Hver uge i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Du kan få artiklen læst op i vores podcast-kanal eller via denne afspiller:

Fodbold er et systemisk og positionelt spil, når vi befinder os i Europa. Langt de fleste hold, fodboldforbund og selv dem der mødes på græsbanen for at spille lidt bold, opererer med systemer og positioner, når de skal forklare fodbold. Der findes trænere og klubber, som har en friere tilgang, men fodboldens natur og udvikling har været til systematikerens fordel.

Historisk set spillede midtbanen stort set ingen rolle, fordi fodbold før 2. verdenskrig mere foregik som en håndboldkamp; fra den ene ende til den anden. Dengang havde man gerne fem angribere, to eller tre midtbanespillere og forsvarer. I dag foregår fodbold meget mere over hele banen, og kan du vinde midtbanen, så vinder du højst sandsynligt også kampen.

I OB har man nu valgt at spille 4-3-3, hvor midtbanen er fordelt i en 6’er og to 8’ere. Tidligere har man haft fokus på 10’er-positionen, men den er nu mere eller mindre forsvundet fra OB’s taktiske tilgang til spillet. Denne blog vil forsøge at beskrive den nære historiske kontekst for tremandsmidtbanen, dernæst vil den se på Kroghs fortolkning og det potentiale, der er i truppen.

4-3-3

Lad os kigge på 4-3-3-systemet. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvem der først brugte dette system, men adskillige af de største trænere i fodboldhistorien har brugt det. Johan Cruyff, José Mourinho, Pep Guardiola, Jurgen Klopp og Carlo Ancelotti har alle brugt systemet, enten primært eller gennem længere perioder. Som sagt vil jeg primært have fokus på midtbanen i denne blog, derfor vil jeg forsøge at udlægge, hvordan vi historisk set har forstået 6’eren og 8’erne.

Barcelona-træne Johan Cruyff varierede i Barcelona i starten af 1990’erne faktisk ofte mellem 3-4-3 (med en diamant på midtbanen) og 4-3-3. Dog spillede Guardiola næsten altid 6’eren, mens Guillermo Amor og José Mari Bakero spillede 8’er-positioner. Guardiolas rolle var at agere restforsvar, så de resterende spillere kunne angribe. Her finder vi 90’ernes forståelse af en 6’er. En spiller som rydder op, som positionerer sig korrekt, så man ikke bliver overspillet. Som den brasilianske Dunga eller den argentinske Redondo.

Redondo er dog også en overgangsfigur, for hvor både Guardiola og Dunga mest huskes for deres restforsvarsegenskaber, så blev Redondo mere kendt som en metodista; en lavtliggende playmaker. Noget som Guardiola i sin trænerkarriere gjorde Busquets til med henholdsvis Xavi og Iniesta som kreative 8’ere.

Det interessante i dette spor af 4-3-3-systemet er, at det handler om boldbesiddelse fremfor alt andet. Det handler om at kombinere sig igennem modstanderens forsvar. Det er denne skoling, som Alasana Manneh har fået på La Masia (Barcelonas akademi). Han er derfor skolet til at skulle agere som dybtliggende playmaker. Dette vil jeg vende tilbage til senere.

Kigger vi i det andet spor, så er trænere, som Mourinho, Klopp og Ancelotti mindre fokuseret på at have kontrol over kampen på bolden og mere interesseret i at gøre det svært for modstanderen at have kontrol. De opererer med en langt mere direkte spillestil, og så har de forskellige variationer af presspil med i deres taktiske kampplan.

De har dog alle leveret 8’er-typer, som kan minde om, hvordan OB’s 8’ere agerer. Mourinho brugte Frank Lampard som 8’er i Chelsea, og her i den klassiske box-box-8’er, som konstant var i bevægelse. Deltog i førstepresset, forsvarede på egen baglinje og scorede masser af mål fra cutbacks, 8’er-løb og andenbolde. Det er nogle af disse elementer, man kan se i Max Ejdum; målene lader vente på sig i 1. division, men han er til stede over alt på banen og har et godt drev med bolden. På den måde minder han også om en anden spiller fra nullerne og start-10er’ne: Steven Gerrard fra Liverpool.

Jakob Bonde har også nogle karakteristika fra de to spillere, men måden som Krogh bruger ham på, minder mig også om den måde som Ancelotti brugte Toni Kroos på. Som en 8’er, der falder ned i 6’er-rummet for at hjælpe med at bygge spillet op. På italiensk kalder man rollen for regista; en offensiv spiller, som fra et dybereliggende udgangspunkt sætter spillet op. Christian Eriksen havde den rolle for Inter under Conte, og Jorginho har den rolle i Arsenal i dag.

Kroghs tre midtbanespillere

Det foregående afsnit skal mest af alt ses som en kontekstualisering. OB spiller fodbold på et noget lavere niveau end de overstående gør eller gjorde. Fodbold handler som så meget andet om inspiration og om potentiale ved de spillere, man nu har til rådighed. Hvad Krogh selv finder mest interessant rent fodboldfagligt er svært at sige noget om, og måske også irrelevant. Det vigtige i den proces OB er i nu, er at finde en stil og en systematik, som passer til klubben.

OB har placeret sig i det, jeg ovenfor kalder spor to. Der hvor det vigtige ikke nødvendigvis er at dominere med bolden, men at dominere kampen. Presspillet fylder meget, genpresset fylder meget, og det direkte spil fylder meget. Derfor skal man også have en midtbane som er stærke på disse fronter. Derudover skal midtbanen acceptere, at spillet til tider bringes op i luften over dem.

De to 8’ere skal være dygtige til at erobre og generobre bolden. Det er dog ikke det eneste, de skal mestre. De skal også kunne sætte spillet med bolden sammen med 6’eren. Det kan ske gennem pasningsspil eller via boldføring op i banen. Begge 8’ere skal være omkring eller i feltet ved angrebsspil. De må gerne komme ind i feltet, så man udfordrer modstanderens defensive balance. Vigtigst af alt, så skal midtbanen sammen med backerne være de spillere, som overhaler de forreste. Det er det, som Troels Bech har italesat som et ønske: at spillerne overhaler hinanden.

6’eren er forreste restforsvarsspiller og nøglen i opbygningsspillet. Når OB er i boldbesiddelse, kan 6’eren glide til venstre i banen, her vil højre-backen som regel træde lidt ind i banen, og højre-kanten udgør det brede punkt. Dette sker for at skabe overtal i side- og halvrummene. Derfor må man være dynamisk og have et fysisk overskud, hvis man vil spille centralmidt i OB.

Potentialet på OB’s centrale midt

Lige nu har de tre foretrukne været Manneh, Ejdum og Bonde, som jeg også inddragede i min historiske forståelse af tremandsmidtbanen i en 4-3-3. Manneh er metodista’en, som både evner at vinde dueller, bryde (opsnappe) modstanderens afleveringer og være en dybtliggende playmaker, som slår halvliggende aflevering mod siderummene eller køre hurtige korte pasninger centralt i banen.

Ejdum er box-box-spillerem, som også minder om Jordan Hendersons rolle i Klopps Liverpool, hvor den tidligere engelske landsholdsspiller ofte lavede overlap på Trent Alexander Arnold i højresiden. Ejdum gør det bare i venstresiden, hvor relationen med Mickelson og Fenger bliver bedre fra kamp til kamp. Ejdum er en spiller, som overhaler sine medspillere både i de offensive og defensive løb.

Bonde er regista’en, når OB skal sætte spillet fra egen banehalvdel. Han hjælper Manneh med at skabe spillet, mens Ejdum glider fremad i banen for at finde tomme rum. Bonde er også second striker i højresiden, når OB er i etableret spil. Derfor har Bonde hele 17 afslutninger, hvilket bringer ham i topti over afslutninger i NordicBet-ligaen og ind som nr. 4 i OB’s interne afslutningskonkurrence, hvor kun Kjerrumgaard, Deedson og Fenger har afsluttet mere.

På bænken har OB fået tilført eller tilbageført Tom Trybull, som er en anden type 6’er end Manneh. Trybull minder mere om en Dunga eller en Gravesen (i Real Madrid) eller en Carsten Hemmingsen (i OB). Derfor bliver OB’s spil anderledes, hvis Trybull vælges fremfor Manneh. Det vil formentlig være endnu mere direkte. Er det enten Bonde eller Ejdum som ofres og Manneh skubbes ud på en 8’er, så vil Manneh formentlig stadig spille som en metodista – nu med et højere udgangspunkt – og det vil så fjerne nogle kompetencer fra midtbanen.

Det er denne overvejelse, Krogh må gøre sig ved valget på midtbanen. Det kan være udtryksændrende at skifte Trybull ind fra starten af kampene frem for en af de tre.

Derudover har Grubbe og Martin fået spilletid på 8’er-positionerne. Grubbe er klart mest en stabilisator defensivt. Han har nogle kompetencer som ligner Ejdums, men mangler drevet i sit spil. Martin er mere interessant, fordi han faktisk potentielt set kan blive endnu mere komplet end nogen anden centralmidt i OB.

Han har både evnerne til at skabe spillet højt i banen (der mangler man faktisk lidt kvalitet i det nuværende set-up) og minder på den måde lidt om en anden Martin (Ødegaard i Arsenal), som faktisk også indeholder de kompetencer, William Martin har, når det kommer til at søge chancer i feltet og presse modstanderen højt. Det, som Martin ikke i samme grad som Ejdum og Bonde evner, er den defensive disciplin, men den kan også tillæres.

Martin er en moderne 8’er, som forhen havde landet i 10’er-positionen, men fordi den er væk i OB, bruger man ham som 8’er, og det er befriende, at man prioriterer at dygtiggøre ham her fremfor den sikre vej, som nok havde været en kantangriber-position.

Desuden indeholder truppen også Nikolaj Juul-Sandbjerg, som indtil videre har været nederst i hierarkiet, men som er en spændende spiller, hvis kompetencer ligger tættest på Bondes og Mannehs og som nok vil få 6’er-rollen, når han får chancen.

Godt stillet

Jeg mener, at OB er godt stillet med sin nuværende midtbanekonstellation. Kun Manneh har udløb næste sommer; resten er OB’ere i længere tid, hvilket skaber noget stabilitet centralt i banen. Derfor ser jeg heller ikke nogen grund til at Bech bruger tid på at undersøge markedet for 6’ere og 8’ere.

Faktisk mener jeg, at midtbanen kun vil blive bedre hen over året. Bonde vil formodentlig få scoret væsentligt flere mål. Han har i hvert fald chancerne. Ejdum har også til gode at blive mere farlig. Desuden vil man kun blive stærkere i relationer gennem kampene. Faren er desværre altid det faldende koncentrationsniveau, som Manneh og Bonde har givet nogle prøver på med dårlige afleveringer. Derfor er den konkurrence som Trybull bringer til bordet vigtig.

Gennem konkurrencen vil spillernes fokus blive løftet. Derfor er kvaliteten i bredden ekstrem vigtig også i midtbanekonstellationen. Set fra mit ringe perspektiv så er OB godt stillet rent centralt.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen