Med jævne mellemrum giver vi plads til gæsteskribenter her hos Stemmer Fra Ådalen. I dette blogindlæg reflekterer den 21-årige OB-fan Jakob Ingemann over sit tilhørsforhold til OB, og hvorfor dansk fodbold og Superligaen siger ham mere end international topfodbold i de store ligaer. 

Af: Jakob Ingemann Nielsen

Som en 21-årig OB-entusiast får jeg tit spørgsmål fra jævnaldrende såsom; “Hvorfor gider du at se dansk fodbold?”, “Jamen hvem holder du med i udlandet?” og “Hvorfor er du OB-fan?”. Præmissen bag spørgsmålene er, at man som 21-årig naturligvis ikke kan følge med i dansk fodbold, når succesfulde klubber som Manchester City, Real Madrid, PSG etc. eksisterer ude i den store fodboldverden. Jeg påstår dog ikke, at jeg ikke selv har været fanget i den moderne fodbolds spindelvæv. Jeg har nemlig tidligere fulgt den europæiske topfodbold tæt – specielt den engelske Premier League – hvilket har fået mig til at fundere over, hvorfor jeg de seneste år er gået fra Jürgen Klopp, Anfield og champagnefodbold til Søren Krogh, Bolbro og stenalderfodbold. 

“Jeg er træt”

Det korte svar er, at jeg er træt. Jeg er træt af stemningsforladte turistmagneter, som er medvirkende til, at tusindvis af “rigtige” passionerede lokale fans i diverse topklubber ikke kan følge deres hold på lægterne. Jeg er træt af Saudi Arabiens smagløse sportswashingsprojekt, som påvirker hele fodboldeuropa som ringe i vandet.

Jeg er træt af den dokumenterede korruption i FIFA og UEFA. Jeg er træt af opblæste mænd i jakkesæt, som prøver at opfinde en udbryderliga og dermed ændre sporten for altid. Jeg er træt af VAR, som har ødelagt den spontanitet og umiddelbarhed, som i sin tid fik mig til at blive forelsket i sporten. Jeg er træt af hjemmelavede papskilte, som tigger efter specifikke spillertrøjer. Jeg er træt af ulidelig målmusik og lysshows inden startfløjt, som ihærdigt forsøger at gøre sporten til et tv-show.

Jeg er træt af, at det bliver sværere og sværere at knytte sig et bånd med spillere, da de maksimalt er i ens klub i et par sæsoner, inden de er væk igen. Jeg er træt af griske klubejere, som udelukkende bruger klubberne som et stykke økonomisk legetøj, frem for et værdifuldt arvestykke. 

Jeg var nok ikke faldet pladask for fodbolden, hvis de ovenstående tendenser havde været en del af introduktionen.  Og jo, et par af disse tendenser i moderne fodbold er også at finde i den danske Superliga. Men jeg må dog alligevel konstatere, at Superligaen kan være en redning og give luft, når man er ved at blive kvalt i den moderne europæiske topfodbold. 

Mange gyldne OB-minder

Jeg er kommet regelmæssigt på Odense Stadion med min far og storebror siden jeg var 8 år, og mange af mine fodboldminder er kommet ved at følge OB på diverse lokationer med familie og venner. At pjække fra gymnasiet for at kunne komme til Otterup og se en søvndyssende pokalkamp.

At stå på Brøndby Stadion med 15.000 stolte medfans og dominere lydbilledet i 90 minutter mod en jysk fusionsklub fra 1999. At sidde 3,5 time i en bus på vej hjem fra Aalborg eller København efter et nederlag. At risikere sine lemmer ved at kaste sig rundt på den midtjyske beton efter en scoring til 1-2 i de døende sekunder. At sidde seks timer i et tog på vej til Berlin med et hjemmelavet dannebrog med teksten “Gribben” samt et stort og majestætisk OB-logo, blot for at se en tidligere OB-målmand indkassere fem mål. 

Alle disse minder – gode som mindre gode – er det man får ud af at følge et hold i den danske Superliga. Omvendt er det svært at få samme samhørighed med et udenlandsk hold gennem en tv-skærm. 

Med mine 21 år er det ikke meget sportslig succes, som jeg har oplevet i forbindelse med at følge OB. Det tætteste jeg kommer på OB-succes er, når min far fortæller anekdoter om mesterskaber, pokaltitler og europæiske udebaneture i Kaiserslautern, Enschede, Bern, London etc.

Hellere kultur end sportslig succes

Og jo, selvfølgelig ønsker jeg min klub en masse succes – men ikke på bekostning af et kontroversielt ejerskab såsom en Red Bull-overtagelse, et statsejet sportswashingsprojekt eller et flerklubsejerskab som vi blandt andet ser med GFH i Brøndby eller PMG i Esbjerg.

Jeg vil hellere forblive i klubbens nuværende forfatning, hvor der kan gå 20 år mellem hvert trofæ, end at ende som RB Salzburg i Østrig, RB Leipzig i Tyskland, Manchester City i England, PSG i Frankrig eller FC Midtjylland i Danmark, som alle har opgivet sine værdier til fordel for sportslig succes i større eller mindre grad. 

Tørsten efter den sportslige succes må aldrig blive prioriteret foran vores kultur og værdier – for så ender vi præcis ligesom alle dem, vi ikke bryder os om. 

Moderne topfodbold suger fodboldglæden ud af mig. Dansk fodbold er mit krisecenter og Odense Boldklub er min krisepsykolog, som i skrivende stund ikke har fodret min generation med succes på banen, men derimod gyldne øjeblikke på diverse tribuner med familie og venner – lige netop af den grund, er jeg OB-fan.

—

Jakob Ingemann er 21 år og er født og opvokset i Fredericia, men er pt bosat i Aarhus, hvor han holder sabbatår. Han har fulgt OB siden 2010. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen