Thomas Dahlslykke skriver klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, statistik eller noget helt trejde. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ.

Støt Stemmer Fra Ådalen ved at blive medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Preseason er trænernes fest og observatørernes mareridt. Hvad kan man udlægge af to træningskampe, hvor OB har mødt 1.divisions nyeste medlemmer? I denne weekend har Brøndby tabt til Hvidovre, Viborg til Esbjerg, FCM til AaB, Lyngby vandt dog over Hillerød, og på den måde blev det ikke en ren omgang de placeringsdårligste, som præsterede bedst.

Hvad kan vi udlede af disse kampe?

Ikke ret meget, men kampene er heller ikke til for vores skyld, de er trænerens og spillernes kampe, de får de svar på de spørgsmål, de har stillet og for alle os, som ikke kender spørgsmålene; vi må nøjes med at undres.

Derfor vil denne blog heller ikke beskæftige sig med en vurdering af OB’s aktuelle niveau. For det tvivler jeg oprigtigt på nogen udenfor staben kan vurdere.

I stedet vil jeg nørde lidt fodboldfilosofi og spillestil, for endnu engang har OB placeret sig i et vadested, hvor idéen om spillet skal genforhandles. Derfor vil jeg byde ind med min stille bøn til OB om at vælge en retning, som ikke ligner resten af fodboldparnasset, men vælge en, som gør OB til en unik fodboldtænkende klub, som kan drage fordel af sin tilgang i en verden, hvor succes ofte kommer gennem kapital.

De små marginaler

Dette afsnit er min argumentation for det vanvid, nogen nok vil mene, jeg kaster mig ud, når jeg præsenterer den fodboldfilosofi jeg ønsker, at OB køber ind på.

Det, som OB har manglet i konkurrencen med alle de klubber, som rent økonomisk er svagere end dem, har været de små marginaler; det som har gjort OB’s spil på banen svært nedbrydeligt, det som har gjort, at OB har kunnet rekruttere hensigtsmæssigt – og det som har gjort, at OB havde en base at tænke fodbold ud fra.

I Silkeborg har man fulgt en bestemt retning siden ansættelsen af Kent Nielsen, fodboldfilosofi, rekruttering og evaluering har fungeret til langt over, hvad budgettet italesætter. Silkeborg har ikke to assistenttrænere, Silkeborg bruger ikke fysiske tal, som alle andre Superligaklubber gør. De har deres egen måde at gøre tingene på, og indtil videre har resultaterne været betragtelig bedre end OB’s, siden Silkeborg rykkede op sidst.

Randers og Viborg har lignende historie, de er skarpere på det, man kalder identitet eller kultur end OB, og bl.a. derfor har de opnået bedre resultater. Fodboldfilosofisk er begge klubber pragmatiske, samtidig med at de holder fast i at spille på samme genkendelige facon kamp efter kamp. Stærke værdier omkring det kollektivistiske og vilje til at arbejde hårdt kendetegner begge klubber.

Jeg kalder det små marginaler, selvom det for klubberne faktisk betyder alverden, men ikke desto mindre er det de små ting, som gør, at man bare præsterer bedre. På de parametre, hvor man gør meget, vinder man ofte ikke så meget, fordi alle de andre også gør det. Opprioriteringen af den fysiske trænerstab, øget fokus på data – inklusiv analytiker – ekstra assistent- og specialtrænere har alle gjort sig i.

Spillestil er også en stor ting, men ligner den for meget alle det, de andre også gør, så får man svært ved at rekruttere dygtigere spillere end økonomien kan bære.

Positionel fodbold

OB forsøgte med rekrutteringen af Björn Wesström at få noget x-factor ind i klubben. Hvad nu hvis den stilede svensker kunne trække sværdet op ad stenen og være den marginal, OB manglede for at få budgettal til at rime på placeringen i Superligaen?

Indtil videre har det ikke været tilfældet. Selvom vinduerne og nationaliteter har mere swung over sig, så er den skinbarlig sandhed, at OB stadig er nr. 8-9 i Danmark. Derfor bør OB og i særdeleshed det kreative team omkring spillestilen gøre sig grundige overvejelse om et radikalt skifte i fodboldfilosofi.

Den herskende fodboldfilosofi i Europa er positionelt orienteret; positionelisme kan vi kalde den.

Dens forkyndere er Pep Guardiola og Roberto De Zerbi, og deres stil sammenlignes ofte med skak, hvor de som mestrene fører sine spillere rundt på brættet som bønder. Anker mod denne form for fodbold er, at den bliver meget taktisk og potentielt kedelig. Spillerne tænker ikke fodbold, de udfører trænerens tanker.

Denne form for fodbold er possessionorienteret, dens spilåbninger er spil på tredjemanden, og så søger den kontinuerligt at dække banen mest hensigtsmæssigt op i zoner, rum og faser. Den er både systematisk og dermed formationsafhængig, men også særdeles systemvarierende.

Således ser en træningsbane ud i Manchester City. Således kan Guardiola styre sine spillere i de rigtige rum, på de rigtige tidspunkter. Alt efter om man er i boldbesiddelse eller modstanderen er det. Guardiola opererer med systemer for hver linje af de horisontale og vertikale der brydes. Systemer som skal tvinge modstanderen til at have brede orienteringspunkter med mindst en spiller i hvert siderum, samtidig med at der er to spillere i hvert halvrum og to i centrum på modstanderens banehalvdel. Det efterlader to spillere i restforsvaret.

Systemisk angriber City ofte i en 2-3-5, og syv af de otte forreste roterer regelmæssigt, for at bringe modstanderen i ubalance.

Andreas Alm havde lignende positionelle krav til sine spillere, indadvendte kantangribere der sammen med 9’eren og 10’eren skulle overfylde halvrum, mellemrum og bagrum hos modstanderen, og så skulle backen til nøds være siderumsspilleren. Dette førte ofte til mange boldtab, fordi OB’s modstanderen kunne drage fordel af de manglende variationer i spillet.

Søren Krogh fortsætter lidt af dette spor, og når OB er i boldbesiddelse vil han gerne have, at OB angriber i en 3-2-5, hvor wingbackerne er siderumsspillere, kantangriberne er halvrumsspillere og 9’eren skal søge bagrummet. Dog med den variationsmulighed, at wingbacken søger ind og kanten bredt. En af de to centrale midtbanespillere må også gerne søge feltet, i så fald er restforsvaret 3(CB)-1(CM), hvilket Krogh nok vurderer er en bedre positionering end 2(CB)-2(CM) som det var under Alm.

Denne form for fodbold er kontrolfikseret. Træneren ønsker kontrol, og holdene kæmper om kontrollen. Der er orden på geledderne, og træneren har magten.

Relationelisme

Den ultimative modsætning til positionelisme er kaosfodbold. En slags fodbold, hvor ingen har faste positioner, ingen spiller efter systemer. Den slags fodbold finder du sjældent på en 11-mandsbane, men du finder den på Fodboldfabrikken, på gadehjørnet og når du ser din 7-årige arving til et fodboldstævne.

Alle trænere taler om relationer. Hvis spillerne har en dårlig relation, så betyder det på fodboldlingo, at de ikke har blik for hinanden. I efteråret blev Al Hajj og Kadrii hyldet for deres relation; de var gode til at finde hinanden. I positionel fodbold er relationer skabt af trænerens grundlæggende fodboldfilosofi. Træneren skaber båndene mellem spillerne i funktionelle øvelser.

Som tidligere nævnt er spil på trejdemanden en evig åbner, for at bryde modstanderens pres. Denne relation er forprogrammeret på træningsbanen og emmer ikke af autonomi hos spillerne.

Relationelisme er noget andet, når det skal overføres som en modpol til positionel fodbold. Så handler det om noget frihed og autonomi, som skal tilbage til spillerne, men selvfølgelig også om principper:

• toco y me voy (jeg spiller og jeg løber)
• tabela (at spille 1-2 eller bande)
• escadinha (stigen)
• corta luz (bryde lyset)
• tilting (vælte til siden)
• defensive diagonal (restforsvarsprincip)
• the yo-yo (at spille bolden tilbage med første berøringen)

Jeg vil ikke gennemgå hvert enkelt princip ned i detaljen, men vil man læse mere om det, linker jeg til sidst i bloggen til den artikel som inspirerede mig, samt en youtubevideo, som også hurtigt gennemgår principperne.

Noget af det banebrydende i relationelisme er; tiltningen, det direkte spil og friheden. Inspirationsholdet i disse år er brasilianske Fluminense, som under træneren Fernando Deniz er på vej mod toppen af brasiliansk fodbold. Andre hold som i nogen grad benytter sig af det, Deniz kalder en apositionel spillestil, er Real Madrid og det argentinske landshold.

Det er ikke fordi de overnævnte principper ikke findes i positionel fodbold, men de prioriteres bare ikke i samme grad, som de gør i relationel fodbold. Det første princip fx handler om bevægelse, for at spille fodbold skal man kunne bevæge sig. Og spillere som konstant er i bevægelse, vil oftere også finde rum på banen, hvor de kan modtage bolden.

Både bandespil og stigen (som betyder, at man spiller bolden vertikalt op igennem banen med to til flere medspillere som mulige modtagere af bolden) er formålsløse spilmønstre, hvis man ikke bevæger sig. Bandespil uden bevægelse er en yo-yo, som nok flytter modstanderen, men ikke én selv. Ofte ser man den retvendte aflevering i moderne fodbold, hvor en spiller modtager bolden nærmest stående, med det meste af banen foran sig.

Det er ofte centerbacken, målmanden eller 6’eren som får denne pasning. Hvorefter de lige så ofte vender spillet modsat, for at forskyde modstanderen i jagt på mulige gennembrudsspil i modstanderens defensiv. Det lyder nærmest som skak, når det skal beskrives.

I relationel fodbold vil man søge at bryde igennem hele tiden. Her tilter man holdet enten til højre eller venstre side og så vil man gennem bandespil og stigen forsøger at lave gennembrud. At tilte holdet betyder, at man bryder med Guardiolas regelsæt for, hvordan diverse rum skal fyldes op og så samler man sig enten i den højre eller venstre side af banen. Kun en enkelt, ofte en back, bliver i den modsatte side, både som en gardering og som en spilmulighed, hvis alt glipper – kaldet defensive diagonal. De resterende ni markspillere søger mere eller mindre mod boldens område.

Dette voldsomme overtag rent numerisk gør, at man også lettere kan genpresse i området og netop genpres er en central del af, hvordan man forsvarer sig i relationel fodbold. Som illustreret på tegningen, så kan 6’eren vælge mellem to stigen, som begge er i det område, hvor holdet er i numerisk overtal, fordi modstanderen forsvarer sig efter positionelle teorier om forsvar.

I spillet uden bold vil man ofte forsvare med ni markspillere, og ikke nødvendigvis presse ret højt, fordi man skal bruge sit intense løb, når man har bolden. 10’ne-manden skal være fri, som Messi fx var det for Argentina, denne frihed skal veksles til at være den frie spiller ved bolderobring.

Fordele og ulemper

Noget af det Søren Krogh fremhæver i sit seneste interview på ob.dk er, at holdet træner det høje pres meget. Fordi man ønsker at bringe modstanderen i ubalance i deres opbygningsspil. Ædel tanke, men også en tydelig positionel tendens, at man med låser banen ved at have kanterne pressende i halvrum, 9’eren pressende i centrum og wingbacker til at presse i siderum. På den led forsøger man at bremse modstanderens angreb.

Igen bliver det til skak, og som B.93 viste ved scoringen til 1-0, så kunne dette udlæg af OB brydes ved, at en centerback kunne slå bolden ned bag den høje forsvarskæde. Træk avler modtræk.

Sådan kommer det også til at være, hvis OB begynder at gå mere relationelt til sin fodboldfilosofi. Den klarest ulempe bliver, at modstanderen vil kunne profitere af, at OB’s organisation bliver mere kaotisk. Især i den indledende fase, hvor spillerne skal lære at spille kaotisk.

Ulemper er der nok af, for køber trænerstaben og spillertruppen ind på en kaotisk spillestil, som reelt set forbryder sig mod den vej klubben med miniature skridt har bevæget sig imod? Og kan man overhovedet lykkes med sådan en spillestil i Danmark? Et land som nærmest profetisk har bekendt sig til den dogmatiske fodboldskole, selvom Sepp Pionteks fodboldfødsel mere mindede om kaosfodbold end om senere landstræneres våde drømme om automatismer.

Fordele er der dog også ved at spille relationelt. OB er ikke FCN, Akademiet i Ådalen er ikke skabt i bestemte løbemønstrer med positionelle tendenser. Selvfølgelig arbejder Akademiet positionelt, men ikke så dogmatisk. Faktisk er mange af de talenter, vi ser i truppen lige nu ganske udmærkede eksempler på relationelle spillere.

Markus Jensen er fremragende i de små rum, hvor han presses af flere spillere, og har han en medspiller omkring sig, formår han ofte at bruge denne i en tabela. Charly Noucks force er også 1v1-spillet og vil sagtens kunne bruges endnu bedre i en mere direkte tilgang til spillet. Aske Adelgaard er en udpræget toco y me voy-spiller, der konstant er i bevægelse. Jeg tror, at grunden til Mouritsen lige nu vælges før Adelgaard handler om det positionelle i Kroghs spillestil, tilliden til at Mouritsen er rigtig placeret.

Max Ejdum er også meget mere en relationsspiller end positionel. Når de spiller kaosspil til træning, er Ejdum ofte blandt de bedste på holdet. Og så er der Rami Al Hajj, som er det ultimative eksempel på en gadefodboldspiller, som både teknisk og spilforståelsesmæssigt ville passe perfekt ind på et relationelt fodboldhold.

Vil det ikke forringe salgbarheden af disse spillere? Ikke umiddelbart. Ved at prioritere en spillestil som netop gør overgangen mellem akademi og seniorbold nemmere vil man have flere talenter i spil og selvom relationel fodbold ikke er så udbredt, så vil spillerne stadig være attraktive for positionelt tænkende fodboldhold.

Den største fordel for OB vil dog være, at de vil spille på en måde, som gør dem unikke, som vil skabe en sammenhængskræft både i og omkring klubben. Det momentum som Silkeborg har fået gennem deres udtryk på banen, vil også opstå i OB, men ikke som en kopi af andres, men som et udtryk for noget fynsk. Samtidig med det vil man rekrutteringsmæssigt måske også finde en fordel i, at spillere hvis egenskaber passer til relationel fodbold endnu ikke er så højt i kurs, at man kan hente dem billigere.

Kan man kombinere relationel fodbold med positionel fodbold?

Ja, det gør mange hold. I Danmark ser man også tendenser til dette allerede. Brøndby fx, de har med Daniel Wass og Nicolai Vallys to relationsspiller, som binder holdet sammen gennem deres friere bevægelighed. Brøndby bruger Vallys som tilt, han tilter holdet og skaber derfor rum til sine medspillere.

Generelt er hold, som er præget af få, men særligt dygtige spillere, ofte relationelle i deres tilgang til spillet. Hvorimod hold uden stjerner ofte er kollektivistiske og positionelle. Hold som FCK og deres kommende modstander Manchester City er fuldt med stjerner (FCK i en dansk sammenhæng), men benytter sig samtidig af en kollektivistisk og positionel fodboldstil.

Arsenal er et spændende eksempel på et hold som langsomt opløser det positionelle gennem ekstremt mange variationer i sit spil, det begyndte positionelt, men udvikler sig mere til, at spillerne er der, hvor det giver mening de skal være. Autonomien hos spillerne genopstår, det er dog ikke alle spillere Arteta stoler på, og dem han ikke har tillid nok til, de skal stadig spille positionelt.

Hvad tænker man i OB?

Lige nu tænker man kun på overlevelse, og det er klart det klogeste. Det er ikke tiden til eksperimenter, det er tiden til at vinde fodboldkampe og blive i Superligaen, men når overlevelsen er sikret, så skal man i gang med at finde en gangbar vej frem.

Jeg tvivler dog på, at min lille fikse idé om relationelisme bliver det OB gør, selvom en træner som Frank Hjortebjerg er fremragende til at skabe øvelser, som faktisk understøtter denne form for fodbold. Selvom det vil være en mere markant afvigelse fra Superligaens traditionelle syn på fodbold og dermed bringe OB positivt i fokus. Og selvom denne spillestil vil kunne integrere Akademiets typer endnu bedre og potentielt forbedre konkurrencevilkårene i rekrutteringen af spillere.

At skifte til en forholdsvis ukendt fodboldfilosofi kræver mod og indsigt, og jeg tvivler på, at man helt ser denne vej som en man bør vælge. Desværre synes stilstand at være en bestandighed i Ådalen.

Relevante links:

https://medium.com/@stirlingj1982/what-is-relationism-c98d6233d9c2

https://youtu.be/8fNrSHW-x8I?si=j8cz-Ib0yfXiPhF9

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Tirsdagsanalysen om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen