Da drømmen blev til virkelighed for OB-drengen

Af Andreas Jørgensen
13. august 2024

For Elias Hansborg-Sørensen betyder det ekstra meget at spille for OB. I dette interview med Stemmer Fra Ådalen sætter den unge offensivspiller lidt flere ord på overgangen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, og hvorfor OB betyder så meget for ham.

For mange drenge og piger begynder drømmen i det små; en slags glødende fascination, når de ser deres yndlingshold spille. Det er på de tidlige søndagsmorgener, hvor de trækker i trøjen med det klublogo, de næsten betragter som en del af deres egen identitet, og løber ud på de lokale baner med drømmen om en dag at stå på det stadion, de altid har betragtet fra tribunerne. De drømmer ikke blot om at blive fodboldspillere – de drømmer om at tørne ud for netop dén klub, der har været en del af deres liv, kom til verden.

For disse børn er drømmen om at blive professionel fodboldspiller en stærk og vedholdende motivation. De ser sig selv score afgørende mål foran tusindvis af tilskuere for det hold, de har støttet hele deres liv. Det handler om at repræsentere noget større end dem selv, om at træde ind i en historie, der er ældre end dem og stolt at føre klubbens traditioner videre.

Denne drøm bliver for nogle en realitet. For OB’s Elias Hansborg-Sørensen kulminerede flere års hårdt arbejde, dedikation og viljestyrke en augusteftermiddag på Nature Energy Park i Odense. Efter 85 minutters spil dumpede bolden ned for fødderne af Munkebo-drengen, der med et knaldhårdt vristspark gjorde det til 2-0 for de stribede i kampen mod Hvidovre IF.

“Det var en kæmpe oplevelse for mig at kunne juble med de fremmødte OB-tilhængere efter mit mål. Jeg har altid selv været tilskuer til førsteholdskampene, så jeg kan ikke beskrive glæden og stoltheden ved at kunne give dem en sejr,” fortæller Elias Hansborg-Sørensen med et kæmpe smil på læben.

Fra Munkebo til Ådalen

For Elias Hansborg-Sørensen har drømmen altid været klar: at spille for OB’s førstehold. Den unge, nyudklækkede student har været en del af OB, siden han som dreng trådte ind i klubbens ungdomsrækker via Munkebo BK og Øens Hold, akkurat som andre aktuelle førsteholdsspillere som Nikolaj Juul-Sandberg og Max Ejdum. I dag er drømmen blevet til virkelighed, og Elias har taget de første skridt ind i det liv, han længe har drømt om.

“Det er rigtig stort for mig at blive en del af førsteholdet i OB. Jeg har spillet her siden U13, og drømmen har altid været at komme op på førsteholdet. Nu er jeg her, og det er jeg mega glad for.”

Overgangen fra ungdomsholdet til seniorfodbold er en stor omvæltning, men Elias føler sig klar til udfordringen. Han beskriver sig selv som en energisk offensivspiller med en mentalitet, der både fokuserer på at være en holdspiller og en leder, uanset hans unge alder. Det er denne mentalitet og hans alsidige færdigheder på banen, der har ført til hans oprykning.

“Tilliden fra både trænerteamet og holdkammeraterne betyder alt for mig. Jeg arbejder hårdt ved hver træning og sigter mod at få flere minutter på banen og gøre mig til fast starter.”

OB: byens og øens stolthed

For Elias handler det ikke kun om at være en del af førsteholdet, men også om at spille en afgørende rolle i fremtidens OB og repræsentere klubbens værdier og historie:

“Jeg er en rigtig OB-dreng, som er stolt over at være en del af så en traditionsrig klub. Klubben betyder så meget for så mange mennesker. Derfor handler det også for mig om at være med til at gøre klubben til en institution på Fyn, der stråler af stolthed og ære, og som mange fynboer kan spejle sig i.”

Fredagens kamp mod B93 er næste skridt i Elias Hansborg-Sørensens OB-rejse, og han håber på at få flere minutter på banen og kunne gøre en forskel:

“Jeg håber, at vi kommer til København og får en sejr,” siger han. “Og selvfølgelig håber jeg, at jeg får muligheden for at bidrage.”

For Elias Hansborg-Sørensen er hver kamp en ny mulighed for at tage endnu et skridt mod at bygge videre på sine drømme – både for sig selv og for den klub, der altid har været en del af ham.

Hvor nogle drømmer om berømmelse og store kontrakter, drømmer andre om følelsen af at gøre deres lokalsamfund stolte, at være den lokale helt, som børnene ser op til, ligesom de selv engang gjorde. For dem er fodbold meget mere end et spil – det er en livslang passion, en forbindelse til deres rødder og en måde at udleve deres største ambitioner på. Det er sådan, at Elias Hansborg-Sørensen har det på nuværende tidpunkt, og han nyder hvert eneste sekund i den klub, hvis trøje han stolt bærer hver eneste dag.

 

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?