Blog: Rundt om et rygte – er Ole Tobiasen kandidat i OB?

Af Martin Davidsen
7. marts 2021

Det er jagtsæson. Siden OB i januar meddelte offentligheden, at man ønsker ny træner til sommer, har gætterier og spekulationer gået lystigt i diverse fora i både virkeligheden og den digitale verden. Endnu er der ingen reelle nyheder eller rygter om konkrete navne, men der har været mange kvalificerede gæt og bud på mulige kandidater.

Fredag i denne uge blev det så en smule konkret – omend på baggrund af et klassisk “transferrygte.” En af Stemmer Fra Ådalens paneldeltagere Rasmus Parsum skrev følgende på Twitter: “Rygtetid: Her til aften blev Thorborg spottet kørende væk fra Ådalen sammen med 3 andre biler. Den ene var hollandsk indregistreret og føreren var Ole Tobiasen. Så måske er han den nye mand ved roret.”

Vi må betragte Rasmus Parsum som et troværdigt vidne, og jeg har efterfølgende været i dialog med Parsum, der føler sig sikker i sin sag efter at have konfereret med vedkommende, der stod bag spottet. Meldingen er, at det var Tobiasen, der blev set i Ådalen.

Normalt vil jeg gerne have flere kilder på et rygte, før jeg går ombord i det, men i løbet af weekenden er spekulationerne taget til, og søndag skrev en hollandsk journalist – Martijn de Groot, der er tilknyttet mediet Omroep Flevoland også om sagen. Jeg har efterfølgende været i dialog med journalisten, der oplyser, at hans tweet egentlig er en reference til Parsums tweet. Altså er de hollandske rygter baseret på Rasmus Parsums tweet – det er en klassiker i nutidens digitale verdenssamfund, at en historie i Danmark bliver en historie i et andet land et par dage senere. Vi må derfor konstatere, at der fortsat er ingen konkret viden om, hvorvidt der konkret tales om en kontrakt mellem den danske træner og OB. Men Parsums melding er selvfølgelig interessant.

Fra Holland forlyder det desuden, at man på et bredt niveau er overrasket over udviklingen omkring Ole Tobiasen, der blev fyret i Almere FC i denne uge. Ole Tobiasen har fået stor ros for sit arbejde i den hollandske klub, som aktuelt er nummer fire i den næstbedste hollandske række, og for en måned siden var der dialog om en forlængelse af kontrakten mellem Tobiasen og Almere. Men så rendte holdet ind i en dårlig periode med fire nederlag i fem kampe, og så blev kontrakten opsagt. Det kom bag på mange i og omkring den hollandske klub.

Nu er Ole Tobiasen er altså fri på markedet, og han har tidligere udtalt, at han er åben for blive cheftræner i Superligaen. Hans navn er tidligere blevet sat i forbindelse med OB – både på sociale medier, i tv-rettighedernes optaktsudsendelser og hos vores husven Asser Vittrup Nielsen, der skriver om OB på websitet 817.dk.

Men hvad siger Ole Tobiasen selv til det hele? Søndag har vi på Stemmer Fra Ådalen været i kontakt med Ole Tobiasen, der oplyser, at han ikke kan udtale sig om OB-rygtet, men at “Superligaen bestemt er interessant”.

Vi har også banket på døren hos OB, men via klubbens presseafdeling får vi at vide, at Michael Hemmingsen og OB ikke har nogen kommentarer.

Tidligere på ugen fremgik det af podcasten “Transfervinduet”, der udgives af BT, at OB først vil præsentere en ny cheftræner efter at man har præsenteret en ny klubstrategi. Den nye strategi vil sandsynligvis blive præsenteret i løbet af april – og først herefter vil navnet på en ny cheftræner så blive offentliggjort.

Kigger man på Ole Tobiasens trænerprofil, vil han meget vel kunne passe ind i fremtidens OB. Tobiasen har 10 års trænererfaring – heraf en årrække som akademitræner i flere hollandske klubber. Det passer godt på de meldinger, vi får om, at fremtidens OB i høj grad skal være præget af spillere, der er udklækket på OB’s eget akademi. Tobiasen har nu også samlet cheftrænererfaring, og i interviewet med bold.dk i efteråret 2020 var han meget tydelig omkring, at han gerne vil i den retning. Og gerne i Danmark, kan vi forstå. En sidste interessant bonusinfo er, at Ole Tobiasen tog sin pro-træner-uddannelse i 2015. På samme hold gik Tonny Hermansen, der i dag er Teknisk chef i OB og en del af det sportslige udvalg i klubben.

Så der er altså flere pile, der peger på, at Ole Tobiasen godt kunne været et emne i OB, men vi må igen og igen understrege, at vi reelt ikke ved, om han er en kandidat. Vi må formode, at OB afsøger markedet og overvejer flere kandidater, og her kan Tobiasen jo være en af mulighederne. Om han er OB’s næste træner, må tiden vise.

Vi glæder os til at følge sagen.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?