Blog: Kan Alm vinde kampe fra bænken?
Af Thomas Dahlslykke
Jeg mener engang at have læst en artikel om, hvorfor mennesker har en tendens til at huske det dårlige; det er en evolutionær foranstaltning i hjernen, som forbereder os på det værste, var artiklens pointe. Om det har hold i virkeligheden ved jeg ikke, men tesen er interessant for mig ovenpå søndagens ”tabte” kamp mod Randers.
Min iPhone har nemlig været rødglødende i opslag og beskeder om, hvor ringe Andreas Alm er som kampleder. Jeg skal ikke sige mig fri for at have siddet på stadion eller i sofaen og undret mig over, hvorfor Alm enten skifter eller ikke skifter spillere ind og ud. Lige i søndags var jeg dog ikke helt oppe at køre over netop denne del, men det vil jeg vende tilbage til senere.
Først vil jeg prøve at lade tallene tale, dernæst vil jeg angribe forestillingen om kampledelse.
Målt på point
Antager vi, at point er en objektiv målestok for trænerens indflydelse på kampbilledet, så havde OB i sidste sæson fem kampe, hvor Alm tabte point, og en enkelt, hvor han ødelagde muligheden for at få et respektabelt nederlag. Derimod vendte han otte kampe, hvor OB stod til enten tabe eller blot spille uafgjort.
Allerede her ser tallene favorable ud for Alm, men lad os dykke ned i kampene, for at sikre argumentet.
Vi begynder med de fem-seks kampe hvor Alm ikke kom heldigt fra sin kampledelse. Første kamp er ude mod Randers, hvor OB fører 2-0 ved pausen, men ender med at spille 2-2; en kamp hvor OB faldt mere og mere fra hinanden, og hvor Alms reaktioner intet ændrede i kampbilledet.
Dernæst har vi hjemmekampen mod FCM, hvor der står 1-1 ved pausen, men i 2. halvleg falder OB igen totalt sammen og taber 1-5, uden at Alm formår at ændre noget. Ulykkerne i august ’22 fortsætter med, at man hjemme taber 1-2 til AGF i en ellers lige kamp, men hvor indskiftede Kasper Larsen begår et klodset straffespark på Bisseck.
Hjemmebanen var ikke god for OB og Alm i juli/august 2022, for hjemme mod Viborg fører OB 1-0 ved pausen, men taber 1-2, igen får Alm ikke reageret rigtigt fra bænken. Så skal vi ellers frem til efterårets sidste kamp ude mod Horsens, hvor OB fører 2-0, men der står 2-2 ved pausen, værre bliver det lige efter pausen hvor Horsens gør det til 3-2, Jebali får dog udlignet, men en kamp OB burde have vundet.
Det var de fem kampe, hvor jeg mener, at kampledelsen koster point direkte. Hvor OB’s resultat var bedre ved pausen end det sluttede. (Horsens-kampen viser, at Alm ikke fik instruerede spillerne ordentligt i at stoppe Horsens’ omstillinger).
Endelig mener jeg, at FCK ude blev ødelagt endnu mere af den taktik, Alm valgte i pausen. Bagud 2-0 og en mand i undertal skulle man i min optik have forsøgt at gardere sig endnu mere end man gjorde i den 4-3-2 man kom ud til 2. halvleg med.
Inden jeg går til de kampe hvor Alm direkte, i min optik, ændrer kampbilledet positivt med sin kampledelse, vil jeg lige berøre de 18 kampe, hvor jeg ikke mener Alm havde en afgørende fod den ene eller anden vej. De kampe fordeler sig sjovt nok i seks sejre, seks uafgjorte og seks nederlag. Man kunne sagtens argumentere for at både ved de uafgjorte og nederlagene kunne Alm have gjort en forskel fra bænken, denne diskussion vil jeg vende tilbage til i næste afsnit.
Hjemme mod Horsens var OB pisket til at få tre point, hvilket ville være den første sejr i sæsonen 22/23 og med indskiftningerne af Kadrii og Mucolli kom målet til 1-0. Runden efter skulle OB til Silkeborg, som dengang stadig lignede det hold, Kent Nielsen i 21/22 havde vundet bronze med. OB kommer da også bagud, men allerede inden pausen udligner Kadrii, og i kampens døende minutter fremtvinger Fenger et straffe, som Frøkjær scorer på – begge spillere var blevet skiftet ind efter pausen. Taktisk fjer i hatten for Alm at bruge Frøkjærs og Fengers evner i det direkte spil, som var nødvendigt mod et possessionstærkt Silkeborg-hold.
Ingen havde troet, at OB kunne få point mod FCK, som også kommer foran efter et selvmål af Frøkjær, men igen formår Kadriis pres og Jebalis kølighed at få OB tilbage i kampen, så der står 1-1 ved pausen. Igen kalder kampbilledet på at smide en hurtig spiller ind henimod slutningen, og det gør Alm med indskiftningen af Minteh, som scorer til 2-1.
