Hver uge i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Du kan få artiklen læst op i vores podcast-kanal eller via denne afspiller:

Jeg skrev det for præcis en uge siden; jeg bad Krogh og kompagni om ikke at forjage noget, ikke komplicere spillet. Den opgave løste de til dels mod Hvidovre, men mod Middelfart gik det galt. Opstillingsmæssigt blev man presset af, at unge Hansborg måtte melde pas; han skulle egentlig have startet fremfor William Martin – derudover ville man gerne spare Kjerrumgaard, Ejdum, Mickelson, Gomez og Paulsen.

Derfor blev man sårbare i bredden inden kampstart, men at man undervejs vælger at bytte Martin og Grubbe, så sidstnævnte ender som en slags højre kant, er en gåde. Dernæst så vælger man at spille Ejdum på modsatte 8’er af den, han har spillet i sine fleste førsteholdskampe. Endelig skifter man Gomez ind fremfor Mickelson, som havde været den gennembrudsstærke back, man har savnet hele kampen.

Man skaber unødigt bøvl ved ikke at gøre det oplagte. Man gør tingene sværere, end de behøver at være; det forvirrer spillerne, det gør det sværere at gøre det rigtige for holdet. At man undervejs også må skifte system, fordi der ikke er flere kanter på bænken (Selvén kom først ind, da alle andre offensive modeller var blev foretrukket). Man rystede en båd, som stadig ikke er kommet ud af den stride storm, der har raseret i årevis.

At kontrollere en kamp

Kampen mod Hvidovre efterlod mig ellers med et positivt indtryk, første halvleg var vel noget af det bedste, OB har spillet i mange år. Spillet lignede langt hen ad vejen det spil, jeg forbinder med OB; direkte, “presfodbold og pas på nede bagved.”

OB lykkedes i udpræget grad med at straffe Hvidovres til tider naive form for fodbold. Man søgte at skabe bolderobringer på egen banehalvdel ti-femten meter uden for feltet, for at lave omstillinger og skabe de kontraløb på siderne af de to centerbacks fra vestegnen. OB lykkedes også med det høje pres på Hvidovres målspark. Generelt var der masser af plusser i spillestilsbogen.

Hvidovre skifter to spillere efter 41 minutter og derfra fik OB det sværere og sværere i spillet med bolden. Hvidovre skiftede nemlig også til et andet system (3-4-3), som virkelig udfordrede OB’s positionering i spillet både med og uden bold. Hvidovres wingbacks gjorde OB i tvivl om, hvem der skulle dække dem i de opsatte presmønstre. Samtidig skabte trebackkæden flere overtalssituationer for Hvidovre, når OB havde bolden, hvilket gjorde fynboernes spil langsommere.

OB havde svært ved at løse Per Frandsens taktiske udfordring. Dog gik OB ikke i panik, selvom kampen blev bøvlet, og selvom Gomez og Mickelson til tider var på hælene i venstre forsvarsside, så blev Hvidovre ikke for alvor farlige, fordi OB formåede at trække tempoet ud af nedrykkerkollegerne. OB accepterede også indlæg fremfor mellemrumsspil, selvom Makienok har højden og drøjden til at være en giftig modstander.

Her viste OB noget, som jeg ofte har savnet hos holdet, nemlig evnen til at kontrollere kampe, selvom det er modstanderen, der har boldbesiddelsen. Hvidovre formår nemlig kun at få to skud inden for målrammen på de sidste 45 minutter, selvom de havde 59% af boldbesiddelsen. Ingen af skuddene opnår prædikatet målchance. Selvfølgelig sad man med klassisk tynd-OB-mave indtil William Martins pres og skud førte til, at Hansborg kunne lukke kampen.

Tilbage til basis

Middelfart-kampen viste til gengæld bundniveauet for OB-holdet. Den viste også, at bredden og evnerne stadig er begrænset. Derfor skal torsdagens og fredagens træning tilbage til basis, ingen forsøg, ingen idéer, bare “direkte spil, presfodbold og pas på nede bagved.”

Man har talt meget om kultur, det er blevet til narrativet omkring Bech og Kroghs projekt i OB, men det taktiske spiller også en rolle. Det irriterer mig grænseløst, at man ikke holder fast i de elementer, som har virket mod HB Køge og mod Hvidovre. OB manglede energi tirsdag aften i Middelfart, men OB manglede også det rette mindset.

Man gik bananskrælsagtigt til kampen. Man var bange for at lave fejl, derfor lavede man mange fejl. At Middelfart var kloge med Lasse Thomsen, som spillede tredje stopper det ene øjeblik, 6’er det næste og 10’er i angrebsspillet, retfærdiggør ikke, at OB ikke havde nogen løsning. Samtidig havde Middelfart også luret, at OB lader sin venstreback især gå frem i presset, derfor faldt deres 9’er konstant ud i bagrummet på McCoy, som lignede en U19-spiller tirsdag aften.

Men det er ikke McCoys fejl, selvfølgelig skal han lære af kampen, han skal dog ikke have skylden. OB kom slet ikke ud til kampen med et OB-værdigt udtryk. Nu er der begrænset stats til rådighed omkring kampen, men jeg mener Grubbe laver det første frispark efter 15 minutter af kampen. Her burde OB allerede have lavet fem på Middelfarts banehalvdel.

Man er simpelthen ikke villig nok i presset. Man vidste at kampen ville blive spillet på en sommertør bane, hvor pasningsfodbold kommer til kort, mens presfodbold sidder med alle esserne. Alligevel satte man ikke pres på Middelfart. Det er et taktisk valg. Derudover så mangler man jo relationer på banen. Krogh havde indtil Middelfart-kampen brugt 16 forskellige spillere.

Tirsdag aften gav han debut til nr. 17, nr. 18 og nr. 19 i denne sæson, samtidig med at fem faste startede ude. Når man ændrer så meget, så skal gameplanen være overskuelig for spillerne, det blev den ikke. Selvfølgelig kan man godt skælde nogle af spillerne ud, Manneh og Bonde trådte i hvert fald ikke i karakter, Marcus Jensen har heller ikke fået helt hul på bylden, men mest af alt er ansvaret Kroghs.

Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke vælger højere aggressivitet i presset? Hvorfor man ikke skaber bredere punkter med begge backs? Hvorfor man ikke skubber flere spillere i feltet (især i første halvleg, hvor Bonde næsten aldrig kom i feltet)? Alle de ting som har virket for OB indtil nu. Så må man give køb på det, man mangler i Ejdums dynamik, Fengers evne til at fylde på i området omkring Kjerrumgaard, fordi man ikke bringer dem samtidig.

Hvorfor opgiver man basen, bare fordi man ryster træet? Jeg kan formentlig alle Kroghs forklaringer på fingrene, men de er uinteressante. Det relevante er at lære, at man ikke kan variere endnu, at det basale kun er på plads for 12-13 i truppen, resten halter gevaldigt efter.

Resultater er vigtigere end proces

Hvis kultur virkelig er det eneste, som er 100 procent vigtigt for OB, så skal man opgive taktiske følelser. Det er på mange måder idealistisk at ville spille 4-3-3 med kantangribere, men i realiteten har OB ikke bredden i truppen til det system. Slet ikke tirsdag aften. Og selvom Hansborg måtte melde pas til kampen, så havde man med Hansborg i truppen stadig ikke bredden til det system.

Tirsdag aften var en lærestreg. OB er stadig ramponeret, mentaliteten er stadig ramt. Selvom vi også ser FCK, Brøndby m.fl. blive ekspederet ud af pokalturneringer til lavere rangerende hold, fordi pokalfodbold i sig selv er en bananskræl, så viser OB’s kamp noget skrøbelighed i den tilgang til spillet som trænerne har.

Man har ikke fundamentet på plads, men kan ikke ændre kampbilledet gennem indskiftninger og tre pauser undervejs. Man træffer spøjse valg; Grubbe og Martins byt af position, doe eksempel. Grubbe gjorde det fint som 8’er uden bold, Martin havde det svært, indtil han endte som 9’er i den 4-4-2, som OB sluttede kampen i. Holdet blev aldrig bedre af den disposition.

På lørdag hedder den Hillerød, og jeg formoder holdet hedder: Myhra, Owusu (hvis skaden ikke holder man ude), Paulsen, Gomez, Mickelson – Bonde, Manneh, Ejdum – Jensen, Kjerrumgaard, Fenger. De skal tilbage til udgangspunktet, og selvom det bliver bøvlet, så skal kampen ende med tre fynske point. Alt andet vil være problematisk ovenpå Middelfart-kampen. Lige nu opbygger resultaterne nemlig den modstandsdygtighed, som OB’erne skal have. At rejse sig og vise, at Middelfart blot var et uheldigt udsving.

Det kræver, at Krogh og kompagni ikke sætter for mange både i søen, og holder fokus på essensen af det, OB vil. Hillerød vil uden tvivl forsøge at drille OB med taktiske spidsfindigheder, men dem skal man kunne overkomme gennem vilje, ihærdighed, energi, robusthed, optimisme og bevidsthed.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen