Blog: Efter Hemmingsen-interviewet – sådan kan OB’s strategi se ud

Af Thomas Dahlslykke
17. januar 2021

Fredag udgav Stemmer Fra Ådalen et større interview med Michael Hemmingsen. I dette indlæg analyserer fodboldtræner og lektor i retorik Thomas Dahlslykke Hemmingsens budskaber og giver et indblik i, hvordan han har tolket Hemmingsen-interviewet. Og så giver Dahlslykke også et bud på, hvordan man kan bygge videre på de strategiske overvejelser i OB.

Jeg kan svagt huske min tid som lilleputspiller i Ringe Boldklub. En af de ting jeg husker tydeligst, var den meget ordfattige måde vi spillere blev instrueret i, hvordan vi skulle spille. ”Thomas! Højreback, husk at slippe bolden hurtigt og så må deres kant ikke komme forbi dig.” Badabang for et taktisk oplæg til en 11-årig dreng. Bedre var det ikke for min holdkammerat, der var angriber: ”Kristian, nu skal du fandme score i dag!”

Når jeg hører Marin Davidsens interview med Michael Hemmingsen, bliver jeg kastet ud i denne erindring. Han taler om fodbold, som jeg lærte den at kende i begyndelsen og midten af halvfemserne. Det er måske derfor, han lidt bliver set som en pudsig figur i den moderne velsmurte kommunikationsbranche som fodbolden også er blevet til. Derfor vil jeg prøve at anskue Hemmingsen i en kontekst, som taler ham op. Dog vil jeg ikke holde mig for god til også at løfte en pegefinger eller to.

Hemmingsen siger det vi allerede ved; at OB har flyttet sig de seneste fem år på det organisatoriske plan og de seneste 2,5 år på det rent spillestilsmæssige plan. At akademiet er stadig ungt og derfor får vi ikke fuld valuta endnu, men at der allerede er kommet en god udvikling i gang. Han peger også på helt logiske ting, hvor OB skal blive bedre og at OB kan blive bedre. Han taler sin trup op og roser folkene i organisationen, fra trænerne til de mere administrative personer. Han har en plan for transfersituationen og en idé om, hvor OB skal hen. Selv den kommende trænertype tør han berøre, uden at vi bliver helt skarpe på, hvem det skulle være. Han er bevidst om sine kommunikative mangler og vil gerne forbedre sig. Alt i alt er meget bedre udtryk end det interview, han gav i sensommeren.

Jeg vil bruge Hemmingsens egen terminologi omkring den blå tråd til at beskrive fire grundsten i OB, som han kommer ind på i interviewet:

Den blå tråd = spillestilen.

Når du møder et OB-hold, vil de fortrinsvis sigte på at spille ud fra disse parametre: Konstruktiv boldomgang, med proaktive aktioner, kaosorienteret og fysiskbetonet med et stærkt kollektiv, der sigter på flydende spil bundet på vilje til at vinde boldene. Det vil være et aggressivt og offensivt hold, som presser modstanderen højt på banen og er stærke i genpresset. OB vil presse modstanderen til at fejle og udnytte disse. Men vil bibeholde det spilkontrollerende element i deres spil. Trænertyper som Alexander Zorniger, Bo Henriksen og til dels Niels Frederiksen er oplagte til at forløse dette. En model er at skrue op for det kaotiske og fysisk i første sæson for senere at fylde på med de øvrige elementer. Det ville være oplagt for en Zorniger-type. En anden model er at fortsætte og udvikle på det, Jakob Michelsen allerede har implementeret. Det ville mere være en Henriksen- eller Frederiksen-type. Denne form for fodbold skal praktiseres fra u12 til superligaholdet, ethvert OB-hold i den professionelle afdeling skal have denne stil!

De blå data = vidensniveauet.

I OB har man først inden for de seneste år flyttet sig på dette område. Jeg husker stadig et interview med Kent Nielsen, hvor han fortalte, at han havde set video med alle OBs kampe fra efterårssæsonen og havde lagt en plan for, hvor de skulle blive bedre. Jeg ved ikke hvorfor, men stadig den dag i dag forestiller jeg mig, at Kent sætter VHS-båndet i videomaskinen og tænder for fjernsynet.

OB skal have en DATA-ansvarlig og vedkommende skal have nogle ansatte under sig til at bearbejde den magen data som OB har på spillerne, på kampene og på træningen og disse personer skal kunne gennemskue og overlevere det centrale for trænerteamet, chefanalytikeren og sportschefen således, at OB kan handle løbende. Fysioterapeuter og den fysiske træner skal også bruge data på spillerne, deres maks-puls, deres ydeevne mm. Generelt skal OB løfter sig på data-fronten. Det ved Hemmingsen godt, det sagde han tydeligt. Jeg mener dog ikke, at det skal være assistenterne som skal bearbejde data, det er der for meget data og for lidt tid til, når man skal være assistenttræner i en topprofessionel klub.

Det blå trænerrum = rollefordelingen.

Der skal være flere trænerne og en chefanalytiker; af klubber som OB sammenligner sig med, og klubber som OB gerne vil indhente, så er et af de områder, hvor OB halter efter. Pt. har OB: Michelsen, Henrik Hansen, Janus Blond, Lars Bjerring og Patrick Harboe hvis betegnelser slutter på træner. Men skærer vi ind til benet, så er Blond, Bjerring og Harboe specialister og kun Michelsen og Hansen generalisterne i trænerteamet. I AGF, Brøndby og SønderjyskE har man to assistenter til cheftræneren og derudover har man målmands- og fysisktræner. I Brøndby har man ydermere en transitionstræner. OB har også en transitionstræner og det skal fortsætte, men mangler en assistent og en chefanalytiker i min optik. Det ville kunne frigøre cheftræneren i sin lederrolle og dermed giver ham et bedre overblik og en større indsigt i truppens muligheder og konkurrenternes evner. Chefanalytikeren kan netop være med til at styrke det refleksive rum om, hvorvidt man skal orientere sig imod modstanderens styrker og svagheder eller tro på egne evner.

Den blå scouting = hvem skal rekrutteres?

Ovenover beskriver jeg en spillestil, den fordrer nogle specifikke kompetencer ved spillerne. Jeg har haft fornøjelsen af at høre oplæg fra både Brøndbys Head of scouting John Møller og Brøndbys transitionstræner Bent Christensen, og begge pointerer vigtigheden af spillernes kompetence til at spille den form for fodbold, klubben gerne vil. Man skal så at sige kun rekruttere spillere, som passer til stilen og derfor nødvendigvis ikke den ”bedste” spiller, man får tilbudt. I Brøndby betød valget af Zorniger som træner, at spillerne skulle kunne løbe mange højintense løb, de skulle agere øjeblikkeligt på boldtab og gå i genpres og flere forskellige elementer, som var centrale i Zornigers spillestil. Det lyder på Hemmingsen, at det er den vej OB skal gå; derfor ser jeg flere spillere i den nuværende trup som er fejlcastet, selvom de måske ville være kvalitetsspiller i en anden spillestil. Derfor skal OBs rekruttering forbedres gevaldigt og det glæder mig, at Hemmingsen siger, at spillere skal ud, inden nye skal ind. Men præsten prædiker og menigheden går alligevel på kro. Det kan være svært at ændre vaner, og det kræver mod. I Brøndby valgte man ikke at hente erstatninger for Kaiser, Mukhtar og Wilzcek, da de forlod klubben. Dette mod skal OB også have, når man til sommer nok tager afsked med flere spillere. Nye spillere betyder nødvendigvis ikke bedre spil. Traditionen om at hente træner-darlings, når træneren ankommer til klubben, er en tradition, der skal brydes. Det er OB, der skal definere rekrutteringen, således, at man stopper disse hvert andet års udskiftninger af halvdelen af truppen, som koster alt for mange penge og bringer alt for få resultater med sig. Det betyder også, at akademiets spillere får chancen – det er risikabelt, men forløbet med Lieder viser fint, at det at hente udefra kan være lige så risikabelt.

Generelt skal transfervinduerne forberedes bedre i OB, således, at man oftere handler tidligt i vinduet, så nye spillere kan spilles ind på holdet i træningskampe og ikke i turneringskampe.

Tingene kan ikke skilles ad, fordi det hele hænger sammen, og det er Hemmingsens og den nye træners ansvar, at disse blå initiativer forløses i sammenhængen. Alt hvad jeg er kommet ind på her, er mit forsøg på at udspecificere, hvad Hemmingsen får sagt igennem sit interview. Det kan godt være, at han minder mig retorisk om min lilleputtræner, men visioner for en bedre klub har han, og jeg kan tage fejl, jeg kan have misforstået ham, men jeg tror, at det er denne vej, han vil drive klubben. Det er i hvert fald sådan jeg tror klubben bliver stærkere.

(Hvis OB nogensinde udfærdige en strategi, så må de meget gerne ændre den blå tråd til den striwede tråd i min optik)

Thomas Dahlslykke er retoriker, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: