Hver måned i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.

Få indlægget læst op via denne afspiller:

Når det regner på præsten, drypper det på degnen lyder det passende ordsprog for min indgangsreplik til april måneds mellemrum. For ind har det regnet med gode spørgsmål til brevkasseprogrammet Brix & Davidsen, og et af disse spørgsmål dryppede videre ned på SFÅ’s ydmyge degn. Spørgsmålet som landede hos mig udspringer af hvordan kampene forløber, at man ofte ser, at pausen bliver brugt til enten at skulle taktisk omstille sig til at angribe (fordi man er bagud) eller forsvare (fordi man er foran).

Helt specifikt spørger lytteren Kristian Platz:

1. Er OB’s (og generelt Superliga-træneres) setup gearet til proaktiv scenarieplanlægning? Altså: Sidder man i en vinderposition i 1. halvleg og analyserer aktivt på: ”Hvis jeg var modstandernes træner, hvad ville jeg så gøre for at ødelægge vores plan A?
2. Er det manglende stabilitet over 90 minutter et udtryk for en manglende analytisk kapacitet i staben til at intervenere, før modstanderens pausejusteringer bider?
3. Ser I en tendens til, at holdene er for rigide i deres udgangspunkt og mangler den strategiske dybde til at ”læse” og neutralisere et momentumskifte i realtid?

Kristian Platz sætter med sine spørgsmål faktisk fingeren på et af den moderne fodbolds paradokser: Illusionen om total kontrol. Som tilskuere og analytikere sidder vi ofte med et fugleperspektiv og en ’Football Manager’-tilgang til spillet. De fleste har oplevet enten dem selv eller en sidemakker harcelere over, at træneren ikke skifter ud, for at ændre på kampbilledet. Kristian Platz’ spørgsmål er derfor ikke kun relevant for OB; det italesætter alle Superliga-klubbers evige kamp mellem taktisk teori og kaotisk praksis på grønsværen. Selv de bedste hold som FCK har været fanget i den negative spiral i denne sæson.

1. proaktivitet

Der skal ikke herske tvivl om, at træneruddannelsen både internationalt og i dansk kontekst operationaliserer, hvordan kampe skal angribes. Spillestil og spillestilsanalyser er i allerhøjeste grad scenariebestemte. ”Hvad gør vi, hvis modstanderen presser højt?”, ”Hvordan håndterer vi gennembrud mod dybtstående forsvar?” og jeg kunne blive ved. Så scenarietænkning findes hos mange trænere. Da Zorniger ankom til OB brugte han meget tid på at spørge til de aktioner spillerne foretog i diverse øvelse.

Derfor er der ingen tvivl om, at klubberne (inkl. OB) er gearet til proaktiv scenarieplanlægning. Dog kan der være en risiko ved at forberede sig specifikt på, hvad man forestiller sig, at modstanderen ville gøre. For hvad nu hvis modstanderen gør noget andet end man forestillede sig. Så nej, man analyserer i højere grad, hvad man har gjort af indrømmelser i første halvleg, og så forsøge at imødekomme de problemer.

Case: FCF-OB, 26.4.2026:

Første halvleg var en anelse skizofren oplevelse, hvor Fredericia i høj dominerede på de offensive parametre. Fredericia havde 16 skud på mål, en xG på 1,52 og hele 30 berøringer i OB’s felt. Omvendt havde OB kun seks skud på mål, en xG på 0,3 og kun 13 berøringer i Fredericias felt. Alligevel stod der 0-2 til de fynske gæster. At Fredericia ikke profiterede af overtaget skyldtes i høj grad manglende kvalitet i afslutningerne.

Fredericia lykkedes med at lokke OB’s backs i pres, og gennem spil på tredje mand fik de overtalsmuligheder i siderummene på det fynske forsvar. Johannesen og Kristjánsson skabte bredde, backerne Crone og Jessen skabte dybde gennem overlaps og Lindekilde søgte halvrummene. OB var på hælene, fordi hverken Ejdum eller Arp, som havde deltaget i det høje pres, nåede tilbage, fordi Fredericia spillede hurtigt og direkte.

Som mod FCK havde OB svært ved at forsvare fremad, hvilket gav Fredericia det spillemæssige overtag. Her kommer scenarierne ind: 1. Zorniger ønsker at skabe et hold, som skaber aktioner på banen. Han vil have sine spillere til at bryde spillet, til at erobre boldene og tænke fremad. 2. Fredericia udnyttede dette ved at overbefolke områdene hvor de angreb og dermed skabte ubalance og tvivl hos OB.

Trænerne havde altså forberedt sine hold forskelligt. Zorniger havde sin spillestil for øje, hvor Hansens mere hviler i deres stil (fordi de har øvet sig længere) og dermed bedre kan tilpasse stilens karakteristika til modstanderens svaghed.

Et andet scenarier, som Hansen havde forberedt sine spillere på, var, at OB ofte ender i ubalance eller i undertal på egen sidste tredje. Denne problematik for OB giver modstanderen mere tid på bolden både indenfor og lige udenfor feltet. Hvis man vil se heavy-metal-udgaven af dette skal man se PSG-Bayern.

Pausen ændrede fodboldkampen. OB valgte at ændre på, hvordan de pressede og hvor højt de stod på banen. De overlod boldbesiddelsen til Fredericia og skabte selv et xG på 1,01. Hansens Fredericia fortsatte efter pausen i samme stil, som de havde brugt inden pausen, men fordi OB i højere grad lukkede rummene (også fordi man ikke længere behøvede at score), så kunne de ikke skabe overtal på sidste tredjedel. Hansen valgte faktisk tidligt at skifte, for at bringe noget nyt i spil, men OB bibeholdte balancen på holdet og havde Grot ramt målet, var kampen nærmere endt 4-0 end 2-2.

Taktisk kan man have gjort meget i OB’s omklædning, vist klip af hvordan modstanderen skaber overtal på siden og dermed forbedret McCoys og Owusus muligheder for at forsvare. Men her må man som analytiker også anerkende virkeligheden i de 15 minutters pause. De første minutter går med at få pulsen ned, væske ind og tjekke skavanker. Trænerstaben har derefter få minutter til at koge 45 minutters kaos ned til maksimalt en eller to konkrete fokuspunkter. Ofte én til hele holdet og så én individuelt eller i mindre grupper, hvor det er relevant. Derfor var OB’s justering mod Fredericia – at overlade bolden og lukke rum – et glimrende eksempel på en simpel, kollektiv ændring, der faktisk kan nå at blive kommunikeret og forstået i praksis.

Trænernes kapacitet

FCK har sammen med FCM den største stab og det største apparat omkring kampafvikling i dansk fodbold og mod OB hang FCK efter så længe, at det endte med at koste en reducering, før proppen blev sat i.

Derfor er det ikke usædvanligt, at hold som oplever modgang, faktisk har svært ved at justere på de elementer, de mødes af. Man kunne tage en kamp som OB-FCK i runde 23, hvor FCK spiller en god første halvleg, men i løbet af anden halvleg bliver det mere og mere påvirkede af det pres fynboerne satte ind, og til sidst måtte de indkassere endnu et nederlag.

Neestrup valgte i den kamp at justere sit hold ved at sætte Cornelius ind. Et valg som efterfølgende blev kritiseret, men som rent fodboldfagligt gav fin mening, fordi man med Cornelius får en stærkere spiller ind, som ville kunne holde på bolden, indtil medspillere kom med frem. Problemet for FCK var nemlig, at begge kanter i deres 343 var for langt væk fra Moukoko, som spillede 9’eren i den kamp.

Nesstrups justering gav altså mening, men udførslen manglede kvalitet. Cornelius blev for let for Bürgy og Askou at samle op og kanterne fik dermed ikke bedre vilkår for at komme i omstillinger.

Generelt er det meget få hold, som holder et momentum over 90 minutter. OB øver sig på at blive et godt omstillingshold, altså et hold som profiterer af pres og genpres, men du kan ikke holde til at jagte bolden i 90 minutter. Derfor skal man også have perioder, hvor man holder på bolden. Den balance er ikke altid til stede i OB’s spil og derfor ender holdet nogle gange så meget i ubalance, at det koster.

Omvendt vælger modstanderne også at trigge OB’s dårligere sider ved at overlade bolden til dem og lade dem spille mod en lav blok. Dette har OB svært ved at løse, men det er heller ikke det nemmeste i verden. Bare spørg Pep Guardiola om hans første sæson i Premier League eller Jürgen Klopp om sin tredje sæson i samme række.

Pausejustering kan ændre fodboldkampe, men som træner skal man også have tiltro til, at spillerne på banen håndterer de udfordringer, du møder. Derfor nytter det ikke noget, at Bo Svensson reagerer alt for hurtigt på, at OB har overtaget kampen. I stedet skal han se, hvordan hans spillere reagerer på denne udfordring.

Det mentale hos spillerne spiller en særlig rolle, bliver spillerne bedre af at få nye kræfter ind, eller kan indskifterne faktisk udgøre en hæmsko for flowet på banen. Når Zorniger kalder det for gamechangere, så er det mere rammende, end han vil være ved, for nogle gange (ofte faktisk) ender indskifterne med at være dem der koster, som for FCK på Odense Stadion, hvor det er Hatzidiakos, som forærer Grot bolden, som Falk ender med at score på.

Endelig spiller data en fremtræden rolle og nogle gange er der forskydning mellem dataens indikationer og spillet på banen. Fx kan data vise at Ejdums, Arps og Falks puls er lav og dermed kan der afkræves mere intensitet af de tre fra træneren. Før data ville man måske tage dem ud, fordi de så trætte ud, men nu ved man om øjentesten holder. Data kan dog også snyde, tit oplever man trænere efter kampen tale dele af spillet op, selvom holdet har underpræsteret. Det skyldes, at de parametre man følger faktisk kan være fine. Mange højintense løb, mange bolde i længderetningen osv. Billedet af kampen var bare, at spillerne var efter modstanderne og omstillinger ikke blev til noget.

Rigide hold

Superligaen er en ekstrem kompetitiv række, hvor marginaler ofte er afgørende for, hvorvidt man ender i topseks eller med at rykke ned. Dyre trupper som AaB’s, Sønderjyskes, Esbjergs, OB’s, Vejle og Horsens’ har alle været, eller er, nede og vende i den næstbedste række, fordi de har (økonomisk set) underpræsteret. Det er et eksempel på, at man virkelig skal være dygtige i sin dagligdag i klubberne, for at det ikke ender galt. Randers er tæt på at ryge ned på nuværende tidspunkt, fordi de ikke har kunne præstere godt nok på offensive parametre i denne sæson.

Dette pres fører til, at mange hold i periode under pres vælger at være bedre på deres modstanderanalyse end på deres egen spillestil. Det er en kortsigtet strategi, men overlevelse er for mange hold vigtigere end udvikling. Det handler om at kunne overleve, gerne samtidig med at man producerer salgsbare spillere.

I relation til spørgsmålet om kampafvikling vil min påstand være, at mange hold på forhånd er meget forberedt på hvad modstanderen vil. De har tekniske rapporter, de har scoutsrapporter og så har de fleste trænere set de fleste kampe i løbet af sæsonen. De ved i store træk hvad modstanderen vil, og hvad modstanderen kan. I løbet af kampene balancerer de så mellem egne præferencer og modstanderens præferencer, hvad skal være toneangivende i spillernes beslutningsproces. Så om hold er rigide og mangler strategisk dybde? Så er svaret nok, at selvom man periodevis kan ende med at ville nedbryde modstanderen, så vil man det meste af tiden påstå at man vægter sin egen stil over imødekommelse af modstanderens stil.

Hvis OB er casen bliver billedet endnu mere entydigt. Zorniger er meget mere optaget af, hvordan OB skal spille, end hvordan modstanderne spiller. Fx har han sjældent positioneret den taktiske trænings B-hold i den kommende modstanders system. Man har altså ikke øvet sig på modstanderen, men på sig selv. Dette aspekt fortsætter også i kampafviklingen, hvor han flere gange har undladt at korrigere taktisk, fordi fokusset har været på holdets udvikling. Han har også udtalt, at holdet skulle være bedre til at spille sit eget spil, inden man kunne indstille sig på modstanderen.

Der er dog sket et skifte, som fx mod Fredericia, hvor man justerede fornuftigt i pausen. Tidligere på sæsonen valgte Zorniger flere gange at gå over i 3-5-2-systemet, ikke fordi modstanderen nødvendigvis krævede det, men fordi Zorniger ser det system som noget holdet skal kunne.

Jakob Michelsen havde i sin tid i både Sønderjyske og OB masser af strategisk dybde til at ’dræbe’ en fodboldkamp. Det var også derfor man kaldte ham mini-Mourinho. Det har dog den bagside, at holdet bliver svagt i relation til at kunne udvikles.

Fodbold spilles på græs, ikke på taktiktavler

Scenarierne er tænkt igennem, og planerne ligger klar på bænken. Når hold alligevel taber momentum over 90 minutter, eller når de fremstår rigide i deres udtryk, skyldes det sjældent manglende taktisk indsigt i staben.

Det skyldes flere ting, fx at overlevelsesinstinktet i en benhård Superliga til tider overtrumfer den frie udvikling. At spillerne bliver trætte, og at marginaler og momentumskift ikke altid lader sig tæmme af en pausejustering eller indskiftninger. Som træner skal man nogle gange turde lade sit hold ride stormen af i egen stil, frem for febrilsk at forsøge at lappe huller.

Det kan godt være, at det regner med taktiske analyser, data og proaktive scenarier i trænernes omklædningsrum. Men ude på banen, når momentumet skifter, og modstanderen presser på, er det i sidste ende spillerne, der står i bygen. Og her er det sjældent den mest komplekse taktiske justering, der afgør kampen, men derimod evnen til at eksekvere – og vinde sine dueller – når det gælder.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver måned skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.