Blog: En katastrofal periode i OB er overstået – nu starter det hårde arbejde for genrejsning
Af admin
Af Emil Ousager
Når man i samme sæson taber to gange på HJEMMEBANE til Hvidovre, så skal man ikke spille i superligaen mere. Det er den logiske konsekvens af snart årtiers rædderlige beslutninger og lappeløsninger, som alle er har været kendetegnet ved mangel på grundighed og faglig dybde. Førsteårsstuderende på CBS kan lave bedre strategi-arbejde og mere gennemarbejdede PowerPoint-shows, end det vi har været vidne til fra den såkaldte sportslige ledelse de seneste mange år.
Nu står vi på afgrundens rand efter en mareridts-sæson, som har efterladt et helt fodbold Danmark måbende. I den finansielle verden siger man ofte; ”The trend is your friend” – i OB’s tilfælde har den så sandelig været vores fjende. Indrømmet, jeg skal være den første til at erkende, at det i sandhed er let at være mandagstræner. Det vil også være for let at proklamere ”Hvad sagde jeg” – med henvisning til mit læserbrev i Fyens Stiftstidende tilbage i december 2017. De problemer, jeg dengang diskuterede, er fortsat reelle og relevante, men også kun en del af forklaringen på derouten.
Eksterne og interne konsulenter skal de kommende uger (forhåbentlig tager det meget længere tid) konkludere, hvorfor alt er faldet fra hinanden, pege på synderne og komme med mulige løsninger. I krydsfeltet mellem sport og business er det i sig selv en vanskelige opgave. Troels Bech blev tidligere i dag ansat som ny sportsdirektør. Han er åbenlyst en del af løsningen, og det virker til at være et meget fornuftigt valg: Jeg har selv spillet under Troels, og han er en fantastisk personlighed og leder, som helt sikkert – også formet af sin tid i Brøndby – kan være med til at få klubben på ret køl igen. Ansættelsen af Troels må dog ses som et betydeligt, men dog lille skridt, i bestræbelserne på at forme det nye OB.
Man må forvente, at noget af det første, disse konsulenter skal kigge på, er den øverste sportslige ledelse. Meget har været sagt om Bjørn Wesström, men det er ikke en sportsdirektør eller andre mellemledere, som fyrer trænere eller alene træffer og godkender de endelige transfers. Det er i samspil med og endelig accept af den øverste daglige ledelse. Og her står OB efter min mening svagt. Det er hårdt, men meget rigtigt, når Peter Sørensen i studiet efter OB’s kamp i Viborg – side om side med en grædende (med god grund) OB-direktør Enrico Augustinus – proklamerer at der er sket så mange fatale fejlbeslutninger fra den øverste ledelse særligt det sidste år, at det ikke kan overraske nogle at OB rykker ud. En hård, men også meget saglig og direkte kritik af direktøren.
For langt de fleste klubber er en sportsdirektør ligesom enhver træner blot en mellemleder som kommer og går. Vi kan håbe og krydse fingre for Troels Bech er en langsigtet løsning, men en klub tegnes af langt flere, og kritikken har efter min mening været overdrevet ensidig mod Bjørn Wesström i forhold til den reelle ledelse. Man kan spørge sig selv: Hvorfor går det så godt for AGF? De var i en tilsvarende situation som os tilbage i 2014 sæsonen (jeg var selv med til at tabe 13 kampe i træk det forår), men kom på falderebet med i den gruppe af fem klubber, som pt er lysår foran alle de andre. Et af svarene er Jacob Nielsen. Egentlig er han langt fra en kapacitet som sådan, men hvad han har skabt i både Randers og AGF, er mildest talt imponerende. Han udstråler stærk ledelse, passion og har først og fremmest den rette blanding af fodboldmæssig og forretningsmæssig forståelse. Den samme historie holder delvis stik i både Silkeborg, Randers og Viborg og langt henad vejen i FC Midtjylland, hvor stærke fodboldfaglige personligheder tegner klubben ud af til. Lidt som Thomas Christensen og naturligvis Kim Brink på godt og ondt gjorde det tidligere i OB.
For mig at se, er det en helt central problemstilling i forhold til OB’s genrejsning; Akademiet virker veldrejet og producerer vel pt de bedste resultater i Danmark. Fanscenen og sammenholdet omkring OB, skabt af det dygtige kommercielle team, er formentlig bæredygtigt og kan opretholde momentum, antaget at starten på den nye sæson bliver som forventet: Altså at oprykning hurtigt bliver en formalitet. Økonomi og egenkapital er tilstrækkelig. Det er altså den grundlæggende organisation og de afgørende ledere, som skal defineres. Og ja, det er meget svært at se Søren Krogh kan fortsætte som cheftræner, men det er en hel anden historie.
Ovenstående er dog næppe nok. Derfor skal der selvfølgelig lyde et par velmenende råd fra undertegnede, som forhåbentlig kan hjælpe OB på vej. I en ny strategi bør ledelsen i OB forpligte sig til:
- Ikke længere at hente breddespillere fra alverdens kontinenter, i mangel af bedre eller i ren panik midt i en sæson. Fremover skal en definerende del af førsteholdet være skabt i klubben, og særligt breddespillere skal komme fra Ådalen. Det må derfor være slut med at se navne i OB som (jeg nævner i flæng); Magne Sturød, Alexander Lund Hansen, Michael Tørnæs, Conor O’Brien, Dusan Djuric, Nicklas Mouritzen, Tom Trybull, Thomas Mikkelsen, Mohammed Diarra (vi husker fortsat alle den hjemmekamp mod Hobro i 2014-2015 sæsonen), Lado Dvalishvili, Cedric N’Koun, Mathias Thrane, Tyler Burey eller en række af denne sæsons lykkeriddere for blot at nævne nogle få. Selvom Tonny Hermansen græder med det ene øje, må han alligevel grine med det andet: Nu må og skal det endelige gennembrud af unge OB-spillere komme.
- I samme omgang må det ligeledes være slut med at hente ledere fra middelmådige danske klubber som Horsens, Sønderjyske og lignende. Det overgår simpelthen min vildeste fantasi, hvorfor man kan mene det er visionært eller fremsynet at hente en assistenttræner i Horsens til en i forvejen fuldstændig broget flok af trænere. Ligesom det er tæt på umuligt at konkludere ansættelsen af Jesper Hansen som sportschef førte noget som helst bedre med sig.
- Det må ligeledes være en form for delmål at definere en spillestil. Og er dette ikke muligt, kan man igen bare skue til det AGF; Man kan nå langt med dynamik, pres og mandsmod. Nok til at vinde mange fodboldkampe og være dominerende i hele kampe (hvornår har OB sidst været det?)
Sidst men ikke mindst må de dygtige konsulenter – både eksterne og interne prøve at forstå hvad OB skal stå for. For lige nu (udover dårlig ledelse) er det umuligt at definere hvad OB står for. Jeg kan ikke med et ord eller få ord beskrive, hvad som kendetegner OB. Hårdtarbejdende eller dominerende med et stærkt fynsk DNA kan være ideer men igen: Sådan noget opstår ikke på et sløset fem siders slide-show i Beldringe lufthavn efter et 4-1 nederlag i Stuttgart. Det opstår heller ikke ved at sætte et skilt op nede i Ådalen, hvor der står ”Ungdommen er OB’s fremtid”. Det kræver faglighed, fordybelse og en sammenhængende forståelse af dynamikkerne i klubbens ungdomsafdeling og førsteholdstrup. Dernæst handling! Det skal tage lang tid at udarbejde og færdiggøre – så skal folkedybet nok belønne det, når den tid kommer.
Det endelige opgør kommer nu, og det er også på tide; Nu må det være endegyldigt slut med lykkeriddere, kortsigtede dispositioner og gennemført dårlig ledelse. Der er en gylden mulighed til at få vendt dette til noget positivt. Ansættelsen af Troels Bech er et skridt i den rigtige retning og jeg ønsker Troels alt muligt held og lykke. Der skal dog meget, meget mere til før OB igen kan blive en relevant faktor i dansk fodbold. Og hvad vigtigere er; at klubbens tilhængere ser et projekt de kan forstå og identificere sig med.
Emil Ousager er tidligere professionel fodboldspiller i en række klubber. Som aktiv var han målmand, og spillede i OB i ungdomsårene samt i to omgange som seniorspiller. Han stoppede karrieren i 2015, hvor han stod noteret for 20 Superliga-kampe, heraf fire for OB. Han arbejder i dag som Executive Director, Nordic Rates Sales hos J.P. Morgan i Paris.
One Comment
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Tak for et skarpt og meget ærligt indlæg til Ousager. Dejligt at hjertet stadig banker for striwerne.
Dog synes jeg følgende sætning kommer uheldigt ud:
“Fanscenen og sammenholdet omkring OB, skabt af det dygtige kommercielle team..”
Sammenholdet omkring OB har heldigvis været der før Jack & Co, og vil være der længe efter.