At vinde i Herning er dejligt, og OB var forrygende i 1. halvleg, men efter pausen kom det tunge midtjyske pres og længe lignede kampen en klassisk uafgjort, men indskiftede Nouck og Thrándarson ville det anderledes, og OB vandt 2-1 på heden.
Hjemme mod Brøndby havde OB svært ved at bryde deres defensiv ned, men med indskiftningen af Sabbi kom først det udlignende mål – og senere blev Sabbi snydt for et straffe, men sådan er der jo så meget.
I kvalifikationsspillet havde OB tabt 1-3 hjemme til FCM, inden de skulle til Aalborg og møder et hold, der dengang lignede, de ville overleve. OB vandt 3-2, men det holdt hårdt. Efter en god 1. halvleg tabte fynboerne al momentum i 2. halvleg indtil Paulsen blev skiftet ind som højreback og lagde en studsaflevering i dybden til Minteh, som fremtvang det straffespark, som indskiftede Kadrii kunne banke i mål til 3-2.
Hjemme mod Lyngby var OB ikke mødt op til de første 50 minutter, men så ændrede kampbilledet sig, og Lyngby skulle i sidste ende være glade for at komme hjem med et point i en underholdende 2-2 kamp – her handlede Alm klogt ved at stole på sit hold. Hjemme mod Horsens spillede OB heller ikke en ret god 1. halvleg, men efter pausen kom holdet tilbage og fik en 2-1 sejr i hus.
Ser vi på pointscoren, så fik Alm i denne udlægning 20 point for sin kampledelse, hvorimod han tabte 13 point.
Kampledelse
Man kan tale om et kampforløb, at når den ene hold scorer, skaber det en naturlig større risikovillighed hos det andet hold, hvilket kan medføre tre udfald: 1. der udlignes, 2. det førende hold udbygger og 3. det førende hold modstår presset og kampen ender 1-0, 2-1, 3-2 osv.
For hvert af de tre udfald opstår der nye udfald, hvilket skaber en kædereaktion. Nogle gange skal man reagere som træner ved at ændre på, hvilke spillere man har på banen, andre gange skal man systemisk ændre på formationen, for at modstå modpartens spil, men nogle gange skal man blot holde fast i, at dem man har på banen, kan ændre kampen gennem det man populært kalder plan A.
Grunden til, at jeg undlader hele 18 af den foregående sæsons kampe, er, at de kampe ikke påvirkes synderligt af Alms handlinger, hverken positiv eller negativt. I visse kampe, hvor OB fører, overlades initiativet til modstanderen, hvilket er et helt naturligt udfald af ethvert kampforløb, især hvis man fører med mere end 1-0. Fx hjemmekampen mod Lyngby i grundspillet.
Nogle gange er man også bare tilfreds med uafgjort, og derfor går man ikke helhjertet efter sejrsmålet, fordi man afvejer den risiko som værende for dyr. Sådan er det i de seks kampe, OB spiller uafgjort i min statistik over kampen, hvor Alms indflydelse er minimal.
Forskellige fodboldkampe kalder altså på forskellig kampledelse. Nogle gange skal man chokere holdet, andre gange skal man give dem tillid. Alm virker som en træner, der i udpræget grad er styret af tillidsparameteret. Han tror på sine spillere; derfor er han mere styret af deres fysiske formåen, når han overvejer indskiftninger – spillere hvis fysiske tal falder, vil blive skiftet før spillere, som ikke rammer niveau.
Der er også forskel på, om man skal sikre eller jagte et resultat. OB førte hele seks kampe sidste sæson, hvor de endte med at tabe en eller spille fem uafgjort; det er trods alt ikke vildt mange ud af 32 kampe. Men det er jo også her en forskel på top seks og bund seks kan skabes. OB var bagud ligeledes seks gange, som enten blev til tre uafgjorte og tre sejre.
Fodbold kan på nogle områder minde om skak; især i synet på trænerens funktion. Han kan flytte brikkerne rundt og opnå et bedre resultat gennem det rigtige valg af træk. Der er dog den store forskel på skak og fodbold, at brikkerne er lavet af træ og spillerne er lavet af kød og blod. Det betyder, at man som træner bliver låst af spillernes formåen.
Så når en centerback ikke kan følge sin direkte modstander, så er det svært at skylde skylden på træneren, især når han ikke har nogen bedre centerback siddende på bænken. Eller når den offensiv, som sprudlede i 1. halvleg, ikke længere kan løbe de højintense løb, som holdet er afhængige af, at de kan og dem på bænken ikke har samme evner.
Så er der din modpart, det andet holds træner; hvilke muligheder har han, hvilken situation står han i? Kan du forudsige, hvad han vil gøre og dermed dæmme op for en ændring i kampforløbet? Eller kan han overraske og begrænse dine handlemuligheder?
Her spiller forløbet også ind; hvad er stillingen, hvornår vil man satse og hvilket resultat er man tilfreds med?
Kampledelse er derfor en yderst kompleks størrelse, hvor uforudsete mange hændelser definerer, hvordan du skal agere som træner.
Randers-kampen
Alm bruger fem indskiftninger mod Randers, hvoraf to af dem kommer allerede efter 64 minutter. Her har OB mistet det momentum, man faktisk havde haft de første ti minutter efter pausen, for at skrue op for momentum, så satte Alm to spillere ind, som burde være friske til at presse Randers bagkæde med bolden. Det lykkedes ikke.
Han ser problemet, han ser formentlig også på Al Hajjs og Buyas fysiske stats, at de ikke længere kan præstere de højintense løb, de skal. Alms problem på bænken er, at han ikke har den naturlige 10’er, en spiller som kan suge bolden til sig og skabe noget rytme på bolden for sit hold. Noget Al Hajj, Frøkjær og Jebali evner. Derfor er det en risiko, Alm tager ved at skifte Al Hajj.
Det hjælper ikke Alm, at Köhler og Mannehs omgang med bolden ikke når 1. halvlegs niveau, og at Paulsen heller ikke stoler 100 % på sine egne pasningsevner. OB bliver ringere og ringere i sin boldomgang. Da Nouck rent fysisk også løber tør for kræfter, skifter Alm Deedson ind, som ikke er spillet ind overhovedet. Han er en udviklingsspiller, som har et stort potentiale, men ikke de fornødne evner i den spillestil, som OB praktiserer.
Det hele ender i et systemskifte, hvor Alm ændrer systemet til 5-4-1 efter 86 minutter. Især RandersFC’s evne til at bryde igennem i OBs højre defensive halvrum må være grunden til denne ændring. Det er her, Randers har haft to farlige gennembrud. Det første blev til et VAR-annulleret offside-mål, og det andet tog overliggeren. I holdets tjeneste gik Kadrii ned som wingback, hvilket jo ikke er optimalt og fortæller noget om de problemer, Alm skulle håndtere.
At Randers scorer efter en dødbold i de døende sekunder, peger igen ind i en manglende balance på holdet. Deedson, som gav hjørnesparket, er også ham, der forsømmer at dække sit område i feltet (nok fordi der pludselig var en ekstra spiller, Carlgren).
Der er altså en række kamphændelser, som Alm reagerer på, men som ender med at bryde holdets rytme endnu mere. Var det så en fejlagtig kampledelse? Det er svært at sige. Ud fra de betingelser og den viden, Alm har til rådighed, tænker jeg, at det faktisk er svært at gøre så meget anderledes, end han gjorde. Hvis spillere har svært ved at præstere gode fysiske tal, kan det være problematisk at lade dem spille videre. Når Adelgaard har, hvad der for mig lignede, kramper i lårene, så bør han heller ikke fortsætte.
Alms reaktion
Jeg mener helt oprigtigt, at det er tåbeligt at forestille sig, at Randers bare havde fortsat sit spil fra 1. halvleg. Selvfølgelig kommer de med en ny gameplan, og den skal OB så prøve at afmontere. OB’s problem bliver, at man på bænken ikke har nogen dybdeløbere siddende, og det var netop dybdeløbene, som havde været Randers’ hovedpine i 1. halvleg.
Så med de betingelser Alm har for 2. halvleg, så blev kampen som kampen blev. Kunne man have ønsket sig mere, ja, uden tvivl, men når Buya og Nouck ikke længere kunne strække Randers-holdet, så måtte man skifte dem ud.
Så når Alm efterfølgende skal diskutere kampens forløb med Thomas Gravesen, bliver Alm noget spids. Noget som også er faldet mange både OB- og ikke-OB-fans for brystet. Hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i. Men jeg kan også sætte mig ind i Alms reaktion. For Alm har uden tvivl været rasende over kampens udfald, men for ikke at lade denne vrede udbasunerer for rullende kameraer, så valgte han at gå “Rasmus Modsat” på Gravesens forsimplede analyse af 2. halvleg.
Denne Rasmus-Modsat-hed kender vi efterhånden godt. Alm gider ikke overskriftsdiskussioner, hvilket jo ironisk nok skaber overskrifter, og pludselig bruger vi mere tid på at diskutere et interview end kampen. Måske er det også lidt det, Alm ønsker.
Jeg har i denne blog prøvet at nuancere billedet af Alm som kampleder og skabe nogle tråde til, hvad en kamp kalder på. Umiddelbart synes jeg ikke at se, at Alm er en ringe kampleder, hverken på resultater eller på handlinger. Faktisk tror jeg, at vi, der holder med OB har en tendens til sortsyn. Et sortsyn som evolutionært har mere tilknytning til tolv års armod end nødvendigvis til Alm.
Thomas Dahlslykke er underviser, tidligere fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores faste ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.
Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra Sidelinjen


