Det bekymrer mig, at OB ikke er nåede længere i sin udvikling her få måneder før strategiens toårs fødselsdag. Den missede top-seks-plads har gjort mere ondt, end nederlaget til FCM i pokalfinalen. For selvom jeg nok havde kaldt det et mindre mirakel, hvis OB havde smuttet igennem – det i år meget brede – nøglehul til top seks, så ville det stadig have bragt OB et positivt sted hen.

Især fordi det ville ske på baggrund af en fornærmende ringe februar og marts, men det skete ikke. Diskussionen om, hvorvidt den ene, anden eller tredje kamp var afgørende for OB’s placering efter grundspillet hjælper ikke OB fremad. Andreas Alm har, i min optik, en god pointe i, at AGF-kampen var afgørende, fordi den så tydeligt viste, at OB ikke har format til top seks.

Det er her smerten er størst; at man ikke kan mobilisere så meget power og energi som en kamp mod AGF kalder på. Efter kampen sad jeg med følelsen af, at OB ikke engang udfordrede AGF, at kampen var afgjort fra begyndelsen. Ja, OB har chancer, men ikke flere end AGF og ja, OB har bolden mere i 2. halvleg, men mest fordi AGF trækker sig lidt tilbage på banen.

Men var du ikke optimistisk tilbage i januar, Dahlslykke? Jo, det var jeg, fordi jeg faktisk forventede, at man var længere fremme med nogle af de ting, som jeg vil komme ind på i denne blog.

Loyalitet

OB har pointmæssigt på intet tidspunkt under Alm været bedre, end man var under Jakob Michelsen. Resultatmæssigt kan perioderne også sammenlignes; Michelsen kom i top seks i sin første sæson, Alm kom i pokalfinalen. Småtterier for en klub, hvis udtalte ambition er at være en fast del af det finere selskab i dansk fodbold.

Noget som er en smule anderledes under Alm er fokusset. Der er meget mindre fokus på alt det, der ikke er optimalt og meget mere fokus på at følge klubbens retning. Nærmest blindt følger man en strategi, som desværre stadig er født af de samme mennesker, som har stået fadder til de seneste 11-12 års ørkenvandring. Ikke videre tillidsvækkende.

Denne loyalitet overfor projektet er dog prisværdigt og skaber den ro og kontinuitet, som kan blive grobunden for en bedre fremtid for OB, men det lader vente på sig. Sigende er det, at OB nu to gange på tre år har kunnet spillet sig i top seks i sidste runde, og begge gange har haft svært ved at møde op til kampen. Første gang kostede det Michelsen jobbet (selvom man jo allerede fyrede ham i januar, ved ikke at forlænge).

Den reaktion arbejder man ikke med i OB mere. Inden sæsonen blev genoptaget i februar, valgte klubben at forlænge med Alm, hvilket viser, at man vil den loyale vej. Det virker klogt nok at lade den samme træner føre holdet videre. Det viser i hvert fald en anden tilgang, end den normale tilgang i Superligaen, hvor trænere (igen) får kortere og kortere snor.

Strategiens tempo

I grunden er det dybt naivt at tro, at man kan gøre noget radikalt anderledes, og så lykkes med det efter kort tid. Alligevel bør der være forventninger til, at man kan lykkes med det, man sætter sig for. Fodbold er ikke en gratis omgang. Det har været langt lettere for Jack Jørgensen og den kommercielle afdeling at nå sine mål, end det har været for Andreas Alm.

Jeg vil dog gerne dvæle ved tempoet. Andreas Alm tiltræder 1. juli 2021 med Michael Hemmingsen som sportschef, Henrik Hansen og Peter Feher som assistent, Janus Blond som fysisktræner, Nicholas Hedemann og Lars Bjerring som målmandstræner. I dag er Hedemann, Bjerring og Alm de eneste tre, der er tilbage.

Det interessante i sammenligningen med andre klubber i Superligaen er, at kun Randers (indtil i torsdag), Silkeborg, Horsens og FCN har haft holdt på hele staben siden Alm tiltrådte. Fire hold som alle har overpræsteret i forhold til trup og budget. Reelt set så har alle andre klubber leveret til par, når det kommer til forventninger ift. trup og budget.

Bjørn Wesström ankommer til Ådalen 1. januar 2022, ca. et halvt år inde i strategien. Siden den stilede svenskers ankomst har OB skiftet en del ud i både stab og trup, han har både hentet kvalitet og kvantitet til truppen, og han har kæmpet med at opnå det fra direktionen forventelige salg.

Samtidig har Wesström formentlig været forfatter til en mere udførlig strategi; han har i hvert fald selv udtalt, at det stykke papir, han fik udleveret ved tiltrædelsen, mere var en vision end en strategi med delmål og den slags. Der er ingen tvivl om, at selve spillestilen er blevet ændret undervejs, første gang for præcis et år siden og senere igen efter sommerferien.

Alm har selvfølgelig været med i den proces, men det er fra Wesströms kontor, retningen er udstukket. Det er også her rekrutteringerne er sket. Lige nu bærer Wesström meget af ansvaret for, at OB endnu engang ikke er kommet i mål med målet.

Det ved Wesström, men han ved også, at det ikke kun er top seks, som tæller for OB. Man vil spille med yngre spillere, gerne egne talenter, man vil skabe salgbare spillere, som kan gøre OB til en bæredygtig klub. Altså en klub, som ikke behøver udenlandske investorer, som ikke behøver en ejer, der konstant skal have portemonneen frem, for at holde klubben over vande.

Alle disse ting er prisværdige af klubben. De ser længere frem, end vi almindelige dødelige kan. De ønsker, at OB også skal være en topklub i Danmark om 50 år, 100 år.

Det er den proces, Wesström skal facilitere.

1. de yngre spillere: OB har lige nu 18 spillere under 25 år ud af truppens 26 spillere. Dog er det kun Ivancevic, Grubbe og Frøkjær som har fået over 1.000 minutter i sæsonen indtil videre (det vil sige mere end 45 minutter pr. kamp), hvilket må være et kriterie for at være fast mand.
2. egne spillere: OB har pt. otte egenudviklede spiller (ni hvis man er kæk og siger Mintehs ca. fjorten dage på U19 tæller for noget), dvs. ca. en tredjedel. Af dem er Frøkjær og Grubbe (som jo delvist at udviklet i RB Leipzig) de fast spillende.
3. salgbare spillere (mindst over 1,0 millioner Euro): Der er ingen tvivl om at spillere som Frøkjær, Minteh, Tongya, Sabbi, Adelgaard, Breum, Hornemann kan blive potentielle salg i nærmeste fremtid. Nogle af dem på baggrund af deres ungdom (under 20 år) og succes som U19-spiller, andre fordi de er på kanten af et gennembrud og endelige er både Frøkjær og Sabbi etablerede profiler, som med en god sæson vil være interessante for mange. Lige nu har man leje Max Fenger ud med en salgsoption lige omkring 0,5 millioner Euro, hvilket trods alt også er en slags penge.

Sammenligner vi disse tal med, hvordan OB så ud inden Alm kom til, ser det således ud:

1. dengang havde OB 14 spillere under 25 år. Tre spillere spillede over 45 minutter i snit pr. kamp og det var Oliver Christensen, Sabbi og Thomasen. Opondo og Frøkjær er tæt på, men klarede ikke cuttet.
2. dengang havde man også otte spillere fra egen avl og to af dem er repræsenteret som faste startere jf. kriteriet ovenfor.
3. fra truppen dengang har man solgt Jebali og Christensen for over 1,0 millioner Euro hver, mange af de andre er forsvundet for mindre beløb eller kontrakten er udløbet. Allerede dengang var Frøkjær og Sabbi de interessante salgsemner.

(Disse tal er præget af, at man allerede var i gang med den transition, som Wesström og Alm skulle fuldende) Jeg tror nok, at de fleste vil mene, at der er mere salgspotentiale i OB nu end dengang, men facit i denne sæson er ikke, at man nødvendigvis er blevet så meget mere båret af talenter end man var tidligere. Ændrer vi 25 års grænser til 22, så er OB nok blevet bedre til at bringe unge, men ikke markant bedre.

Spillestilen

Resultaterne er også udeblevet, som jeg nævnte tidligere. Så er der spillestilen tilbage; her er man gået fra, at det var op til træneren at definere, til nu at det er klubben som definerer den. En måde er kontrollere udviklingen kunne man sige.

Det er problematisk at gøre et system til en spillestil. Spillestilen er vigtigere end systemet. At spille 1-4-3-3 kan tolkes på mange forskellige måde rent spillestilsmæssigt. I Silkeborg er spillestilen meget kompakt, man sideforskyder så at sige juletræsformation fra side til side, for at gøre sig kompakte på hele banen.

Brøndby tolker mere 1-4-3-3 som OB gør, hvilket betyder, at den mere ligner en 1-2-4-4 når man angriber og en 1-4-4-2 når man forsvarer, så hvornår står de egentlig i 1-4-3-3? FCK, Viborg, FCN og til dels FCM opererer med en 1-4-3-3, hvor man spiller med to 8’ere, hvilket betyder, at trekanten på midten har to fremskudte, fremfor den ene, som OB og Brøndby benytter.

AaB har varieret mellem de to overnævnte systemer. Forskellen på holdene er dog deres spillestil. Langt de fleste hold i Superligaen er glade for at bryde igennem i siderummene på sidste tredjedel. Her adskiller Brøndby og OB sig i tolkningen af 1-4-3-3, selvom de strukturelt bruger nogle af de samme greb, så har Brøndby mere bredde på sidste tredjedel end OB.

OB vil helst bryde igennem i halvrum eller i centrum af banen, hvilket ikke engang er en observation, men et udsagn fra Alm. Denne stil er lidt unik for dansk topfodbold. FCK som pt. er det spillemæssige mest interessante hold har både visioner om gennembrud i siderum og gennembrud centralt, og de kan variere dette på et meget højt niveau.

Så langt er OB ikke i spillestilsudvikling, det går faktisk for langsomt. Man har svært ved at producere de fornødne chancer, samtidig med, at man lider defensivt, for man efterlader så mange helt fremme. Derudover bøvler OB lidt med det tekniske spil. Her i foråret har OB ikke haft nok 1v1-situationer med fynsk medgang i offensiven. Noget især Jebali ellers var garant for.

Ser vi på spillernes kompetencer, så har Minteh ikke haft et forløb, der gør ham særlig analyserbar, men Tongya, Frøkjær, Sabbi og Kadrii har alle fire bøvlet med at sætte sine direkte modstandere. Ydermere har heller ikke Tverskov og Manneh kunnet sætte sig nok igennem på dette område. Hvis vi altså fraregner AaB-kampen på Odense Stadion.

Selvom man er loyal overfor spillestilen og systemet, så mangler udtrykket stadig at blive stabilt. Man mangler at lykkes kontinuerligt med det, man gerne vil både offensivt og generelt, når man er i boldbesiddelse. Fx vil man gerne have Manneh til at slå bolde i dybden, når han bliver retvendt, men som man så mod AGF, så har han en tendens til at ville spille angriberne fejlvendt i fødderne.

Mod AGF blev man også fanget i første fase af spillet med bolden, hvor fx Ivancevic ved målet blev presset til et boldtab. Derudover er spillet tættest på eget mål til tider for omstændigt og langsomt til, at man, som man dog lykkedes med mod AaB, kan fange modstanderen højt på banen og dermed få plads centralt på deres banehalvdel.

Ser vi på omstillingsspillet, som fodboldtaktisk handler om situation hvor bolden går fra medspiller til modspiller eller omvendt, så har OB i foråret især haft svært ved at holde trykket på modstanderen, hvilket er noget man lettere kan, hvis man genvinder bolden højt på modstanderens banehalvdel. I efteråret var især Minteh god til at genvinde bolden ved boldtab.

Den anden vej rundt har OB heller ikke den store succes med, man arbejder en del med at profitere af vundne bolde fra modstanderen, så man kan skabe omstillingen. Det var et træningsfokus op til AGF-kampen, men her blev det slet ikke forløst.

Sidst men ikke mindst er der defensiven. Den del af spillet, hvor modstanderen har bolden. OB har ikke haft så vellykket et presspil i de første fem kampe, men hvad der faktisk er værre, så har man ofte grundet et fejlslagen pres fået en del chancer imod sig. I etableret forsvarspil har OB også haft sine vanskeligheder, dødbolde og mange indlæg er stadig ikke noget som fynboerne har helt let ved at håndtere.

Konklusionen er, at det går for langsomt. Det som kan speede processen op, er mere kvalitet i truppen. Hvilket leder mig frem til mit næste afsnit.

Trup-gennemgang:

Det er i grunden en arbitrær diskussion, men ikke desto mindre så påstås det tit, at OB ikke har nogen top seks-spillere, hvilket jo er sandt, eftersom OB ikke spiller i topseks. Omvendt har Randers vel heller ikke vildt mange spillere, som ville forstærke OB, eller hvad? De spiller dog topseks.

Silkeborg, Randers, Viborg har alle trupper, som måske er billigere end OBs, og der er ingen tvivl om, at det er en torn i øjet på OBs allerøverste ledelse. OB har simpelthen ikke kunnet levere på det niveau man betaler for. Meget af det handler om rekruttering, men det handler også om, hvor kompromisløst, man vil spille.

Sandheden for OB er, at man kontinuerligt underpræsterer ift. økonomi, i hvert fald hvis man spørger dem selv. Jeg har taget grovfilen frem og mener kun der er 14 spillere i den nuværende trup, som kan spille den form for fodbold, på det rette niveau, som OB praktiserer nu.

Martin Hansen, Gustav Grubbe, Bjørn Paulsen, Mihajlo Ivancevic, Aske Adelgaard, Jeppe Tverskov, Alasana Manneh, Franco Tongya, Mads Frøkjær, Yakuba Minteh, Emmanuel Sabbi, og så byder Bashkim Kadrii, Tobias Slotsager og Naatan Skyttä sig til.

Og selv blandt disse 14 er jeg oprigtigt i tvivl om, de er gode nok. Dernæst er problemet, at både Skyttä og Tverskov med stor sandsynlighed ikke er i OB efter sommerferien, så giver det mening at investere spilleminutter i dem?

Hvad med Charly Nouck Hornemann, Jakob Breum, Nico Mickelson og Alen Mustafic? Jo, de første to virker ikke længere til at være en del af Alms udvalgte. Spillestilsmæssig er det interessant, hvor få af de parametre OB efterspørger ved en kantangriber, som Breum kunne leve op til. Det fremgik af de scoutingrapporter, Wesström viste i januar til fan-arrangementet.

Breum kunne måske være væk til sommer. Nouck har en del af de kvaliteter som OB vil dyrke, men mangler taktisk afklarethed,  og det koster, når det kommer til spilleminutter. Mickelson er gået i stå i sin udvikling, bl.a. pga. skader. Mustafic er slet ikke rigtigt landet i Odense endnu.

Disse mangler i bredden og med Skjelviks, Zohores og Thrándarson snarlige udløb, så er OB reelt set et kritisk sted i trupsammensætningen. H.C. Bernat skal måske også videre til sommer, enten på leje eller salg, Magnus Worsøe er endnu så ung en keeper, at et par sæsoner som andenmålmand vil være fornuftigt. Juwara Musa, Omar Jebali og Agon Mucolli må også være på vej videre.

Wesström ønskede en konkurrencedygtig trup, men her lidt mere end et år inde i sin tid i OB, har han fået det stik modsatte. Der er simpelthen for få, som byder sig til! Af forskellige grunde. Selvom Skjelvik skulle være bedre i løbet af ugen end Adelgaard på træningsbanen, giver det ingen mening at bruge ham i weekenden.

For mig virker det som om, at spillestilsvalget har ekskluderet dele af truppen. Ser vi bare på 6’er-konstallationerne, så var det Thomasen og Thrándarson tilbage i efteråret 21, så blev det ved foråret 2022’s begyndelse Okosun og Tverskov, så fik Thomasen og Tverskov nogle kampe samme, og da Armin Gigovic kom forbi ,var det ham og Tverskov. Og nu er det så Manneh og Tverskov – og næste sæson er der kun Manneh tilbage af de seks forskellige spillere, som er blevet benyttet på 6’er-positionen.

I samme periode har Anders Klynge og Mark Brink spillet over ca. 7.000 minutter for Silkeborg på to sæsoner. Lasse Berg Johnson har spillet næste 5.000 minutter for Randers på to sæsoner på samme position, langt de fleste ved siden af Frederik Lauenborg. I Viborg har Jeppe Grønning, Jakob Bonde og Clint Leemans spillet mere end 10.000 minutter i de seneste to sæsoner. Det er mange gange, de har spillet ved siden af hinanden.

I OB har man fordelt minutterne på langt flere spillere.

Så man vinder ikke på kontinuitet centralt på banen. Det samme kan siges på backerne, i centerforsvaret og så videre. De hold som OB lige nu skal måle sig med, har haft langt mere stabilitet, bedre relationer og dermed bedre forudsætninger for at skabe resultater. Deres topseks-placeringer kommer i høj grad gennem disse forudsætninger, er min påstand.

At Grønning ville blive en top seks-spiller, lå ikke i kortene, da han et halvt år før FC Fyn gik konkurs forlod 1. divisionsklubben. Han har kun spillet 117 superligakampe, selvom han er 31 år. Til sammenligning havde Jens Jakob Thomasen spillet 170 kampe i den bedste række, da han i sommer forlod OB.

En konklusion

Det er meget at skulle konkludere på over 2700 ord, men jeg vil gøre mit bedste. Alm og Wesström har brugt deres første tid i klubben på at skabe en langt mere moderne klub. Større stab, mere datastyret og en rekrutteringsstrategi som er i øjenhøjde med spillestilen. Derudover har Wesström ryddet op i truppen, men oprydningen er ikke færdig og succesen har indtil videre været begrænset.

Lejespillere, korte kontrakter og mange med udløb mudrer billedet af truppen. Samtidig med at man har kæmpet for at skabe et spillestilsmæssigt fundament. Alle disse ting koblet til krav om salg af spillere, talentudvikling og top seks-placeringer taler ind i et pres, som OB ikke har kunnet håndtere. Man er ikke gearet til at klare det, man har sat sig for. Endelig har elendige træningsforhold, en hjemmebane som ikke reflekterer spillestilen og noget kaos i staben forsinket udviklingen.

Der er masser af forklaringer på, hvorfor OB ikke lykkes, men som jeg begyndte med i denne blog, er jeg bekymret. Det er som om, man har valgt et Sisyfos-projekt i OB, at man simpelthen skubber den ene sten efter den anden op ad bjerget for at se dem trille ned igen.

Mest fordi man ikke har tid til at fæstne en sten, før man skal slæbe den næste derop. Et eksempel kunne være salget af Jebali, som uden tvivl kunnet have været en afgørende faktor hjemme mod Randers og ude mod AGF, men fordi Wesström skulle levere et salg, så mistede OB sin største profil (selvfølgelig ville Jebali videre, og det havde også sin betydning).

Der er mange ting, som går den rigtige vej i OB, men jeg kan have mine tvivl, om det lykkes at opnå målsætningen næste år. Truppens skal allerede som det ser ud nu forstærkes til sommer, og det kommer til at koste. Og hvad med dem, som kunne blive solgt? Så skal der også findes erstatninger for dem. Det er naturligt, men lige nu hæmmer det perspektiverne i holdet.

OB har på de ydre parametre ikke rykket sig tættere på at kunne opnå sine sportslige målsætninger.

Selvom man kun var en sejr fra mod AGF, er man i realiteten langt fra, fordi det netop ikke ville være i sync med spillet og resultaterne, og især fordi man som hold ikke formår at møde op til kampen med det udtryk, som burde være obligatorisk for at være et top seks hold.

Skal OB så ændre på noget? Nej, men internt må Niels Thorborg gerne overveje, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt at foretage de nødvendige investeringer i bedre baneforhold i Ådalen og bedre økonomi i transfervinduet, således at forudsætningerne bliver bedre for Alm og Wesström.

Hvis det ikke sker, så vil skader fortsat være en afgørende modspiller, og bredden vil ikke kunne udfordre startelleveren nok.

Det kan tage år, inden OB kan lykkes med alt det, de gerne vil med spillestil, talentudvikling og resultater, hvis det overhovedet nogensinde lykkes. Det handler om tempo og tålmodighed og mit bedste bud er, at vi skal væbne os med det sidste.

Der er ikke meget, som tyder på, at OB er vokset fra børnesygdommene endnu.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidligere fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores faste ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra Sidelinjen