Hver måned i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.

Denne måneds udgave af mellemrummet er kun tilgængelig på skrift.

Der er allerede skrevet mange ord om Alexander Zornigers tiltrædelse som cheftræner for OB, der er ligeledes sendt mange respektfulde ord i Søren Kroghs retning. Derfor vil sæsonens sidste mellemrum ikke dvæle for meget ved alt det, som allerede er blevet skrevet. Dette skriv vil anlægge et meget mere fodboldfilosofisk blik på OB’s og Troels Bechs valg af træner.

Inden det filosofiske foldes ud, vil der placeres et lille mellemspil, som handler om, hvordan dansk fodbold måske lidt er gået i stampe. Udgangspunktet vil faktisk være, hvorfor Søren Krogh havde svært ved at få tingene til at fungere i foråret.

DBU og den røde tråd

Med ansættelsen af Morten Olsen tilbage i 2002 som dansk landstræner skete der en kæmpe omvæltning og en øget centralisering af fodboldens udvikling i Danmark. Morten Olsen kom med hollandsk trænererfaring og sammenholdt med tysk disciplin skabte han og en række medaktører DBU’s røde tråd, som langt henad vejen havde fokus på, at spillet skulle have sit udgangspunkt med bolden.

Dette var i princippet en omvæltning fra Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen og Bo Johanson, som alle, på forskellig vis, ønskede at sætte bolden hurtigt på spil. Hos dem skulle man hurtigst muligt finde spillere i mellemrum på modstanderens banehalvdel og derfra søge målet. Olsen ville det lidt anderledes, han så, at rummene på modstandernes banehalvdel blive mindre og mindre og derfor ønskede han at lokke modstanderne frem i pres, for så at kunne finde de rum, det skabte.

Det skabte en del boldmassage (for at bruge et negativt ladet ord) eller possessionorienteret fodbold, som jo toppede med Guardiolas Barcelona-hold i fra 2008-2012, som blev verdenskendte for tika-taka. Dogmet i denne spillestil var det opbyggelige i at kunne spille bolden rundt i evigheder indtil modstanderne var udmattet og gav op. De nedbrydende trænere i den periode var fx José Mourinho, som spillede omstillingsfodbold og ikke gav boldbesiddelse mange høje tanker.

Dansk fodbold har været ekstremt præget af det opbyggelige syn på spillet, hvilket jo har skabt en lang række af toptrænere med et fodboldsyn som har boldbesiddelsen i centrum. Ikke alle sammen med samme dogmatiske tilgang, men underliggende har en særlig idé om træningskultur fordret mange identiske trænertyper. Hvilket også har medført historisk mange danske trænere i udlandet, fordi de netop er blevet meget veluddannet, men sjældent fordi de har en særlig spillestil. Det har til gengæld et syn på træningen, som gør dem stærke.

“Periodisering” kan fænomenet kaldes, og det handler grundlæggende om, at man træner alle dele af DBU’s spillestilsbold lige meget over en hel sæson. Spillestilsbolden består af seks faser: 1. Vi-fasen (vi har boldbesiddelse), 2. De-fasen (modstanderen har boldbesiddelse), 3. Vi-De-fasen (vi mister bolden, defensiv omstilling) og 4. De-Vi-fasen (de mister bolden, offensiv omstilling). Derudover er der offensive og defensive standarder som femte og sjette faser. Endelig er der også erobringsspillet, og nu bliver det teknisk, for man kan sagtens presse højt uden at gå i erobringsspil.

Idealet er prisværdigt. Man skal som fodboldhold kunne håndtere alle dele, men i praksis er det ekstremt vanskeligt. Periodisering kræver tid, men det kræver også at enhver øvelse fungerer optimalt, at progressionen fra pasningsøvelsen til anvendt spil spejler hinanden fuldstændig. Det kræver, at man som cheftræner er ekstrem præcis, og at ens assistenter er fuldstændig i sync med planen.

Søren Krogh har et idealistisk syn på fodboldspillet, han har inspirationskilder og fodboldtræneropdragelse i den opbyggelige tilgang. Bolden er vennen, som holdet skal bruge til at vinde med. Derfor var det måske en uretfærdighed fra Bechs side at forlange direkte spil og åbne kampe, når Krogh i virkeligheden har sit fodboldsyn et andet sted.

I sidste ende blev synet på spillet og dermed forløsningen af klubbens strategi eller som Bech sagde til SFÅ d. 31.5.: ”klubben ejer udtrykket”, som gjorde, at Krogh ikke kunne fortsætte, selvom der faktisk kunne findes en del valide argumenter for at han burde have fortsat, men de argumenter gemmer jeg til næste runde af ”træneren raus” i OB.

Alternativelös

Som I nok kan fornemme, er hårlængden på denne blog en diametral modsætning til skribentens. Nu vandrer vi længere ind i, hvad en fodboldfilosofi er i Zornigers univers. Jeg vil benytte mig af forskellige kilder, bl.a. Niels Lundes bog Aktion, Aktion, Aktion, men også den mere generelle viden om gegenpressing og de andre taktiske elementer som hører denne særlige stil til. Jeg vil for overskueligheden bruge de fire faser i åbent spil; 1. Vi-fasen, 2. De-fasen, 3. Vi-De-fasen og 4. De-Vi-fasen som et udgangspunkt for at øge forståelse for Zornigers prioriteter, hvilket ikke følger en normal DBU-skolet træners periodisering.

3. Vi-De-fasen

Det virker som det glade vanvid, men faktisk handler gegenpressing om at tabe bolden for at genvinde den. Når Zorniger siger, at holdet skal spille imod bolden, så betyder det, at bolden hele tiden skal sættes på spil og ikke passes på, som den mere opbyggelige tilgang peger på.

Gegenpressing handler om at genvinde bolden hurtigst muligt, efter man har tabt den. Det vil sige, at man reagerer prompte på fase 3 ved at gå til fase 4, det mest optimale vil være at lave en omstilling på en omstilling. Der er forskellige måder at gå til den strategi, populært sagt er der to: Guardiolas og Klopps.

1. Guardiolas går ud på at lukke alle spilmuligheder omkring den spiller, som har erobret bolden, inden man går i pres på spilleren. Det stresser spilleren først at blive isoleret og dernæst blive presset.
2. Klopps udgave har en større voldsomhed; her vil to til tre spillere overfalde spilleren med bolden.

I OB har Krogh primært trænet efter Guardiola-modellen, mens Zorniger kommer til at træne efter Klopp-modellen. Det vil altså ligne overfaldsfodbold, når OB tørner ud efter sommerferien, jeg vil senere i bloggen komme ind på de taktiske aspekter i dette valg.

4. De-Vi-fasen

Når OB så genvinder bolden højt på modstanderens banehalvdel efter et gegenpres, så skal man søge målet inden for få sekunder. Hvor Guardiolas mandskab har et dobbelt sigte, hvor de enten søger mål eller søger at reetablere den høje boldbesiddelse, så ønsker Zorniger og de andre gegenpres-trænere at få skabt en chance hurtigst muligt – også selvom det potentielt kan ende i endnu et boldtab.

Zorniger ser hellere en omstilling på en omstilling på en omstilling end at bolden spilles tilbage til bagkæden. Det understreger han faktisk i sit interview til SFÅ d. 31.5., hvor han taler om at mangedoble mængden af aktioner pr. minut i en fodboldkamp. Igen vil jeg vente med at gå taktisk til senere.

2. De-fasen

Zorniger opererer med et lidt alternativt pressystem, som egentlig har udgangspunkt i sin gegenpres-idé. Hvor mange trænere, Krogh inklusiv, bruger kantpres eller 9’erpres, som presskabeloner, så er Zorniger mere optaget af presintensitet og spilmuligheder for den der bliver presset.

I denne situation er det rimelig simpelt sat op, OBs venstre 8’er går i pres på Randers’ højre back, men i stedet for at løbe vinklet i presset, hvor enten den brede eller den centrale vinkel lukkes, så spurter nr. 7 lige mod backen, som nu kun kan spille bolden uden for den blå trekant. Faktisk er kun centerbacken til venstre for backen en rimelig mulighed, men hvis den spilles vil 9’eren gå i pres:

Her vil centerbacken tvinges til at blive fejlvendt, OB’s nr. 11 vil lukke rummet omkring målmand og modsatte centerback, og nr. 9 vil kunne gå i bolderobring. Hvis du sidder og tænker; jamen dette er jo dømt til at virke, så læs lige bloggen til ende, der kommer et aber dabei…

1. Vi-fasen

Zorniger ønsker de direkte bolde op igennem banen. De behøver ikke være med sne på, allerhelst skal de spilles langs jorden, men direkte skal de være.

Her spiller OB den kort ud fra målspark og nr. 3 skal med det samme søge den direkte aflevering, fordi modstander står højt, nr. 8 fra OB skal søge bredt for at frigøre pladsen til den lange pasning frem i banen. OB skal nemlig søge overtalsrummene og springe undertalsrummene over:

Bemærk hvordan OB’s 8’er er i undertal i det sorte felt, men ved at spille bolden frem på 11’eren, så skabe en 3v2-situation i det blå felt. Mod dybere stående modstanderen kan det se således ud:

Her har 3’eren både 8’eren og 6’eren som muligheder, men faktisk har OB en potentiel 5v2, hvilket gør at både 11’eren og 10’eren er med i situationen, så tabes bolden er de en del af gegenpresset. Modstanderne vil typisk gøre sig endnu mere kompakte, og i det tilfælde må 3’eren gerne spille bolden til modsatte centerback, som enten kan drive bolden frem eller endnu bedre spille den direkte frem i banen.

Det direkte spil er kimen i Vi-fasen. Zorniger ønsker at maksimere alle situationer med bolden til at skabe chancer, og fordi De-Vi-fasen og Vi-De-fasen er foretrukne faser, så kan man lettere tillade det direkte spil. Der kommer næppe til at være lange træningspas i hvordan man skal spille bolden op gennem kæderne.

Taktiske elementer i de foretrukne faser

Gegenpressing handler for Zorniger om at overfalde modstanderen, når Vi har tabt bolden, og derfor spiller restforsvaret en særlig rolle. Hvis Zorniger vælger at spille 442 med diamant, som mine hidtidige illustrationer har vist, så en gegenpres situation kunne se således ud rent taktisk:

OB har forsøgt at spille bredt på backen, men Randers’ venstreback har interceptet bolden, og nu skal både 11’eren og 2’eren fra OB gå i pres på Randers-backen for at overfalde ham. Med til at skabe overtallet i genpres-situationen er 8’eren og 10’eren, hvilket gør, at OB kan genpresse i en 4v3. Restforsvaret består af de to centerbacks og 6’eren. OB-spillernes reaktionstid her skal være hurtig, for ellers vil Randers sagtens kunne spille sig ud af situationen. Det betyder, at de spillere OB skal bruge, skal kunne spurte i høj fart over få meter.

Ser vi situationen i 352, ser det således ud:

Positioner er lidt anderledes med lidt mere kompakthed i bredden, til gengæld vil den højre centerback få en rolle i genpresset, i andre situationer vil han blive tilbage i restforsvaret. Det afhænger af, hvordan midtbanens trekant vender.

Når OB så genvinder bolden, er det meningen, at den første aflevering skal være fremadrettet:

Her har 2’eren generobret bolden og spiller den direkte frem i banen mod 11’eren.

Et kæmpe aber dabei…

Alt ovenfor tager udgangspunkt i, at Zornigers fodboldfilosofi vil fungere i OB, men der er flere aber dabei’s i den ligning. Modstanderne kender Zornigers filosofi; de fleste hold kan huske Brøndbys spillestil i de år, han trænede dem, og vil derfor være forberedt på at håndtere de spørgsmål, Zorniger stiller ved sin spillestil.

Fx kræver Zornigers spillestil en høj bagkæde, fordi kompaktheden i holdet er vejen til at lykkes, og derfor vil OB efterlade meget bagrum, som modstanderne vil kunne udnytte. Bare se de to foregående illustrationer, hvor meget plads der er på OB’s banehalvdel. Så med den rette taktiske forberedelse vil modstanderne kunne profitere af OBs åbenhed.

Et andet aber dabei er, hvorvidt og hvor hurtigt Zorniger kan skabe den rette form og indstilling der kræves. Spillerne skal være ekstremt modige, når de går i genpres og i pres. De skal stole på hinanden og på dem selv. Sådan noget kommer ikke over natten; det tager tid og koster kræfter.

Spillerne skal turde tro på at sværmen virker, at de hele tiden skal bevæge sig efter hinanden. Går man i pres i siderum, så skal holdet med derover, så man lukker den banehalvdel, man presser ned i. Man må ikke tøve, den der tøver (fx kigger sig over skulderen) ender med at tabe kampen for OB. Det høje pres vil falde fra hinanden, hvis spillerne ikke foretager presset som en bi-sværm. Balancespillerne (6’eren bl.a.) skal være enormt bevægelig og stærk for at kunne sikre restforsvaret.

Kravene til spillerne bliver voldsomme, og det vil uden tvivl udvikle holdet, men stilen bliver kun en succes, hvis spillerne accepterer at lide for den.

Et bud på sommerens OB-hold

I skrivende stund er der ikke hentet nogle forstærkninger til OB’s hold, og hvornår de kommer og hvem der kommer, er der lige nu begrænset viden om. Derfor er det nærliggende at se på, hvad holdet allerede indeholder. Og her kommer vi hurtigt til nogle udfordringer:

1. kantspillere; OB har lige nu Don Deedson, Markus Jensen, Magnus Andersen som klassiske kantspillere. Zorniger spiller, historisk set, meget sjældent med offensive kantspillere. Han ønsker central kompakthed og det rimer ikke på kanter, fordi det kan skabe for store afstande i genpressituationerne.
2. de rutinerede; Tom Trybull har været et anker på den centrale midtbane, siden han kom tilbage i striber, men han vil få sine vanskeligheder, når spillet bliver sat op til at være aktion, aktion aktion. Trybull er bedst i de kampe, hvor han får hvile mellem aktionerne. Omvendt kunne det hjælpe ham, at spillet ikke længere bliver afhængigt af, at han skal diktere boldens fart, men som en Fabinho i sin sidste sæson i Liverpool kan Trybull ende som statist midt på banen. Bürgy, Paulsen og faktisk også Hansen/Myhra kan også blive udfordret på deres fart, fordi den bliver afgørende i at sikre bagrummet. Derudover vil Bonde få et fysisk efterslæb, som måske rykker comebacket et par uger, fordi han skal kunne mere end nogensinde på intense løbemeter.
3. den fysiske forfatning og det mentale; når man skal kunne løbe en laufparcour (45 minutters løb i høj fart fra målfelt til målfelt med og uden bold), så vil man blive udfordret rent fysisk, og OB’erne vil føle en træthed, de aldrig før har mødt. Det kan skabe en følelse af mentalt og fysisk underskud, som spillerne skal kunne håndtere. Det vil ikke overraske mig, hvis OB får nogle klaps i træningskampene, fordi spillerne er udmattet. Omvendt vil det senere kunne give et kæmpe overskud på banen, det gjorde det i hvert fald i Brøndby.
4. Zorniger er ikke påvirket af det hierarki, som Krogh byggede sin kultur på. Så spillere hentet med Kroghs indflydelse, Bonde, Sørensen, Bürgy og Grot, vil ikke have en særlig status. Faktisk ser jeg især problemer for Bonde og Bürgy, hvis skoling ikke nødvendigvis passer til Zornigers vej. Zorniger er, i modsætning til rygtet, vild med unge spillere. Gennemsnitsalderen på de foretrukne i efteråret 2016 var 24,3 og i Greuther Fürth var den ofte endnu yngre.

Historien fra Brøndby er også, at Zorniger forløste spillere som Nørgaard, Hjulsager og Phiri, som sæsonen inden ikke havde været superliga-profiler.

Hvad vil Zorniger så vælge, når han skal sætte sin første startellever i Superligaen? Jeg håber, at han er modig og spiller en 442 med diamant på midten. Formentlig vil Myhra være klar igen, og derfor vil det være oplagt, at han starter på mål. Bagkæden kunne meget nemt bestå af Owusu på højre back, Askou og Gomez i midterforsvaret og Sørensen på venstre back. Så tror jeg, også pga. sin uddannelse i RB Leipzig, at Grubbe vil starte som 6’er, han er bevægelig og har sine forcer i restforsvaret. Som de to 8’ere tror jeg Martin og Ejdum vil være de foretrukne og på 10’eren kunne jeg godt se Markus Jensen få chancen. Helt fremme er jeg ikke i tvivl om, at Kjerrumgaard og Grot vil være favoritterne. Rent på fysikken vil de otte bagerste kunne udmatche de mere rutinerede spillere, og det vil være tungen på vægtskålen.

Der kan jo godt komme forstærkninger inden, der kan også komme evt. salg, og det vil nok ændre på opstillingen. Vælger Zorniger sit andet foretrukne system 352, så tror jeg faktisk, at Owusu vil blive højre centerback med Askou og Gomez som makkerne dernede. Ejdum og Grubbe vil være den dobbelt pivot (to 6’ere) og Martin og Jensen vil dyste om 10’er-positionen, mens Sørensen vil være venstre wingback og McCoy vil være højre wingback. Kjerrumgaard og Grot kan man ikke pille ved.

Spændende bliver det at se, hvordan Zornigers indtog vil ændre på dagligdagen og kampbilledet i OB. Min største frygt er ikke kulturen, jeg er mere bekymret for, hvor lang tid der vil tage ham at flytte OB op i tempo.

Men min allerstørste frygt er, at OB (lige som resten af dansk fodbold) udvikler sig for langsomt. Nu vælger man at etablere en stil, som er mere en 10 år gammel. Det er der ikke meget fremtid i. Derfor er jeg mest spændt på, hvordan Zorniger har udviklet sig siden Brøndby-tiden, hvilke nye elementer har han koblet til sin stil?

Det vil være mit undersøgelsesfelt i den kommende sæson.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver måned skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.