Falks første interview efter OB-comeback: “Det var mit eneste ønske”
Af Martin Davidsen
Rasmus Falk er tilbage i OB. Ni år efter hans afsked med klubben i sommeren 2016 kan Falk nu trække den stribede trøje over hovedet igen. Han har underskrevet en 3-årig kontrakt og bliver dermed en del af Alexander Zornigers OB-hold i den kommende sæson.
Stemmer Fra Ådalen har som de første talt med Rasmus Falk om klubskiftet tilbage til OB.
-Først og fremmest handler det om, at muligheden for at komme til Odense opstod nu, og så skifter jeg også, fordi jeg vil gerne spille fodbold, og jeg vil gerne gøre et forskel det sted, hvor jeg er. Det er meget passende at komme tilbage til Odense nu, for der er gang i nogle nye ting, og jeg vil gerne være med til at give et skub. Jeg har mere fodbold i mig, jeg er frisk og fit, og jeg er klar til at kæmpe. Da jeg begyndte med at spille fodbold som barn, var det for at have det sjovt, og jeg vil tilbage og spille fodbold igen, og jeg vil lave resultater med OB, siger Rasmus Falk til Stemmer Fra Ådalen.
Han understreger, at han stadig har ambitioner og vil opnå resultater med OB, men det er endnu for tidligt at tale om konkrete målsætninger.
-Det hele er stadig meget nyt. Jeg skal møde holdet, min træner og staban omkring. Vi skal bruge tid sammen, inden vi starter op, men som udgangspunkt tror jeg, at der er magne mennesker i den her verden, der vil vinde så mange kampe som muligt. Det er den måde, jeg går ind til det på. Det er for tidligt at sige, om det ender med det ene eller andet. Klubben har en målsætning, og som udgangspunkt kan man leve op til den. Så kan det godt være, at man har personlige målsætninger i spil også, siger Rasmus Falk.
Falk har gennem sin karriere døjet med forskellige skader, men selvom han er 33 år, er han topmotiveret, helt skadesfri og klar til at præstere sit optimale for OB.
-Det med skaderne er lidt af en myte, og det er også noget, der hænger lidt ved. Mine seneste skade ligger mere end et halvt år tilbage, og den skade var der nok ingen, der ville kunne have undgået. Skader er en del af fodbold, og jeg har også haft mine, men det har hverken været på grund af alder eller fordi jeg ikke har været fit. Hvis man kigger på min tid i København, har jeg spillet 339 kampe plus utrolig mange træningskampe, og så kan man jo prøve at regne gennemsnittet ud for de ni år, jeg har været der. Den dag jeg ikke er motiveret, stopper jeg med at spille, for så gider jeg ikke bruge alle de timer på det. Jeg er lige så motiveret, som da jeg tog af sted, siger Rasmus Falk.
Han glæder sig til at trække OB-trøjen over hovedet igen, for det var kun OB, der var interessant for ham denne sommer, fortæller han.
-Jeg har et stærkt ønske om at slutte rigtig godt af i Odense. Det var det sted, jeg ville hen. Længere var den ikke. Det var mit ønske, siger Rasmus Falk, der ser frem til gensynet med en klub, der betyder meget for ham.
-Det bliver rigtig specielt. Det er et sted, der har betydet rigtig meget for mig, min familie, mine venner. Jeg har rigtig mange gode og dårlige oplevelser her, og det føles bare så rigtigt at gøre det på den måde. Det er noget, vi har haft en snak om som familie, og så passede tingene sammen nu, siger Rasmus Falk til Stemmer Fra Ådalen.


