Blog: Pilen peger opad i OB

Af Thomas Dahlslykke
11. juli 2023

Få overblikket over OB’s transfervindue her – klik her

Bliv medlem af Klub SFÅ – klik her 

Så blev Mads Frøkjær solgt til Preston, hvilket gør, at OB nu har sendt flere spillere af sted, end de har hentet ind. Man kunne ellers godt forledes til at tro anderledes, hvis man har fulgt debatten om OB’s transferstrategi på diverse sociale medier i juni, hvor man har fået indtrykket af, at der var gået rent lotteri i det fynske fodboldflagskib. Den udbredte holdning var, at OB var godt i gang med at falde fra hinanden med en række tvivlsomme transfers.

Det er vel også ganske unikt, at man henter de forstærkninger, man skal bruge, inden man starter op med træningen til den nye sæson. Det var ikke desto mindre det, Björn Wesström lykkedes med. Hvilket betyder, at OB lige nu er dækket godt ind på næsten alle positioner. Min påstand er, at der er langt mindre lotteri, end der var, i de spillere Wesström hentede sidste sommer; Agon Mucolli, Omar Jebali og Mohammed Kanté var i hvert fald ikke nogen, som fik den store betydning for OBs sæson.

Denne blog forholder sig ikke til, hvem OB har mistet, men i stedet for, forholder den sig til det, OB har, og hvordan tegningerne ser ud for striberne halvvejs inde i sæsonforberedelserne.

Ud og ind

Defensivt sagde man farvel til Jørgen Skjelvik og Omar Jebali og goddag til Leeroy Owuzu og Sauli Väisänen, hvilket gør, at man pt. har tre højrebacks i Leeroy, Grubbe og Mickelson, fire centerbacks i Väisänen, Bjørn Paulsen, Tobias Slotsager og Mihajlo Ivancevic, men kun en enkelt venstreback i Aske Adelgaard.

På 6’er-positionen sagde man farvel til Jeppe Tverskov og Aron Thrándarson og goddag til Max Ejdum (akademiet) og Sven Köhler, som supplerer Alen Mustafic og Alasana Manneh. Offensivt har man sagt farvel til Yankuba Minteh, Kenneth Zohore, Naatan Skyttä, Jakob Breum og nu også Mads Frøkjær og goddag til Don Deedson, Johannes Selven, Rami Al Hajj, Buya Touray og Luca Kjerrumgaard (endt lejeophold i NFC).

Uden Frøkjær er Rami den eneste 10’er, selvom Franco Tongya og Agon Mucolli kan bruges der til nøds. Til gengæld har man med netop de to spillere og Charly Hornemann og Emmanuel Sabbi rigeligt med kanter. Helt fremme har man også tre 9’ere med Bashkim Kadrii.

Det giver pt. regnskabet ni ud og otte ind.  Umiddelbart tænker jeg, at der formentlig ryger et par stykker mere hen over sommeren, og så kommer der nok en enkelt eller to mere ind.

Den tidlige dom

OB har nu spillet to træningskampe mod to habile hold i Vejle og Viborg. Spillere som Väisänen, Köhler, Leeroy og Al-Hajj har allerede stemplet ind og vist sig fornuftigt frem. Derudover virker Deedson næsten klar sammen med Ejdum. Luca og Selven er lidt efter, hvilket også er helt naturligt; de er udviklingsspillere, de fire første, jeg nævner, er købt til at kunne spille fra start.

Konkurrencen i truppen er i min optik forbedret, og denne opstart har haft noget mere intensitet, end man oplevede sidste sommer. Mickelson og Grubbe fordelte spilletiden på højrebacken sidste sæson, men med Leeroy ligner det, at OB har fået en højreback over deres niveau.

Väisänen kommer til at kæmpe hårdt med Paulsen, Slotsager og Ivancevic om spilletiden, men den kamp gør kun OB bedre rent defensivt. Man mangler en venstreback mere i truppen; det er fint at lade Mickelson eller Grubbe dække den – i kampene har skader gjort, at det blev Selven – men inden 1.september må Wesström gerne have skabt en balance i truppen på backfronten.

Centralt må Mustafic se sig overhalet igen. Sven Köhler har i hvert fald grebet den chance, han har fået mod både Vejle og Viborg.  Potentielt set kan OB ende med at stå stærkere centralt, end man gjorde med Tverskov-Manneh, fordi Köhler komplimenterer Manneh bedre end Tverskov gjorde – det ligner det i hvert fald ind til videre. Derudover har Ejdum virkelig gjort det godt til træning og ligner én, som godt kan rykke forbi Mustafic i hierarkiet.

Al-Hajj har været en fryd at følge i de to første kampe, han har et touch på bolden, som minder om Issam Jebalis, han har et fint blik for sine medspillere og passer til systemet. For en uge siden ville jeg være bekymret over et Frøkjær-farvel, men ovenpå de to testkampe, så er jeg okay tryg ved at satse på Al-Hajj.

Buya virkede lidt udenfor i kampen mod Vejle, men han tog gevaldig revanche mod Viborg. Kamptræning er den bedste form for træning, og fortsætter Buya med at kunne lægge på kamp for kamp, så har Wesström løst det 9’er-spøgelse, der har huseret i Ådalen. Sidste sæson fik Kadrii scoret og skabt muligheder gennem sit pres, men på bolden blev han aldrig rigtig en del af spillet. Den del ligner det Buya også kan, og derfor er han mere komplet end Kadrii.

Endelig så har Charly taget et betydeligt skridt opad i spilforståelse hen over det seneste halve til hele år. Han sætter selv fine ord på det i et interview til Obstruktion, hvor han taler om både at kunne deltage i spillet med og uden bold og at han har haft en tendens til kun at kunne en af dele i de kampe, han fik i sidste sæson.

Charlys topfart og snilde på bolden kan gøre ham uhyggelig for mange defensive spillere. Mod Viborg var det ikke kun den uerfarne U19-spiller, som Viborg spillede i 2. halvleg, Charly drev gæk med, også i 1. halvleg var U21-landsholdsbacken Anton Gaaie ofte på hælene, når Charly udfordrede.

Konceptet fungerer

Det er meget at tillade sig at konkludere noget ovenpå to testkampe, men langt henad vejen så lykkes Andreas Alm og trænerteamet med at holde fast i det spillekoncept, de har implementeret især i den seneste sæson. Man ser de samme mekanisme i spillet, som også prægede holdet før sommeren, der er bare kommet nye spillere ind, som har nye kvaliteter at lægge til spillet.

Det, som skal lykkes for OB, er at kunne rekruttere spillere, som passer ind i spillestilen, samtidig med at de løfter niveauet. Den stribede tråd skal holdes. Det handler ikke kun om positionerne, men også om at have den rigtige mentalitet til at kunne løfte holdet. Väisänen kommer med lederskabsevner, Köhler kommer med hårdhed og engagement. Det er spillere, som tilbyder noget, som ikke bare glider ud i leverpostej.

Derfor ser det rigtigt fornuftigt ud i OB lige nu. Pilen peger opad.

Vinduet er stadig åbent

Mod Viborg kom Mucolli ikke ind, og det kunne godt ligne, at Mucolli ikke har den store fremtid i det fynske. Lige nu er truppen på 26 spillere inklusiv de tre keepere, med Frøkjærs farvel så er den på 25. Det er måske en spiller eller to for meget, især fordi man jo gerne vil bruge U19-spillere også. Derfor tror jeg, at både OB og Mucolli arbejder i en ny destination til den lille tekniker.

På rygtebørsen tales der også meget om Kadriis fremtid i klubben, men indtil videre er der ikke noget konkret i den snak. Som tidligere nævnt så bør man se efter en venstreback og måske få solgt en spiller som Mickelson.

Med Frøkjærs afgang bør Wesström afsøge mulighederne for at hente en 10’er mere; drømmespilleren kunne være en Rasmus Falk, som den svenske fodbolddirektør jo selv har omtalt i et interview med SFÅ.

OB har også spillere på spring i egne rækker, både Markus Jensen og Yaya Bojang har gjort det godt til træning med superligatruppen og vil kunne bringes ind som fuldt ud gode erstatninger, hvis man skulle mangle. Bojang er centerback, så det vil nok først ske, hvis Slotsager sælges. Markus Jensen har et betydeligt større potentiale end fx Mucolli, og derfor ville det være naturligt at trække ham op.

Men Jenner, som medspillerne kalder ham, kan også ende med at blive solgt til udlandet; der er flere rygter om forhandlinger i disse dage.

En træningslejr med mening

Den positive fornemmelse, der er omkring OB lige nu, skal kapitaliseres på træningslejren i Holland. Her skal Alm og Co tage de sidste skridt hen imod sæsonstarten og sikre, at OB denne gang ikke skal jagte et efterslæb hele sæsonen.

I modsætning til turen til Thailand får OB nu også mulighed for at spille mod en kvalitetsmodstander i Twente, som sluttede som nr. fem i Æresdivisionen og vandt slutspillet om den sidste plads til Europa, hvor de træder ind i 2. runde af kvalifikation til Conference League og har første kamp d. 27. juli.

Det betyder, at Twente er forholdsvis langt fremme i sin opstart, når de møder OB d. 15. juli, altså små fjorten dage før kvalkampen. Derfor må vi forvente, at OB kommer hjem med et noget skarpere udtryk end i vinters. Vejrforhold, baneforhold og madforhold vil også passe bedre til et superligahold end det, OB oplevede i begyndelsen af februar i Thailand.

Også dette taler for at pilen peger opad i Ådalen.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidligere fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores faste ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra Sidelinjen

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?