærheden af. Her burde McCoy have været og Trybull skulle også have været længere fremme.

Disse elementer skal simpelthen blive bedre. Det nytter ikke at være så låst i systemet som OB har været i de første kampe.

Ville det være bedre i 4-1-2-1-2? Nej, formentlig ikke – for spillerne er de samme, de tænker stadig fodbold på en måde, som ikke virker til at være i synk med Zorniger. Dog vil der være flere offensive spillere centralt i 4-4-2’en, hvilket kunne skabe flere centrale overtalsmuligheder.

OB har i Zornigers første tre kampe haft svært ved at skabe overtalssituationen på modstanderens banehalvdel i 3-5-2’en, især på bagsiden af modstanderne.

K før ærlighed

For snart ti år siden forlod Rasmus Falk OB for at være ærlig overfor det potentiale han havde i sit spil. Den disciplinerede kreatør skulle ikke spille sine bedste år i en klub, hvis ambitionsniveau var på niveau med skiveskåret ost (hvis primære fordel er, at den ikke har huller). Det var reelt set ærligt nok af Falk, selvom det som OB-fan føltes som et tillidsbrud af de helt store.

Nu flyver Falken hjem og på den måde giver han sig selv mulighed for at sætte K før ærlighed og vise os alle, hvem han i virkeligheden elsker.

Hvad kan en 33-årig Rasmus Falk så? Aldershysteriet er startet, for i moderne fodbold er alle over 21 år gamle. Men Lars Høgh var 35 år, da OB slog Real Madrid, Peter Schmeichel var 35 år, da han vandt the trebel med Manchester United. Modric var 38 år, da han vandt Champions League og det spanske mesterskab. Cristiano Ronaldo var 40 år, da han vandt Nations League og sådan kunne man blive ved med ældre spillere, som præsterer.

Selvfølgelig er der også mange ældre spillere, som ikke kan levere, når trediverne har gjort sit indtog og derfor er det et sats både for Falk og OB, når de genforenes.

Hvordan passer Falk så i Zornigers stil?

Han vil passe fint både som 8’er og 6’er, måske endda også som 10’er. Det som gør Falk til en universalstilsspiller er, at han evner at modtage bolden med en spiller i ryggen, vende på spilleren og spille bolden dybt. Han evner at genpresse, fordi han er hurtig på fødderne og når bolden er erobret, kan han skabe spillet. Jo mere dynamisk spillet er, jo bedre er Falk – han er skabt til Troels Bechs idé om åbne kampe.

Spørgsmålet er om tilgangen af Falk betyder, at Zorniger bevæger sig mere over imod 4-1-2-1-2, fordi han med Falk som 6’er/8’er får en så stærk spiller på bolden, så OB tør stå endnu højere og smallere.

Honey im home

Silkeborg-fanen Simon Kvamm fik fyret en fest af lørdag eftermiddag til Fyns største festival, bl.a. med Honey im home, hvilket Falk jo meget passende kunne sige til fynboerne. OB kan også råbe honey im home, når de 20. juli spiller mod FCM i Herning. Der er ikke lang tid til, men netop tid er et tema i OB. For Zorniger når ikke i mål inden den 20. juli med et udtryk han vil være tilfreds med.

Jeg er ikke oppe at ringe over Zornigers opstart i OB, arbejdet med holdet har vist sig at være større og sværere end jeg havde troet. Formen skal nok komme på plads, men stilen må vi vente på og vi må leve med at blive skuffet igen. Det kommer til at tage lang tid før OB spiller gegenpres-fodbold, men med Falk og Fiete Arp, så får man nogle spillere som kan løfte udtrykket lidt hurtigere.

Et forsigtigt bud på en startellever mod Herning vil være i en 1-3-4-1-2: Hansen, Askou, Bürgy, Gomez, Owusu, Falk, Ejdum, Sørensen, Martin, Arp og Kjerrumgaard. Skulle Zorniger gå med 1-4-1-2-1-2 ville den måske se sådan ud: Hansen, Owusu, Bürgy, Gomez, Sørensen, Juul-Sandberg, Falk, Ejdum, Martin, Arp og Kjerrumgaard.

Men meget kan ske inden da, for selvom Troels Bech kun ville hente tre spillere, så ender OB formentlig med at hente dobbelte og skippe ligeså mange afsted. OB er stadig oprykker, OB er stadig igen med at finde sig selv i spillet, jeg ville gerne være optimistisk for sæsonstarten: I would If I could but I can’t, som Dizzy sang lidt natten mellem lørdag og søndag på Tinderbox. Selvom vejen er brolagt med udfordringer, så skal vi Tro På Det som Lamin sang det til åbningen af Fyrtøjsfestivalen.