Markus Jensen efter startdebut: “Jeg håber på mit gennembrud i denne sæson”
Af Andreas Jørgensen
Markus Jensen spillede en afgørende rolle, da OB lørdag eftermiddag slog Hvidovre IF med 2-0 på Nature Energy Park.
Fro tredje gang i træk kunne OB gå fra banen som sejrsherre i denne sæson, da Hvidovre IF lørdag eftermiddag blev besejret med 2-0 på hjemmebanen i Odense. Fynboerne kom aggressivt ud til opgøret og var især farlige på omstillinger, hvilket også førte til 1-0-målet, hvor topscorer Luca Kjerrumgaard blev spillet fri af Markus Jensen.
Det var også en tilfreds assistmager, som Stemmer Fra Ådalen mødte umiddelbart efter slutfløjt:
“Jeg er rigtig godt tilfreds med min indsats i dag. Jeg blev sendt i dybden en del gange og udnyttede den manglende fart hos Hvidovres forsvarspillere, hvilket også resulterede i målet til 1-0. Vi burde dog have lukket kampen allerede i første halvleg, så det skal vi have arbejdet på,” sagde Markus Jensen.
OB’s 19-årige kantspiller startede for første gang inde i denne sæson, og atmosfæren på stadion var med til at gøre startdebuten endnu bedre:
“Selvom Richard Møller Nielsen-tribunen var lukket, var stemningen stadig fantastisk. Det var ekstra motiverende at høre vores fans hele kampen igennem, og det er momenter som dette, der glæder mig over at være stribet.”
Ser frem mod pokalkamp i Middelfart
Markus Jensen håber på at kunne spille sig til en fast plads i startelveren og håber for alvor på sit store gennembrud i denne sæson. På tirsdag skal han og resten af truppen igen i kamp, hvor Middelfart venter i Oddset Pokal:
“Førsteprioriteten er at rykke op i Superligaen igen, men vi spiller for at vinde alle kampe, og jeg håber og tror på en sejr tirsdag i Middelfart,” sagde Jensen med et smil på læben, inden han gik tilbage mod omklædningsrummet for at fejre sejren med sine holdkammerarter.
Middelfart-OB fløjtes igang tirsdag kl. 18 på Middelfart Stadion. Næste hjemmekamp for OB er lørdag den 10. august mod Hillerød Fodbold.
Foto: Nicolai Berthelsen / OB Fra Sidelinjen