I min forrige blog havde jeg fokus på kulturbegrebet i fodbold, og hvordan jeg så på det i OB. Denne blog er i realiteten en fortsættelse, for selvom kultur ”er noget der skal dryppe ned af væggene”, så er spillerne stadigvæk dem, som skal skabe resultater, dem som skal bære kulturen til træning og kamp.

Jo flere, der kan bære kulturen i spillertruppen, jo stærkere bliver kulturen i klubben, men hvad vil det sige at bære kulturen? En stærk kultur er, at man arbejder sammen; at man vil det samme. Det kan være tilbageløbet over 40-50 meter, som viser denne indstilling. Det kan være modet til at modtage bolden, når ens hold er presset i bund.

Fodbold handler meget om fejl, fordi en stor procentdel af mål scores efter fejl; omvendt må fejlene aldrig komme til at styre således, at spillerne bliver bange for at fejle. I så fald vokser risikoen for at fejle faktisk.

Denne blog vil se på, hvordan træning er opbyggeligt for kulturen i OB, og hvordan det kan implementeres i kamp. Den vil også diskutere identitetsproblematik; at vi (som fans) ofte både er fan af holdet og af dens spillere.

Træningskultur

I min forrige blog forbandt jeg kultur med begrebet struktur. Fodbold handler om gode vaner, om at gøre det samme uden, at man mister intensitet og nerve. Jeg har skrevet blogs om intensitet, man har kunnet læse og høre interviews med spillere og trænere, hvor intensitet, koncentration og indstilling er blevet berørt.

Det som sker på træningsbanen, er en direkte forudsætning for det, der skal ske om søndagen på stadion, og derfor skal træningen foregå på så højt et niveau som muligt.

Der er en naturlig rytme på træningsdagene i Ådalen og på stadion. Den er kommet i løbet af denne sæson, spillerne kommer ud ad omklædning i et interval over fem til ti minutters tid. Inden de kommer ud, har Søren Krogh og Frank Hjortebjerg allerede været ude på banen og sætte dagens øvelser op. Er Helveg med, så deltager han som regel i opsætningen af øvelserne.

Når spillerne kommer ud, finder de sammen i mindre grupper. Nogle spiller GRIS (et jongleringsspil, hvor den som taber bolden, får et bogstav og når man kan stave til GRIS, får man et smølfespark på øret), andre triller bolden rundt mellem hinanden, mens der snakkes. Ser man ikke træning så tit, kan det ligne, at spillerne kommer dryssende ud, men i realiteten er det en del af klargøringen. Man giver spillerne disse ti minutter til at komme ud og få rørt bolden og talt sammen.

Når Andreas Alm kommer ud, så begynder træningen. Han fungerer som uret, der ringer ind til time. Så ved os, der står ved banden også, hvem der er med i dagens træning, og hvem der sidder over.

Alle øvelser under træningen har en klar forbindelse til OB’s spillestil, og trænerne kobler gerne til spillestilen, når de instruerer spillerne. Også her er der en struktur i valget af øvelser. Der skal være spil, som træner spillernes evne til at navigere i kaos, og jo bedre man er i (gen)pres og (gen)erobring, jo nemmere vil man kunne dominere en fodboldkamp.

Der er også fokus på defensiven, hvordan man forsvarer i etableret spil; fokus på hvordan man angriber, skabelonspil, og så er der det fysiske element, hvor spillerne både har løb uden bold og spil, hvor højintensitet sikres, for eksempel intervalspil af forskellig slags.

Endelig er der spil på hel bane, hvor de taktiske dispositioner kobles direkte til spillet. Denne opbygning af træningen afstemmer forventning mellem spillere og trænere; de ved nogenlunde, hvad der skal ske og hvorfor det sker.

Mange af øvelserne har et konkurrenceelement, som skal øge motivationen hos spillerne. Nogle gange er der straf som motivation, men oftest er det håneretten som skal motivere spillerne. Det er kulturvalg: Hvordan skal et nederlag håndteres? Hvorfor er det fedest at vinde?

Demotiverede spillere findes, og de er nærmest umulige at komme til livs; noget af det som man aktivt gør i OB, er ikke at gøre forskel på spillerne i 80 procent af tiden. Den gode aktion roses altid, oftest er det Krogh, man kan høre rose, men Hjortebjerg, Helveg og Alm roser også flittigt spillerne. Det er en anerkendende kultur, set udefra.

Der er også nogle spillere som får hug. Det er ikke en gratis omgang. Når noget ikke er godt nok, pointeres det, og så reageres der på det. Igen er ingen fritaget, alle skal levere på deres højeste niveau.

Men det er næppe sjovt at være ham, der starter ude på b-holdet en lørdag formiddag – så er der langt til startelleveren. Det er heller ikke altid vildt motiverende at blive spillet ude af position, fordi man mangler en højreback. Noget Musa Juwara nok vil fortælle en del om, hvis folk spørger til hans tid i OB. Her skal spillere og trænere være skarpe, så motivationen ikke ryger.

Forudsætningerne for en god træningskultur er til stede, men der er trusler. Den ultimativt største udfordring er træningsforholdene. Det er i min optik uhensigtsmæssigt, at man ikke kan træne på bane 1 i ni ud af ti træningspas. Hvis Ådalen skal være hjemmet for OB, så skal der gøres noget ved træningsfaciliteterne.

Det dur ikke at træne på kunstgræs, for mange spillere bliver skadet af de mange underlagsskift, og derudover er det meget forskelligt fodbold der spilles på hebholdsvis kunst og hybridgræs. (Bemærk at jeg ikke nævner naturgræs, eftersom den tid skal være forbi i OB).

Kampkultur

På et legendarisk pressemøde fortæller Richard Møller Nielsen om sin mors korset og de stivere som kom til syne, når stoffet skulle vaskes. De stivere så RMN også på banen; det er dem som binder holdet sammen, dem der gør, at det lette stof sidder, hvor det skal.

I OB har man i Alms to sæsoner manglet de defensive stivere, hvis vi kigger på statistikkerne (hvilket min næste blog vil handle om). I de bedste perioder i efteråret især, hvor Paulsen, Ivancevic, Tverskov og lejesvenden udgjorde den centrale del af holdet, lukkede man ned for de fleste modstandere.

Det der karakteriserer de fire spillere, når de er på deres topniveau, er en udpræget grad af disciplin overfor spillestilen, og en evne til at understøtte resten af holdets spillere. De er dem, som kan mobilisere holdet, når der er modstand, dem, der kan steppe op i kampafgørende situationen. De har den naturlige autoritet, er kommunikative og har stærke og tydelige fodboldkompetencer.

Sådanne spillere bærer en kampkultur i sig, uanfægtet hvilken trøje de bærer. Sådanne spillere er dyre at rekruttere, medmindre de selvfølgelig har en alder, skadeshistorik mm. som gør dem billigere. Indtil videre i dette vindue har Wesström næsten kun hentet spillere til offensiven, men der er ingen tvivl om, at centralt på banen og i defensiven skal der nok også ske noget.

For selvom fodbold er kollektivt, så skal der være individer, spillere, som kan gå forrest. De spillere skal spejle OB’s spillestilsværdier og OB’s kultur. Dette kriterie er her, hvor man kan blive skarp i sin kritik af Wesström, for hvor mange spillere har han hentet, som lever op til kriteriet?

Identifikation betyder meget

Kultur er også bindemidlet mellem spillerne og fans. Historien om Jakob Breum er et eksempel på, hvordan man kan svigte kulturen. Når man fortæller en historie om det største talent i OB, som vel ret beset var det, man sagde om Breum, så virker det besynderligt at sælge ham halvandet år efter til en midterklub i den hollandske Æredivision, samtidig med man, i en anden hollandske midterklub, henter en lidt ældre svensker med med otte U21-landsholdskampe.

Svigte er et hårdt ord. Det handler om tillid, når Breum nu er det store talent, hvorfor lykkes han så ikke i OB, og hvorfor skal vi i stedet se Franco Tongya, Yankuba Minteh og Rami Al Hajj spille?

Balancen mellem OB’ere og spillere, hvis fokus er karrieren, skal finde et passende niveau, hvis ikke fanbasen ender med at blive fremmedgjort. Hvis man har set TV2 Fyn og Viaplays dokumentar, fylder akademiet meget i hverdagen, og der er ingen tvivl om, at man kan ramme mange fynske hjerte med disse unge og ivrige talenter.

Man må bare ikke tabe dem på gulvet. Der er uden tvivl mange nuancer omkring Jakob Breums tid på OB’s superligahold, men udadtil fik man skabt en begejstring og stemning, som med salget er endt i en noget flad fornemmelse.

Andreas Alm roste efter sæsonen OB’s fans for at have skubbet spillerne til at præstere bedre, og den anerkendelse er netop en erkendelse af, hvor vigtig fanbasen er for en klub. Derfor skal fans have nogen at holde af, og de skal både være fynboer, gambianere og italienere, men de skal fremfor alt være spillere som viser OB DNA’et, OB-kulturen.

Det er ikke en nem opgave, Wesström har, men ikke desto mindre skal identifikationskriteriet med. Lige meget hvor god lejesvenden, som nu får løn af FCM, var for OB, så var følelsen ved afgangen træls. Håbløse korte lejeaftaler skaber ikke eufori eller følelsen af at være én klub. Jeg er med på presset om at levere resultater og om manglende top seks-placeringer, men balancen er ikke nem.

Salget af Minteh kan blive en gamechanger for OB, lige pludselig kan Fyn fremstå mere attraktivt end det gjorde tidligere. Denne attraktion skal dyrkes, men vi skal også have vores fynske helte; Adelgaard, Slotsager, Grubbe, Ejdum, Kjerrumgaard, Charly og måske Markus Jensen skal have spilletid (ikke for hver en pris), de skal have muligheden for at slå igennem i OB – det er vigtigt for identifikationen, for kulturen.

Afrunding

I to blogs har jeg prøvet at indramme et syn på kulturen i OB, først med det historisk perspektiv og hvordan det er blevet inkluderet i nutidens OB. I denne blog har fokus været træning, kamp og identifikation.

OB er et sundt sted, der er en stærk træningskultur, der er en klar relation imellem fortiden og nutiden, der er en vision for hvem der skal være OB – de unge akademispillere, men der er også mangler. Mangel på stivere på banen, mangel på ordentlige træningsfaciliteter, mangel på balance i de narrativer, man skriver de egenudviklede spillere ind i.

Der vil altid være noget at brokke sig over. Det er dansk kultur at brokke sig, men de mangler jeg ser, skal ikke forstås som brok. De er bekymringer for holdbarheden af projektet. Kultur handler om, at det vi oplever, er meningsfuldt. En stærk kultur er altid meningsfuld, så når det virker underligt at sælge Breum til (hvad jeg hører) en billig penge, så ryger meningen. Når vi hører om, at der skal være hybridgræs på stadion, men at det så ikke sker, så ryger meningen. Når spillestilen virkelig kræver nogle stærke 6’ere, så er forventningen også at de kommer.

Disse knivsæg skal OB balancere, ellers opstår der modkultur og armod, noget som OB desværre har været ramt af alt for meget de seneste 10-12 år.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidligere fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores faste ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra Sidelinjen