Hver uge i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Du kan få artiklen læst op i vores podcast-kanal eller via denne afspiller:

Da Laudrup-brødrene meddelte daværende landstræner Richard Møller Nielsen og verdenspressen, at de ikke længere ønskede at repræsentere det danske landshold, gik der chokbølger igennem de danske roligans; hvordan skulle vi klare os uden Laudrup?

Det gik jo meget fint, måske fordi den yngre fortrød og mødte op til EM92 med en ydmyg tilgang og en vilje til at arbejde for fællesskabet. Man skal altid passe på med at gøre stjerner vigtigere, end de er. Idoldyrkelse er en latent handling for mennesker; vi har praktiseret det lige så længe vi har vandret på denne jord, men idoler er faldet og nye er opstået.

Fredag skete det i OB, Luca Kjerrumgaard, som om nogen er personificeringen af OB’s optur i nedturen, blev ramt af en skade. Straks gik dommedagsmændene til angreb, dette ville være en katastrofe for OB, og skulle Horsens-kampen stå alene som en dom, så fik de ret; offensiven fungerede ikke – ikke uden Kjerrumgaard.

Symboler, personifikationer og deslige er arketypiske i fodboldverdenen, en sport som lever af at være en moderne trosretning, hvor vi tilbeder afguder i menneskelig form, for at finde et fællesskab i individualiseringens tidsalder. Denne uges mellemrummet vil lade Sisyfos’ sten trille ned ad bjerget og forholde sig mere fodboldfagligt eller filosofisk til det hul Kjerrumgaards skade efterlader Fenger og Krogh i.

Taktisk set

I syv af de første otte kampe har OB haft et specifikt udtryk på sidste tredjedel, særligt omkring Fengers og Kjerrumgaards roller. De har til dels delt rollen som prygleknappen i de mange offensive dueller som OB sætter spillet op i mod. Ofte har Kjerrumgaard været første-dualisten og så har Fenger kunnet udnytte, sammen med Ejdum og Bonde, at være eminent i andenbold-spillet.

Derudover har Kjerrumgaard været dygtig til at blive i de centrale zoner på modstanderens banehalvdel. Han har været tydelig som opspilsfigur og faktisk muliggjort, at OB ikke behøvede en 10’er til at være en ekstra spilmulighed. Fordi Kjerrumgaard er stærk i centrum af banen, så kan modstanderne ikke uden videre forvente at dække ham i en 1v1, men har ofte følt sig nødsaget til at dække 1,5v1 på ham.

Det har givet medspillerne mere plads, bl.a. i halvrummene, som Fenger, Ejdum og Bonde har udnyttet.

Kjerrumgaards forcer

Han er positionstærk, han er fysisk stærk, derfor har han ikke i samme grad brug for at være bevægelig i sit spil (i hvert fald ikke på 1. divisionsniveau). Han er dygtig til spillet foran sig, men han mestrer også at løbe dybt, hvilket gør ham svær at læse for modstanderne. Han sparker hårdt og præcist med venstre, er mere habil med højre end de fleste venstrebenede og så er hans hovedspil på højt niveau.

Derudover har han blik for spillet, han er rolig og forudsigende og har allerede lært meget om, hvordan man griber seniorfodbold an efter sine lejeophold. Han har lagt på i fodboldforstand, hvilket også er tydeligt, når han udtaler sig til pressen. Han er afklaret. Det er derfor han ”bare” sparker den ind, fordi han er afklaret – han har læst situationen og afslutter med en bevidsthed om hvor mål, målmand og modspillere er.

Han har indtil videre afsluttet 48 gange, hvoraf ni er blevet blokeret, 24 har ramt målet og en enkelt har ramt træværket. Han har været i 47 luftdueller, hvor de 28 er vundet. Til sammenligning har Fenger været i 39, men kun vundet tolv. Kjerrumgaard er altså på en og samme gang en moderne 9’er, som har taktiske og tekniske evner uden for feltet, men samtidig har en den traditionelle 9’ers målnæse og afslutningsevne. Han har scoret mere end hver femte gang han har sparket på mål, hvilket ikke er divisionens bedste snit, men alligevel et udtryk for træfsikkerhed.

Fengers forcer

Han er en noget anden og mere bevægelig type. Fengers spidskompetence er, når han har front mod mål, her har han både blik for skud- og spilmuligheder, han er en dygtig andenbold-spiller, som genvinder bolden eller positionerer sig stærkt når bolden falder efter en duel. Han har blik for rummene bag den forreste angriber.

Han er god på hovedet i felterne, han sparker udmærket med sit højreben, venstrebenet bliver sjældent aktiveret. Han er en eminent presspiller, som qua sin fysiske formåen fortsætter ufortrødent gennem halvfems minutter. Han kan udfordre 1v1, men vælger ofte at indgå i relationsspil med sine nærmeste spillere.

Fenger vil gerne være 9’er, men jeg mener, at hans forcer mere er 8’erens eller kantspilleren. Han er bedst som anden angriber, fordi han her kan profitere af at kunne komme først på bolden, fordi han fysisk og mentalt er foran sine nærmeste. Ekspliceret i Hobro-kampen, hvor de to situationer han scorer efter, kommer fordi modstanderen er ude af balance.

Richard Møller Nielsen ville desuden elske Fenger, for han kan løbe Fyn rundt uden at trække vejret.

Kan Fenger afløse Kjerrumgaard?

Ud fra det taktiske perspektiv og spillernes forskellige forcer, så ville det nemme svar være: nej! Derfor skal Krogh tilpasse spillet rent taktisk, så man får Fengers forcer frem. Det nåede man ikke til Horsens-kampen, fordi skaden kom i sidste øjeblik, det bliver nok heller ikke en opvisning på søndag mod Roskilde, men over ugerne vil man godt kunne tilpasse spillet, så man bibeholder en stærk offensiv.

Af gode grunde ved jeg ikke, hvordan Krogh vælger at løse problemet, men jeg kunne forestille mig, at Bonde kunne få en lidt ny rolle, hvor man skubber ham tættere på Fenger, for at sikre, at man har en spiller i centrum. Derudover kan man arbejde med, at Deedson skal løbe dybt, når Fenger søger ned i banen, for Fenger bevæger sig både dybere og bredere end Kjerrumgaard gør, og den del er svær at pille af ham. Han bliver frustreret af at skulle være duelspiller i halvfems minutter, hvilket vi også så mod Horsens, hvor han søgte ned i mellemrummene og ud i siderum for at røre bolden.

Sagt lidt mere simpelt, det er ikke Fenger alene som skal udfylde hullet efter Kjerrumgaard, de skal deles om det. Også fordi Fenger også efterlade et hul, på sin forrige position som venstrekant, hvor han har domineret området sammen med Ejdum og Mickelson. Justeringen af det taktiske bliver, at OB skal øge sin kollektive bevægelighed og kanterne skal agere dybdeløbere, tænker jeg.

Presspillet er faktisk en større hovedpine. Mod Horsens fik man kun lejlighedsvis det høje pres til at fungere. Hverken Jensen og Deedson er de store presspillere, og de virker ikke til at have modet til at deltage i Fengers høje preslinje. Dette skal Krogh være meget opmærksom på.

En stor del af OB’s succes består af, at man tvinger modstanderne til at smide bolde, fordi de ikke kan modstå OB’s presspil. Krogh har selv adresseret problemet efter Horsens-kampen og lufter bl.a. at 8’erne kan få en udvidet rolle i presspillet.

Overvinderkultur

if it ain’t broke, don’t fix it!

Indtil nu har der ikke været grund til at ændre på det hjul, som har tromlet sig igennem de første mange kampe og dertil skal man give Horsens den ære, at de spillede OB klogt, samtidig med at Jensen og Deedson svigtede. Det gjorde Fenger i grunden også.

Nu får Krogh en mulighed for at bygge på rent taktisk, nu kræver situationen, at man handler anderledes, for Fenger er ikke Kjerrumgaard og Jensen er ikke Fenger. Krogh har allerede et værktøj i kassen, som han til nøds kan bruge. Han kan systemisk skifte til 4-1-2-1-2, som OB også gjorde i slutningen af 2. halvleg i Horsens. Dette system (som nogle iagttagere kalder gude-systemet) gør, at Fenger har en makker i forreste række og i 10’er-rummet, derfor vil han lettere kunne undværes centralt og få flere muligheder i anden angriber-rollen.

Presset vil også forenkles i en vis grad i det system.

Jeg tvivler (og håber) dog ikke på sker. I hvert fald ikke fra kampstart, her vil man afsøge den naturlige udvikling af 4-3-3-systemet, som tabet af Kjerrumgaard skaber. Hvis Krogh og Co. lykkes, så forstærker man sig taktisk på resten af sæsonen; ved både at kunne spille med og uden Kjerrumgaard. De skal turde overvinde den udfordring Kjerrumgaards skade udgør.

Man skal også passe på med at tolke for meget på en kamp, hvor OB stillede med fem spillere som havde været involveret i landsholdsfodbold. Flere af dem havde endda fløjet over ækvator to gange. Den træthed kan have haft sin indvirkning, sammen med det faktum at man ikke nåede at forberede sig på græs med de startende 11.

Man skal også passe på med at idolisere eller hænge sin hat på én spiller, kollektivet skal være stærkest, hvis OB skal rykke op med en idé om at blive oppe, for ingen ved jo om Kjerrumgaard, Fenger eller Deedson er i truppen, når næste sæson begynder. Richard Møller Nielsen talte om mere om stivere end om stjerner, mere om korsetter end om konger; OB skal være som bøgetræet – ”Der falder ikke et eneste blad af et fynsk bøgetræ, blot fordi et svin gnubber sig op af det.”.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen