Gomez efter debut: Føler mig godt tilpas i midterforsvaret
Af Andreas B. Jørgensen
James Gomez var stolt over at få sin officielle startdebut for OB, selvom han og resten af holdet måtte nøjes med 1-1 ude mod AGF i søndagens provinsklassiker. Stemmer Fra Ådalen talte med Gomez efter kampen.
Søndag aften spillede OB uafgjort på udebane mod AGF. Fynboerne bragte sig ellers foran et kvarter før tid på mål af Bashkim Kadrii, men med en sen udligning af AGF’s Mikkel Duelund måtte OB nøjes med et enkelt point.
I midterforsvaret gav trænerteamet startdebut til James Gomez, der kom til klubben i vinterens transfervindue fra tjekkiske Sparta Prag. I minutterne efter slutfløjt var det en ærgerlig Gomez, som Stemmer Fra Ådalen fangede:
“Jeg er selvfølgelig skuffet over, at vi smed føringen til sidst. Tre point på en svær udebane her i Aarhus havde været perfekt, men det ville skæben ikke,” siger James Gomez til Stemmer Fra Ådalen.
Gambianeren tilføjer:
“Set over hele kampen synes jeg, at vi er godt med, så et enkelt point er langt fra ufortjent.”
Ny konstellation i forsvaret
Gomez spillede i venstre side af OB’s tremandsforsvar, der udover gambianeren bestod af Tobias Slotsager og anfører Filip Helander. Et forsvar, der i store dele af kampen var godt afstemt, mener Gomez:
“Mangel på kommunikation var skyld i målet til AGF, og det skal vi selvfølgelig hjem og arbejde på frem mod næste kamp. Når det er sagt, havde jeg en god følelse derinde og følte mig tryg ved at have Helander ved siden af mig.”
OB’s cheftræner Søren Krogh var fint tilfreds med Gomes’ præsentation:
“Gomez spillede en topkamp efter min mening. Han havde overskud fysisk og vandt sine dueller. Hans spil med bolden kan blive endnu bedre, men generelt leverede han en stærk startdebut.”
Overlevelse og kampen mod Vejle
Selvom James Gomez kun har været stribet i et par måneder, er han kommet til klubben med ét mål:
“I dette forår handler det om at undgå nedrykning. Jeg vil gøre alt for at sikre klubben overlevelse i Superligaen, og så kan vi bygge på derfra,” siger han og ser afslutningsvis frem mod bundgyseren i Vejle på søndag:
“Det bliver en fysisk hård kamp. Vejle har fået en fin start på forårssæsonen, og derfor skal vi gå ind til kampen som var det en finale. Vi håber på støtte fra så mange fans som muligt!”
Vejle-OB spilles på søndag den 10. marts kl. 14 på Vejle Stadion i Nørreskoven.
Foto: Nicolai Berthelsen

