Interview: Owusu tror på pokalsejr i Fredericia  

Af Martin Davidsen
30. oktober 2023

Søndagens uafgjorte kamp mod Silkeborg giver OB tro på tingene frem mod onsdagens pokalkamp i Fredericia, fortæller Leeroy Owusu til Stemmer Fra Ådalen.

Af: Andreas Jørgensen

På onsdag spiller OB mod 1. divisionsklubben FC Fredericia på den anden side af Lillebælt i 4. runde af Oddset Pokalen. Det er en kamp, som OB’s hollandske højre back Leeroy Owusu ser rigtig meget frem til:

”Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver en kamp, hvor vi skal bevare roen og forblive fokuserede under hele kampen. Jeg kender ikke meget til Fredericia, men de skulle være et godt hold, så det bliver ikke nemt.”

Owusu, som spillede næsten hele kampen mod Silkeborg i søndags, er dog overbevist om en stribet sejr i onsdagens pokalkamp. Han tror også på, at OB kan gå hele vejen til pokalfinalen, som det var tilfældet i 2021/2022-sæsonen.

”Hvorfor ikke? Vi skal altid tro på, at tingene kan lade sig gøre. Vi har et godt hold, og hvis vi tager én kamp ad gangen, er vejen til finalen helt sikkert inde for rækkevidde.”

Godkendt præstation i Silkeborg

OB går ind til onsdagens pokalkamp med et 0-0 resultat mod Silkeborg i bagagen. Leeroy Owusu er generelt tilfreds med det ene point, selvom Mohamed Buya Turay helt bogstavelig talt var millimeter fra at afgøre kampen til fynboernes fordel i kampens overtid:

”Jeg synes, at vi leverede en godkendt indsats. Tempoet var højt, og Silkeborg spillede hurtigt på kunstgræsset. Men vi stod rigtig godt defensivt, hvor vi fik lukket af for deres angribere.”

Den hollandske højre back tilføjer:

”Jeg synes dog, at vi mangler lidt kvalitet på den sidste tredjedel af banen, hvor vi kunne have været mere effektive. Så det skal vi arbejde på i den kommende tid.”

Ifølge Owusu giver søndagens uafgjorte resultat tro på tingene frem mod ugens kampe, hvor OB altså først skal forsøge at slå Fredericia i pokalturneringen, før der venter en bundgyser i Lyngby lørdag eftermiddag:

”Vi kan bruge vores præstation i Silkeborg til rigtig meget. Uafgjort mod et af topholdene i Superligaen er bestemt en selvtillidsbooster i en tid, hvor resultaterne ikke er gået vores vej. Så jeg håber, at vi kan fortsætte de positive takter på onsdag mod Fredericia.”

Fredericia-OB fløjtes i gang onsdag den 1. november kl. 20 på Monjasa Park i Fredericia. Stemmer Fra Ådalen vil være til stede for at dække kampen.

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?