Blog: Offensiven halter i OB – det er ikke et nyt fænomen, men hvad er løsningen?

Af Thomas Dahlslykke
24. februar 2021

Jeg har i andre indlæg her på siden og utallige gange i SFÅ-podcasten skrevet og talt om, at offensiven i OB halter; derfor har jeg sat mig i selen for at komme tættere på denne problemstilling.

Over de seneste syv runder har OB kun ladet fire mål gå ind, hvilket giver et fint snit på 0,57. Snittet bliver kun bedre af, at der blandt modstanderne bl.a. har været AGF, FCK og FCM. Hvad der er knap så godt, er, at OB tilsvarende kun har scoret seks mål, hvilket giver et snit på ca. 0,86 mål pr. kamp.

Samlet set i Superligaen er der blevet scoret lidt færre mål i hver runde her i februar, end der fx blev i december. Snittet i Superligaen er i denne sæson på 2,78 pr. kamp, dvs. 16,68 mål pr. runde og i de fire første runde er det snit nede på ca. 12,3 mål pr. runde.

OB’s sæsonsnit er på 1,18 mål pr. kamp – til sammenligning har SønderjyskE et på 1,47 og Randers et på 1,53. Efter fire runder i foråret kan vi altså konstatere et generelt fald i mængden af mål pr. kamp til ca. 2,0, og at OB kun har bidraget 0,5 mål til den statistik.

Denne artikel vil forsøge at grave sig dybere ned i OB’s offensive problemer; hvorfor scorer OB så få mål? – 1,30 i 19/20 og næsten 1,35 i 18/19, selv i Kent Nielsens sidste sæson scorede OB ca. 1,2 mål pr. kamp. Artiklen vil til slut diskutere, hvordan kunne OB score flere mål.

Boldbesiddelse

Possession er ofte forbundet med spillestil. Nogle hold prioriterer høj possession, fordi det giver mere kontrol over kampbilledet og fordrer, at man har spillertyper som bliver bedre af at være meget på bolden. Andre hold prioriterer lav possession, enten fordi de spiller på omstillinger eller fordi de vil gøre som AGF; dominere uden bold. Det sidste kan have sine fordele, fordi man så at sige tilrettelægger, hvor modstanderen må have bolden, og hvornår man skal presse dem til at lave fejl. Hvis man vil have et studie i den type fodbold skal man gense AGF-OB, hvor OB er mest på bolden med 59,9%, men AGF er forrygende til at presse OB og lukrere på omstillinger.

Traditionelt set vil hold med høj possession også være blandt de bedst placerede i rækken. Det modbeviser Lyngby med 54% i snit og AGF med kun 45,7% i snit, men tre af rækkens stærkeste hold er nr. 1, 2 og 3 i boldbesiddelse. Desuden er både FCM, AGF og Brøndby alle tre bevidste om og har sagt åbent, at de arbejder på at få mere boldbesiddelse, fordi det i længden giver mere stabile resultater i deres optik.

OB har under Michelsen nedprioriteret boldbesiddelse, og i denne sæson har OB i snit på 45,6%. Det er som sådan ikke problematisk og i de første 1,5 år var resultaterne bedre i end mange sæsoner. Stilen fungerede, og det direkte spil klædte holdet. I denne sæson har der ikke været et stabilt udtryk bag de 45,6%, mængden varierer fra 33% imod FCK (hjemmekampen) og FCM (udekampen) til topscoreren i Horsens-kampen med 63,6%. I kampe, hvor OB har haft højest boldbesiddelse, har de hentet seks point, i kampe med lavest har de hentet 15 point.  OB har haft lavest boldbesiddelse i 11 kampe og højest i seks kampe. Så statistisk kan det ikke betale sig for OB at have bolden.

Horsens-kampen som case

Det tegner sig et billede af, at OB’s måde at skabe chancer på trives bedst, når de kan spille hurtigt igennem modstanderens kæder. Tager vi konkret Horsens-kampen, var der ikke mange gange, hvor OB fik spillet bolden hurtigt igennem kæderne. Der var heller ikke mange gange, hvor OB fik spillet bolden rundt på den sidste tredjedel af banen; dér hvor man for alvor kan blive farlig. Boldbesiddelsen blev altså ikke vendt til et pres på modstanderen, men i stedet skete den typisk på midten af banen. Det virker til, at det taktiske oplæg var, at spillerne skulle bruge første fase mere end i de tidligere kampe i sæsonen. Formålet med en længere første fase var at tvinge Horsens frem i pres, som skulle skabe enten mellemrum til Jebali eller bagrum til Hyllegaard; i de første tyve minutter lykkedes det også. OB opprioriterede altså possession mod Horsens, fordi trænerteamet var bevidste om, at Horsens ville stille sig kompakt, og possession kunne strække dem. Problemet i kampen blev, at hverken anden eller tredje fase af spillet fungerede; Jebali blev sjældent retvendt, selvom han fik mere plads, end Hyllegaard gjorde i tredje fase. Derudover blev Kløve og Opondo ikke aktiveret nok i anden fasen, så OB kunne ikke udnytte spilovertaget til et kontrolleret pres imod Horsens’ defensiv. Når OB lykkedes med at spille sig frem i tredje fase, manglede dybdeløbene fra Kløve, Jebali og Opondo – og Okosun kom ikke i feltet ved indlægsmulighederne. OB virkede ikke gode nok i de nødvendige løb i denne spillestil, hvilket ikke skyldes manglende kvalitet, men i højere grad, at holdet ikke har spillet på denne måde siden begyndelsen af sæsonen.

Hjørnespark (og andre dødbolde)

OB har ikke været notoriske hjørnesparksspecialister i de seneste mange sæsoner. Små, vævre spillere er sjældent dem, der header bolden ind i det lille felt. OB har dog med købet af Okosun fået en farlig spiller netop på hjørne, og sammen med Tverskov udgør OB pludselig en større trussel end i tidligere sæsonen – det er i hvert fald det, som trænerteamet virker til at have fokuseret på, at OB skal være. Men er det potentiale blevet forløst?

OB har haft 73 hjørnespark i denne sæson, hvilket giver et snit på ca. 4,3 hjørnespark pr. kamp, OB har samtidig kun scoret fem mål efter hjørne, hvilket er et mål for ca. hver 14,5 hjørnespark. Kobler vi øvrige dødbolde til denne statistik, er OB oppe på syv mål – jeg har ikke udregnet hvor mange indkast på den sidste tredjedel, samt frispark på den sidste tredjedel OB har haft, men sandsynligheden for, at OB scorer efter en dødbold, må siges at være meget lille. Dertil skal det lægges, at OB faktisk får færre hjørnespark i snit efter 11 runde – 3,5 – end de fik de første 11; 4,9. Det vil sige, at sandsynligheden for, at OB scorer efter hjørne, falder yderligere. Men ét er sandsynlighed, noget andet er virkelighed, og for bare tre kampe siden, scorede Tverskov netop efter hjørne mod FCN.

Historien om den faldende mængde hjørnespark peger dog imod en noget mere problematisk størrelse i OB’s offensiv: OB er blevet dårligere til at skabe situationer, hvor modstanderen bliver nødt til at give et hjørnespark. Det betyder, hvis man tolker lidt på spillets logik, at OB er blevet mindre og mindre farligere på den sidste tredjedel af banen, hvilket både det faldende målsnit og de faldende xG-målinger (efter elleve runder = 1,1 – fra runde tolv til sytten = 0,8) også understøtter. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor offensive ikke fungerer for OB?

Offensive spillere i OB

I truppen råder Michelsen over mange offensive orienterede spillere, som har mange forskellige forcer. Sæsonen igennem har vi set mange forskellige opstillinger, som over tre til fire kampe har været nogenlunde faste og så er der blevet justeret af forskellige grunde. Opstillingen betyder ikke alverden, hvis stilen har været den samme, men der er enorm forskel på den stil OB prioriterer i sæsonen første 4,5 kampe, og så den stil der prægede spillet de næste 3,5 kampe. Derefter skiftede man igen til den stil, som man mere eller mindre har spillet med lige siden. I den seneste stil har der været positive elementer især defensivt, men man har kun hentet elleve point i de ni kampe.

Den store forskel på de tre forløb, jeg ovenover skitserer, er, at en spiller som Mads Frøkjær spillede fra start i alle kampene frem til Horsens-kampen, hvor han startede ude, fordi Jebali var tilbage i truppen efter karantæne. I de seks kampe Frøkjær starter, får OB 36 hjørnespark (seks i snit) og scorer ti mål (1,7 i snit); han står for fire assists i de seks kampe. Det er voldsomme tal sat overfor de tal, jeg ovenfor præsterede for hele sæsonens snit.

Hvis vi bliver lidt fodboldfaglige omkring disse tal, så er Frøkjær en spiller, som fungerer bedst, når han er på modstanderens banehalvdel, blandt andet fordi hans afleveringer ofte er meget risikable, og dermed også svære at dække op for. Derudover skal spillet helst foregå langs græsset, og der skal være bevægelse omkring ham. Noget, som især Skjelvik, Kløve, Opondo og Thomasen er gode til at understøtte. Dem har Frøkjær en god relation til. Det har han ligeledes til Max Fenger og Hyllegaard.

Det, der sker fra Lyngby-kampen, hvor Frøkjær bl.a. vinder det første hjørnespark, som OB scorer på, til nu er, at Frøkjær primært bruges som indskiftningsspiller, og at spillestilen i højere og højere grad har været fokuseret på at forløse Okosun, Sabbi og Jebali. Dette er en prioritering, og hvis man ser bort fra det offensive impact, Frøkjær har, så spillede han meget varieret i kampene op til Horsens-kampen; især med problemer i de defensive aktioner. Derudover blev Skjelvik skadet efter Sønderjyske-kampen, Thomasen blev erstattet af Drachmann, og oftere blev Opondo brugt i stedet for Frøkjær end sammen med ham.

Vægten på holdet tippede over mod højresiden, måske foranlediget af en manglende venstrebenet venstreback og OB’s offensiv blev lettere at gennemskue. Jebali leverede hans tredjebedste kamp i stribet trøje mod AaB og skabte to mål, Sabbi fik med to oplæg mod FCM og FCK sin individuel kvalitet ind i spillet, men overvejende har der været for få farlige striber på banen.

Fordi Jebali ofte er langt væk fra feltet, når han modtager bolden, så kan modstanderen nå at komme hjem, inden han bliver farlig.

Fordi Sabbi sjældent truer mod baglinjen, så får OB ikke mange situationer, hvor modstanderen skal afværge et indlæg fra højre.

Og fordi der ikke er nogen venstrebenet i venstresiden, så kommer der meget sjældent indlæg fra den side, hvilket gør modstanderen nemmere kan dække for OB’s spil i venstresiden.

Disse grunde gør, at OB ikke kan gennembryde på kanten og dermed ikke skabe halvrum foran feltet, hvor OB’s offensiv faktisk helst vil være – OB har for mange områder, de ikke angriber på den sidste tredjedel af banen, hvilket gør det nemt af dække op for dem. Imod Horsens brugte Michelsen store dele af kampen på at råbe Okosun ind i feltet, men når indlæggene er så få, så forstår jeg godt, hvorfor han glemmer at søge derind.

Dertil skal det lægges, at OB ikke har en klassisk 9’er (Fenger er skadet og Kadrii ukampdygtig). Hyllegaard er en omstillingsspiller, som stadig skal have flere facetter i sit spil, for at blive en rigtig Superliga-forward, mod Horsens flyttede han rundt på deres bagkæde og udfordrede dem i dybde, men han var ofte for alene, fordi hverken Kløve, Jebali eller Opondo naturligt løb dybt med ham. Lieder har fået to kampe i streg fra start, men virker ikke til at have det fornødne niveau pt. Der er altså masser af offensive problemer, men er den umiddelbare løsning også den rette?

Mulige løsninger

Umiddelbart fremskriver jeg ovenfor, at Frøkjær er løsningen på problemet. Det bliver han i hvert fald på sigt, tør jeg godt spå. Lige nu tvivler jeg dog på, at det er den vej, Michelsen vil gå. Mod Randers vil vi formentlig se at Opondo, Jebali og Sabbi udgør fronttrioen, og så vil Kløve, Drachmann og Okosun være midten. Og det kan vise sig at blive forløst imod Randers, men det kræver, at Sabbi udfordrer mere mod baglinjen, at Opondo gør det samme.

At OB tør at stå lidt bredere med kanterne og ikke nødvendigvis satser på, at backs skal komme i overlap. Okosun skal evt. skubbes frem i den position, som Jebali har haft de seneste par kampe, og selvom Jebali ikke er decideret 9’er, så vil han være god til at samle vraggodset fra Okosuns dueller op. Hvad der ikke må ske, er, at Okosun bliver for flagrende i sit spil, at Sabbi begynder sine løb for langt inde i banen – meget afhænger af Sabbi, når de øvrige ikke skaber nok kollektivt, derfor bliver variationen i Sabbis spil afgørende for, om han kan få den plads, der kan skabe åbninger. Samtidig skal spillet vendes hurtigere, end det har haft for vane for OB.

Havde jeg haft tangentstokken, havde jeg overvejet, at pille enten Opondo eller Okosun ud, for at få Thomasen ind central ved siden af Drachmann; det ville skabe et bedre udgangspunkt for pasningsspillet for OB og variere mere således, at Okosun ikke både skal vinde en duel centralt på banen og igen i feltet. Generelt skal OB have mere bevægelse blandt de forreste spillere, dybdeløb fra 8’erne, at Jebali falder ud på kanten og hurtigere bliver retvendt mod mål skal ske meget oftere end det har gjort i forårets første fire kampe.

Løsningen bliver ikke at kaste alt op i luften, det ville ligne Michelsen dårligt, især fordi defensiven har fungeret så godt, som den har. Løsningen bliver at blive bedre til det, holdet allerede er i gang med. Derfor tror jeg på, at Michelsen kan få vendt den dårlige offensiv og gjort den mere skarp. Det bliver dog næppe farligt nok til, at OB kan klare sig ind i det finere top seks-selskab.

De hurtige pointer:

  • OB har det bedst, når de ikke har bolden mest, det viser statistikken og resultaterne
  • OB forsøgte at strække Horsens, men mislykkedes fordi de offensive spillere ikke foretog de nødvendige løb
  • OB har over sæsonen præsteret dårligere og dårligere alle de stats, der kan beskrive offensivens farlighed. OB scorer færre mål, laver færre chancer og får færre hjørnespark og dødbolde på den sidste tredjedel
  • OB har mange offensive muligheder, men er groet fast i en model omkring især Jebali og Okosun, som indtil nu ikke har forøget mængden af chancer og mål
  • OB har varieret stilen undervejs i sæsonen og spiller faktisk med færre diciderede angriber i startopstillingen end i 18/19 og 19/20
  • Frøkjær har været omdrejningspunktet i den periode af sæsonen, hvor offensiven fungerede bedst, sammen med bl.a. Skjelvik – det bliver dog næppe Frøkjær som genstarter OB’s offensiv, bl.a. pga. at han indtil denne uge har været ude med hjernerystelse. Skjelvik er heller ikke i nærheden af at comeback
  • OB har dog muligheden for at forløse Jebali og Okosun med nogle taktiske justeringer og et fokus på at centrere Okosun og få flere indlæg i feltet, gerne flere indlæg fra baglinjen

 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: