For 10 år siden kom Sandro Spasojevic tæt på Ole Tobiasen i deres fælles tid i den hollandske klub MVV Maastricht. Her fortæller Spasojevic om sine oplevelser med Ole Tobiasen, der i disse uger bliver sat i forbindelse med trænerjobbet i OB.

Af Sandro Spasojevic

I 2009 skiftede jeg Ådalen ud med Klein Geusselt, som var navnet på MVV Maastrichts træningsanlæg. I den ombæring stiftede jeg bekendtskab med Ole Tobiasen, da på daværende tidspunkt var anfører i klubben.

Selvom jeg kun kendte Ole i mit meget korte ophold, for over 10 år siden og mit data grundlag derfor er meget spinkelt, vil jeg gerne i det følgende dele ud af mine oplevelser med mennesket bag fodboldspilleren Ole, da han i denne tid, er rygtet til min barndomsklub, OB.

Derfor er her nogle personlige historier og anekdoter, hvor Ole i større eller mindre grad, har været en del af det.

Mit første bekendtskab med Ole var under min prøvetræning. Jeg vidste godt han var anfører i klubben, da jeg havde læst op på holdet. Men Ole vidste naturligvis ikke hvem jeg var. Så da han første dag ankom til træning og præsenterede sig selv, så han en mørkhåret, ung dreng, med et udenlandsk klingende navn. Derfor præsenterede han sig selv på engelsk og spurgte mig, også på engelsk, hvor jeg kom fra.

”Jeg er fynbo”, sagde jeg.

”Hold da kæft, er i så mørke på fyn”, slyngede han ud. Det grinte vi af og efterfølgende viste han mig rundt for at se på faciliteterne. Eller, faciliteterne var så meget sagt, for anlægget lignede noget, der ville få Ådalens gamle anlæg til at ligne en million.

Ole var en leder. Men på sin helt egen afslappede måde. Han var alderspræsident i truppen, som jeg husker det, men det var aldrig ham der hævede stemmen. På sin helt egen og cool måde, var man ikke i tvivl om, at han var anfører. Og sikkert uden at han vidste det, så lærte han fra sig på en indirekte måde. En tilgang, som var utroligt lærende for mig som ung spiller. Men også som menneske.

For den lærte mig, at du kan skråle nok så meget i omklædningsrummet, men hvis ikke du præsterer på banen, så var det spild af kræfter for talerøret. Så når der var noget han var utilfreds med, så oplevede jeg mere, at Ole kom hen med en skulder om spilleren og fortalte ham tingene, end at hele omklædningsrummet fik det af vide.

En anden ting det hurtigt lærte mig var, at man kan vinde meget ved at være klog på banen. Uden at forklejne ham, så var han ikke verdens hurtigste spiller på det tidspunkt, hvor hans også var 33 år. Men ved at positionere sig rigtigt, og spille mere med hovedet end de fysiske attributter, oplevede jeg for første gang, at man som David sagtens kan vinde over Goliat, i de små kampe der er i kampen.

Dette er desuden noget mange unge spillere oftest mangler, men dette kommer med alderen.

Kort efter min ankomst til sydholland, gik der ikke mange dage før Ole og hans kone, Sulai, inviterede mig hjem til aftensmad. Burde de have gjort det, når nu vi begge var danske og spillede i samme klub i udlandet? Absolut ikke, for mange adskiller fodbold og det sociale. Derudover er der en aldersforskel på 15 år. Men det fortalte mig, at han faktisk tænkte på personen bag fodboldspilleren og gerne ville give mig en god start. Det satte jeg pris på.

I løbet af de første mange uger i opstarten, var han helt sikket ham jeg henvendte mig til, hvis jeg havde nogle spørgsmål. Og dem kunne der være mange af, såvel inde på banen som udenfor.

Specielt en situation til træning husker jeg tydeligt. Vi skulle spille et indlægsspil, hvor man ikke måtte presse modstanderens wings i de såkaldte frimærker (området omkring hjørneflagene), så de havde god tid til at slå et indlæg.

Da selve forklaringen på øvelserne foregik på hollandsk, fandt jeg oftest først ud af hvad de enkete øvelser gik ud på, når spillet var sat i gang. Det var måske det man kalder ’learn by doing’.

Til denne konkrete træningsøvelse, havde Ole heller ikke helt opsnappet hvad spillet gik ud på, så da jeg spurgte ham til råds, var hans svar, at så snart han fandt ud af det, ville han lige råbe det til mig.

Så langt nåede vi bare ikke. For da spillet blev sat i gang, ville jeg i min iver forhindre et indlæg og kastede mig derfor ned i en glidende tackling, i netop frimærket.

Spillet stoppede og vores træner farede hen til mig og skældte mig ud. Jeg fattede absolut intet og tænkte, at mit pres ikke var godt nok. Da jeg forsøgte at finde Ole blandt mængden af spillere kunne jeg erfare, at han havde sat kurs mod omklædningsrummet, så hans gamle ben kunne sparres.

Resultatet af dette blev, at spillet igen blev sat i gang, og da jeg i mellemtiden stadig ikke havde fået forklaret øvelsen, og igen lavede en glidende tackling, blev jeg flået op i trøjen og sendt i omklædningsrummet. Og 2 minutter senere, sad både Ole og jeg derinde og kunne kun grine af situationen.

Baklava som forberedelse

I slutningen af august, skulle til Tyrkiet for at møde Trabzonspor, som var deres sidste træningskamp inden sæsonen gik i gang. Derfor skulle holdet vises frem foran fansene. Jeg ved ikke om der var 10.000, 15.000 eller 20.000 på stadion, men det føltes som om vi stod i helvede med 100.000 ellevilde tilskuere.

Aftenen inden til taktikmødet, fik jeg af vide, at jeg skulle spille venstre wing. Fedt, tænkte jeg. For nu kunne jeg vise mit værd. Vi skålede alle i tyrkisk te, og flere af os spillere bed mærke i, at vores træner fik et hosteanfald efterfølgende. Dette skulle vise sig at være lidt sjovt senere.

Da mødet var slut, gik jeg op på mit værelse og gik ind på youtube for at se, hvem jeg potentielt skulle stå overfor. To navne bed jeg mærke i. Alanzinho. Som nogle år forinden var blevet kåret til den bedste spiller i Eliteserien. Og Ibrahima Yattara, som selveste Real Madrid vist på daværende tidspunkt, havde forhørt sig omkring.

Jeg vidste jeg måtte forberede mig og derfor hældte jeg godt med vand indenbords og brugte 15-20 minutter på at strække ud. Jeg skulle være topklar!

Da jeg nogle minutter senere ville ned til foyeren, for at hente noget tyrkisk te, kunne jeg se Ole og en anden holdkammerat sidde og få en kop te eller kaffe. Men de spiste også baklava, som er en tyrkisk kage. Det kan jeg huske jeg fandt særdeles morsomt, at her gik jeg og overtænkte min forberedelse, mens min egen anfører spiste kage.

Efter en første halvleg, hvor jeg var blevet kørt rundt på min position som venstre wing, kom jeg ned til pausen, godt slukøret. Jeg kunne se min træner lave det karakteriske udskiftningstegn til mig, og da snakken foregik på hollandsk, antog jeg, at jeg var blevet skiftet ud.

Derfor begyndte jeg at tage støvler, trøje, benskinner og shorts af, og lige som jeg begyndte at gå mod badet, kommer Ole hen til mig.

”Hvad laver du? Du skal spille venstreback.”, sagde han.

”Af hva’ skal jeg?”, var det første jeg slyngede ud. For jeg vidste, at det betød jeg skulle stå overfor Alanzinho.

”Ja, ved ikke hvad der var i hans te i går, men den er sgu god nok.”, sagde Ole, og så brugte vi de sidste 2 min på at få nogle aftaler på plads.

Måske de aftaler skulle have været bedre på plads, for vi endte med at tabe anden halvleg 4-0 og jeg lavede selvmål. Hele kampen blev vist på tyrkisk tv. Så det var helt perfekt.

Langrendski

Vi havde fået en utrolig dårlig start på sæsonen og derfor var vores tyrkiske træner, Fuat Capa, under stort pres. Både eksternt, men også internt, da flere af os spillere bestemt ikke var glade for måden han var leder på.

Det resulterede en dag i, at Ole som anfører, efter træning stod i spidsen for en intern afstemning, hvorvidt vi spillere var tilfredse med træneren eller ej. En god gammeldags håndsoprækning endte med, at truppen var splittet 50/50. Jeg var spændt, for hvad skulle der nu ske?

Dette fik træneren nys omkring, da en af spillerne, havde gået bag ryggen på truppen og navn efter navn, havde givet dem til ham.

Jeg ved ikke hvad Oles samtale med træneren handlede om, det eneste jeg ved er, at han og en anden spiller, pludseligt ikke var på træningsbanen mere. Jeg selv blev i en periode, oftere sendt ud for at løbe som straf, end jeg fik lov til at træne med holdet og på den måde, fik vi hver især vores straf.

Men på intet tidspunkt så jeg en frustreret Ole. Han tog meget let på det hele. Dengang forstod jeg ikke rigtigt, hvorfor det ikke gik ham mere på, at han var blevet smidt ud. Men senere lærte jeg også, at han måske rent mentalt havde indstillet sig på, at spillekarrieren snart var forbi.

Nogle dage inden vinteropstarten kunne Ole og jeg læse, at vi ikke var en del af det hold, der skulle på træningslejr til Tyrkiet. I sidste ende var det dråben der fik mit bære til at flyde over og jeg endte senere på måneden i Danmark. Men inden den beslutning indtraf, betød det, at Ole og jeg skulle træne med ungdomsholdet.

Da der lå 10 cm sne i det sydlige holland, var det umuligt at spille fodbold. Derfor befandt jeg mig, sammen med Ole og en flok ungdomsspillere, i en skov, hvor vi skulle holde formen ved lige ved at stå på langrend. Ja, den er god nok. Et halvt år forinden, stod jeg som 19 årig og glædede mig til at blive prof. fodboldspiller i udlandet og godt 6 måneder senere, befandt jeg mig ude i en skov med vores tidligere anfører, iført langrendsski. Det var tragikomisk.

Men senere var det også selvsamme ungdomshold, som var startskuddet til Oles trænerkarriere. Mon han også stod på langrendsski med dem?

Som sagt, var det dråben der fik mit bære til at flyde over. I processen omkring at rive en kontrakt over, var det også Ole der hjalp mig.

Da jeg i 2010 efter en turbulent tid, med skader og udelukkelse af førsteholdstruppen, havde fået revet min kontrakt over, var det også selvsamme Ole der stod klar med hjælp.

Vi fik pakket alt mit grej sammen i hans Audi Q7 og satte kursen mod Danmark.

Først her, et halvt år efter jeg mødte Ole for første gang, fortalte han mig om sin tid i Ajax. Anekdoter fra hans tid, hvor han spillede sammen med store stjerner som De Boer brødrene, Van der Saar, Jari Litmanen. Og ja, Zlatan Ibrahimovic. Ham jeg som spiller så op til.

I realiteten var det først da vores veje skulle skilles, at jeg indså han havde været en topspiller.

Meget er sket siden. Hvor jeg troede min karriere for alvor skulle starte i det hollandske, viste sig sidenhen at være mit eneste fuldtidsprofessionelle ophold, mens Ole havde oplevet det det hele og var begyndt at trappe ned. Men at Ole tog trænervejen, er ikke kommet bag på mig og det har sidenhen givet mening for mig, at han for over 10 år siden, da han blev smidt af holdet, mentalt var videre.

Hvis han derfor ender med at blive OBs næste træner, har jeg kun rosende ord med på vejen om Ole som menneske. Og så må Ole som træner vise, at han også er til at regne med.