Hver uge i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Du kan få artiklen læst op i vores podcast-kanal eller via denne afspiller:

Sidst Brøndby vandt 3-0 i Odense, blev de danske mestre, Jakob Michelsen blev fyret, og tilskuertallet var nul. Det var i Superligaens historie femte gang, at Brøndby kunne trille hjem over broen med en 3-0 sejr i Odense. Senest OB slog på Brøndby på eget græs var i sæsonen 18/19 – nærmere bestemt 3.3.2019 – resultatet blev dengang 2-0 på mål af Bashkim Kadrii og Jacob Barrett. Kadrii er eneste genganger for OB, mens Brøndby har Radosevic som genganger.

Fem sæsoner er der gået siden OB sidst vandt på hjemmebane mod Brøndby, og faktisk er der nu gået mere end ni måneder, siden OB sidst har vundet på eget græs. Dertil kan man tale om spillernes evne til at sætte en god præstation sammen på Nature Energy Park, for heller ikke her har der været ret meget at samle på. Tre personlige fejl blev af Brøndby omsat til tre mål.

Faktisk har OB kun to gange i denne sæson kunne forlade sit hjemmepublikum med oprejst pande efter 1-1 mod AGF og 1-1 mod FCN. Alle andre hold med sådan en hjemmebanestatistik ville ligge sidst i rækken.

Ugens mellemrum vil undersøge, hvad Krogh og trænerteamet kan tage med fra kampen, og hvad der skal til for at skabe resultater på eget græstæppe?

Strukturerne fra Viborg-kampen

Defensiven mod Viborg formåede at holde domkirkebyen fra at skabe store chancer, denne formåen fik OB faktisk overført til Brøndby-kampen. De store chancer, som Brøndby skaber, kommer primært efter omstillingssituationer, hvor det etablerede forsvar ikke står korrekt.

Derfor er det vigtigt at nuancere Brøndby-kampen; Brøndby var som regel farligst, når OB forsøgte at bryde igennem fra 1. til 2. fase eller fra 2. til 3. fase. Selvom de havde nemt ved at komme til mellemrum bag Al Hajj, så havde Brøndby stadig svært ved at bryde igennem fembackkæden. Det er positivt, at strukturerne i etableret forsvarsspil fortsatte mod Brøndby.

Især Slotsager bliver bedre og bedre til at træde frem og bryde spillet, når OB forsvarer i etableret forsvarsspil. Paulsen og Helander havde det lidt sværere med Brøndbys mere bevægelige typer, end de havde det mod Viborgs mere fysisk anlagte offensiv.

Undertal over alt

Hvor man i Viborg lykkedes med at skabe både positionelle, numeriske og kvalitative overtal, så formåede man mod Brøndby aldrig at være i overtal i de kampafgørende situationer. I første halvleg lykkedes det konstant Wass, Kleiber og resten af de fem bageste at skabe positionelt overtal mod OB’s fem presspillere ved at rotere positionerne og på den måde bringe ubalance i det pres, fynboerne forsøgte at skabe.

Tre til fire gange lykkedes Brøndby med en variation, hvor Kleiber forlod sin højre centerbackposition og skubbede op som 6’er, mens Wass faldt ned mellem Lauritsen og Rasmussen, hvilket gjorde, at Kadrii, Kjerrumgaard og Al Hajj måtte forskyde. Det skabte plads til, at Rasmussen kunne spille Vallys fri i OB’s højre siderum på den fynske banehalvdel.

Brøndby var eminente til at skabe positionelle overtal og spillede mest af alt et system, som kan kaldes 2,5-1,5-3-3. Deres evne til at være i mellemrummene gjorde, at OB ikke kunne positionere sig i det pres, der på forhånd var aftalt, og efter pausen blev det offensive pres fra OB også langt mere individuelt funderet, end det havde været mod Viborg.

OB havde samme problematik, når de var i boldbesiddelse. Brøndby havde en afklaret plan om at lukke rum i deres pres og så gå i bolderobring på Al Hajj, altid med mere end en spiller. Det vil sige at vestegnsholdet turde spille mand/mand med OB’s tre forreste, og derfor kunne de bruge 2,5 spiller på at dække Al Hajj ud af kampen. Samtidig med at den resterende del kunne lave presfælder, som ved 0-1, 0-2 og 0-3. Brøndby frygtede nemlig ikke OB’s direkte spil op gennem banen, hvis det ikke kom fra Al Hajj.

Det eneste tidspunkt, OB opnåede en dominans centralt, var, da Owusu søgte ind som 6’er, Deedson bandt Divkovic bredt, og Al Hajj kunne komme frem i halvrummet mellem Brøndbys bagkæde og centrale midt. Af uransagelige årsager droppede OB dog denne variation og vendte tilbage til et mere statisk udtryk.

At Brøndby scorede efter fynske boldtab, var en kalkuleret del af deres gameplan. De vidste, at de ville få svært ved at nedbryde den fynske defensiv, men at OB til forskel fra Vejle for eksempel er meget glade for at bygge spillet op fra eget mål. Derfor var det i denne del af spillet, hvor de mente at kunne finde hullerne til gennembrud.

Umiddelbart ser alt godt ud på dette billede, som er taget få sekunder efter at Mouritsen havde spillet bolden til Brøndby. Går man dog tættere på situationen, så er hverken Mouritsen eller Helander positioneret korrekt med deres krop, de har begge front mod eget mål. Derudover er der ikke pres på boldholderen, hvilket betyder, at forsvarskæden bør falde, for at lukke bagrum.

Sidst men ikke mindst, så er Brøndby fem mod fem fra centrum til højre siderum (som den gule streg illustrerer), og tre af spillerne er bedre positioneret end OB’s spillere og boldholderen er i kvalitet betragtelig bedre.

Mere kynisme

OB’s tilgang til kampen blev for naiv. Når man igen og igen giver Vallys så meget plads, som han får, beder man selv om problemerne. Når Brøndby vælger at bruge mindst to spillere på at sætte Al Hajj ud af spillet, burde OB nok have brugt det samme på Vallys.

Det er intet i vejen med at tro på egne evner, men måske var det lidt for happy-go-lucky at satse på, at man kunne presse Brøndbys bagkæde til at lave fejl. Wass’ lange afleveringer, Vallys mellemrumsspil (som notorisk begynder i Brøndbys venstre halvrum/siderum på modstanderens banehalvdel) og wingbackernes høje positionering burde ikke være ukendt for OB. Derfor skulle man måske have grebet den del af spillet anderledes an.

Nu brugte man mange kræfter på at løbe efter Brøndbys shortpassing, hvilket betød, at når man havde bolden, var pulsen højere og derfor stressede man sit eget spil mere.

Brøndby skabte alt for let overtal centralt i banen, fordi det var nemt at spille bolden rundt om de tre forreste. Jeg havde nok ønsket en mere kynisk tilgang til Brøndby-kampen, hvor man først og fremmest ville lukke dem ned, ved at stå dybere på egen banehalvdel og dermed undgå samme mulighed for dybdeløb, som Suzuki og Ohi scorede efter.

Også i spillet med bolden savnede jeg kynisme. Når man er i tvivl, og i særdeleshed i kampens første ti minutter, hvor spillet sjældent har sat sig, skal man ikke operere med alt for risikofyldte afleveringer. Kort sagt kunne begge mål have været undgået, hvis Mouritsen og Helander havde sparket langt i stedet for uprovokerede afleveringer langs jorden til en Brøndby-spiller.

Al Hajj og midtbanen

Allerede i podcasten efter Viborg-kampen nævnte jeg, at det ville være rart, hvis både Köhler og Trybull kunne starte mod Brøndby, fordi jeg frygtede midtbaneslaget mod rækkens førerhold. Kampens forløb ændrede ikke på denne tanke.

Der er ingen tvivl om, at Al Hajj fra 6’er-positionen kan skabe OB’s spil mod modstanderen, som har svært ved at matche hans individuelle kvalitet, men nogle gange er fodbold simpelthen bare fodbold, og Brøndby vidste fra første fløjt, at de skulle stoppe Al Hajj i at få en god kamp. Jeg vil ikke sige mig fri for, som serie 1-træner i en pokalkamp mod et højere rangeret hold at bede min 6’er om at gå ekstra kontant til modstanderens offensive midt, for at irritere ham og måske provokere ham til at spille en dårlig kamp.

Det var tydeligt for mig, at Brøndby gjorde det samme for Al Hajj.

Det skal Krogh være mere klar på fremadrettet. Allerede mod AGF kan Krogh se ind i samme problemstilling. Her vil de formentlig også gå efter at ødelægge Al Hajjs kamp fra første fløjt. Det handler som træner om at kunne ændre på noget på banen, som vil gøre OB bedre. Mod Brøndby havde jeg gerne set, at man havde sat en ekstra midtbanespiller ind, og dermed kunnet matche dem bedre centralt.

Det havde også givet Al Hajj mulighed for slippe for nogle restforsvarsforpligtigelser, som bandt ham lige lovligt meget centralt og som bl.a. betød, at Trybull skulle ligge mere til højre, for at tage sig af Vallys. Det betød også at det forrygende samarbejde som Al Hajj havde med Owusu i Viborg aldrig fik nogen betydning i Brøndby-kampen. Den relationelle del af OB var ikke tæt nok på hinanden.

Köhler kunne kun spille 30 minutter, Manneh var ikke engang på bænken og ville Ejdum kunne præstere? Krogh havde ikke rigtig muligheden for at rykke på denne situation, hvilket er meget ærgerligt. Mod AGF risikerer man den samme situation, fordi Trybull afsoner sin karantænedag – dog er Manneh og Ejdum i klar fremgang fysisk.

Læring

Krogh blev klogere på mange ting i Brøndby-kampen. Bevidst eller ubevidst har spillerne ikke en god fornemmelse for at spille på eget græs. Selvom det er imod Kroghs filosofi, så havde en mere defensivt oplæg til kampen været en rigtige tilgang i en verden, hvor et point flytter bjerge. Generelt skal holdet være mere kynisk, og som Trybull turde at gøre sig upopulær hos modstanderen. Flinkeskolen er for dem, der spiller skak – ikke for dem, som kæmper for at overleve.

På den positive side så fungerer det etablerede spil, Owusu fungerer godt som variationsspiller til den centrale midt og Deedson skal nok få sine chancer. OB må nemlig ikke blive for statiske, men skal i stedet søge de oplagte variationer oftere.

At Krogh vælger at holde fast i vinderholdet fra Viborg, er forståeligt, men uge for uge må Krogh alligevel adressere de problemer, der trods alt også var i Viborg. Nu kan han koble problemerne fra Brøndby til, og det må han reagere på. Rotation gør kun et hold stærkere, lige nu er gabet fra starter til bænk for stort, og det skal der skrues på. Derfor er det nogle gange godt at have nogen, man stoler på, siddende på bænken.

Og så er Al Hajj ikke færdig som 10’er i OB. Kan man i højere grad bringe ham i en Vallys-rolle, så får man mere gavn af ham, end når han skal slås midt på banen med typer som Wass. Hvis vi skal tage udsagnet om at overlevelser er det fulde fokus i Odense, så skal man træde et gear op i intensitet og tempo mod AGF, ellers bliver Aarhus-turen ikke den positive oplevelse som holdet og fansene har brug for ovenpå nederlaget til Brøndby.

—

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen