Hver måned i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.

Denne måneds udgave af mellemrummet er kun tilgængelig på skrift.

Denne fredag indleder Danmark jagten på deltagelse i det VM, som skal foregå i Nordamerika næste sommer, imens har OB’s stadig nye træner begivet sig sydpå mod sit hjemland og sine børn – en uges ferie fra fodbold, Fyn og forventninger.

Mellemrummet har også holdt sommerferie, men vender nu tilbage som en månedlig gestus til dem der gerne vil nørde lidt fodbold med fynsk fortegn. Denne første udgave efter sæsonen er begyndt vil dvæle ved de mange perspektiver, der er kommet ud af de første syv kampe.

1. perspektiv – forventninger

Screw down… Vi kender remsen, men forstår vi den? Umiddelbart vil mit svar være nej, vi forstår den ikke. OB begyndte sæsonen underholdende, sprudlende og offensivt, hvilket formentlig har fået mange – TV2’s programchef inklusiv – til at tro, at en kamp med OB er en underholdende kamp. Det fik søndagens opgør sat en stopper for. Energiforladt og langsom var kampen mod et FCN, som ikke kan spille eller vil spille åbne kampe, fordi de simpelthen ikke har kvaliteten til det.

OB landede i en kynisk udtænkt kamp, hvor det fra FCN handlede om at undgå dynamik.  Og uden Falk havde OB ikke fart nok centralt i banen til at ødelægge den monotone kamp.

Selvom mange forbinder Zorniger-fodbold med højt pres, så har pragmatismen taget sit stik hos tyskeren, og det har resulteret i en mere kalkulerende presstil. Mod FCN blev den nærmest apatisk, fordi ankeret i stilen har været Falk. Det er i hvert fald den simple analyse efter kampen i søndags. Skuffelser har der været nok af, og jeg vil anbefale hver en stribet sjæl at lade sin begejstring være tilpas afmålt og sin egen energi højlydt på stadion.

Selvom det er meget tidligt på sæsonen, så kan jeg ikke forestille mig andet, end at OB skal kæmpe for overlevelse. Det er masser af potentiale i nogle af spillerne, men der er langt til et udtryk, som har den stabilitet der kræves for at nå top seks.

2. perspektiv – stilen

Ingen fodboldtilhænger kan være objektiv, man vil altid have præferencer, som gør, at en stil er mere tiltalende end en anden stil. Sådan har jeg det med Zornigers stil. Gegenpressing er i min optik en eminent måde at tænke fodbold på. Jeg er også mere til, at man presser højt med alle spillere, end at man pakker sig eller søger at have bolden – uden nødvendigvis at skabe noget med den.

Jeg har dog svært ved helt at se OB som et spillestilshold endnu. Faktisk virker det til, at den taktiske fleksibilitet som Zorniger har tillært sig på sine seneste to adresser har kostet noget i stilen. Forhåbentlig vil OB hele tiden blive mere og mere stilbevidste, men lige nu fungerer stilen ikke.

Og så alligevel har den i glimt kigget frem; en del mål er skabt efter stilfokuserede aktioner, men samtidig har OB inkasseret mål i en grad, der peger på tydelige mangler i stilen. Set fra mit ydmyge perspektiv, så handler mange af OB’s problemer ikke kun om spillernes kvalitet, men også at systemet faktisk modarbejder stilen, spillet og kvaliteterne.

For få spillere i presset, for lange presdistancer og forsvarsspillere på udebane kunne være tre centrale overskrifter.

Det ligner lidt, at Zorniger opererer med to-tre presstrategier:

1.strategi: kantpres i tomandsangreb; her placerer Grot og Ganaus sig bredt og lader modstanderens centerbacks have bolden, Arp skubber op fra 10’er-positionen og skal lukke en side ned, hvor OB kan gå i pres. Her skal wingbacken og den ene centrale midtbanespiller deltage, men ofte har modstanderen læst dette og med målmanden, back, en centerback, en 6’er og en 8’er/kant får de det overtal, som gør, at OB ikke lykkes.

2. strategi: splitpres med 9’er; her bliver Grot og Ganaus begge central og lukker dermed muligheden for spil ind i centrum, Arp og Ejdum har halvrummene og wingbackerne skal møde modstanderens back. En del hold har udstillet dette pres ved at slå dropbolde i siderum/forrum på en af OB’s sidecenterbackerne eller slå dybdebolden bag bagkæden.

Den 3. strategi har været solo-9’er-presset, der ofte sker tættere på midterlinjen; her har Grot lukket rummet mellem centerbackerne og tvinger dem til at vælge side. Ofte har modstanderen dog stadig numerisk overtal fordi OB her har fem mand i bagkæden.

Det kan selvfølgelig have sine fordele at kunne presse forskelligt og tilpasse sig forskellige situationen, men det har sin pris. Især når man ikke har tiden til at mestre det hele. Jeg savner Zornigers mere fanden-i-voldske 4-4-2 med en diamant, hvor 8’ernes primære rolle var at løbe modstanderen midt over. Lige nu er OB’s centrale midtbane nærmest hullet som en si, og der mangler alt for ofte balance på den centrale del af banen.

Falk og Arp kan opveje meget, men kravene til dem er urimelige set fra mit perspektiv, de ville begge være bedre stillet, hvis de havde to kollegaer på midten og ikke kun en.

For lange presdistancer: det handler om wingbackernes rolle, men egentlig også om Arp og Ejdums roller. Wingbackerne ender ofte med at skulle sprinte ti-femten meter ind i presset, hvilket resulterer i at de sjældent opnår noget med presset, andet end skabe en sideforskydning i bagkæden, som kan gøre OB tynde. De ender i en mellemposition, det samme gør 8’erne, når de presser frem. Holdet opererer ikke som en sværm og der skabes lommer i side- og halvrum, som centerbackerne skal tage sig af, hvilket også gør, at de kommer på udebane. De bliver skraldemænd ude af position, hvilket gør det svært for dem.

Balancen fungerer ikke, i alt for mange kampe mod jævnbyrdige modstandere forærer OB chancer væk fordi det positionelle spil ikke harmonerer med intentionerne i spillestilen. Spillerne kan ikke håndtere opgaverne.

3. perspektiv – en opløsning af systemer

Zorniger opererer med en fodboldfilosofi, hvor de optimale situationer er, når kaosset raser, når man kan profitere af genpres og modstanderen ude af position. Derfor vil Zorniger nok også argumentere for, at det er ligegyldigt, hvilket system man spiller. Derfor er det også interessant, hvor ofte OB ender med at stå i 5-3-2 eller 5-4-1, når man forsvarer. Også med bold har OB svært ved at bryde ud af systemet, selvom det ser lidt bedre ud.

Idéen i teorien om Sværmen er, at man altid skal reagere på hvor bolden er og gøre området omkring bolden kompakt, så modstanderne ikke kan finde nogle rum at spille bolden frem i. Sværmens udgangspunkt er systemisk, men der hvor den virker, er når den bliver dynamisk. Der er OB ikke endnu.

4. perspektiv – værktøjskassen

Mod FCN endte OB med at spille en form for fodbold, der normalt ikke ligner Zorniger. Der blev kastet, losset og hældt bolde op i feltet, men langt de fleste bolde var i luften, hvor FCN havde succes med at cleare dem. Hvad OB forsømte var at skabe genpressituationen på sidste tredjedel ved at holde bolden langs jorden og udfordre.

Det virkede som om, man taktisk gik i baglås på bænken. Hvorfor skulle mellemrumsspillere som William Martin og Elias Hansborg ind, hvis intentionen var at losse bolden i feltet? Trænerstaben havde intet bid i sine dispositioner mod et svagt spillende og urutineret FCN. Det virker mildest talt problematisk, at man ikke havde energien og troen på egen evner til at kunne få noget mere fra kampen.

Generelt har den første tid med Zorniger vist, at OB har masser af potentiale, men endnu flere problemer. Balancen på holdet, evnen til at forløse stilen og fasthed i spillet er usikkerhedsmomenter.

5. perspektiv – rekrutteringer og trup

Forskellen på 1. division og Superligaen er enorm. Spillere som var undervejs i foråret for OB, er langt fra at kunne præstere nu. Selvom McCoy, Askou og Bojang har fået startpladser, så mangler de det stabile niveau, der kræves hvis man skal være etableret Superligaspiller. Andre spillere som Martin, Hansborg og Juul-Sandberg har været endnu længere fra at kunne gøre sig relevante.

Selv spillere som burde være mere færdigudklækket som Grubbe og Ejdum har haft det svært. Grubbe kæmper med tempoet og Ejdum kæmper at være konsistent. Han har haft gode minutter, men fysisk har han ikke kunnet holde til 90 minutter.

Uden Arp, Falk og Ganaus havde OB været i ekstreme vanskeligheder fra sæsonens begyndelse, elleve målinvolveringer har de tilsammen, nogle af involveringer har de skabt i fællesskab, som Falks smukke assist til Ganaus hjemme mod Randers. Hvis Ouedraogo og Niemiec kan bidrage med samme niveau, så kan det begynde at ligne noget for OB. En øget kvalitet til træning vil også øge niveauet hos de unge spillere.

Konklusioner

OB bøvler med tingene, hvilket jo egentlig er logisk nok. Processen med implementeringen af spillestilen vil tage tid, kampe som den mod FCN vil der nok komme flere af.

Alligevel vil jeg tillade mig at forlange noget mere af OB og af Zorniger. Der er elementer, både taktisk og spillestilsmæssigt, som ikke fungerer godt nok, selv på nuværende tidspunkt af processen. OB er simpelthen for defensive i sit udtryk. Alt for mange spillere med et defensivt udgangspunkt. Det klæder ikke OB.

Hvis idéen er, at man skal være de bedste i genpres, både i presintensitet og i genpres matchede FCN OB, hvilket totalt underminerer strategien. Der skal ske noget på det område. Jeg kunne godt tænke mig, at OB turde spille 4-4-2 med diamant, fordi det ville gøre, at de bedste spillere ville komme i bedre positioner.

Zorniger skal komme tilbage fra Tyskland med fornyet energi til ham, holdet og den filosofi, han kalder sin egen.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver måned skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen